Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

281Likes
236Kommentarer
184206Visninger
AA

11. Chapter 10

Chapter 10


Emilys synsvinkel.


Det var i går vi var til det forpulede bands koncert. Det band der stjal min fucking sang, den bedste jeg nogensinde har skrevet. Ja, jeg er ikke kun vred, jeg er vredere end vred.


Videre i sagen, Bella snorksover stadig og klokken er halv ti. Vi kom hjem klokken halv tolv i går, så sent kom vi da heller ikke hjem. Jeg forstår ikke hvordan hun kan sove så længe. Jeg er glad for at jeg engang købte mit digitale ur, på et loppemarked, det er det eneste ur – ud over vores telefoner – vi har her i huset, som virker. Eftersom min telefon blev smadret i går, er det digitale ur, det eneste ur jeg kan bruge.


Lige nu sidder jeg på køkkenbordet og nedstirrer køleskabet. Der er magneter i alle farver og former og papirer som regninger, gamle invitationer og indkøbslister, hænger på. Midt på hænger One Direction billetterne og kigger hånende på mig.


Jeg skærer tænder og hopper forsigtigt og lydløst ned fra køkkenbordet. Jeg lister, for at virke lidt spionagtig, hen til køleskabet. Jeg rækker tøvende hånden ud efter billetterne og hiver dem ret voldsomt ned fra køleskabet.


”Em, hvad laver du? ” lyder det fra min højre side.


Jeg vender mig om og gemmer min venstre hånd bag min ryg. Bella kigger mistænksomt på mig, hun lader blikket glide henover mig og over til køleskabet. Efter lidt tid, går det op for hende, hvad der mangler og hun kigger måbende på mig.


”Du vover at ødelægge dem. Du vover, ” hun træder forsigtigt et skridt frem mod mig, og jeg træder lige så forsigtigt et skridt tilbage; Stadig med venstre hånd bag ryggen.


I nogle minutter står vi og kigger på hinanden. Vi er begge parate på at flygte eller jagte. Bella tager endnu et skridt og idet hun gør sig parat til endnu et, vender jeg mig om og begynder at løbe. (Vi hat to indgange til køkkenet, den ene fører ud til entreen og den anden ind i stuen).


Bag mig, hører jeg hende sætte i løb efter mig og jeg hviner. Jeg løber ind i stuen og hopper over sofaen, men vælter ned på gulvet. Hun hopper også over sofaen og vælter også ned på gulvet. Jeg griner kort og Bella griber fat om en af billetterne, hun hiver den til sig og jeg rejser mig hurtigt op og viser hende den anden billet, den hun ikke fik fat på.


”Jeg har stadig denne. ” griner jeg og vifter med billetten. Hun kaster sig frem og prøver at få fat i den, men falder til gulvet, fordi jeg træder et skridt tilbage.


”Carino, please, ikke gør det. ” beder hun og kigger op på mig.


Langsomt trækker jeg på skuldrende og sætter i løb igen. Jeg kigger mig over skulderen og ser at hun rejser sig op og løber efter mig. Igen hviner jeg og hun hvæser. Grinende løber jeg ind på hendes værelse og hopper op i hendes vindueskarm.


Idet hun kommer ind i værelset, åbner jeg vinduet og holder billetten ud af vinduet. Hun klynker og løber hen til mig.


”Lad være, vil du ikke nok? ” spørger hun og kigger på mig med hendes store, brune øjne.


”På en betingelse. ” mumler jeg og hun kigger koncentreret på billetten der hænger ud af vinduet og nikker. ”Du må ikke hører deres musik. I en uge. ” forklarer jeg og smiler lusket til hende.


Hun ser i lang tid på mig, men ender til sidst med at nikke. Jeg smiler, rækker hende billetten som hun hurtigt tager og lukker vinduet.


”Hvad skal vi lave i dag? Jeg regner ikke med at du skal arbejde? ” jeg kigger spørgerne på hende og hun ryster på hovedet.


”Jeg skal ikke arbejde. Men efter du gik i går, skete der noget fantastisk… Jeg har deres telefonnumre og skal hjem til Harry og Louis, i dag. ” skriger hun og hopper op og ned.


Mit mareridt. Hun bliver venner med dem der stjal noget fra mig, hun begynder at være mere og mere sammen med dem og glemmer til sidst mig. I sidste ende vil hun ikke kunne huske mit navn og vores venskab ender.


Okay, jeg joker. Vores venskab vil aldrig ende, eller vores venskab er ligesom et ægteskab. I hvert fald passer det med sætningen ’til døden jer skiller’, det er svaret på, hvor længe vores venskab holder. Det lovede vi hinanden da vi var ti år.


