Paralyzed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Færdig
Da Kathrine efter en ulykke bliver lam i både arme og ben, ændres hendes liv radikalt. Hun ved ikke længere, hvad hun skal gøre af sig selv, og hun opdager snart nye sorger såvel som glæder, der skal tages stilling til. Ikke nok med sine nyligt fundne fysiske udfordringer, må hun nu også kæmpe med forholdet til sine nærmeste. Særligt ét venskab, går hende på; hendes bedste ven Markus, der stadig kæmper med skyldfølelsen over ulykken.

14Likes
10Kommentarer
865Visninger

5. 5

 

Dagen efter var Markus atter tilbage. Da han ankom på hospitalsstuen var hans hår om muligt endnu mere pjusket og vildt end det plejede at være, og hans kinder helt røde fra den kolde blæst udenfor.

   ”Koldt vejr?” spurgte jeg overflødigt og smilede ad ham. Han nikkede bare, før han lynede sin jakke op og forsigtigt hang den fra sig på stoleryggen. Han strøg en hånd gennem håret, formegentlig for at få det væk fra ansigtet.

   ”Jeg håber ikke, du har været alt for ensom her i går. Jeg ville gerne være kommet, virkelig.”

   Jeg smilede af ham. ”Det er helt okay, du har jo også dit at se til. Havde aldrig regnet med, du ville dukke op hver eneste dag alligevel. Ikke at jeg ikke sætter pris på det.”

   ”Hvordan kunne jeg om muligt ikke dukke op hver dag?” spurgte han mig, ”… Når det her aldrig ville være sket, hvis ikke jeg havde været så uforsvarlig den dag?”

   ”Det var ikke din skyld,” skyndte jeg mig at sige, inden han kunne begive sig ud i den helt store svada. ”Det er ikke din skyld. Jeg vil ikke have, du tænker sådan om det. Okay?”

   ”Okay,” sagde han, men jeg kunne både se og høre på ham, at han ikke mente det. Hans øjne talte deres eget tydlige sprog. Han følte tydeligvis stadig skyldfølelse over det der var sket, og hvad værre var, så var det en skyldfølelse, jeg ikke var sikker på, jeg ville kunne få til at gå væk igen.

   ”Men,” sagde jeg og rømmede mig for at skifte emnet over på noget andet, ”jeg var ikke helt ensom i går, trods alt. Annie kiggede et smut forbi.”

   Hans ansigtsudtryk blev fuldstændig blankt. ”Jeg troede ikke, du havde nogen slægtninge udover din mor? Altså, som du har kontakt til?”

   ”Dit fjols,” grinede jeg. ”Det har jeg da heller ikke! Men du tror måske ikke, jeg har andre venner end dig? Ha!” Jeg smilede bredt til ham, før jeg åbnede munden igen. ”Indrømmet, det troede jeg heller ikke før i går.”

   Han kløede sig forlegent i nakken og gengældte mit smil. ”Så hvis det ikke er en slægtning, hvem er det så?” grinede han og støttede hagen i sine hænder. ”Det kan da umuligt være en fra klassen, så ville jeg vide det.”

   ”Jo, faktisk,” sagde jeg, ”er det lige præcis, hvad hun er. Én fra klassen.”

   ”Du overrasker mig gang på gang, Kathrine,” sukkede han opgivende. ”Hvad var det, du sagde, hun hed? Anna, Anne? Annie! Vent, er det hende den stille pige, der altid sidder nede bagerst?”

Jeg mærkede et stik i hjertet. Annie havde lagt mærke til os, men alt hvad vi vidste om hende var, at hun var stille og tilbagetrukket. Sikke nogle gode mennesker, vi var.

   Ivrig efter at forsvare hende, tog jeg en dyb indånding. ”Hun er faktisk rigtig sød, at du ved det. Og sjov. Jeg tror, du vil kunne lide hende. Åh, og så er hun nok ti tusind gange bedre end alle os andre. Hun kom og besøgte mig og var virkelig sød, på trods af, at vi aldrig rigtig havde snakket sammen før.”

   Han nikkede ved mine ord. ”Jeg tror på dig, bare rolig. Jeg synes bare, det måske er en smule, du ved, uventet? Som du selv siger, vi har aldrig rigtig haft noget med hende at gøre.”

   ”Er det en smule mistænkelighed, jeg fornemmer?” spurgte jeg. ”Tro mig, hun er super skøn. Du overlever jo nok at dele mig med en person mere - og det er jo ikke fordi, jeg pludselig forsvinder og kun vil hænge ud sammen med Annie. Åh, og så er jeg for resten lam, hvis ikke du skulle have lagt mærke til det. Jeg kan ikke rigtig flygte fra dig, selv hvis jeg ville.”

   ”Det vil du forhåbentlig ikke,” sagde han overbærende, altid klar på en af mine ironiske bemærkninger. ”Men det ændrer ikke rigtig på sagen. Som du også lidt selv er inde på, så er jeg ikke just … vant til at dele dig med nogen. Udover din mor, altså.”

   Jeg smilede igen af ham. ”Nu lyder du jo nærmest som en jaloux kæreste!” grinede jeg. ”Klichéerne har simpelthen ingen ende. Det minder mig om noget, Annie sagde. Måske var hun alligevel ikke helt fra den, når man tænker på den måde, du opfører dig på lige nu.” Jeg grinede lidt for mig selv, for tanken var sjov.

