Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184089Visninger
AA

17. Chapter 16

Chapter 16


Emilys synsvinkel.


”Emily, du skal op. ” råber Bella ind i hovedet på mig og jeg sætter mig brat op.


I to dage; To sølle dage, kunne hun lade være med at vække mig, men på den tredje dag, vækker hun mig. Siger man ikke at tallet tre, er lykkens tal? Min mor har altid sagt ’tredje gang, er lykkens gang. ’.


”Fem minu- ” jeg afbryder mig selv. ”Fem timer mere, please. ” mumler jeg og mener det ikke som et spørgsmål, men mere som en konstatering. Det ville være dejligt med fem timer mere i drømmeland, jeg synes at man skal stå alt for tidligt op det meste af sit liv, hvilket er uretfærdigt.


”Vi har et job i dag, ” minder hun mig om, og på nul komma fem er jeg oppe.


Det er helt ufatteligt hvor meget jeg glæder mig, men på samme tid er jeg virkelig nervøs. Hvad hvis jeg gør det hele forkert? Eller at min evne i at være klodset, kommer til at være et problem? Jeg håber virkelig ikke at jeg ødelægger et kamera, eller noget tøj, det ville være så pinligt og jeg har ikke lige pengene til at erstatte det.


Da Bella ser jeg er oppe, er hun ude på et øjeblik og jeg går sløvt hen til mit klædeskab. Skal jeg bare tage normalt hverdagstøj på? Jeg er virkelig forvirret og aner intet om dette, det er virkelig det største problem for mig lige nu.


Til sidst vælger jeg bare at tage en sort, langærmet bluse på og et par mørkeblå skinny jeans. Enkelt, men samtidig fint, bedre kan det ikke blive.


Ude i køkkenet ser jeg at Bella har taget nogenlunde det samme på. Hun har bare en hvid, langærmet bluse på og et par sorte skinny jeans på. Så helt galt på den er jeg da heller ikke, hun har jo prøvet det før og ved virkelig meget om det her, fordi hun har drømt om at blive model, siden hun fyldte elleve. Så hun har læst i hundredevis af blade om det og set interviews med diverse modeller.


Hun finder en skål, en karton mælk og havregryn sammen. Hælder havregryn i skålen, sammen med mælken og sætter sig ved spisebordet og begynder at spise. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor hun er begyndt at spise havregryn og hvordan kan hun overhovedet kigge på dem? Hvis det er muligt, så tror jeg, at jeg har en eller anden form for fobi over for havregryn.


Selv tager jeg et stykke toast brød og en stor bøtte Nutella på et kilo frem. Finder en kniv i skuffen, skruer låget af Nutella ‘en og begynder at putte Nutella på brødet.


Nutella er fascinerende.


”Spiser du virkelig Nutella? ” spørger Bella og rynker på næsen. Jeg kigger på hende inden jeg vender ryggen til og vender øjne af hende. Siden hvornår er hun blevet sådan en sundheds freak?


Ikke at jeg har noget som helst, imod dem der går op i deres sundhed – og i visse tilfælde andres – men Bella plejede at være min bedste veninde, der nogle gange gad stå op midt om natten, for at spise Nutella med mig. Nu er hun min bedste veninde, der sidder klokken lort om morgenen og spiser havregryn.


”Ja, det gør jeg. ” svarer jeg flabet, på hendes spørgsmål. Hun stønner irriteret, da hun registrere mine ord og sparker – ikke hårdt, men heller ikke blidt – til bordbenet så det kommer med en virkelig irriterende lyd, fordi det glider lidt hen ad gulvet.


Et smil breder sig om mine læber, ikke ondt ment, men hun er lidt irriterende med det der sundhed, så jeg kan ikke lade være med at fryde mig en lille smule, over at hun bliver irriteret over at jeg er flabet. Men man bliver ikke tyk af, at spise Nutella en gang imellem, så jeg kan ikke rigtig se hendes problem i det. Og det er jo heller ikke hende der spiser det, det er mig og jeg bestemmer hvad jeg putter i munden.


Det skal slettes fra min tankegang. Lige nu.


Jeg begynder at spise min toast med Nutella på og kigger en sjælden gang imellem, hen på Bella, der sidder og spiser hendes havregryn. Bare ordet er for meget, for mig.


”Det er mit eget problem at jeg spiser toast med Nutella på. Jeg ved godt det er usundt, men du behøver ikke, at komme med kommentarer om hvad jeg spiser. ” siger jeg en anelse koldt. Propper det sidste stykke toast ind i munden og går ind på mit værelse.


Kort, kigger jeg på mig selv i spejlet inden jeg går ud på toilettet, for at børste tænder. Jeg børster dem og går ind på mit værelse igen, hvor jeg tager lidt Mascara på og lidt Concealer under mine øjne.


Bagefter reder jeg mit hår, så der hverken er knuder eller filtret hår, men bare fint hår. Jeg kigger ud af vindueskarmen og studerer alt.


Jeg studerer mennesker der går forbi; Mænd og kvinder, der går med travle skridt, ældre mennesker der møver sig frem, de fleste med stok eller rollator og på unge eller lidt ældre mødre, der går med barnevogne og/eller klapvogne. Jeg elsker at de bare tager sig tid, til at gå og ikke skal skynde sig, det samme gør de ældre mennesker.


