Holding On and Letting Go | Harry Styles & Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
Grace Lancaster havde altid fået fortalt historier af sin mor om nattens ukendte dæmoner, men hun havde altid vidst, at det blot var hendes mor, der havde en forskruet tankegang. Hvad der skulle have været en normal fest om aftenen for Grace, endte op med at være hendes værste mareridt. Tingene bliver drejet hundredefirs grader rundt, da hun støder på Harry og hans bror Niall, og hun tvivler pludselig på den verden, som hun havde kendt i atten år. Hemmelighederne bliver til flere og flere - ligeså vokser løgnene. Og i en verden, hvor man ikke længere kan skelne mellem rigtigt eller forkert, bliver Grace ét med nattens skygger. | Harry og Niall er ikke kendte i historien. Mit bidrag til fandom konkurrencen med fandommen "One Direction".

38Likes
22Kommentarer
8007Visninger
AA

4. "Every Day a Little Death"

Graces synsvinkel

Dør klokken ringede endnu en gang. Jeg kiggede over mod min mor, der var på vej til at rejse sig op for at åbne døren, men jeg kom hende i forkøbet. "Jeg skal nok åbne, mor," sagde jeg hurtigt, og smuttede ud mod døren. Det var formentlig endnu en person, der kom med mad eller for at kondolere, selvom at om en uges tid så ville de havde glemt alt det, der var hændt. Derfor fik jeg en overraskelse, da jeg så vedkommende, der stod uden for døren.

"Harry?" Jeg trådte helt udenfor på verandaen, og lukkede døren bag mig. "Hvad laver du her?"

Hans øjne var en anelse bekymrede, og han virkede trist. "Jeg ville lige kigge ind, og se hvordan det går," han holdt en lille pause, og overvejede sine ord grundigt. "Er du okay?" Hans ord virkede bekendte, for det var ikke første gang, at han havde sagt det.

"Det må være tredje gang, at du spørger mig om det... og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg skal svare på det." Mit blik ramte jorden ganske kort, og jeg krydsede mine arme. "Hør, jeg er ked af den måde, som jeg behandlede dig på. Du forsøgte kun at advare mig, og alt jeg gjorde var at kritisere dig. Det var ikke fair." Jeg var nødt til at samle meget mod, for overhovedet at sige undskyld, men med Harry var det anderledes. 

"Du behøver ikke tænke på det, Grace. Du havde dine grunde." Han holdt sit blik rettet mod mig, og virkede oprigtigt. 

Jeg fugtede mine læber lidt, og rystede på hovedet. "Jeg skulle ikke have gjort det alligevel. Lige meget hvad mine grunde så var, så var det forkert." Harry turde ikke sige mig imod. Han smilede kun ganske lidt, og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv. "Vil du med ind? Vi har massere af mad, som vi umuligt kan spise selv."

Han smil blev en tak større, og han nikkede. Jeg åbnede døren igen, og trådte indenfor igen. "Hvem var det, skat?" Min mor råbte inde fra stuen af. Jeg tog fat i Harrys hånd, og hev ham med ind i stuen.

"Mor, mød Harry. En af mine venner," præsenterede jeg ganske kort og simpelt. Min mor forsøgte at smile til Harry, så godt som hun nu kunne trods omstændighederne.

"Jeg er ked af deres tab, Mrs. Lancaster," sagde Harry. Jeg kiggede kort over mod Harrys ansigt. Han mente det. Han var ikke ligesom alle de andre, der kun gjorde det, fordi de følte, at havde en pligt til det. 

Min mor smilede rigtigt denne gang. "Tak, Harry. Det betyder meget. Kald mig endelig Mary." Harry nikkede, og jeg forsvandt ud i køkkenet i håb om, at Harry ville følge efter mig. Og da jeg vendte mig om, så stod han rigtigt nok ude i køkkenet med mig.

"Okay, så der er alt fra kage til noget pastaværk. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der er hvad..." Mine øjne kiggede hurtigt rundt i køkkenet, der virkede langt fra uoverskueligt. Der stod bogstavelig talt mad over alt. "Hvorfor bringer man egentlig mad med til familien? Når de mister en?" Jeg kiggede hurtigt over mod Harry, inden jeg begyndte at finde to tallerkener frem.

Han trak lidt på skulderne. "Så I ikke skal tænke på det? At lave mad er ikke altid det, som man har overskud til, når man mister en, som man har kær." Hans forklaring virkede forståelig. 

Jeg fandt en kniv frem, for at skære et stykke æbletærte. "Vil du have æbletærte?" Jeg kiggede mod Harry ud af øjenkrogen, og så ham nikke ganske kort. Derfor skar jeg to stykker, og stillede dem op på tallerkenerne sammen med en lille ske. "Følg med oven på," sagde jeg, og tog tallerkenerne. Bagefter fandt jeg vejen op til mit værelse, og Harry fulgte med.

Vi satte os ned på sengen, og han kiggede over mod mig igen. "Så hvad skal der ske nu?"

"For at være ærlig... Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der skete med Matthew. Jeg kan ikke leve i denne her uvidenhed." Jeg vidste ikke hvorfor, at jeg pludselig betroede mig til Harry. Normalt ville det være Melanie, der sad foran mig, og lyttede på mine tåbelig idéer.

Harry kiggede lidt uforstående på mig. "Grace... hvad der skete med din bror. Det var et naturligt tilfælde. Et hjertestop, okay? Det sker," sagde han, og prøvede at virke forståelig.

