Novellesamling - Typer

Dette er en minimalisktisk novellesamling, der beskriver diverse typer i det senmoderne samfund.

3Likes
0Kommentarer
1232Visninger
AA

10. Løgn & Latin

Han er en mand af mange navne. Flere end han endda selv kan huske, derfor glemmer han altid et par stykker i Cv’et. Nogle gange kalder han sig selv for krigsveteran, fordi han har været udstationeret i Afghanistan. Så har han kæmpet for sit moderland i kamuflagetøj og fået gode udmærkelser af dronningen, som hurtigt forelskede sig i ham, da han fik overrakt sine æresmedaljer. Når han sent om aftenen sætter sig til at pudse dem, suser et virvar af tanker gennem hans hoved. Han tænker på al den krig og ødelæggelse, han oplevede, da han første gang var ude på fælden og var nødsaget til at tage livet af sin køjemakker, fordi han havde fået en kugle sendt gennem brystet. Han tænker også på det massive skrald, han vågnede til midt om natten, da basen blev bombet, og den rædsel han stod med, da han så, at hans hænder var indsmurt i Løjertens blod. På det tidspunkt troede han aldrig, at de kunne blive rene igen. Han var et nervevrag, da hans tjenestetid var ovre. Kunne knapt nok genkende sig selv, da han fik krigsmalingen vasket af. Det var en fremmed, der stod i spejlet. En med karseklippet hår og emblemer på brystet. Men han fortryder ikke noget af det, hverken de mange tab eller de ængstelige skrig. Han kigger tilbage på den tid med stolte øjne. Siger til sig selv, at det har været hans dannelsesrejse. Har hærdet og gjort ham hård som granit. Noget som altid kan få ham til at trække på smilebåndene er, når naboerne sender ham blikke over skulderen, når han er på vej ud efter sin morgen avis. I dem ser han deres anerkendelse og deres taknemlighed. Han fornemmer deres ærefrygt, og den bekræfter ham i, at han har været med til at udrette noget stort. Det er sådanne små blikke, der fortsæt får ham til at holde hovedet højt. Han ved, at hans heltegerninger er værdsat. Andre gange kan han også finde på at kalde sig selv for en velgørenhedsmand, og det tvivler han ikke et split sekund på, at resten af byen også kan. For han har været frivillig i Røde Kors og rejst ti Afrika for at hjælpe de udsatte. Der har han oplevet fattigdom og hungersnød. Siddet med skeletter på skødet og håndmadet dem, fordi de var for afkræftet til andet. Han har givet Aids-vacciner til børn, der ikke engang havde lært alfabetet endnu og reddet samtlige unge mænd fra at dø af diarre. Spandevis af lort har han båret ud på markerne, og han benægter ikke sin tro på, at det var hans skyld, at rishøsten var så god det år. Han har boet i hytter af elefantafføring og suget skorpiongift ud af armen på sig selv, fordi der ikke var andre til at gøre det for ham. Det gjorde ham alvorligt syg og akut måtte han få en stivkrampevaccination. Han har også lært at afrikanske kvinder skriger øreskærende højt, når de har veer og er lige på nippet til at føde. Så er der blod og endnu mere afføring alle vejene. Iført hvide gummihandsker har han trukket sort afkom ud af samtlige kvindeunderliv og klippet deres navlestrenge, imens barnet har skreget endnu højere end moren selv. I en notesbog han havde med på turen, har han skrevet navnene ned på seks kvinder, han har været jordemor for. Engang imellem når han sidder inde i stuen med nyhedssektionen foran sig, kan han blive helt bitter over, at han ikke har gjort nok. At han kan læse sig til hedebølger og ebolaepidemien. Han ville ønske, at han kunne have gjort mere. At han kunne have reddet dem alle sammen og sørget for, at de ville få et bedre liv. Desværre ved han godt, at det han gjorde var sit bedste, selvom det gør ondt at indrømme. Når han kommer alt for langt ned i selvmedlidenheden og har brug for et skulderklap, planter han blikket mod billederammen på væggen. Der hænger en artikel fra lokalavisen, der omhandler hans arbejde i Afrika. Det kan gøre ham noget så blødsøden af at vide, at hans hårde slid ikke har været forgæves. At folk i byen i virkeligheden sætter pris på hans gerninger, og det at nabobørnene kommer spændene og spørger om autografer, når han ligger ude i haven for at tage sol. Fra tid til anden kalder han sig også for brandmand, fordi han lige fra barnsminde har haft en inderlig fascination af ild. Den startede dengang han