Holding On and Letting Go | Harry Styles & Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
Grace Lancaster havde altid fået fortalt historier af sin mor om nattens ukendte dæmoner, men hun havde altid vidst, at det blot var hendes mor, der havde en forskruet tankegang. Hvad der skulle have været en normal fest om aftenen for Grace, endte op med at være hendes værste mareridt. Tingene bliver drejet hundredefirs grader rundt, da hun støder på Harry og hans bror Niall, og hun tvivler pludselig på den verden, som hun havde kendt i atten år. Hemmelighederne bliver til flere og flere - ligeså vokser løgnene. Og i en verden, hvor man ikke længere kan skelne mellem rigtigt eller forkert, bliver Grace ét med nattens skygger. | Harry og Niall er ikke kendte i historien. Mit bidrag til fandom konkurrencen med fandommen "One Direction".

38Likes
22Kommentarer
8004Visninger
AA

3. "Here Comes the Night"

Harrys synsvinkel

Mødet med Grace tidligere sad som suget fast til mine tanker. Hvorfor havde hun reageret sådan? Hun virkede afvisende, hvilket ikke hørte under mine observationer. Jeg vidste ikke engang hvorfor, at jeg tog det så personligt. Jeg kendte hende ikke personligt, jeg vidste ikke, om hun havde en dårlig dag. Det eneste, jeg vidste, var, at hun var skolens dronning - og jeg skulle få hende til at lide mig, før Niall kom ind i billedet.

Hele idéen omkring Niall fik min hud til at krybe sammen. Han kunne få, hvad han ville. Og lige nu var Grace målet.

Jeg var nær ved at gå ind i en person på gaden, da mine tanker fuldstændig havde taget min fokus fra menneskerne. Jeg samlede min opmærksomhed lidt mere sammen, og drejede ned ad vejen til mit hus. Ganske normalt hus, der ikke skulle vække nogen som helst opmærksomhed. Historien var, at en forældreløs dreng var flyttet ind på vejen, fordi forældrene havde efterladt en stor sum penge tilbage til ham. Halvdelen af den historie var sand.

Døren til huset stod åben, hvilket fik mine øjenbryn til at rynke sammen. Med forsigtige skridt trådte jeg ind i huset. "Hallo?" Min stemme lød usikker, for jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Eller hvem.

"Herover," lød en stemme inde i huset. Jeg kiggede straks hen mod stemmen, men der var ingen. "Hov, kig herover." Jeg rullede med øjnene, for jeg genkendte nu stemmen. "Surmuler vi allerede?" Niall viste sig ansigt, og trådte tættere hen mod mig.

"Hvad laver du her?" Mit spørgsmål var direkte, mest fordi jeg ikke havde lyst til at lege en af Nialls julelege. 

Han grinede hæst, og smed sig i sofaen. Jeg trådte selv ind i stuen, og krydsede mine arme. "Harry, Harry, Harry," startede han ud. "Hvornår lærer du, at jeg ikke svarer på dine spørgsmål? Du må selv finde ud af det." Niall satte et skævt smil på sine læber. Han elskede at lege rundt med mig. "Jeg har et bedre spørgsmål: Hvorfor er du her?"

"Hvorfor spørger du, når du allerede ved det?" Jeg hævede mit øjenbryn. Han vidste udmærket hvorfor, at jeg var her. Han var her kun for at ødelægge det. 

"Grace, det er dét, hun hedder, ikke?" Niall rejste sig op fra sofaen, og gik tættere mod mig igen. "Jeg må sige, at du spiller det godt. Nyt hus, starter i High School igen - virker som en helt normal teenager. Men Harry... drop det nu bare. Vi ved begge, at du ikke kan holde hende fra dét, der vil komme til at ske," begyndte Niall. Han standsede op foran mig. "De kommer før eller siden, og så kan du vinke farvel til hende."

Jeg skubbede til ham, for jeg hadede, at han skulle omtale hende som død allerede. "Så længe du holder dig væk fra hende, og lader vær med at ødelægge alt igen, så skal jeg nok beskytte hende. Hold dig bare væk fra hende, Niall," sagde jeg med en beslutsom stemme.

"Rolig, jeg har ingen hensigt i at nærme mig Grace. Måske er det hende, der ikke kan modstå mig?" Han slap et lille grin ud, men jeg rystede blot på hovedet af ham. "Desuden har jeg et bedre udkig til en anden. Melanie. Kender du hende? Wow, der er fart i den pige."

"Niall, de er mennesker," udbrød jeg frustreret.