"Se, det er der, at du tager fejl. Det var ikke et naturligt tilfælde. Der var nogen, der dræbte ham. Eller noget. Og jeg finder ud af det. Jeg giver ikke op." Min stemme var beslutsom, for når jeg først havde sat min hjerne efter noget, så ville jeg ikke give op. Intet kunne stoppe mig.

"Fair nok. Hvis du mener, at det var noget uforklarligt, der dræbte ham, så hjælper jeg dig." Han kiggede på mig med et lille smil, som jeg gengældte. "Så hvor starter vi? Hvad ved politiet?"

Jeg trak lidt på skulderne. "De sagde bare, at de ikke vidste, hvad der havde dræbt ham. De vidste kun, at hans krop var blevet tømt for stort set alt blod." Jeg sukkede. Vi stod på fuldkommen bar bund.

"Så intet blod? Nærmest som det var blevet suget ud af ham?" Harry hævede hans øjenbryn. "Det peger da mod en vampyr eller sådan noget." Han kunne ikke lade være med at grine kort. Han fandt det åbenbart meget komisk.

"Seriøst... Hvis du overhovedet vil hjælpe mig, så tag det i det mindste alvorligt. Ja, vampyr lyder yderst tåbelig, men det er vel en mulighed? Verden er ikke altid, som man tror." Jeg vidste godt, hvor langt ude det lød. Vampyrer hørte til i film. Ikke i vores verden.

"Hey, jeg skal nok hjælpe dig igennem det her, Grace." Han lagde sin hånd på min, og gav den et lille klem. "Vi finder ud af hvem, der gjorde det her, mod din bror. Okay?"

 

Et skrig forlod mine læber. Alt virkede sort for mine øjne. Alligevel satte jeg mig ned på hug ved siden af Matthew, og ruskede i ham. "Matthew! Vågn op!" Min stemme var desperat. Han kunne ikke være død. Det var ikke en mulighed. "Kom nu Matthew! Du efterlader mig ikke tilbage alene!" Jeg råbte nærmere nu, og min vejrtrækning var fuldstændig ude af rytme. Tårerne flød ned af mine kinder, og jeg havde ingen kontrol længere over mig selv.

Jeg smed hurtigt mine sko, og løb nedenunder til alle de andre gæster. De virkede forundret, da de så mig. Skolens dronning? Græde? Det hang ikke sammen, men det var ikke det, som jeg spekulerede på i øjeblikket. "Ring 911! Hurtigt! Det er et nødstilfælde!" Adskillige fandt deres mobil frem, og trykkede ivrigt på tasterne. Melanie kom til syne foran mig, men jeg kunne ikke fokusere ordentlig på hende. Mit blik var fanget af Niall, der smilede lumsk henne foran døren, og efterfølgende forsvandt han.

"Grace, hvad er der sket?" Melanie kiggede på mig, og forsøgte at fange min øjenkontakt.

"Det er Matthew... han er død."

Vinduet blev slået op inde på mit værelse, og med et sæt satte jeg mig op i sengen. Jeg havde kuldegysninger, hvilket sikkert betød, at jeg havde drømt om det endnu en gang. Jeg tog en dyb indånding, og rejste mig op for at lukke vinduet igen. Mit blik faldt hen på et familie billede, som jeg efterfølgende tog til mig. Fire lykkelige mennesker, en lykkelig familie. Mine fingre strejfede billedet. Hvad jeg ikke ville give for at få mit normale liv tilbage. Min familie tilbage.

 

Harrys synsvinkel

Jeg slog døren op til huset, og faldt mere til ro igen. Hvad tænkte jeg på? Hvordan kunne jeg nævne noget som vampyr foran Grace? Jeg endte med at afsløre mig selv, hvilket ikke var en del af planen. Langt fra. 

"Det må jeg sige, Harry. Du ender med at få os begge slået ihjel." Niall viste sit ansigt. Min blod blev fyldt med en masse vrede. Det var alt sammen hans skyld. "Rolig nu. Lad os ikke starte en kamp, som du allerede ved, at du ikke kan vinde."

"Hvorfor gjorde du det? Matthew havde intet gjort! Han var en uskyld dreng, Niall. Du kan ikke bare komme til byen og dræbe, som du vil. Ikke når jeg er her." Niall kunne ikke lade være med at grine i et stykke tid. 

Han fandt situationen sjov. "Du tager fejl, Harry. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, hvornår jeg vil. Jeg er træt af dine ordrer. Hvornår lærer du det ikke? Du kan ikke styre mig." Han trådte tættere på mig. "Måske var det lidt klumset, at jeg dræbte ham, men du ved... Jeg var utrolig sulten, og det er svært at styre sig selv nogle gange. Det kender du vel godt til?" Niall hævede sit øjenbryn, og før jeg nåede at svare, kom han i forvejen igen. "Nårh, nej, vent. Du spiser slet ikke længere fra mennesker, vel?" Han grinede kort, og gav mig et blidt klap på skulderen, som han altid gjorde. "Sov godt, bror." 

"Hvad er din plan, Niall? Få hende til at kunne lide dig? Så skulle du måske ikke have dræbt hendes bror først." Niall var på vej hen mod døren, men da han hørte mine ord, vente han sig om.

"Jeg har tænkt mig at gøre hende til en af os, Harry. En del af mørkets skygger."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...