Bilerne i alle mulige forskellige farver suser forbi, nogle hurtigere end andre og nogle holder ind til siden, for at købe noget kaffe på Starbucks, der ligger på den anden side af vejen. Andre kører ind til siden, for at holde der, eller for at gå ind i andre butikker.


Men de ser ikke ud til, at bemærke det kedelige vejr; Grå skyer der truer med at give slip på vandet og lade det flyve ned i stride strømme. Ingen ser ud til at bemærker blæsten, der forsigtigt hiver fat i skilte og rykker dem en meter eller to, eller at den tager fat i planterne på de forskellige altaner og rusker i planternes blade. For det er almindeligt vejr, de er vant til det. Hvilket jeg selvfølgelig også er, men jeg lægger mere mærke til det end andre.


Det banker på, men jeg lader være med at svarer, for jeg ved at uanset hvad, så kommer hun ind alligevel. Rigtigt nok, lidt efter træder hun ind af min dør og lukker den bag sig.


”Undskyld, men jeg prøver bare at tænke på din karriere. ” mumler hun og jeg sukker.


”Det er det, du gør forkert. Du skal tænke på din egen karriere, ikke min, jeg styrer alt hvad jeg gør og tager gerne selv problemerne, hvis de opstår. ” forklarer jeg og hun nikker.


En veninde jeg engang have, synes altid at hun skulle bestemme over mig. Hun bestemte hvad jeg spiste. Hun bestemte hvad jeg drak. Hun bestemte hvad jeg lavede. Hun bestemte selv, min sengetøj. Bella indså det ikke med det samme, for det samme skete for hende. Men da hun indså det, prøvede hun at få mig ud af det.


Problemet ved det, var ikke at Bella prøvede at hjælpe mig, men at min daværende veninde bestemte alt for meget over mig. Faktisk var det ikke hendes job at bestemme nogle af tingene, men hun manipulerede med mig og fik mig ind i en trance, som jeg ikke kun bryde.


Jeg er virkelig taknemlig for at Bella hjalp mig, men lige nu, var hun ved at gøre det samme; Bestemme over mig.


”Men du skal ikke tage dig af dine problemer alene. ” mumler hun og kigger nedslået ned i gulvet.


”Lige nu, ville jeg være glad hvis jeg kunne bekæmpe dem alene, ikke fordi jeg ikke vil have din hjælp, men jeg må også lære at gøre det på egen hånd. ” siger jeg.


Selvfølgelig vil jeg gerne have hendes hjælp, men vi må begge indse at vi ikke kan gøre alt sammen. På et tidspunkt får vi begge en kæreste og ender med at flytte et andet sted hen, hver for sig. Der har vi ikke hinanden dag ud og dag ind, så vi må også lærer at tackle problemer på egen hånd, sagt på en anden måde; Vi må lærer at stå på egne ben.


”Det forstår jeg godt. ” nikker hun. ”Undskyld. ” undskylder hun.


”Det er okay. Skal vi se at komme af sted? ” spørger jeg men hun mumler kort ’to minutter’, og er ude fra mit værelse, lige efter.


Jeg trækker på skuldrende for mig selv og går lidt væk fra vindueskarmen. Man kan tydeligt mærke kulden gennem vinduet, så det er ret så koldt, at stå lige ved siden af det. I stedet sætter jeg mig på sengen, der står lidt væk fra vinduet og er lidt tættere på radiatoren, som kun er tændt på et.


Bella kommer ind, med en pose i hendes højre hånd og jeg kigger undrende på hende. Hun rækker blot hånden frem og jeg tager langsomt og forvirret, imod posen.


”Kom nu. ” skynder hun på mig, da jeg bare sidder og glor på posen.


Kort kigger jeg på hende, inden jeg tager en æske ud af posen. Jeg lægger posen, foran mig på sengen, så jeg ikke skal sidde med den i hånden og hører på den irriterende lyd, den laver hver gang man rør den. Jeg åbner æsken og da jeg ser hvad hun har givet mig, måber jeg og kigger på hende med store øjne.


”Du har købt en IPhone 5s, til mig? ” råber jeg højt. Et smil breder sig på hendes læber og hun nikker grinende.

 

”Hvordan har du købt den? ” spørger jeg lamslået og kigger stadig måbende på hende.


”Jeg havde en lille opsparing. ” hun blinker til mig og sætter sig ned ved siden af mig på sengen.


”Bell, jeg er virkelig glad for at du vil gøre sådan noget for mig, tusind tak. Men jeg kan virkelig ikke tage imod den. ” svarer jeg ærligt.


Jeg kan ikke bare tage imod en telefon der har kostet flere tusinde kroner, som jeg ikke engang selv har betalt en krone af. Det kan jeg ikke tage imod, jeg er glad for det, men jeg har også en grænse for hvad jeg kan tage imod.


”Jeg skylder dig den. For alt det du har betalt for mig og det var mig der slæbte dig med til One Direction koncert, det var der den gik i stykker, så jeg føler skyld. Tag nu bare imod den. ” beder hun mig.


I lidt tid tænker jeg, inden jeg nikker og hun overfalder mig med et stort kram. Jeg gengælder hurtigt krammet.


”Lad os komme af sted. ” mumler hun og trækker sig fra krammet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...