Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184087Visninger
AA

13. Chapter 12

Chapter 12


Emilys synsvinkel.


 ”Hvordan gik det? ” spørger Bella, idet jeg træder ud af bygningen.


Hun har hele tiden siddet i venteværelset og kigger på hendes u-ødelagte mobil. Ja, jeg bærer nag. Men der har hun siddet hele tiden og hvis jeg gætter rigtigt, har hun snakket med en masse fremmede. Det er ikke lige på det punkt hun er genert.


”Hvad mener du? ” spørger jeg dumt og smiler flabet til hende. Hun sukker og skubber til mig, så jeg vakler to skridt til den anden side. Kun lige ved at falde ud på vejen.


”Det ved du godt. ” mumler hun og sætter sig ind på førersædet, og jeg sætter mig ind på sædet ved siden af; Passagersædet.


Jeg spænder sikkerhedsselen og det samme gør Bella. Vi kan jo ikke risikere vores liv, bare fordi seler er en meget irriterende opfindelse. Jeg kan mægtig godt lide mit liv og det er jeg hundrede procent sikker på at Bella også kan.


”Kan du lide dit liv? ” jeg kigger nysgerrigt på hende og et kort grin slipper ud af hendes mund.


”Det tror jeg allerede du kender svaret på. ” hun griner lavt og starter bilen og begynder at kører. Lige nu er mit mål godt nok også at komme hjem, og stene noget Disney Channel på sofaen med en skål fyldt til randen med popcorn.

 

”Men nu skal du ikke skifte emne, hvordan gik det? ” spørger hun igen.


Hun kaster et kort blik på mig, men vender det hurtigt mod vejen igen. Selvom vi har sikkerhedsseler på, er det jo også risikabelt hvis man kører galt. Og vi har ikke råd til at reparer bilen, for jeg ved hvor dyrt det er og min telefon skal også snart repareres. Gid jeg havde underskrevet de papirer, fra forsikringen noget før.


”Jeg kan mægtig godt lide livet. ” jeg kigger smilende ud på vejen og tænder radioen. En af One Directions sange spiller og jeg slukker den hurtigt igen; Ikke en af One Directions, men min sang. Eller tekst og melodi.


”Emily. ” truer hun og fjerner den ene hånd fra rattet.


Urgh, hun kender mig alt for godt. Jeg får altid dårlige nerver, hvis man kun kører med den ene – eller for den sags skyld ingen hænder – hånd på rattet. Jeg griber hurtigt fat i hendes hånd og fører den hen til rattet, som hun så tager fat i.


”Fint. Jeg siger det. ” sukker jeg og hun hviner kort.


Hendes manager var faktisk rigtig sød. Han hedder Andreas og virker meget erfaren, hvad havde jeg ellers regnet med? Altså hvis en uerfaren mand kom hen og bad Bella blive model, ville hun kunne opdage det med det samme. Jeg ved ikke om det er lugten eller udseendet. Måske noget helt tredje?


”Jeg må desværre meddele at… Vi skal være kollegaer. ” skriger jeg, men holder mig hurtigt for munden og skæver til min venstre side. Heldigvis har hun ikke rullet vinduerne oppe i dag, ellers ville det godt nok være pinligt. Jeg orker ikke pinlige ting lige nu, generelt bare ikke i dag.


Hun begynder at skrige så højt at jeg bliver nød til at holde mig for ørerne, så jeg ikke får hovedpine. Så vildt er det da heller ikke? Og burde det ikke være mig, der var så glad og ikke hende? Det kan jo også være hun bare er glad på mine vegne og glæder sig til at dele job. Lidt efter toner hendes skrig og hun kigger på mig i bakspejlet.


”Desværre? ” hun kigger på mig med små stikkende øjne og jeg tager hænderne op som forsvar.


”Jeg skulle jo virke lidt dramatisk. ” griner jeg og hun dasker mig på skulderen og vænner sin opmærksomhed ud mod vejen igen.


Gud takker dig, for at have fuld koncentration på vejen, når du kører. Undskyld, men jeg bryder mig virkelig ikke om folk, der ikke kan klarer det, fordi de begynder at kede sig. Så er man ikke ansvarlig nok til at køre bil.


*


Jeg vælter ind ad døren, med Bella lige bag mig og lægger mig ned på gulvet, med kinden ned. Jeg kan godt lide at være hjemme, det er dejligt. Nogle gange – da jeg gik i folkeskole – fik jeg hjemve, det var lidt underligt, det synes Bella også, men efter en time eller to, gik det væk.


”Hjælper du mig ikke op? ” spørger jeg og spræller som en fisk på gulvet. Jeg stopper dog hurtigt med det, da jeg ender med at slå albuen ned i gulvet og en gyselig smerte breder sig igennem hele min krop. Det er noget af det jeg hader allermest, det er så klamt og gør virkelig ondt.


”Nej. ” svarer hun bare, træder hen over mig og går ind i stuen.


”Jamen, tak for hjælpen. ” mumler jeg lavt og rejser mig selv op.