blev drengespejder og begyndte på at have bålmøde. Så tager han sin gule brandhjelm på, dobbelttjekker reflekserne, og springer i de sorte lakstøvler sekundet før, at han glider ned af brandstangen. Han elsker adrenalinsuset det giver af at køre med udrykning på. Så suser brandbilen over for rødt, imens resten af trafikken står bum stille. I begyndelsen var han døden nær, da han første gang så de tårnhøje flammer sværme om boligkomplekset. Asfalten var glohed og folk løb stadig forfærdet ud af bygningen. Dengang vidste han knapt nok, hvor han skulle gøre af sig selv, men nu er det ingen sag for ham. Det er lige før, at han påstår, at han nyder soden i ansigtet. At han kan lide, når flammerne slikker ham på overkroppen og svitser spidserne af hans armhår. Han har både været ude for at skulle redde genboens kat ned fra et træ og fjerne en fuld mand fra kirkespiret, men han har også kæmpet sig vej ind i næsten sammenvæltede bygninger for at redde kvinder og børn ud. Så har han sparket døre op og kravlet under væltede bjælker. Han har med lukkede øjne bevæget sig ind i et flammehav og kun med nød og næppe selv kommet levende ud af det. Da lå han på hospitalet i en uge med røgforgiftning og tredjegradsforbrændinger. Han vågnede med en tør fornemmelse i munden. Han syntes, det føltes som at have spist sand. Episoden kunne han knapt nok komme i tanker om, men hele nabolaget mødte på skift op ved hans sengekant og fortalte, hvilken helt han havde været. Når han engang imellem husker det, kalder han også sig selv for en forretningsmand, fordi han har ejet byens største firma og siddet øverst oppe i den højeste skyskraber med udsigt over papmache landskabet. Så har han haft benene oppe på skrivebordet og solgt og købt aktier for millioner lige indtil han fik sved på panden og måtte tage et glas vand. Han har haft femogfyrre mand under sig, og efter sit største millionsalg knaldede han kontordamen. Både fordi han var høj på endorfiner, men også fordi, at hun så så ulykkelig ud med sine trætte øjne og sine mange historier om forfærdelige jyder. Han fik ondt af hende, følte sig nærmest tvunget til det. Det var også dengang, at han fik skræddersyet sit tøj hos en ældre syriske, der boede ude for byen, og tørrede sig i røven med de halvtredskronesedler, han ikke tændte op i pejsen med. Han havde styr på sit kram, det vidste folk i byen, og de missundede ham hans prestige og høje status. Følelsen af at være ophøjet over alle i byen gjorde ham selvtilfreds, men aldrig decideret selvfed. Han hilste stadig, når de gik forbi. Han tog også en sludder for en sladder, når det lige passede ind i skemaet. Det var grunden til, at alle beboerne så op til ham. Fordi han var noget, men uden at være for meget. Han var ambitiøs, tøvede aldrig med at få en aftale i hus. Derfor tog han ofte på forretningsrejse til udlandet og boede på prisvindende hoteller med chokolade på puden og minisæber ved vasken. Han mæskede sig i trøfler og kaviar, men opgav hele karrieren, den dag han besluttede sig for at stifte familie og kalde sig selv for familiefar. Så interesserede han sig ikke længere for talstimer og ekspotentielle vækstmodeller. Han lagde i stedet hele sit fokus over på sine velplejede og solidariske børn, som han hver dag kunne se en genspejling af sig selv i. Han formede dem i sine fodspor og opdragede dem med sine livserfaringer. Fortalte om kvinder han havde mødt, og aftaler han havde indgået. Gav dem hele sin ucensurerede livshistorie, selvom de ikke var mere end et par måneder. Han nærstuderede børnepsykologi, så det var lige til en mestergrad, og kunne gengive Fryds model i søvne. Nabokonerne måbede, når de så ham trække barnevognen ned ad vejen. Så ønskede de, at deres mænd bare var halvt så engagerede, som han var. For hans børn vrælede aldrig om natten, og de duftede altid af pudder og sulfo, når de blev afleveret i børnehaven. De arrangerede legeaftaler med deres børn og inviterede sig selv over til kaffe, fordi de var så nysgerrige i at kende til hans hemmelighed. Det glædede ham, at de syntes, at han var en god forælder. Han mente det samme selv. Han kalder sig selv så meget, at alle i byen ved, at kun det halve er sandt. Det er derfor, at de har navngivet ham lystløgneren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...