Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184081Visninger
AA

18. Chapter 17

Chapter 17


Emilys synsvinkel.


Photoshoot’et er gået overraskende godt. Jeg har ikke ødelagt en eneste ting, sagt noget forkert eller gjort noget forkert. En af grundende er nok at Bella har hjulpet mig, så meget hun kunne. En anden grund er nok at jeg er mere genert, over for disse folk som skal tage billeder af mig og så tør jeg ikke sige særlig meget, eller gøre særlig meget. Men jeg har i det mindste gjort hvad de har bedt mig om. Så jeg vil selv betegne det som godt.


Lige nu sidder vi i bilen, på vej hjem. Uden jeg ved hvorfor, så er Bella bare ikke særlig snakkesalig lige nu, det irritere mig lidt, men som jeg sagde tidligere. Hvis hun har et eller andet problem, der irritere hende, skal hun først og fremmest prøve at tage det i egen hånd og være den voksne. I fleste tilfælde er det mig der træder frem og er den voksne, men nu vil jeg lade hende prøve; Vi skal håndtere vores egne problemer.


Men hvis nu der er et problem med kærlighed, eller venskab, så hjælper vi selvfølgelig hinanden. Det er mere problemer som opstår i karrieren, eller måske noget andet som vi ikke kender til. Jeg kan i hvert fald ikke gætte hvad der går Bella på, og det skal jeg prøve at lade være med.


Det bliver gult og derefter rødt, men Bella bremser ikke.


”Bella! ” råber jeg højt. Det er som om hun vågner op fra sine tanker og træder bremsen i bund, så hjulene hviner.

 

”Jeg ville tilbyde at kører, men vi har ikke råd til at betale for reparation og maling, af andres postkasser. ” joker jeg, men det ser ikke ud til at hun registrere det.


Hvad er der med hende i dag? Er det på grund af det jeg sagde tidligere? Jeg bliver nød til at nive mig i armen, for ikke at spørger ind til det, men spørger i stedet om hun er okay.


”Det er ikke noget, jeg er bare lidt træt. ” mumler hun og prøver ihærdigt at holde sin koncentration, op vejen.


Jeg kigger bekymret på hende, men minder mig igen om, at vi skal stå ved vores egne problemer. Hvis hun har brug for mig, kan hun jo altid komme til mig og hvis det går helt galt, vil jeg altid være der for hende. Uanset hvad, men hun skal selv forsøge.


Selv har jeg mine egne problemer. Jeg bliver nød til at acceptere at min bedsteveninde er ved at udvikle venskaber, til fire verdenskendte drenge og forlanger af mig at jeg skal tilgive dem. Eller jeg skal i hvert fald prøve, men man kan aldrig love det, for hvad hvis der sker en uventet drejning i morgen, eller om en uge? Det kan man ikke forudse. Men jeg vil prøve.


Resten af turen hjem, holder jeg for en sikkerhedsskyld, godt fast i kanten af sædet og jeg ånder lettet op da vi ankommer, uden at være kommet ud for et biluheld. 


Da hun har parkeret, stiger jeg ud af bilen og sammen følges vi op til lejligheden, i tavshed. Hvad går der af hende i dag? Også mig? Når ja, tidligere sagde jeg jo vi ikke skulle løse hinandens problemer, jeg hader mig for det.


Det første jeg gør, da vi kommer op er, at gå ud på toilettet for at fjerne al den Make Up, jeg har fået puttet i mit ansigt. Imens jeg nynner en fin melodi jeg selv har fundet på, tager jeg et stykke vat og hælder lidt Make Up fjerner på og går ellers i gang.


Da jeg er færdig, smider jeg den ud i skraldespanden, der står ved siden af toilettet. Jeg vender mig om og et højt skrig ryger ud af min mund og jeg springer et skridt tilbage, så jeg vælter over toilettet, men det er ikke det jeg skal tænke på lige nu.


”Holy shit, der er en freaking stor, fed og klam edderkop. ” skriger jeg højt.


Bella kommer løbende ud og kigger forvirret på mig, med rystende hånd peger jeg på den klamme edderkop. Hun skriger højt og springer tilbage, præcis ligesom jeg gjorde. Jeg tager en dyb indånding og prøver at bevarer roen, men enten dør den, eller så er det mig.


”Skriv til Benja at dette er en nødsituation, og vi skal bruge hjælp med det samme. Du er den eneste der kan komme ud, jeg er fanget. ” siger jeg hurtigt og snubler over nogle af ordende, men det er ikke det vi skal tænke på nu, men hun forstod det, for hun nikker i hvert fald og er på vej væk.


Den går et centimeter hen mod mig og et skingert skrig, efterfulgt af to mere ryger ud af min mund og jeg springer op på toilettet.


