Holding On and Letting Go | Harry Styles & Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
Grace Lancaster havde altid fået fortalt historier af sin mor om nattens ukendte dæmoner, men hun havde altid vidst, at det blot var hendes mor, der havde en forskruet tankegang. Hvad der skulle have været en normal fest om aftenen for Grace, endte op med at være hendes værste mareridt. Tingene bliver drejet hundredefirs grader rundt, da hun støder på Harry og hans bror Niall, og hun tvivler pludselig på den verden, som hun havde kendt i atten år. Hemmelighederne bliver til flere og flere - ligeså vokser løgnene. Og i en verden, hvor man ikke længere kan skelne mellem rigtigt eller forkert, bliver Grace ét med nattens skygger. | Harry og Niall er ikke kendte i historien. Mit bidrag til fandom konkurrencen med fandommen "One Direction".

38Likes
22Kommentarer
8009Visninger
AA

5. "Into the Woods"

Graces synsvinkel

Mine fingre rystede. Hele tanken om at vende tilbage til skolen få dage efter dødsfaldet virkede absurd. En hånd blev lagt omkring min egen, og jeg mærkede ligeså et lille klem. Mit blik fangede Harrys, og han smilede på en forsigtig måde. "Er du sikker på, at du vil det her? Vi kan sagtens tage hjem, Grace. Du behøver ikke-"

"Nej," afbrød jeg. "Jeg er sikker på det her. Det nytter ikke at gemme sig." Jo længere tid, at jeg gemte mig, jo værre ville det blive. Jeg havde indstillet mig på alle spørgsmålene, der ville komme i dag: "Hvordan har du det? Er du okay?" Og alle de andre spørgsmål, der lignede dem, ville jeg svare enkelt. Hvordan havde jeg så ikke lige fundet ud af. 

Vi trådte begge ud af bilen, der tilhørte Harry. Jeg havde stadig ikke helt forstået, hvordan han havde råd til eget hus og egen bil. Det virkede ikke tilgængeligt for folk i vores alder, men der lå umiddelbart en historie bag det hele, som jeg nok skulle finde ud af. Det var kun et spørgsmål om tid.

Som vi trådte ind på skolens grund, og bevægede os imod gangen, begyndte alle blik at blive rettet mod Harry og jeg. Der var flere blikke, der kiggede, hvilket fik mig til at gribe ud efter Harrys hånd. Han var én af de eneste, der egentlig havde været der for mig. Jeg anede ikke, hvad der var sket med Melanie. Hun havde slet ikke været på besøg. 

Harry rettede sit blik mod mit, og smilede. "De kigger kun på dig, fordi du ser godt ud i dag. Tro på det." Han udløste et lille grin, og min egen selvtillid steg. Han havde ret. De var misundelig. På et eller andet punkt var de vel. 

Selvsikker gik jeg ned til mit skab, og Harry fulgte troværdig med. "Jeg smutter ned til mit skab. Vi ses senere." Han gav mig et lille kys på kinden, og smuttede ned til sit eget skab.

Melanie stod plantet ved mit skab, og hun lyste lidt mere op, da hun så mig. Hun småløb hen til mig, og lagde sine arme omkring mig. "Er du okay? Jeg er ked af, at jeg slet ikke har været der for dig... Jeg har bare haft så travlt."

Hun slap sine arme omkring mig, og så på mig med et undskyldende blik. "Og når du mener, at du har haft travlt, mener du så med Niall?" Jeg hævede mit ene øjenbryn i ren nysgerrighed.

"Hvordan vidste du det?" Melanie virkede en smule forvirret over, at jeg kendte til sandheden, selvom det blot var et skud i tågen. 

"Siden du ikke har haft tid til at være sammen med din bedsteveninde, der lige havde mistet sin bror, så måtte det jo omhandle den fascinerende Niall." Melanie nikkede forsigtigt, og slog sine arme omkring mig igen.

Hun små grinede faktisk. "Jeg vidste, at du ville forstå det!"

Jeg trak mig fra Melanies kram igen, og rystede på hovedet. "Melanie, jeg forstår det faktisk ikke," begyndte jeg i en streng tone. "Come on. Jeg mister min bror, og du kan kun tænke på en dreng, du har kendt i et par dage? Frem for mig du har kendt i flere år?"

"Wow, Grace. Du ved godt, at jeg ville have været der, hvis jeg kunne..." Melanie begyndte at virke mere usikker nu, for hun vidste overhovedet ikke, hvor hun havde mig. "Jeg er her nu, okay?"