   ”Ah, klichéer,” sukkede Markus. ”For en gangs skyld noget, jeg er ekspert i. Men lad mig da høre, hvad var det hende Annie sagde, som du finder så sjovt? Det må være noget særligt, for du ser virkelig ud til at more dig over det.”

   Jeg blinkede skævt til ham. ”Er du sikker på, du vil høre det? Det er en smule langt ude.”

   ”Bare kom med det,” sagde han og slog mig blidt på skulderen. Derefter så han vurderende på mig et kort øjeblik, før han tilføjede: ”Du kan ikke løbe fra det.”

   Jeg knækkede fuldstændig sammen af grin ved dén bemærkning. Jeg var kommet mig over chokket ved hans ufrivillige ordspil om min lammelse for et par dage siden, og jeg var generelt langt mere på toppen, end jeg havde været i et godt stykke tid. Det var helt dejligt at vide, at Markus stadig turde prikke til mig, at han kendte mig godt nok til at vide, hvornår det var okay.

   ”Det har du jo ret i,” grinede jeg ad ham. ”Så kan jeg vel ikke undgå det. Hun nævnte bare noget med, at hun fandt vores venskab fascinerende. Så sagde hun noget med, at hun troede, at du, du ved-”

   Jeg afbrød mig selv. Det har var simpelthen alt for akavet. Jeg rømmede mig før jeg omformulerede sætningen en smule: ”At vi havde følelser for hinanden. Kærestelignende følelser.”

   I et stykke tid sad han bare og kiggede på mig. Han så træt ud, med mørke rande under øjnene og et umiskendeligt krøllet sæt tøj, der vidnede om, at han sandsynligvis ikke havde skiftet siden i går. ”Hun har holdt godt øje med os, hende Annie,” sagde han omsider.

   Jeg nikkede bare, ikke sikker på, hvad han mente med det. Var det en bekræftelse? I at han godt kunne lide mig? Eller lå der ikke andet i det end, at han var imponeret over, hvor mange tanker Annie havde gjort sig om os?

   ”Ja,” besluttede jeg mig for at stemme i. ”Hun virker meget observant.”

   Han rømmede sig, før han skiftede emne. ”Jeg skal måske have gipsen af her på tirsdag,” sagde han med et blik på sin arm. ”Hvis knoglen er helet godt nok. Det er første gang, jeg nogensinde har brækket noget, så jeg er en smule spændt på, om den overhovedet er helet. Også selvom jeg ved, at det er den sandsynligvis.”

   Jeg søgte hans ansigt med mine øjne efter tegn på, hvad han ville have mig til at sige. Uden at finde noget konkret, prøvede jeg mig forsigtigt frem. ”Den skal nok være helet pænt,” sagde jeg. ”Det gør knogler normalt.”

   Han nikkede og sukkede dybt. ”Jeg havde håbet på at kunne komme omkring emnet på en mere elegant måde,” sagde han, ”men Kathrine, hvad med din ryg? Heler den også, som den skal? Hvordan ser fremtiden ud?” Hans stemme var usikker.

   ”Røntgenscanningerne ser fine ud. Min ryg gror tilsyneladende pænt sammen igen, hvilket er godt. Efter det vil jeg sandsynligvis få tildelt en kørestol, når de er sikre på, at de kan flytte rundt på mig uden at gøre yderligere skade. Jeg kan jo styre min hånd, så det bør ikke være noget problem også at få et kørestol, jeg kan styre på den måde.”

”Så du tror ikke, du kommer til at gå igen?”

   Jeg sukkede og lukkede øjnene. ”Jeg ved det ikke, Markus. Statistikken siger, at jeg på nuværende tidspunkt burde have genvundet førligheden i flere ting end bare min hånd, hvis jeg skulle have en chance for at få kontrol over begge ben. Men jeg ved det ikke.”

   Han strøg en hånd gennem mit hår, og jeg åbnede forsigtigt øjnene igen. Han sad lænet ind over mig med øjnene rettet direkte mod mine. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig, og jeg åndede tungt ud.

   ”Lige meget hvad, så vil jeg altid elske dig, Kathrine,” sagde han til mig uden at bryde øjenkontakten. ”Lige meget hvad der sker, så skal jeg nok sørge for at være her for dig. Altid.”

   ”Som en ven?” spurgte jeg usikkert. Min stemme var hæs og skrøbelig at høre på, men det var der vel egentlig ikke så meget at sige til. Al den snak om følelser havde gjort mig forvirret og sårbar.

   ”Som en ven,” bekræftede han med et forsigtigt smil.

   Jeg forventede, at han ville læne sig tilbage, at vi ville fortsætte vores sædvanlige snakken og pjatten med den sædvanlige afstand imellem os, men han blev hængende i luften over mig, stadig med blikket fast rettet mod mit. Så gjorde han noget, jeg ikke havde set komme. Noget der brød mine vildeste fantasier og endda de ord, han lige havde sagt til mig blot sekundet før.

   Han lænede sig de sidste på centimeter frem og lod sine læber berøre mine. Han kyssede mig, og jeg kyssede ham. Og selvom alt, hvad han havde sagt om vores venskab den dag nu virkede som en stor fed løgn, så var det en løgn, jeg nød at få afsløret. Og det endda langt mere end jeg turde indrømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...