Holding On and Letting Go | Harry Styles & Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
Grace Lancaster havde altid fået fortalt historier af sin mor om nattens ukendte dæmoner, men hun havde altid vidst, at det blot var hendes mor, der havde en forskruet tankegang. Hvad der skulle have været en normal fest om aftenen for Grace, endte op med at være hendes værste mareridt. Tingene bliver drejet hundredefirs grader rundt, da hun støder på Harry og hans bror Niall, og hun tvivler pludselig på den verden, som hun havde kendt i atten år. Hemmelighederne bliver til flere og flere - ligeså vokser løgnene. Og i en verden, hvor man ikke længere kan skelne mellem rigtigt eller forkert, bliver Grace ét med nattens skygger. | Harry og Niall er ikke kendte i historien. Mit bidrag til fandom konkurrencen med fandommen "One Direction".

38Likes
22Kommentarer
8026Visninger
AA

13. "Never Let Me Go"

Graces synsvinkel

Jeg placerede mig under dynen på sofaen, og sneg mig ind under Harrys arm. Jeg hvilede mit hoved på hans hjerte, og et smil fandt frem til mine læber. Det var her, jeg var hjemme. Muligvis var jeg ikke den pige, jeg var for et par uger siden, men jeg havde fundet trygheden alligevel. Og det var nok for mig.

"Grace?" mumlede Harry, hvilket fik mig til at løfte ansigtet en anelse og kigge mod ham. Jeg nikkede kort for at signalere, at jeg lyttede efter. "Tak."

Jeg rynkede lidt med brynene, for jeg forstod ikke, hvorfor han takkede mig. "Hvorfor siger du tak?"

Han smilede. "Fordi nu har jeg en grund til at leve videre. Dig," sagde han med en glad undertone. "Før jeg mødte dig, havde mit liv ikke meget mening. Jeg gik i rundkreds og sov igennem mit liv. At leve i længere tid kan blive trættende, men da jeg mødte dig... Alt ændrede sig. Du fik mig til at leve igen, fik mit hjerte til at slå." Harrys ord ramte mig mere eller mindre, men jeg knugede mig blot ind til ham.

"Forlad mig aldrig, Harry," mumlede jeg og lukkede øjnene i.

Et lyn lyste rummet op, og et tordenbrag lød efterfølgende. Førhen var jeg bange for torden, men når jeg sad her i Harrys arme, virkede jeg ikke bange længere.

Det blæste kraftigt udenfor, og pludselig slog køkkendøren op ude i køkkenet. Jeg sprang op af sofaen af forskrækkelse, og kiggede mig omkring hurtigt for at se, om der var nogen her. 

"Hey, rolig Grace. Det var bare vinden," sagde Harry til mig. Jeg ville gerne tro ham, men jeg havde fornemmelsen af, at der var nogen her. Det var bare et mærkeligt instinkt, der prikkede til mig. 

Jeg prøvede at tænde lyset, men strømmen var gået. Jeg kiggede desperat over på Harry, da jeg så en skygge nærme sig stuen. Jeg trådte et par skridt tilbage, og mærkede Harrys arme omkring min lænd. Han førte mig om bag ham, og prøvede at kigge efter, hvem skyggen tilhørte. 

Skyggen trådte tættere på, men vi nåede ikke at se et ansigt, før den forsvandt ud af køkkendøren igen. Jeg kiggede på Harry med et underligt blik, og få sekunder efter kom lystet tilbage i stuen og køkkenet.

"Hvem var det?" Jeg kiggede mod Harry, og bed mig i læben. Hvorfor forsvandt vedkommende?

Harry kiggede ud mod køkkenet og så tilbage på mig. "Jeg ved det ikke," sagde han med en bestemt tone.

Ringeklokken ringede på, men jeg turde næsten ikke åbne døren. Alligevel begav mine ben sig hen til døren, og åbnede. Et tordenbrag faldt i samme sekund, som jeg åbnede døren. Jeg så Niall stå i døren, hvilket fik mig til at smække døren i igen.

"Åh, come on Grace. Bliv voksen," råbte han ude foran døren. Jeg åbnede den igen, men sagde ikke et år til ham. "Er vi tolv igen?"

Jeg rullede med øjnene af ham. "En af os er." Et ironisk smil befandt sig på mine læber. "Hvad laver du her?" Jeg så bort fra vreden, jeg havde indeni mig. Selvom Niall havde gjort mig til en vampyr-dæmon, så havde han nærmest også reddet mit liv. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg blot være død. Intet andet. 

"Vi har problemer," sagde han og kiggede forbi mig. Hans blik ramte i stedet for Harry, der stod bag mig. "Jeg er glad for, at I to fandt sammen og alt det der bla bla, men venner, vi har lidt større problemer nu," sagde Niall og gik forbi mig. Jeg lukkede døren, og vendte mig mod Niall.

"Var det dig, der lavede sjov med Harry og jeg lige før? Viste din skygge og forsvandt ud igen?" Hvis det var ham, tilføjede jeg blot endnu et punkt til listen "over grunde til hvorfor, at jeg burde dræbe Niall".

Niall kiggede på mig med et forundret blik, og forstod ikke helt, hvad jeg snakkede om. "Hvad? Jeg er jo først lige kommet," sagde han bestemt, men så begyndte han at tænke over det. "Har der været nogen her?"