Med små museskridt, får jeg hele min krop ind i stuen og får den smidt på sofaen. Sofaer er en god opfindelse, man bør opfinde flere af den slag, som en dobbeltdækker sofa. Se, det ville være dejligt, så ville man sparer en masse plads og så ville man ikke behøve at have to sofaer i stuen, eller en sofa og flere lænestole. Så ville det være nok med en dobbeltdækker sofa og måske en enkelt lænestol. Medmindre, man bruger lænestole som pynt. Det er en underlig ting mine forældre gør.


”Kan vi ikke købe en kat? ” spørger jeg og kigger på Bella, der sidder i vores lænestol. Igen, dobbeltdækker sofa er en virkelig god idé.


”Nej. ” mumler hun, kigger kort på mig, inden hun kigger ned i sin mobil igen. Hvordan kan hun klarer at have den så tæt på hendes ansigt?


Jeg får hovedpine, hvis jeg kigger på den, når den er alt for tæt på mit ansigt. Hun holder den omkring de der fem til syv centimeter væk.


”Hvorfor? ” jeg lader som om jeg græder falskt, men jeg ved godt hun ikke hopper på den.


”Allergi, husker du nok. ” husker hun mig på.


Ups. Havde lige helt glemt at hun har allergi over for hunde, katte og heste. Det er lidt komisk, for det er de eneste dyr hun bryder sig om, alle andre dyr, kan hun enten bare ikke lide, eller så er hun bange for dem. Hun er bange for en lille kanin, men er ikke bange for en af de der store heste. Heste er en af de ting der skræmmer mig virkelig meget, bare den går et enkelt skridt – det er lige meget, om det er frem, tilbage, til højre eller til venstre, hvis den bare tager et enkelt museskridt – kan jeg finde på at løbe skrigende væk, med bankende hjerte.


Dyr er bare ikke lige dem jeg kommer bedst ud af det med. Kun kaniner, hunde, katte og duer. Jeg elsker duer, de er virkelig nuttede og så er ordet ’duer’, bare rigtig pænt. Jeg kan finde på at sige det en hel dag, uden at blive træt af det.


Måske en lille overdrivelse, men hellere det end at underdrive, for mit vedkomne.


Jeg kigger hen på sofabordet, lige foran mig og rækker frem for at tage min computer. Jeg glemte lidt at stille den tilbage tidligere, men lige der, var fem skridt, virkelig mange. På det tidspunkt så jeg det som fem kilometer. Mine fødder placere jeg på sofabordet og computeren på mit skød.


Da jeg boede hjemme, måtte jeg aldrig sidde med min computer på skødet. Fordi dengang havde vi ikke råd til at købe en ny og hvis blæseren gik i stykker, måtte jeg leve uden computeren. Selvom vi heller ikke har penge til en ny den dag i dag, gør jeg det alligevel; Man lærer af sine fejl og siden jeg aldrig har begået den fejl, eller lært noget af den, må det vel være på tide. Det var en joke, hvis jeg kan, undgår jeg fejl.


”Nu håber jeg ikke, at der er flere overraskelser. ” mumler jeg og læner mig tilbage i sofaen.


”Så skal du nok lade være med, at gå ind på Twitter. ” hun griner akavet.


Jeg kigger på hende i lidt tid, inden jeg lukker skærmen ned og stiller den tilbage på sofabordet.


”Du har nok ret, men så vil jeg gå ind på mit værelse. ” jeg hopper op fra sofaen og laver gadedrenge hop ind på mit værelse.


Dengang vi var små, lavede Bella og jeg altid konkurrencer, om hvem der kunne lave gadedrenge hop i længst tid, eller hvem der kunne lave dem og komme hurtigt ned i den anden ende af skolegården. Det endte altid med at vi stoppede på halvvejen og løb resten af vejen. Så kom vi næsten altid på samme tid og det endte uafgjort. Easy, easy.


Jeg smider mig på mig seng, da jeg når ind på mit værelse og kigger op i loftet. Det er hvide vandrette planker, på en lang række. Farven hvis er så flot og ren, men gul er stadig min yndlingsfarve. Gul forbinder jeg med sommeren, for om sommeren er der for det meste sol. Generelt forbinder de fleste bare sol og sommer sammen, men der er jo også sol om efteråret, om vinteren og om foråret.


Mit blik vandre gennem rummet og standser ved skrivebordet. Jeg får øje på min IPod, som jeg hurtigt tager samt mine hørertelefoner.


Musik har altid været der for mig, på den måde at uanset hvad jeg føler, kan jeg hører musik. Hvis jeg er vred, hører jeg musik. Hvis jeg er glad, hører jeg musik. Hvis jeg er trist, hører jeg musik. Uanset hvilket humør, hvilke følelser.
Jeg sætter hørertelefonerne til IPod’en og tænder den. Heldigvis er der da strøm på den. Jeg finder en af Avril Lavigne sange. Jeg kaster mig tilbage i sengen, lukker øjnene og synger stille med på sangen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...