"Det er en smule sent for det, Melanie." Ordene gjorde Melanie fuldstændig mundlam, og jeg blev selv en smule overrasket over det. I stedet for at fortryde, hvad jeg sagde, så vendte jeg mig om for at gå. Jeg blev dog stoppet af en bestemt stemme:

"Det er som om, at du slet ikke er ked af, at din bror er død!" Melanie havde nærmest råbt det, hvilket havde fået flere til at kigge hen på os. Jeg vendte mig om, og kiggede hen på hende for at se, om hun virkelige mente det. Men der stod hun med krydsede arme, og ventede på, at jeg svarede tilbage.

Jeg gik et par skridt tættere på hende igen. "Jeg græder, Melanie, okay? Det er forfærdeligt. Jeg har aldrig følt så meget smerte i hele mit liv," lagde jeg ud i en stille tone. "Han var 15 år, Melanie. 15 år. Han skulle ikke have været død nu. Hans liv var lige begyndt. Og jeg ville ønske, at jeg kunne have stoppet det. Men..." Tårerne begyndte at presse på, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding. "Jeg havde bare brug for min bedsteveninde, okay? Men det er tydeligt at se, at jeg vidst har mistet hende nu."

Med de ord vendte jeg mig om, og gik tilbage mod udgangen. Jeg rev min mobil frem, og skrev til Harry: Sorry, men jeg kan ikke holde ud at være her. Tager hjem. Mødes vi stadig senere?

 

Nialls synsvinkel

Vandet strømmede ned langs åen. De fugle, der nu var, sang fredeligt. Hele dagen virkede uskyldig og nærmest perfekt. Jeg var taget ud i et sted i skoven. Det interesserede mig egentlig ikke, men jeg var nærmest blevet nødt til det; nu hvor hun var taget herud.

"Grace? Hvor sjovt at møde dig her." Min stemme virkede overrasket, og det gjorde Graces ansigts udtryk også. 

Hun rejste sig fra den sten, som hun sad på. "Hold dig væk fra mig, Niall." Jeg kiggede tvivlsomt på Grace, for jeg forstod umiddelbart ikke hendes ord. Jo, selvfølgelig forstod jeg ordenes betydning - men hvorfor? "Lad vær med at spille dum. Indrøm det, Niall. Du havde noget at gøre med min brors død!"

Den venlige facade, jeg ellers havde tænkt mig at spille, forsvandt hurtigt. I stedet for placerede et veltilpas grin sig på mine læber. Afsløret var jeg, og jeg gjorde ikke noget for at skjule det. "Man kan slet ikke løbe om hjørner med dig, Grace." Jeg begyndte så småt at træde tættere på hende. "Hvad afslørede mig? Forsvandt jeg for hurtigt efter festen? Eller var det Harry?"

"Jeg ringer til politiet, hvis du træder tættere på mig," advarede hun. Hun virkede så frygtelig bange.

"Åh, Grace... Du kan ringe til politiet så meget, som du nu vil. Men hvorfor skulle de tro på dig? De har ingen beviser. Der findes ingen ting som vampyr med sorte øjne. Det er aldrig blevet fortalt om i de små historier, som du fik læst op, da du var lille." Min stemme var selvsikker, og jeg trådte derfor tættere på hende endnu.

Hun sank en klump i halsen. "Hvorfor findes du så? Hvad er du?"

"Noget, du aldrig har set før. Noget, du snart tigger om at blive til." Jeg standsede op foran hende, og borrede mine øjne i hendes. Forsigtigt fjernede jeg en tot  hår fra hendes ansigt, og satte det bag om hendes ene øre. "Du behøver ikke at være bange, Grace. Jeg har ingen hensigt i at gøre dig fortræd."

Hele hendes krop skælvede. Hun trådte et par skridt tilbage, og hvert instinkt i hendes krop tiggede hende om at løbe væk, men hun blev stående.  

"Hvorfor så bange? Du er ikke bange for Harry, er du? Han præcis det samme som jeg er."

Grace tog et skridt fremad, og gav mig en lussing. Hun havde inden idé om, hvad hun havde gjort - det kunne ses på hendes ansigtsudtryk. Mit ansigt gik til den ene side, og jeg ømmede mig kort. Det var et godt slag, siden hun havde lagt alt sin kraft i det.

"Lyv ikke overfor mig, Niall. Han er langt fra det samme, som du er." Grace tog sig endelig sammen til at sige mig imod. Jeg vendte blikket langsomt tilbage på hende. "Jeg ved, hvem du er. Jeg ved, hvad du er. Du dræbte min bror!"

"Gjorde jeg?"