Jeg nikkede kort. "Ja, en eller anden mand, tror jeg. Han viste ikke sig ansigt. Vi så kun hans skygge, og så forsvandt han," svarede jeg. Hvorfor angreb vi ham ikke bare? Ja, han var vampyr-ish, men vi var to og han var kun en. Vi kunne nemt have taget ham.

"Så har I måske lige mødt vores kære ven, Silas."

 

Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår. "Hvad laver han i byen? Ved han ikke, at jeg er vampyr-dæmon? Han kan jo ikke bruge mig," sagde jeg og satte mig ned på en stol i køkkenet for at bevare roen. Silas den ældste vampyr-dæmon havde muligvis lige været i vores hus uden at angribe eller noget. Jeg havde mine grunde til at flippe.

"Måske var han her bare for at tjekke, om det var rigtig?" sagde Harry, men han troede ikke engang selv på det. 

Niall rystede lidt på hovedet. "Der har gået et rygte omkring, at der har været denne her kur mod vampyr-dæmoner. Så man ville blive menneske igen, hvis man tog den. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men måske er det."

Jeg sukkede kort, og tænkte mere over sagen. "Men hvis der var en kur, hvorfor tog han den så ikke selv? Og dræbte sig selv bagefter?"

Harry kiggede på mig, og drejede bagefter blikket over mod Niall. Niall var bestemt den, der havde ordet herinde, og vidste mest omkring Silas. Hvorfor mon?

"Det fungerer ikke sådan. En Lancaster startede hans liv for årtier siden, og en Lancaster skal ende hans liv. Derfor," forklarede han kort, og det hele gav nu meget mening. "Men problemet med Silas er, at han kan komme ind i dit hoved, læse folks tanker og få folk til at se ting, der ikke virkelig er der. Han kan ligne alle menneske."

Harry sukkede højlydt. "Så han kan praktisk talt være alle?"

Niall nikkede, og jeg rystede på hovedet i foragt. "Så hvordan dræber vi ham?" Der måtte være en vej til at gøre en ende på ham, før han gjorde en ende på os. 

Et smil gled over Nialls ansigt. "Silas kan ikke blive dræbt."

Selvfølgelig kan den idiot ikke blive dræbt. Jeg sukkede irriteret, og rullede med øjnene. Det her var det sidste, der manglede. Endnu et problem i byen, selvom vi allerede havde nok at tage os af. Karma ramte os hårdt.

 

Et par dage gik, og dagene blev til uger, men der var ikke kommet noget videre syn af Silas. Det havde været stille, og der havde ikke været nogen grund til bekymring.

Jeg satte mig ned på hug foran Matthews gravsted, og sukkede en enkelt gang. "Hvis du bare var her nu," mumlede jeg stille. Jeg havde ofte besøgt ham blot for at fortælle ham, hvordan tingene gik, men siden jeg var blevet vampyr, havde jeg ikke været her så tit og snakke.

"Så jeg er en vampyr, Matthew. Vampyr. Det føles helt underligt at sige," sagde jeg og lagde en hånd på gravstenen. "Det går godt for mig. Jeg har ikke dræbt nogen, kun været tæt på, men det var første dag, jeg var vampyr. Så gælder det? Men ellers har jeg det godt. Mor og far har det også godt, og de ved ikke besked, om hvem jeg er. Niall har forladt byen, fordi der ikke var noget at bekymre sig om længere." Jeg snakkede lidt hist og pist omkring de ting, der var sket. "Den ældste vampyr i verdenen var her, men han gjorde os intet. Intet. Så måske er der virkelig fred nu?"

Jeg smilede lidt, og huskede tilbage på dengang, hvor Matthew var her. Vi kunne snakke om alt og intet sammen. "Jeg ville ønske, at du var her, så jeg kunne dele det her liv med dig. Men jeg er ked af, at det skulle gå udover dig, Matthew. At du kom med i faldet," mumlede jeg.

Jeg fornemmede en skygge ude i horisonten, hvilket fik mig til at kigge derover, men jeg var bare paranoid.

"Jeg savner dig." Med de ord lagde jeg et buket blomster på gravstenen, og rejste mig op. Jeg kiggede en sidste gang på stenen, og vendte mig efterfølgende om, og da jeg gjorde det, stødte jeg ind i en ukendt person. Hjertet sad næsten i halsen på mig grundet forskrækkelsen. 

"Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig," sagde han med et lille uskyldigt smil på læben. Jeg kiggede på ham, og nikkede kort. "Er det din bror?" Han lavede et lille nik mod gravstenen, og jeg nikkede - ude af stand til at sige noget. "Jeg beklager, hvis jeg snager. Jeg så dig bare sidde her helt alene."

"Nej, nej, det gør ikke noget. Jeg snakkede bare med ham," sagde jeg og glemte helt, hvor underligt det var. "Og nu hvor jeg siger det højt, lyder også underligt." Jeg grinede lidt af mig selv, og så muligheden for at præsentere mig selv. Jeg rakte hånden frem, og så ind i hans grønne øjne. "Jeg er Grace."

Han trykkede min hånd. "Det er rart endelig at møde dig, Grace. Jeg er Silas."

 

Og det var sidste kapitel! Damn, damn, damn!

Det her leder selvfølgelig op til en to'er, men jeg

har valgt ikke at skrive en to'er. Men her slutter det hele!

Jeg håber, at I kunne lide historien - det har i hvert fald været

en fornøjelse at skrive den! Tak!! I næste kapitel indsætter jeg en trailer,

der skulle have været til to'eren. 

xoxo, Sia

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...