··Kids in love··

16 år gammel og hjemløs. At leve på gaderne i LA er hårdt. Det kender Nelly alt til. Hun blev smidt ud hjemme fra som 14 årig og flygtede fra Frankrig til LA. " Hey jeg er en hjemløs pige og ville høre om jeg måtte låne dit bad, jeg er væk om 15 minutter " var sætningen der ændrede Nellys liv. Den dreng hun spørger er Nash Grier. Den sætning vil være starten på et solidt venskab. Måske en lille flirt med en af Nash's venner?

20Likes
15Kommentarer
9800Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Jeg havde lagt i to timer og tænkt over hvad jeg skulle gøre med mit liv og om jeg skulle blive hjemløs igen. Matthew gider mig tydeligvis ikke på nogen måde og de andre ville nok overleve med at jeg bor på gaden. Det er jo ikke fordi jeg forsvinder, jeg kan jo altid besøge dem igen. Jeg kiggede på min telefon og klokken var lidt over 1 om natten og jeg var begyndt at blive træt nu.

Jeg vågnede da solens stråler ramte mit ansigt og det gjorde dem altid omkring klokken halv 5, så klokken måtte være der omkring. Jeg havde haft en drøm om Mira og dengang jeg boede på gaden hvor vi altid hjalp hinanden med at finde mad og tøj som vi kunne bruge. Jeg overvejede meget kraftigt at sige det til drengene eller skulle jeg bare forsvinde en dag? Jeg begyndte at gå hjem ad imens jeg hørte musik på min telefon. Jeg hørte Shawn Mendes' album 'Handwritten' og nynnede med.

Jeg var kommet hjem omkring kvart i seks og der stank langt væk af alkohol. Jeg var ikke sippet, men alkohol var det værste fordi det stank virkelig grimt. Jeg gik indenfor og så mange mennesker, også nogen som jeg ikke kendte. Jeg gik rundt og var begyndt at rydde op, da jeg hørte en rømme sig i døren til køkkenet hvor jeg stod. Jeg vendte mig om og så Cameron. "Goodmorning" mumlede jeg og smilte til ham. "Why are you up now?" spurgte jeg, da jeg gik du fra at han havde tømmermænd. Han trak på skuldrene og gik hen til mig. "Tell me what you're thinking of" mumlede han og satte sig op på køkkenbordet. "What makes you think, that I have something on my mind?" spurgte jeg mens jeg samlede flasker sammen ved vasken. "I know you Nelly, please tell me I won't tell the others" jeg kiggede på ham og sukkede. "Cam, I'm not thinking of anything. I'll tell you if I do" løj jeg og smilte til ham. "Now go to bed, I can tell you're tired" beordrede jeg ham og viftede med hånden som tegn til at han skulle gå i seng. Jeg adlød mig og gik ind og lagde sig på sofaen.

Jeg blev ved med at tænke over at flytte på gaden igen og finde Mira. Klokken var nu kvart i ti og jeg var færdig med at gøre det meste rent. De andre sov stadig, så jeg gik ind på mit værelse og fandt med rygsæk frem. Jeg begyndte at putte de aller vigtigste ting ned i den og sukkede. "Once homeless always homeless" mumlede jeg, lynede rygsækkede og gik ud mens jeg lukkede min dør. Jeg tog et æble, lagde min hoveddørsnøgle på køkkenbordet og gik ud af hoveddøren og lukkede den. For sidste gang måske.

Jeg løb ned ad trapperne og ud af døren. Jeg kiggede mig til begge sider og løb mod nord hvor Mira og jeg plejede at sidde i en gyde omkring 5 km herfra. Jeg blev nød til at finde hende og snakke med hende igen. Jeg savnede hende latterligt meget. Jeg kom i tanke om min telefon og slukkede den. Der ville nok ikke gå længe før drengene opdagede jeg var væk. Forhåbentlig vil de ikke lede efter mig, men det ville de nok eftersom de holder af mig. Jeg holder også af dem, men når man en gang har været hjemløs, vil man altid være hjemløs. Jeg løb igennem et net af gyder og kom frem til bagsiden af en stor Walmart og en åben container. Jeg kiggede om der var nogen vagt eller nogen medarbejdere. Jeg kunne ikke se nogen, så jeg tog chancen og løb ind efter den pose med chokoladeboller der lå i åbningen af containeren. Mira elskede nemlig chokoladeboller og dem ville jeg nok kunne snakke med hende igen. Jeg hørte en lyd bag mig og løb endnu hurtigere. Jeg greb hurtigt posen og løb tilbage i gyden. Jeg gemte mig bag en mur og fik luft igen. Jeg kiggede efter om der var nogen som fulgte efter mig, som der ikke var og smilte. Det var det her jeg havde savnet. Det adrenalinkick man får af at selv skulle skaffe mad, lovligt eller ulovligt. Ulovligt var nu mest sjovt. Jeg pakkede posen med boller ned i min rygsæk og gik ud af nettet af gyder. 

Jeg gik igennem en park og så den velkendte gyde. Miras og min gyde. Jeg bad til gud og håbede inderligt at hun var der. Jeg gik derhen og kiggede efter hende. "Mira?" råbte jeg og ledte. "Mira please?" råbte jeg igen og hørte at nogen råbte mit navn. "Nelly? Is that you?" Hun kom frem fra en baggyde. Jeg blev så glad da jeg så hende og løb over for at kramme hende. Hun krammede igen og sagde ikke ét ord. "What are you doing here? I thought that you'd forgot about me" - "forget you? I'd never forgot you and I missed you and streets so much that I chose to live with you again" forklarede jeg og tog rygsækken af. "What are you doing?" spurgte hun forvirret og kiggede på mit "I got you chocolat chip buns" råbte jeg begejstret og hoppede lidt. "Oh my god where did you get that?" spurgte hun lige så begejstret "in a container at Walmart" sagde jeg stolt og åbnede posen. Vi tog en hver, satte os ned og snakkede om alt og ingenting som vi plejede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...