"Jeg advarer dig; hvis du nogensinde rør Harry eller min familie, så-"

"Så hvad?" sagde jeg. "Hvad vil du gøre, Grace? Hvad kan du gøre imod mig?" De fugle, der før sang, var fløjet væk. Der var stille. Det virkede som om, at hele naturen var stoppet. Alt omkring os var gået i stå.

Hun virkede pludselig usikker igen. "Jeg ved det ikke," hviskede hun nærmest. "Men jeg vil finde ud af noget. Tro mig." Jeg grinede igen, og Graces hjerte begyndte at slå hårdt og hurtigt igen. Som regel varede mit grin kun et øjeblik, og det hørte efterfølgende hen.

"Jeg tror på dig," sagde jeg afslappende, og kiggede rundt i omgivelserne. "Du er for god til min bror." Mine øjne ramte hendes igen. "Min bror," begyndte jeg, "han er en kujon. Han tror, at alle piger har en eller anden svaghed for hans krøller og charme. Han vidste præcis, hvor nemt han skulle lokke dig til ham. Men han tog fejl. Jeg kunne mærke dine vrede fra den anden side af byen. Jeg kan mærke den nu. Du har styrke, Grace, men du kunne være så meget stærkere..."

Hun stirrede på mig, og forsod ikke helt emneskiftet. "Jeg forstår ikke, hvad du taler om. Og hvad har det med Harry at gøre?"

"Jeg taler omkring styrke, Grace." Pludselig trådte jeg tættere på hende med øjnene fokuseret på hende. "Du har prøvet alt andet, men intet har tilfredsstillet dig. Du er den pige, der har alt, men der er altid noget, der har manglet, noget du har ledt efter desperat. Det er dét, som jeg tilbyder dig. Styrke. Forevigt liv. Og følelser du aldrig har følt før."

Nu forstod hun det, og hun hostede ganske kort. "Nej."

"Hvorfor ikke prøve det, Grace? Vær ærlig. Er der ikke en part af dig, der gerne vil?" Mine øjne var intense, som hun ikke kunne kigge væk fra. "Jeg kan vække ting inden i dig, som har sovet hele dit liv. Du er stærk nok til at leve i mørket, skinne i mørket. Du kan blive skyggernes dronning. Hvorfor ikke taget den styrke, Grace? Lad mig hjælpe dig," prøvede jeg at forklare i et håb om, at hun overgav sig.

"Nej," sagde hun bestemt, og tvang sine øjne til at kigge væk fra mig. Hun ville ikke kigge på mig, og ville ikke lade mig gøre dette imod hende. Hun ville ikke have, at jeg fik hende til at glemme... fik hende til at glemme...

"Det er den ultimative hemmelighed, Grace," sagde jeg. Min stemme var blød, og mine fingre ramte samtidig hendes hals. "Du vil være lykkelig." Hun prøvede desperat at huske noget, som hun vidste, at jeg prøvede at få hende til at glemme. "Og vi vil være sammen, dig og mig." Mine fingre gled forsigtigt ned til kraven af hendes trøje. "Bare os to, for evigt."

Det gik op for hende hvad, jeg havde forsøgt. Jeg havde prøvet at få hende til at glemme Harry. Hans grønne øjne og hans smil, som der altid lurrede noget bagved. Men intet kunne få hende til at glemme ham, selvom de nærmest kun lige havde mødt hinanden. 

"Jeg har allerede fundet, hvad jeg vil have," sagde hun brutalt. "Og hvem jeg vil være sammen med for evigt." 

Mørken og vreden skød op i mine øjne. "Vær ikke så dum, som min bror," sagde jeg. "Ellers bliver jeg måske nødt til at behandle dig på samme måde." Hun var bange nu, og kunne ikke gøre noget ved det. Kulden kunne hun mærke i hendes knogler. "Og det er dit endelig svar? Vær sikker på, at du vil spille dette spil imod mig, Grace. Der er konsekvenser, der ikke er til at grine omkring."

"Jeg er sikker." Hun var nødt til at stoppe mig, før jeg begyndte at komme ind under hendes hud igen. "Og du kan ikke gøre mig forelsket i dig, Niall, eller har du ikke bemærket det? Det øjeblik, du dræbte min bror, mistede du al den magt, som du måske havde over mig. Jeg hader dig. Du frastøder mig. Og der er intet, du kan gøre mod mig. Ikke længere."

Jeg grinede. Men denne latter fortsatte og fortsatte. "Intet?" spurgte jeg. "Jeg kan gøre alt mod dig Grace og mod de personer, du elsker mest. Du har ingen idé om, hvad jeg kan gøre. Men det lærer du med tiden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...