Han rystede på hovedet. "Det er dér, at du tager fejl. De er dukker for mig, Harry. Det burde de også være for dig. Dæmon, vampyr - hvad end du kalder dig selv, det er vores naturlige instinkt. Hvorfor kæmpe så hårdt for at holde det væk? Det er en del af dig. Accepter det." Han gav mig et blidt puf på min skulder, og vendte sig om for at gå ud af hoveddøren. "Vi ses i aften, bror. Hils Grace fra mig."

 

Graces synsvinkel

"Han tror sikkert, at du er sådan en vildt mærkelig person nu. Tror du ikke?" Melanie kiggede hen mod mig, og forsatte ellers med at hælde velkomstdrinks op. 

Jeg fumlede lidt med vindruerne, inden jeg kiggede op på hende for at svare. "Du vil da ønske, at han troede det, så du kunne få ham." Vi begge grinende lidt, og færdiggjorde velkomstdrinksne. Gæsterne ville ankomme om få 10 minutter, og alt var allerede på plads.

"Faktisk, så har jeg allerede en anden fyr i tankerne. Hans navn er Niall." Melanies kinder rødmede lidt, hvilket betød, at denne fyr Niall var en smule speciel. Enten var han vildt sød og charmerende, ellers var han overlækker. 

"Jeg behøver ikke spørge ind omkring ham, for du siger det alligevel til mig, ikke?" Jeg skubbede blidt til hende, og gjorde mig ellers klar til at høre alt om ham. Vi stod begge foran spejlet inde i Melanies værelse for at gøre os helt klar.

Melanie begyndte at tage sin sko på, og overvejede, hvor hun skulle starte med at fortælle. "Han er vildt mystik, men på sådan en god måde. Han er sjov, og forstår virkelig at behandle en pige ordentlig!" Jeg vendte mig om for kigge hen på hende i stedet for mit eget spejlbillede. "Ja, jeg kan måske godt lide ham en del. Bebrejd mig ikke. Når du ser ham... du bliver forelsket med det samme."

Jeg kunne ikke lade være med at grine, for når Melanie var forelsket, virkede hun som en helt anden person. "Jeg kan ikke vente med at se ham." Vores latter blev afbrudt af dørklokken, og vi begge rejste os op for at gå ud og åbne op. Melanie åbnede døren, og bød velkommen. 

"Velkommen! Husk at tage en drink," sagde vi skiftevis til de mange gæster, og inden længe var huset allerede fyldt med mennesker. Musikken var høj, og varmen var allerede begyndt at trække ud til de inderste kroge. Ligeså var de sidste gæster ankommet.

"Grace! Det her er Niall. Ham jeg fortalte dig om," Melanie smilede stort, da hun præsenterede Niall.

Niall tog forsigtigt imod min hånd, og plantede et solidt kys på overfladen af den. "Rart endelig at møde dig, Grace. Melanie har fortalt en del omkring dig."

Et elegant og simpelt smil placerede sig på mine læber. "Jeg kan kun sige i lige måde." Han virkede så forsigtig i sine bevægelser, og jeg måtte give Melanie ret - man kunne ikke gøre andet end at småforelske sig i ham. Jeg gav mig selv et lille nev, for jeg kunne ikke være bekendt at ødelægge det for Melanie. Ikke denne gang. Ikke igen. 

"Er Harry ankommet?" Niall forsøgte at fange mine øjne, der virkede fraværende. 

Jeg rystede dog på hovedet til Nialls spørgsmål. "Vi har ikke set ham, nej. Hvorfor? Er du bekendt med ham?"

"Han er min bror," sagde Niall, og sendte et kort smil. Efterfølgende forsvandt Melanie og ham ind blandt mængden, og jeg stod efterladt ved døren alene.

Jeg trådte udenfor helt, da varmen begyndte at virke for kvalmende. Det hele virkede så tåget for mig i mine øjne. Grace, tag dig sammen. Jeg anstrengte mig for at holde øjnene åbne, og i samme øjeblik trådte en person ind foran mig.

"Hey, er du okay?" En velkendt stemme og ansigt kom nogenlunde til syne foran mig. "Kom. Sid ned." Vedkommende tog forsigtigt fat i min hånd, og fulgte mig hen til en af husets bænke. Jeg kom til mig selv, og så hvem der egentlig sad foran mig. Harry.

"Wow... jeg ved virkelig ikke, hvad der går af mig. Siden jeg kom hjem igår med flyet, så har jeg bare haft en underlig og dårlig fornemmelse, der gør mig svimmel og utilpas." Jeg anede ikke, hvorfor jeg sad, og kedede Harry med mine problemer. "Du vil nok ikke høre om det, vel?"

