Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
183983Visninger
AA

20. Chapter 19

Chapter 19


Emilys synsvinkel.


Klokken er omkring de fire stykker og Bella har ikke vist sig uden for sit værelse endnu. Men jeg tvivler på at hun stadig ligger på sengen. Ind i mellem kommer der nogle lyde som om hun vælter noget eller kommer til at skubbe lidt til det, så jeg regner stærkt med at hun er i gang.


Dørklokken lyder i hele huset og jeg ved selvfølgelig godt hvem det er. Det er trods alt mig der har inviteret dem over, mig der har aftalt tidspunktet. Så er det også mig, der ved hvem der kommer og hvad tid. Den tid er selvfølgelig nu, ellers ville de ikke være her. Det giver lidt sig selv.


Det er ikke det vildeste tøj jeg har på, men bare noget behageligt som jeg ikke føler mig ubehageligt tilpas i: Et par løse sorte bukser, en hvid tanktop og en sort cardigan udover.


Som sagt ikke det vildeste, men hvorfor skal jeg også gøre mig til, bare fordi nogle af Bellas venner kommer forbi? Grunden til at jeg siger ’Bellas venner’, er at jeg ikke rigtig ved om jeg kan kalde dem venner, så jeg venter lidt så jeg ikke presser på.


Jeg tøffer ud i entreen og stopper op, for at hører om Bella stadig lever. Da jeg hører noget falde på gulvet, nikker jeg for mig selv, så er jeg vel lidt sikker på at hun ikke ligger i hendes seng, hun er i det mindste oppe. Jeg låser op og åbner døren og som forventet møder mit blik, fire drenges.


”Hej. ” jeg smiler og får hurtigt et par smil igen. ”Bare kom ind, jeg skal lige ind og se om Bella er færdig med at… fodre sit hamster. ” tøver jeg og smiler, men får blot undrende blikke igen.


Det var ikke lige det bedste jeg kunne finde på, men hvis jeg kender hende ret, så ønsker hun i højeste grad ikke, at jeg siger et eneste kvæk om det. Det ville jeg nu heller ikke bryde mig om selv, så jeg skal nok hellere passe på, med at sige for meget. Det med hamsteren, var lidt for meget.


Akavet vender jeg mig om og skynder mig ind på Bellas værelse. Jeg lukker hurtigt, men så lydløst som muligt døren efter mig. Jeg smiler da jeg ser at hun er i tøjet og hun har valgt omtrent det sammen outfit som mig, hvad er der med at vi næsten altid vælger ens tøj? Kan hun læse tanker.


I det jeg lukker døren, rejser hun sig op – eftersom hun var i gang med at samle en bog op – og kigger undrende på mig.


”Jeg har lige reddet din røv, ved ikke at røbe for meget om… Erhm… Harry. ” stammer jeg. ”Så hvis nogle af dem spørger, så har du en hamster, der er otte måneder og hedder Nora. ” digter jeg og smiler tilfredst, ved at jeg kunne fremkalde en historie om en fiktiv hamster.


Hun nikker langsomt, men kigger stadig underligt på mig. Hvorfor er alt så akavet i dag? Jeg trækker på skuldrende og laver et kast med hovedet, som for at sige om vi ikke skal gå ind til drengene så de ikke er overladt til dem selv for længe. Hun nikker og følger efter mig, underligt nok går hun hele tiden lige bag mig, som var jeg et skjold. Vi når stuen hvor drengen har slået sig ned, hvilket vi også gør. Hun smider sig i lænestolen som sædvanligt og jeg i den gamle sofa, hvor Liam i for vejen sidder.


De andre drenge – Louis, Harry og Niall – har slået sig ned i den nye sofa. Den jeg allerede elskede ved første øjekast og nu ikke kan sidde i. Grr.


”Hvad hedder din hamster så? ” spørger Louis og kigger på Bella.


Allerede nu kan jeg se sveden krybe frem på hendes pande, hun kigger på mig og jeg mimer ’Nora’. Hun kigger spørgende på mig og jeg mimer det igen. Hun vender blikket mod Louis.


”Noel. ” nikker hun smilende.


”Nora. ” retter jeg hende, men indser min fejl. Hvem i verden kan ikke navnet på deres eget hamster? Generelt bare på deres eget kæledyr. Selvom Nora eller Noel er et fiktivt kæledyr, skal Nora eller Noel kun have et fast navn.


