Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184089Visninger
AA

25. Chapter 24

Chapter 24


Emilys synsvinkel.


At være i Frankrig, var noget af det fedeste jeg har oplevet. Selvom jeg var alene, hvis man ser bort fra Andreas, som faktisk var ret godt selskab, havde jeg en virkelig god tur og fik en god oplevelse. Det var vel meningen med det?


Men mit fly er lige landet og jeg håber virkelig meget at Bella modtog min besked, eller bare ikke har glemt det. Jeg er på vej ud i selve lufthavnen, altså der hvor alt kaosset er; De stressede forældre, de utålmodige børn.


Med et fast greb om kuffertens håndtag, går jeg ud i selve lufthavnen, med kufferten rullende efter mig. Jeg går ind til siden, så alle de andre kan komme forbi og spejder efter Bella. Håbet om at hun er her, bliver mindre og mindre, så jeg begynder bare at følge med alle de andre mennesker, som var med i flyet. Sagt på en anden måde, så følger jeg strømmen.


”Em! Emily! ” lyder en stemme som jeg har savnet de tre dage jeg har været af sted. Jeg kigger til højre, der hvor jeg hørte stemmen fra, og mit blik møder Bellas.


Jeg hviner højt og løber hen til hende, med en larmende kuffert bag mig. I en bevægelse giver jeg slip på kuffertens håndtag og hopper direkte ind i Bella arme. Længe står vi og krammer og de fleste der går forbi må tro at vi er et par. Vi er dog blot gode veninder.


”Gud, hvor har jeg savnet dig. Jeg ville ønske du var med mig. ” mumler jeg og trækker mig fra krammet. Jeg hiver hurtigt fat i kuffertens håndtag og trækker den hen foran mig, så min kuffert ikke bliver stjålet. Min dyrebare computer ligger deri, den vil jeg ikke have bliver stjålet.


”Har sikkert savnet dig dobbelt så meget, heldigvis holdt drengene mig med selskab hele søndag og mandag efter middag. ” forklarer hun og smiler.


En lille pige begynder at skrige højt og jeg kigger irriteret derhen og da jeg opdager grunden, bliver jeg bare endnu mere irriteret. Man behøver ikke at skrige, fordi at man ikke må komme op og sidde på en af de vogne, man kan ligge kufferten på.


Det er en virkelig dum grund, at give sig til at skrige på, selvom hun ikke tænker bedre i den alder. Men stop lige dit barn, kvinde, jeg får migræne af det skrig.


”Hvordan går det med dig og Harry? ” spørger jeg og smiler smørret. En ting undrer mig dog, hvad med den pige Harry blev set sammen med, for lidt over en uge siden? Var det bare en grund til at gøre Bella jaloux? For så er det en virkelig latterlig måde, at gøre det på. Han bør vise sin mandighed.


Det indrømmer jeg, lød lidt forkert. Harry og mandighed? Han kan starte med at vise lidt værdighed. Den var ond, jeg skulle jo ikke bærer nag over den tekst, samt melodi. Det må virkelig stoppe nu, jeg lovede Bella og Harry at prøve, at lade være. Så må jeg jo prøve.


”Rigtig godt, tak. ” nikker hun, smiler og kigger drømmende ud i luften. Så spørgsmålet om de har været i seng sammen, må altså vente. Men det regner jeg heller ikke lige med, det er ikke ligefrem fordi Bella har prøvet det før. Lad os bare sige at hun stadig har sin uskyld.


”Så han har ikke spurgt om du vil være hans prinsesse? ” spørger jeg og skubber blidt til hende. Hun rækker tungen, sikkert over mit udvalg, men jeg viser blot min barnlige side og gengælder det.


Vi begynder at gå ud mod bilen, så igen tager jeg fat i kuffertens håndtag og hiver den efter mig. Jeg hader virkelig den lyd, kufferter siger, når de glider over den slags fliser, som er inde i lufthavne. Det kan godt have en stressende effekt på mig.


”Nej, men vi skal på date i aften og så håber jeg han spørger mig. ” smiler hun. Man kan nærmest se hendes glæde, bare på den måde hun går. Hun går med små hoppende skridt og med en rank ryg, som var hun stolt. Hun har bare også at være stolt over at have scoret, den dreng hun har ville giftes med, siden hun så ham, på et billede.


”Hvis han ikke gør, så siger du bare til hvis moster Emily, skal klarer det. ” griner jeg. Hun griner lavt og ryster på hovedet af mig.


Vi kommer udenfor og lyden fra kufferten der ruller over fliserne, bliver værre og jeg knytter hårdt den hånd, som ikke holder om håndtaget. Til sidst, ender jeg med at stoppe op, Bella når at gå to skridt, inden hun standser op og kigger spørgende tilbage på mig.


Hanken der sidder på kufferten, tager jeg fat i og løfter kufferten op. Godt nok er den meget tung – jeg overdrev lidt med tingene, i forhold til at jeg skulle være der i tre små dage – men det er bedre end hvis jeg får stress, af lyden af hjulene over fliserne.


”Dit problem med lyden? ” hun kigger spørgende på mig.


Hun har faktisk ikke vidst det i særlig lang tid. Hun lærte det da vi var på vej til Tyrkiet, hvor jeg bogstaveligt talt fik så meget stress over både min kufferts lyd og hendes kufferts lyd, at jeg fik et mindre anfald. Heldigvis kunne hun en ret god måde at berolige mig på, som virkede ret godt.


