Novellesamling - Typer

Dette er en minimalisktisk novellesamling, der beskriver diverse typer i det senmoderne samfund.

3Likes
0Kommentarer
1246Visninger
AA

8. Mors dreng leger med dukker

 

Det kan sommetider være svært at flyve fra reden.

 


Han har det fint med at bo i kælderen. Er med tiden blevet glad for de kolde vægge, der skriger efter maling.
Han nyder muggen, der gror langs hjørnerne. Synes at det gør atmosfæren en smule mere eksotisk. Det minder ham endda om Amazonas regnskov. Der var han engang som lille, selvom han hellere ville have været i Disneyland. Det gjorde ikke noget godt for hans pollenallergi.
Lugten af skimmel og råd har han heller ikke noget imod. Den har han vænnet sig til. Føler til og med, at den gør luften friskere. Mere behagelig at indånde.
Han kan godt lide sit minimalistiske hjem, lige præcis som det er, for der er, hvad han behøver. Hverken mere eller mindre, men lige tilpas.
Han har indrettet sig alt efter behov. Fået den slidte lædersofa fra stuen. Fundet et gammelt sofabord i garagen, som alligevel skulle kasseres. Været på lossepladsen for at hapse en antik kommode med et brækket ben. Hængt diverse playboy plakater op, så det aldrig bliver kedeligt at se sig om. Lænestolen, reolen og elevationssengen har hans mor været nødt til at sørge for.
Han havde ikke råd til ret meget efter, at han havde investeret hele sin børneopsparing, med et lille ekstra tilskud fra familien, på en stationær computer. Den har neonlys, indbygget 3D skærm og en harddisk på 170 GB. Desuden er den også hans kæreste eje. Det tøver han slet ikke med at sige.
Måske er det ikke alle, der er lige så henrykte for hans boligsituation, som han selv. Det antyder de nedrige blikke i hvert fald. Det er i afkrogene, at de hvisker, at han burde flytte hjemmefra, blive voksen og tage sig sammen.
Det kommer dog ikke på tale. I hans øjne er det ikke en nødvendighed. Han trives i miljøet. I hans eget lille kaos af rod med pizzabakker og glemt emballage. Det passer ham fint, at pladsen er træng. Han fylder alligevel ikke ret meget. Forlanger ikke det store. Blot et sted at være. I ny og næ også kost og luse.
Han lukker døren, hvis larmen ovenpå bliver for meget. Når hun buldrer og brager ude i køkkenet og gør klar til aftenens måltid. Så tripper hun rundt mellem ovnen og vasken i sit røde forklæde med sine runde æblekinder og nynner muntert, imens hun prøvesmager sovsen. Nedenunder slukker han i mellemtiden for lyset, sætter sig ind foran computeren og tager sit headset på. Så fordyber han sig i sine egne ting og lader hende gøre sit. Bare fordi de bor i samme bygning, er det ikke ens betydende med, at de skal have noget med hinanden at gøre. Hun er ikke interesseret i, at han er kommet i level 80 i World of Warcraft og har købt ekspensionspakken på tilbud, så hun slap for at tage pungen frem. Han er til og med blevet leder af en kult med mere end hundrede medlemmer. Så sidder han oppe til solopgang og slår gnomer ihjel med sit Gleaming Quel'Serrar. Derfor gider han heller ikke kommentere på, at hun har udgivet sin første kogebog og har fået positive anmeldelser i Politikken.
Det rager ham desuden også en bjælde, at hun er ved at blive træt af det. At han ikke gider betale husleje eller slukke for varmen, når solen står på sit højeste. Det er ikke hans problem. Han har andre ting at gå op i end økonomi og finanskrisen, desuden kan han heller ikke gøre for at isolationen er dårlig. Så kunne de bare komme ned og udskifte vinduerne og fuge kanterne, hvis det betyder så meget for dem. Han kan sagtens trække i uldsokkerne og tage en sweater på.
For hans skyld kunne verdenen også lige så godt gå af vande. Den globale opvarmning kunne træde til, og indlandsisen kunne smelte. Det vedrører ikke ham. Har intet med ham at gøre, for han har hverken bil eller uddannelse. Det er ikke ham, der forurener med skyllemiddel og kunstgødning. Det eneste han gør er at lægge sit vasketøj til vask og hente det dagen efter. Til tider venter han endda en dag ekstra, så hun ikke behøver at bruge tørretumleren. Så når de brokker sig over, at han trækker persiennerne for og går ind med sko på, vender han bare kinden til.
Noget af det mest provokerende han ved er, når vennerne siger, at han kunne bruge tiden bedre. At han burde finde sig et job og tjene sine egne penge i stedet for at snylte på de gamle. Der snakker de uden forstand, for han har allerede været i aktivering flere gange, og hverken sømfabrikken eller SFO’en var noget, han brød sig om.
En sammensværgelse sørgede for, at der blev sat en timer på internettet, så han blev smidt af ved midnat. Den første time brugte han på at skabe sig, den anden på at få samlet sig selv til at gå i seng. Alligevel syntes han, at det var alt for tidligt, han skulle op om morgenen.