”Vi ved godt at der intet hamster er. ” griner Louis og sender et smil, for at vise at han ikke gør nar på den onde måde.


Så slap jeg vel af med den løgn, uden at have sagt noget om Bellas lille situation, eller problem eller hvad det nu er. Mit problem lige nu er, at jeg ærlig talt ikke har planlagt noget, hvilket er lidt skidt og akavet. I dag er bare en akavet dag for mig, men det er næsten altid akavet for mig, så jeg er ret så meget vant til det.


”Det er sådan at jeg ærligt ikke har planlagt noget, så i må lige hjælpe mig… ” jeg når ikke at afslutte sætningen før jeg bliver afbrudt.


”Den som flaskehalsen peger på. ” hviner Louis og springer op.


Jeg kigger på Bella, der kigger på mig og sammen kigger vi dumt på Louis. Er det ikke kun piger der hviner på den måde? Jeg hørte i hvert fald mange piger hvine sådan til deres koncert. Det kan være der Louis har det fra, han oplever det jo ret tit.


”Har i en flaske? ” spørger Harry.


Nikkende går jeg ud i køkkenet og kigger under vasken. Jeg roder lidt imellem nogle poser inden jeg finder en passende flaske og da jeg så så skal rejse mig op, banker jeg selvfølgelig hovedet op i vasken. Der kommer nok en bule i morgen.


Irriteret på skabet bakker jeg lidt ud, før jeg rejser mig op og stiller flasken på bordet. Selvfølgelig skal jeg også få hovedpine af det. Lucky me. Jeg lukker skabet, tager fat i flasken og går ind i stuen.


De har allerede sat sig i en rundkreds og der er præcis en plads tilbage, som så må være til mig. Men min plads er ved siden af Bella, som sidder ved siden af Louis, som sidder ved siden af Harry, som sidder ved siden af Niall, som sidder ved siden af Liam og så sidder jeg jo ved siden af Liam. Ret så enkelt, men alligevel indviklet.


Jeg lægger flasken ind på midten og sætter mig imellem Bella og Liam. Lad os lige ændre det; Jeg vælter ned på numsen og de andre begynder at grine ad mig, så jeg bliver tomatrød i hovedet.


”Kender alle spillet? ” spørger Louis og kigger rundt på alle. Hvilket er meget let, for vi sidder jo i en rundkreds, alle kan se alle.


Vi nikker alle, eller det tror jeg da, for han nikker selv og begynder ikke at forklarer. Hvilket jeg er meget glad for. Nogle de bruger op til en halv time på at forklarer, det gjorde de virkelig tit da jeg gik i skole og jeg sad bare og var ved at falde i søvn. Jeg tror faktisk at jeg engang i sjette klasse faldt i søvn.


Heldigvis blev jeg langt bedre i skolen i syvende klasse og så fordampede det at jeg engang faldt i søvn i dansk bare og de fleste lærer var glade for mig. Dels fordi jeg lavede lektier, fjollede ikke rundt, var næsten altid i skole og kom til tiden. Men før syvende klasse var jeg anderledes, der fik jeg skrevet hjem mindst to gange om ugen. Jeg skammer mig ved tanken om de mindre klasser.


”Så lad os gå i gang, den som flaskehalsen peger på… Skal fortælle sin største hemmelighed. ” smiler Louis lusket og sætter gang i flasken.


Har jeg overhovedet en hemmelighed? Jeg er lidt lost hvis den lander på mig, for det er ikke meget jeg holder hemmeligt. Spændt kigger jeg på den og følger med hvor den bliver langsommere og langsommere og lander til sidst på Bella.


”Erhm… Siger det nu ikke for at få opmærksomhed og medlidenhed, men det er nu min eneste hemmelighed… ” mumler hun og klør sig akavet på armen. ”Da jeg var femten, var jeg involveret i en billulykke og det er ikke lige frem fordi jeg ønsker alle skal vide det. ” forklarer hun.


Ret så sandt. Da hun var femten, var hendes mor og hende ude og kører, fordi de skulle til en fødselsdag i London. Men en spritbilist, kørte i den forkerte vejbane og ramte lige ind i deres bil. De overlevede begge to og slap heldigt fra det, hvilket jeg er meget glad for. Bellas mor er som en slags moster for mig.


Heldigvis reagere drengene ikke på den måde, at de begynder at spørge om hun er okay, for hun er jo okay, det er omkring skes år siden; Ergo er hun ovre det.