”Aha, ” stønner jeg. Den kuffert er virkelig tung, det er som om at jeg har fyldt den med bowlingkugler, eller så er det bare mig der har de værste Spaghetti arme. Jeg sætter den kort ned og løfter den op med den modsatte arm.


Sukkende går jeg videre med kufferten på slæb og med Bella ved min side. Jeg kan helt seriøst mærke sveden hobe sig op på min pande, det er ikke den bedste følelse. Den følelse er forfærdelig, generelt bare af at få følelsen, af at man sveder er ikke særlig rar.


”Du ved, jeg tager den gerne for dig. ” griner Bella, da jeg sukker for ottende gang. Så meget overdriver jeg heller ikke, for kufferten er virkelig tung, jeg har ingen anelse om hvad jeg har puttet i den.


”Og du ved, det vil jeg ikke lade dig gøre. ” griner jeg. Hvis der er noget der er svært for mig, ser jeg overhovedet ingen grund til at udsætte Bella for det, medmindre jeg vil have lidt venindehævn, eller bare drille hende lidt.


Selvfølgelig ville jeg aldrig lade det overskride grænsen, men små drillerier er altid velkomne. Der er jo intet sjov hvis vi ikke joker, eller driller hinanden. Som da hun drillede mig med Tyrkiet og glasdøren, inden jeg tog til Frankrig. Heldigvis var der ingen glasdøre, som jeg kunne gå ind i.


Vi når hen til bilen og så venlig som hun er, åbner hun bagagerummet for mig, så jeg kan smide kufferten derind, hvilket jeg også gør. Idet vægten er kommet væk fra min arm, ånder jeg lettet op. Måske bør jeg begynde på noget styrketræning, eller måske bør jeg lade være. Mig og styrketræning? Ikke en god kombination.


Bella sætter sig ind på førersædet, selvfølgelig gør hun det, men jeg føler ikke jeg skal understrege at jeg ikke fik mit kører kort og ikke tør tage kørerprøven igen, selvom jeg lige har gjort det. Og jeg sætter mig selvfølgelig ind på passagersædet.


Hun sætter nøglen i, men tøver med at starte bilen, i et halvt minut tøver hun og til sidst, lader hun være med at starte bilen og vender sig om mod mig, med et lusket smil på læberne.


”Hvad har du gjort ved Niall? Imens du har været væk, har han ikke kunne tale om andet end dig. ” forklarer hun og smilende kigger jeg ned og mærker farven stige op i mine kinder. Jeg har følelser for ham, det ved jeg.


”Vi kyssede måske, inden jeg tog til Frankrig. ” mumler jeg og kigger undskyldende på hende.


”Jeg vidste det! I er det perfekte par og jeg vidste det! ” skriger hun højt, så højt at jeg bliver nød til at holde mig for ørerne. Jeg er helt sikker på at hvis nogle gik forbi bilen, i det øjeblik hun skreg, ville de tydeligt kunne hører det.


De måtte vel tænke ligesom vore naboer. Det må jo lyde som om der bliver brugt fysisk vold og hvis man sætter ’tægt’, bag på, gør det jo deres tanker endnu værre. Jeg overvejer virkelig at gå hen og banke på deres dør, for at spørge til deres tanker om skrigene. Men det ville være så pinligt og Bella ville drille mig med det i flere dage. Men nogle gange overvejer jeg virkelig at banke på og spørge til deres tanker, for derefter at forklarer dem at vi er to veninder der bare elsker at skrige.


Det er jo ikke særlig fedt, hvis politiet endda dukker op foran vores dør, fordi at naboerne begynder at blive bekymrede, men der er jo også så langt hen til den nærmeste nabodør at jeg ikke orker, at lette min røv, banke på, spørge og forklarer. Eller det er sådan jeg for det meste har det.


”Em? Jeg stillede dig et spørgsmål. ” griner Bella og først nu går det op for mig, at hun har startet bilen, vi kører og er hundrede procent sikkert på vej hjem og hun taler til mig.


”Undskyld, hvad sagde du? ” jeg kigger på hende.


Jeg rækker hånden frem og tænder radioen, så man ikke alt for tydeligt kan hører at vi kører. Det er ikke fordi at bilen er ny og lydtæt, langt fra. Og så er musik generelt bare dejligt, så længe jeg bryder mig om melodien i hvert fald.


”Vil du hjælpe mig med at gøre mig klar til i aften? ” spørger hun sødt og jeg nikker ivrigt. ”Selvfølgelig, vil jeg da det. ” siger jeg hurtigt.


Hun kigger på mig og smiler taknemligt til mig, inden hun vender blikket mod vejen igen. Gad vide hvor lang tid det har taget at bygge så mange veje? Det må jo have taget flere årtier, måske århundrede at planlægge vejene, lægge asfalt eller grus på dem, så vejene er stabile. Det ville egentlig være spændende hvis man kunne finde ud af, hvor lang tid det har taget og hvem der kom på idéen.


Men nu skal jeg koncentrere mig om hvad Bella skal have på, for jeg skal jo hjælpe hende og det er hendes første date, efter bruddet med hendes mentalt syge ekskæreste. Jeg gider ikke engang tænke på ham, han opfører sig virkelig som en stalker. Heldigvis er han ikke dukket op, ude foran vores dør i et stykke tid nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...