Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184084Visninger
AA

9. Chapter 8

Chapter 8


Emilys synsvinkel.


”Jeg kan ikke fatte at om en time skal vi se dem, live! ” hviner Bella.


Vi ankom her til klokken halv fem og har været her en halv time. Her er fyldt med skrigende og hvinende tøser, lad mig være ærlig, dette er ikke lige mig. Jeg kigger rundt, men som jeg i for vejen havde gættet, kan man ikke se lige frem og se andet end piger, piger og atter piger.


”Er der en eller anden måde, jeg kan slippe uden om dette på? ” spørger jeg og krydser fingre bag min ryg.


”Ikke så negativ, det bliver fedt. ” hun sender mig et stort smil og begynder at hoppe op og ned. Lydløst sukker jeg og sætter mig ned på jorden. Der er alligevel tyve minutter til, at vi bliver lukket ind, så hvorfor ikke sidde og samle energi til at stå op i to timer og blive skreget ind i hovedet?


Jeg tager min mobil op af min lille, hvide taske og tænder den. Så kan jeg fordrive det meste af tiden med at spille på den, indtil den løber tør for strøm. Men det skal jeg ikke tænke på, så går jeg bare rundt og frygter det, i stedet for at få tiden til at gå; Ved at spille.


En pige begynder at skrige og næsten alle andre gør det også. Jeg får et chok, så det giver et sæt i mig og jeg taber min telefon ned i jorden. Med skærmen nedad og bagsiden op ad. Fedt.


”Em, rejs dig op, vi kan komme ind nu. ” skynder Bella på mig og jeg kigger uforstående på hende. Var det ikke først om et kvarter?


Med rystende hånd tager jeg min mobil op og når ikke at kigge på den, før Bella skubber mig frem ad. For at jeg ikke taber den igen, lægger jeg den hurtigt ned i min taske og sørge for ikke at blive væk fra Bella. Jeg er professionel i at farer vild, hvis der fandtes sådan en sport, ville jeg kunne dyrke den på elite plan.


Da vi når frem til vagterne, tjekker de hurtigt vores tasker og beder os at tømme lommerne, men hverken Bella eller jeg har noget i lommerne. Det har vi næsten aldrig, for enten bliver det væk eller så smadre vi det.


Vi kommer ind og Bella skriger højt, men skriget blander sig i mængden med snak, latter, råb og mange andre skrig.


”Kom, vi skal prøve at stå så langt fremme vi kan. ” hun tager fat i min hånd og trækker mig med, hvor ved jeg ikke, som sagt er jeg ikke den bedste vejviser. Forvirret følger jeg blot efter hende, selvom hun holder stramt om min hånd og trækker i mig.


Hun hiver mig gennem en gang – hvis man kan kalde den det – og vi når til et okay stort, åbent område. Piger har samlet sig i fire blokke, nogle på balkonerne og på den store scene, render folk i sort rundt og ordner tingene.
Jeg har været herinde i omtrent to minutter og jeg synes allerede her er hektisk og klaustrofobisk. Er dette snart overstået? Det kan jeg vel kun håbe.


”Emily! Vær dog lidt samarbejdsvillig. ” vrisser Bella stresset, hvilket får mig til at undslippe et kort grin. Hun kigger ondt på mig og bliver ved med at trække mig igennem grupper af piger og nogle få drenge.


”Urgh. Jeg får snart klaustrofobi. ” jeg hiver min arm til mig, hvilket får hende til at stoppe op i et kort øjeblik.


Hendes opgivende ansigtsudtryk får mig til at tage nogle prøvende skridt frem og før jeg ved af det, maser vi os endnu en gang imellem grupper af piger og få drenge. Vi når endelig frem til et hegn, som jeg så regner med at betyde at vi er forrest. Da jeg kigger op, bliver jeg enig med mig selv; Ingen piger, kun en kæmpe scene.


Bella har allerede hevet sin mobil op og står med ansigtet nede i den. Jeg vælger at gøre det samme, men idet jeg kigger på den gisper jeg højt.


”Hvad sker der? ” spørger hun og kigger op fra sin mobil og hen på mig.


”Skærmen er fuldstændig smadret. ” sukker jeg højlydt og lægger min mobil ned i min taske igen.


Dette er bare ikke min lykke dag. Den starter med en stresset Bella, der rører mig i hovedet med en våd klud. Det næste er at vi gør os klar; Til en koncert. Koncerter er slet ikke mig. Derefter står vi udenfor og vente i kulde og jeg taber min mobil og lidt efter opdager jeg at man umuligt kan se på den uden at tænke om der er sprunget en atombombe på den.


Jeg vælter ikke i penge, hvilket vil sige at jeg sikkert kun lige præcis har penge nok til at kunne få den lavet, hvis jeg overhovedet har penge til det. Og hvad skal jeg nu fordrive to til tre timer med?


”Uheldige Edwards. ” griner Bella højlydt. Jeg sender hende dræberblikket og vender kort efter øjne af hende.


”Jeg hader når du kalder mig mit efternavn, remember? ” jeg kigger sigende på hende, men hun ser det sikkert ikke.