”Den som flaskehalsen peger på… skal kysse Liam. ” siger han og smiler lusket. Han sætter flasken i spind og vi kigger alle på den, som er vi i trance.


Den bliver langsommere og langsommere og lander på Louis. Vi griner alle da han sikkert havde håbet at den landede på en af os andre. Da latteren dør, rejser Louis sig kluntet op og går hen til Liam og giver ham et tante kys.


”Uventet. ” mumler han meget lavt, men lige præcist højt nok, til at Bella og jeg kan hører det. Vi griner ad ham, imens de andre drenge bare kigger underligt på os.


”Nu vil jeg dreje flasken. ” hviner jeg og tænker mig kort om. ”Den som flaskehalsen peger på skal kysse Bella, rigtigt. ” understreger jeg og ligger tryk på ’rigtigt’. Det bliver lidt kedeligt hvis det hele kun er tantekys.


Smilende drejer jeg flasken og krydser fingre for at den ikke lander på mig, det ville være virkelig akavet at skulle sidde der og kysse med min bedsteveninde. Jeg holder mig nu til at kramme, eller noget i den stil, så længe det ikke er at kysse.


Det er bare ikke lige min stil at kysse mine veninder, heller ikke på kinden. Eller når jeg er fuld kysser jeg Bella på kinden, men der ved vi begge at jeg er fuld, så det betyder ikke rigtigt noget.


Jeg vender opmærksomheden mod flasken, der begynder at dreje langsommere og til sidste lander på Harry. Indvendigt skriger jeg af lykke, og jeg håber at Bella er glad, jeg har på en måde gjort hende en tjeneste selvom det var et rent tilfælde.


Langsomt rejser Harry sig og bevæger sig hen mod Bella. Han sætter sig ned på knæ og fører hans ene hånd op til en hårtot som han skubber om bag hendes øre, inden han læner sig frem mod hende og lader deres læber smede sig sammen.


Hun placere hendes hænder ved hans nakke og de gør kysset mere passioneret og udvikler det. Lydløst rejser jeg mig og tager en pude fra sofaen som jeg kaster hen til Louis. Jeg nikker til ham.


”Get a room. ” griner jeg, idet han kaster puden på dem. Harry trækker sig fra Bella og sætter sig tilbage på sin plads. Der sidder Bella og er rød i hovedet, med et stort smil der spiller sig om hendes læber.


”Min tur. ” smiler Bella og kigger tænkende på flasken, inden hun smiler lusket til mig. Åh gud... Payback.


”Den som flaskehalsen peger på skal kysse Emily. ” siger hun dramatisk og blinker til mig. Jeg sender hende dræberblikket, men hun ignorere det bare og sætter flasken i gang.


Nervøst kigger jeg på flasken og det føltes som om der går en evighed. Eller at tiden er sat i slow motion og bare piner mig. Var det også sådan her Bella følte da jeg satte flasken i drej? Den begynder at dreje langsommere og lander til sidst på Niall.


Jeg kigger ned og mærker farven stige op i mine kinder. Det er ikke nu jeg vil rødme, det er ikke fordi jeg er vild med ham, men fordi at jeg ikke er og skal kysse ham foran de andre.


Ud af øjenkrogen ser jeg Niall rejse sig op og hvis man dømmer ud fra hans ansigtsudtryk, er han lige så nervøs og pinligt berørt som mig. Det er ikke fordi jeg kan lide den slags opmærksomhed, jeg kan overhovedet ikke lide opmærksomhed. Jeg direkte hader opmærksomhed, hvad nu hvis jeg aldrig inviterede dem over? Så ville vi ikke spille flaskehalsen peger på og så skulle jeg ikke kysse Niall. Men på den anden side, så ville Bella og Harry ikke have kysset, er jeg så forfærdelig at fortryde at jeg har inviteret dem over?


Rolig, Emily, du paniktænker.


Niall sætter sig på knæ – ligesom Harry – han springer dog bare det der hår halløj over. Han lægger hovedet på skrå og lader hans læber ramme mine.


Idet de rammer mine, sætter det følelserne i gang hos mig og tusinde af sommerfugle flyver rundt i maven på mig. Hvorfor har jeg det sådan? Det er også som om at vores læber passer perfekt sammen, som om de er skabt til hinanden.


Mine hænder fører jeg langsomt om til hans nakke og placere dem der. Efter lidt tid trækker vi os og han sætter sig tilbage.


Og jeg ønsker det samme skal ske igen og igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...