”Vil du med? ” spørger hun spændt, men jeg ryster hurtigt på hovedet.


”Nej tak, det ender med at de stjæler min hjerne. ” mumler jeg og indser hurtigt hvor dumt det lyder, så vi ender med at flække af grin og jeg får at vide, at jeg har set alt for mange zombiefilm.


Faktisk er der næsten gået to uger, siden jeg sidst så en zombiefilm. Jeg har generelt bare haft travlt, eller så har jeg glemt alt om zombiefilm, på det tidspunkt. Men Bella har ret. Nogle gange har jeg mine tider hvor jeg kan se ti zombiefilm på en dag. Men som sagt ikke altid.


”Men har du fundet ud af det der med jobbet? ” spørger hun og jeg kigger underligt på hende.


Jeg har et job? Jeg har et udmærket job, i en tøjbutik med ret sejt tøj, som jeg for det meste får rabat på, fordi at jeg arbejder der.


”Som model, din kanalje. ” griner hun og går hen til sit klædeskab. ”Der får du ikke rabat, men du får for det meste tøj, gratis. ” understreger hun, med hovedet inde i skabet.


”Det har jeg ikke fundet ud af endnu. ” mumler jeg og kigger på Bella imens hun finder tøj.


Hun hiver bukser, bluser og kjoler frem, halvdelen ender på gulvet eller på sengen og det meste af det smider hun ind i skabet igen. Frustrere vælter hun en fint, sammenlagt bunke tøj ud af skabet, så det lander på gulvet i en bunke. Hun sukker tungt og sætter sig på sengen og kigger på mig, som kigger på hende.


”Jeg kan ikke finde noget tøj at tage på, vil du ikke nok hjælpe mig? ” spørger hun pænt.


Nikkende hopper jeg ned fra vindueskarmen og går hen imod hendes klædeskab. Jeg hiver prøvende nogle stykker tøj frem og finder til sidst et fint, men afslappet sæt tøj. Hun skal jo bare hænge ud med fire drenge, hun skal ikke til en gallapremiere.


Bukserne er en flot mørkerød farve, en hvid undertrøje en hvid bluse, med huller i der danner et flot mønster og en sandfarvet jakke til. Jeg rækker hende bunken med tøjet, som hun smilende tager imod.


”Tusind tak, Em, hvad skulle jeg helt seriøst gøre uden dig. ” hun smiler stort, lægger tøjet på sengen og giver mig et stort kram.


”Uden mig ville du ikke eksistere, gør dig klar, så skal jeg nok rydde op efter dig. ” jeg krammer igen, inden jeg trækker mig. Hun smiler taknemligt, tager tøjet og forsvinder ud fra værelset.


Ellers går jeg bare i gang med at lægge tøj sammen og lægge det ind i skabet igen.


*


”Jeg går nu, vi ses Ems. ” råber Bella ude fra entreen og kort efter smækker døren i.


Jeg har ingen anelse om hvor mange gange jeg har sagt at jeg direkte hader, når hun kalder mig ’Ems’, men hun bliver ved fordi hun åbenbart synes det er virkelig sødt, hvilket så passer til mig. Drøm videre, det er hvad jeg hver evig eneste gang tænker, når hun kalder mig det.


Sukkende lægger jeg mig ned i sofaen, eftersom jeg før sad op. Jeg kigger op i loftet, men finder det hurtigt kedeligt. Derfor sætter jeg mig op og tænder fjernsynet. Jeg tjekker hver eneste kanal – eller sådan føles det – inden det går op for mig at der ikke rigtigt er noget, jeg gider se. Så jeg går hen til et skab vi har stående og finder en film. Eller jeg prøver, men selvfølgelig er dette ikke min bedste dag, så derfor kan jeg ikke finde en film.


Kort, tænker jeg over hvad jeg så kan lave. Automatisk går jeg ud i køkkenet, finder en blok og et kuglepen og sætter mig ved spisebordet. Først tænker jeg længe, men begynder så at skrive. Jeg skriver og skriver og skriver.


Aldrig har jeg skrevet noget så hurtigt, selvom jeg ikke ved hvad det er. En sang? Et digt? En historie? Jeg har ingen anelse; Jeg skriver bare.


Efter at have fyldt tre sider ud med alt muligt, sukker jeg og mærker først nu min håndkrampe. Efter at have hvilet min hånd i fem minutters tid, sætter jeg ord sammen med ord. Sætninger sammen med sætninger og afsnit sammen med afsnit. Jeg sætter endda også sætninger sammen med ord, eller afsnit sammen med sætninger.


Jeg gør alt der finder mig ind og da jeg er færdig, river jeg det over og smider det ud. Det er sådan jeg, Emily Edwards, kommer ud med sine aggressioner.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...