Han lo ganske kort. "Jeg vil gerne høre om det," svarede han overraskende nok. "Jeg døjer selv med det. Jeg får det altid dårligt efter, at jeg har været ude og flyve." Jeg følte mig mere tryg ved hans ord, for nu vidste jeg, at det ikke var mig, der var noget galt med. "Hvor var du henne?"

"Paris," svarede jeg kort og kontant. "Jep, kærlighedens by." Det røg ud af mig, før jeg overhovedet nåede at tænke over det. Flot, Grace. Nu tænker han sikkert, at du prøver at få noget med ham. "Også en af de smukkeste byer, jeg har været i," forsøgte jeg så småt at redde den.

"Mine forældre mødtes faktisk i Paris i sin tid," tilføjede han.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi... For at være ærlig, så var jeg en sucker for kærligheds historier. "Er de stadig sammen så?"

Han fjernede sit blik fra ham, og det så ud til, at jeg havde ramt et svagt punkt. "Det er de formentlig. I graven. De ligger i hvert fald ved siden af hinanden." Harrys blik ramte mig igen, og jeg følte pludselig en grim smag i munden. Det kører for dig Grace. Selvfølgelig skal du lige komme ind på hans døde forældre. Bravo.

"Det er jeg ked af. Altså, på dine veje. Og din brors, Niall." 

"Kender du Niall?" Harrys øjne blev hurtigt mørke, da han havde nævnt Nialls navn. De virkede fulde af hævn og... død. Jeg gjorde dog ikke andet end at nikke til hans spørgsmål. "Hold dig væk fra ham. Han er ikke nogen god nyhed."

Jeg rynkede mine bryn lidt sammen. "Hvad skal det sige?"

"Bare hold dig væk fra ham. Hvor end Niall går... det ender altid dårligt," forsøgte han at forklare. Men det var bare ikke godt nok for mit vedkommende.

"Jeg skal nok styre, hvem jeg går med, og ikke gør." Jeg skulle til at rejse mig op, men Harry tog straks fat i min hånd.

Han slap den igen, da det gik op for ham, hvor hårdt han havde klemt. "Jeg mener det, Grace. Du ønsker ikke at blive involveret i hans liv. Det ender ikke godt." Harrys øjne tiggede nærmest om, at jeg vil sige, at jeg nok skulle holde mig væk fra ham. Problemet var bare, at jeg ikke kendte Harry godt nok til at tage imod ordrer fra ham.

"Hvorfor skulle jeg lytte til dig? Det er trods alt dig, der sidder herude, og taler dårligt om ham. Hvordan skulle jeg ikke kunne vide, at det måske er dig, der er den dårlige person?" Jeg gjorde Harry mundlam, og han rystede på hovedet af mig, hvilket var nok til at få mig til at gå. 

Jeg gik tilbage ind i huset, og mødte straks Melanie. "Hey, babe. Vil du lige smutte ind på mit værelse ovenpå og tage min pung? Vi mangler noget at drikke, så vi ville køre ned og købe noget mere," forklarede hun med et smil på læben. Niall havde nok haft en god indflydelse på hende. "By the way, jeg skulle sige fra Matthew at... Åh, jeg kan ikke huske det! Men han er her et eller andet sted. Du kan nok ikke undgå at støde på ham."

Jeg nikkede blot til Melanies ord, for jeg var ikke specielt meget humør til at snakke. Jeg fandt vejen op ad trapperne, og ellers vejen hen til Melanies værelse. Døren åbnede jeg forsigtigt, for det ville ikke undre mig, at nogle ville have smuttet herop for at gøre, hvad de nu ellers skulle.

Til min overraskelse var der forholdsvis tomt inde på værelset. Bortset fra, at der lå nogen henne ved siden af sengen. På gulvet. Jeg kunne kun se benene, men det var formentlig bare en person, der havde fået for meget at drikke. Det var sket før. Alligevel gik jeg et par skridt hen til kroppen for at identificere personen. Han lå på maven, og han virkede utrolig rolig og stille. Han havde i hvert fald ikke opdaget mig. Jeg tog fat på hans ene skulder, og forsøgte at vende ham om, så jeg kunne se ansigtet. Ingen reaktion fra vedkommende. Med et ryk fik jeg vendt ham om, og i samme øjeblik gik mit hjerte i stå.

Et skrig forlod mine læber.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...