Han blev tvunget til at gå med overalls og skridsikre sko, og han blev kastet ufrivilligt ud i busudflugter og måtte hjælpe en pige, der havde tisset i bukserne. Han syntes, at det var totur at lege med metal og spise frugt til middagsmad. Fuldkomment meningsløst. Hvordan man kan leve sådan, forstår han ganske enkelt ikke, og slet ikke når familien tilbyder, at man kan bo i kælderen.
Hvis det er et problem for dem, at have ham boende, skulle de ikke have spurgt i begyndelsen. Han ville da også indordne sig efter en lejekontrakt og følge reglerne, hvis det var det, de havde bedt ham om, men alt hvad de sagde var, at han skulle føle sig hjemme, og det har han fulgt op på.    
Desuden var det også dem selv, der besluttede sig for at få en søn. Det var ikke ham, der bad dem om det. Han havde ingen finger med i spillet, derfor er det heller ikke hans skyld, at de nu er utilfredse. Sådan er det, når man vil stifte familie..
Måske har de fortrudt, at det ikke blev en pige, men det er lidt sent at trække i land, og så må de bare indfinde sig med, at han nupser toiletpapir og håndklæder fra badeværelset. At han beder om lommepenge først på måneden, midt på måneden og sidst på måneden. Det er de uskrevne regler, man siger ja til, når man får børn.
Når alt kommer til alt, så er det jo heller ikke fordi, at han ligefrem er håbløs eller luddoven. Han udfører da pligter og villigholder huset. Påpeger når der trænger til at blive støvsuget nede hos ham, eller når vasken er blevet stoppet. Sommetider tager han også opvasken, når han bliver bedt om det. Måske er det ikke altid første gang, men før eller siden får han lettet sin flade og slæbt sig ovenpå. Så lægger han i skuffer og hylder helt uden at klage. Finder måske en Coca Cola i køleskabet, som han tager med nedenunder.
Meget mere kan de vel heller ikke forlange af ham. Han er trods alt deres eneste barn, derfor er de nødsaget til at elske ham uanset hvad.
Når han tænker over det, er han er glad for, at hans lillesøster blev dødfødt, selvom der var stille i huset længe. Efter terapien og støttegrupperne kan de ikke tillade sig at slå hånden af ham, ikke efter alt det de slæbte ham igennem dengang, fordi de var ulykkelige.
Han er måske aldrig blevet beskrevet som et dydsmønster. Snarere modsat. Hans lærere i skolen var langt fra begejstret for ham, fordi han larmede og forstyrrede og bed sin støttepædagog i skulderen. De sagde, at han var en værre skarnsunge, og hvis han fortsatte sin ustyrlige adfærd, ville de smide ham ud. Derfor fik han aldrig sin FSA.
Men i dag hverken larmer han, fester til langt ud på natten eller tager damer med hjem. Det er slet ikke sådan en type, han er.   
Han har aldrig holdt fest og kun taget til enkle, hvor han har brækket sig på gulvet. På det tidspunkt var det tydeligt, at han ikke havde fået andet at spise end kyllingevinger. Så måtte de ringe efter en taxa og bære ham ud af huset, så han kunne pisse i forhaven, før den kom. Chaufføren var ikke meget henrykt, da han faldt i søvn på bagsædet og ikke kunne betale for turen, fordi hans dankort var blevet spærret. Hans mor var endnu mindre.
Sidste gang han havde en pige med hjem, var da hans kusine manglede et sted at sove, efter hun havde slået op med kæresten. Så havde hun store rande under øjnene og kunne ikke lade vær med at græde. Hun havde brug for at blive trøstet, og han overvejede måske tanken en smule. De delte jo samme seng, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at gøre det. I stedet for gik han på toilettet for at lette på trykket, imens hun sov. Så kunne han roligt lægge sig igen uden at tænke på, at hun havde taget bh’en af og lå i trusser.
Episoden med hans kusine gjorde ham endnu mere sikker i sin sag – han har altid ønsket sig en lolitadukke, og nu er tiden ved at være inde. Lige for øjeblikket har han bare ikke råd til at investere i projektet, selvom han har bedt sin mor om et forskud på sine lommepenge.
Han håber, at en lolitadukke vil kunne sætte en dæmper på mange af hans lyster, så han ikke hele tiden skal gå rundt og føle sig anspændt. Den kunne stå i skabet, og så kunne han tage den frem, når de var ude at køre. Han ville tænde stearinlys og sætte anlægget til at spille. Øve sig i hvordan han en skønne dag ville gøre det med en sød pige, som ikke er familie.
Han har været inde at kigge på nogle forskellige internetsider. De tilbyder at speciel lave dem på bestilling. Derfor har han grublet lidt over, om han foretrækker brunt eller lyst hår.
Han har også fundet et par stykker til salg på brugtmarked og endda budt på den ene, fordi den var billig og stadig i rimelig stand, hvis man ser bort fra det manglende øje.
Han tvivler dog på, at han får den. Han er nemlig ikke den eneste, der har vist interesse. Hvis det ender med, at han bliver overbudt, har han tænkt på, om han skulle ønske sig en, når han næste gang fylder tredive år. Det ville familien sikkert ikke have noget imod. Så behøvede de længere at ryste på hovedet over, at han gjorde det med fåret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...