Hvis jeg gætter rigtigt, har hun travlt med at tjekke om der er nogle hun kender der er her og reklamere med at hun står forrest på Twitter. Hvis jeg ikke tager helt fejl, tagger hun sikkert også mig. Men jeg kan ikke se det; For man kan ikke se noget som helst på min telefon. På grund af at hun absolut skulle slæbe mig herhen, men skrigende piger som giver andre et chok, med deres skrig.


”Men det holder mig ikke fra at kalde dig det, remember? ” griner hun og laver sjov med mit ’remember’, ved at prøve at efterligne min stemme.


”Du er så barnlig. ” mumler jeg og dasker hende forsigtigt på skulderen. Mest for at hun ikke skal falde ind i nogle bag hende, det vil jeg bare ikke risikere lige nu.


En pige foran mig – foran hegnet – går sløvt fremad, men en vagt der har hånden på hendes overarm. Jeg kigger længselsfuldt på hende og en bestemt sætning kører rundt inde i mit hoved; Tag mig med.


”Hvornår begynder det her? Jeg vil gerne have det overstået. ” jeg siger det sidste så lavt at Bella ikke hører det, men jeg regner stærkt med at hun i hvert fald har hørt det første.


”Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det begy- ” høj musik afbryder hende. Og før jeg overhovedet når at blinke har hun lagt hendes telefon ned i hendes taske og kigger med store øjne op på scenen. ”Opvarmningen begynder i hvert fald nu. ” mumler hun.


*


One Direction har været på længe, eller sådan føles det i hvert fald. Mit hoved dunker og det bliver værre og værre, ved hvert skrig, der når mine øre. Hvad har jeg gjort for at være her? Er det ikke snart overstået?


Idet jeg sukker, stopper musikken til den sang de lige har sunget. Jeg kigger forventningsfuldt op på scenen, men en af dem – jeg tror han hedder Liam eller Linus? – begynder bare at fable om at de vil synge en anden sang.


Musikken begynder og jeg genkender den hurtigt, men ved ikke hvorfra. Jeg kigger på Bella, der også står og kigger på mig. Men hvis man dømmer ud fra hendes ansigtsudtryk, ved hun godt hvorfra.


”Det er din sang, eller din melodi og noget af din tekst. ” jeg kigger overrasket på hende da hun siger det. Da der kommer mere gang i det, genkender jeg hurtigt teksten.


” I'm sorry if I say I need you.
But I don't care,
I'm not scared of love.
'Cause when I'm not with you,
I'm weaker.
Is that so wrong?
Is it so wrong?
That you make me strong. “


“De har stjålet min tekst og min melodi? Det har de, hvorfor har du ikke sagt det noget før? ” hvæser jeg ad hende, men kigger derefter undskyldende på hende, fordi det ikke er en pæn tone over for hende.


”Jeg lover dig; Jeg har aldrig nogle sinde hørt den før, bortset fra da du sang den i musik. ” hun kigger på mig og hurtigt kan jeg se at hun taler ærligt.


Bliver min dag værre og værre? Så er der pludselige et verdenskendt band, der har stjålet min sang. Det er også lige det man ønsker sig.


”Hvor har de fået den fra? Hvordan? ” mit humør skifter fra irriteret til nedtrykt. Jeg vil da ikke have at andre bruger min sang, især ikke uden at have fået min tilladelse. Er det ikke ulovligt?


”Bella jeg vil ikke være her mere, du kan finde mig ved toiletterne, når det er slut. ” forklarer jeg og begynder at mase mig tilbage mellem alle de mennesker.


Man kan vel godt sige at jeg ikke altid lider af klaustrofobi, men lige nu, kan jeg mærke et ret slemt anfald. Så for mit vedkomne, gælder det bare at komme væk fra alle disse mennesker, så hurtigt som muligt. Jeg fortryder i den højeste grad at jeg overhovedet begyndte at overveje at tage med og sige ja til det til sidst. De der drenge, har lige ødelagt mig humør for de næste par dage. Det kan umuligt være et tilfælde at de tilfældigvis synger noget af den samme tekst og bruger den samme melodi som jeg gjorde i musik engang.


Jeg indrømmer at jeg kun lavede nogle få sætninger, men de nævner præcis det samme – med den samme melodi – op til flere gange i sangen.


Hold dog milkshake, jeg er sur på dem lige nu. Jeg kender dem ikke engang.


*


Uuh. Der opdagede hun det vidst… Men hvordan har de fået fat i hendes tekst?


I må virkelig undskylde at jeg ikke har skrevet noget i lang tid – generelt bare at jeg ikke har været på – men jeg har haft virkelig travlt med opgaver. Men jeg kom da afsted med et tolv tal, i historie, historie og dansk…


Men ikke nok med det har jeg også været til deres koncert i Horsens! Jeg holdt det hemmeligt for mine veninder siden jeg fik billetterne og fik det først at vide i dag, de blev virkelig overraskede, men glade på mine vegne, eftersom de ved hvor højt jeg kan lide dem.


I må altså virkelig undskyld og i skal nok få en masse kapitler fra i dag af.


-Isabella <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...