”Frygt ej, Benjamin er på vej. ” råber Bella til mig.


Lader hun mig være herude, alene? Dette er et problem, hvor jeg har brug for hendes støtte, ellers klarer jeg det langt fra. Jeg mener virkelig, at jeg dør lige om lidt.


*


”Benja, jeg er herude. Hjælp mig, den er virkelig tæt på! ” skriger jeg af mine lungers fulde kraft.


Den er virkelig tæt på mig og jeg lover at en – måske flere – tårer har sneget sig ned af min kind, men ej hvor er den klam, jeg hader edderkopper.


”Jeg dør lige om lidt. ” hulker jeg højt.


Lidt efter dukker Benjamin op, ude på toilettet og kigger først på mig; Der står akavet på toilettet og glor på en klam edderkop. Derefter kigger han på edderkoppen; Der bevæger et af sine ben, på en meget klam måde. Og han begynder at grine højt.


”Den der lille edderkop? ” griner han højt. Jeg kigger fornærmet på ham, men mit blik ryger hurtigt ned på den. Den kan ikke narre mig, den har sikkert et eller to ninja tricks i ærmet, som den kan bruge imod mig.


Jeg skriger højt igen, da den bevæger sig lidt længere hen mod mig. Jeg skriger måske lidt for højt, så højt at Benjamin bliver nød til at holde sig for ørerne. Gud, den er virkelig klam og jeg føler virkelig at jeg er endt i et helvede.


”Nu fjerner du den, ellers skal du arrangere mig begravelse. Jeg er død alvorlig. ” i starten siger jeg det seriøst, men kan ikke lade være med at fnise over mit ordvalg.


Forstår i, han skal holde min begravelse og jeg er ’død’ alvorlig. Plat humor.


”Em, nu slapper du lige lidt af. ” han griner lavt og jeg ved ikke om det er af mig, edderkoppen eller over mit geniale valg af sprog. Men jeg kaster seriøst op lige om lidt.


Han tager et stykke toilet papir – selvfølgelig synes han lige, at han skal blære sig, ved at han tør stå mindre end en meter fra den – bukker sig ned og tager den op med det stykke toiletpapir. Han kigger på den og jeg kigger forfærdet på ham.


Han forsvinder ud fra toilettet, men jeg bliver stående og lidt efter kommer han tilbage. Heldigvis uden den store, fede og klamme edderkop, som kommer til at hjemsøge mig i mine mareridt. Jeg glæder mig virkelig ikke til næste gang, jeg får mareridt. Hvem gør generelt bare det?


”Benja, du bliver nød til at bære mig. ” mumler jeg og rækker mine arme frem mod ham, men han står kun og kigger undrende på mig. Jeg sukker tungt og giver mig til at forklarer. ”Jeg skal ikke gå der hvor den edderkop har trådt, ikke før at der er blevet gjort rent. ”


Grinende løfter han mig op i hans favn og bærer mig ind i stuen, hvor han smider mig ned i sofaen. Selv sætter han sig i den anden sofa. Jeg kigger på Bella der sidder med et smørret smil omkring sine læber, i lænestolen.


”Nød du kvalitetstiden med Henry? ” spørger hun grinene.


”Hed den Henry? ” jeg kigger undrende på hende.


”En eller anden skulle navngive den og siden du havde travlt med at skrige af den, tænkte jeg hvorfor jeg så ikke gjorde det, så det gjorde jeg. ” forklarer hun stolt.


Ja, hun kan bare være stolt over ikke at stå på et toilet i tyve minutter, inden ens helt kom – den helt som griner af mig og edderkoppen Henry – og det eneste man kan fordrive tiden med, er at holde øje med edderkoppen Henry, så den ikke kravlede op til mig. Bare at være i nærheden af den, var klamt.


”Hvorfor fik i mig herhen, når den næsten var på størrelse med en tissemyre? ” spørger han og griner af os. Vi kigger begge fornærmede på ham og lægger armene over kors. Henry var langt større end en tissemyre, han var på størrelse med min afdøde kat, Misha – som for resten var alt for overvægtig.


”’Den’ har altså et navn. ” vrisser Bella irriteret og jeg nikker mig enig med hende. ”Og den var på størrelse med Misha, hvis i husker hende. ” mumler jeg.


De griner begge og jeg kigger forvirret på dem. Det var da ikke min skyld hun var overvægtig, hun åbnede for det meste bare skabet, væltede bøtten med tørfoder i og gav sig til at spise og vi plejede som regel, først at opdage det fem minutter efter.


Og Misha kunne spise meget – virkelig meget – på fem minutter. Hun var nærmest en støvsuger, der ikke skulle sættes til et stik.


”Så siger vi det. ” griner Benjamin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...