Paralyzed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Færdig
Da Kathrine efter en ulykke bliver lam i både arme og ben, ændres hendes liv radikalt. Hun ved ikke længere, hvad hun skal gøre af sig selv, og hun opdager snart nye sorger såvel som glæder, der skal tages stilling til. Ikke nok med sine nyligt fundne fysiske udfordringer, må hun nu også kæmpe med forholdet til sine nærmeste. Særligt ét venskab, går hende på; hendes bedste ven Markus, der stadig kæmper med skyldfølelsen over ulykken.

14Likes
10Kommentarer
869Visninger

4. 4

 

Den følgende dag var mere eller mindre begivenhedsløs. Det meste af dagen blev brugt på genoptræning, og da jeg endelig igen blev overladt til mig selv, havde jeg ikke noget synderligt interessant at tage mig til. Det var vel, hvad man kunne forvente.

   Fjernsynet kørte i baggrunden, da en pige fra min klasse trådte ind ad døren. Det overraskede mig at se hende her, men jeg bød hende velkommen med et forsigtigt smil.

   ”Hej,” hilste jeg, da hun forsigtigt satte en buket blomster hen på bordet ved siden af min seng. Den halvspiste tyggegummipakke lå stadig på bordet, men enkronen, jeg havde fået af Markus, havde jeg liggende i min håndflade.

   ”Hej,” smilede hun genert og kiggede ned. Hun hed Annie, vidste jeg, men ellers havde jeg ikke meget viden om hende. Selvom hun havde gået i klassen i et år, var det ikke meget, man så til hende. Man kunne vist roligt konstatere, at hun nok var den tilbageholdne type.

   Annie strøg en spinkel hånd gennem sit lyse hår, før hun akavet lod den falde til ro i sit skød. Hendes blik flakkede, og jeg kiggede høfligt væk.

   ”Det er pænt af dig at komme,” prøvede jeg med et smil, men det lød mere som et spørgsmål, tøvende og usikkert. Jeg rømmede mig. ”Du må gerne tage et stykke tyggegummi, hvis det er.”

   Annie trak på skuldrene og mødte omsider mit blik. Hendes grå øjne fastholdt mine, og selvom hun virkede sky og bange, så var der noget viljestærkt og beslutsomt i blikket.

   ”Jeg vil bare sige, at folk rent faktisk er bekymrede for dig,” sagde hun med sin spinkle stemme. ”Henne på skolen. Alle taler om dig og din ven, om hvordan det går jer, og om hvor vildt de synes, det er. Jeg syntes bare, du skulle vide, at folk tænker på jer.”
   Jeg prøvede at smile til hende, men jeg kunne ikke. Mine læber bævrede, og jeg mærkede tårerne stige op i mine øjne. Jeg ville tørre dem væk, gøre hvad som helst for ikke at græde, men jeg kunne intet gøre. Som jeg så mange gange før havde konstateret, lystrede min krop ikke det mindste.

   ”Pis altså,” sukkede jeg og kiggede opad. ”Jeg plejer altså ikke at græde foran fremmede. Jeg har bare svært ved at tro på det, du fortæller mig.” Jeg snøftede på en yderst ucharmerende måde, da Annie atter mødte mit blik.

   ”Må jeg være helt ærlig overfor dig?” spurgte hun mig, men fortsatte inden jeg kunne nå at svare: ”Jeg tror virkelig, de er bekymrede. Det kan godt være, de ikke kender dig, og at de normalt ikke lægger specielt meget mærke til dig, men det gør de nu. De er jo ikke dårlige mennesker, Kathrine. Ikke med vilje i hvert fald.”

   Hun tog en skævende indånding, før hun fortsatte. ”Og jeg har også været bekymret for dig. For jer. Jeg kender jer ikke, jeg har aldrig snakket med jer, men jeg har ofte været fascineret af jeres forhold. Så ja, jeg er også bekymret. Det synes jeg, du skal vide.”

   Fascineret af vores forhold? Den studsede jeg lidt over - for det måtte vel betyde, at hun havde holdt øje med os, ikke? I al den tid havde hun vidst hvem Markus og jeg var, og jeg havde ikke engang så meget som tænkt over, hvem hun selv var. Tilsyneladende var jeg ikke et hak bedre selv, end alle de folk, jeg så mange gange havde tænkt nedladende om, fordi de kun tænkte på sig selv.

   Jeg sukkede. ”Annie,” forsøgte jeg, men besluttede mig så for den nemmeste løsning. At være ærlig. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.”

   Hun trak på skuldrene og smilede forsigtigt. ”Du behøver ikke sige noget dybtfølt eller vigtigt,” beroligede hun mig med et grin. ”Det er ikke fordi, jeg forventer at få noget igen eller noget. Jeg syntes bare, du skulle vide det.”

   ”Okay,” sagde jeg, lettet. Det måtte man give hende, den pige, hun virkede virkelig til at være både ærlig og ligetil. Måske kunne vi endda med tiden gå hen og blive venner, tænkte jeg ved mig selv.

   Jeg øjnede muligheden for noget insiderviden. Tjah, hvad kan jeg sige? Jeg havde altid været mere listig end hvad godt var.

   ”Er det rigtigt, at en af pigerne fra skolen har, du ved, vist interesse for Markus?” spurgte jeg hende med et bredt smil, som hun forsigtigt gengældte.

   ”Det er ikke noget, jeg har hørt om, men det skal nok passe,” sagde hun og lagde benene over kors. ”Som sagt, dig og Markus er blevet lidt af et omdrejningspunkt for samtalerne på skolen. Jeg tror, mange af pigerne har udviklet lidt af et crush på ham.”

   Jeg smilede. ”Det er jeg glad for at høre. Han fortjener virkelig at få sig en sød kæreste.”

   Hun nikkede, men jeg så noget tøvende i hendes blik. Jeg løftede et øjenbryn af hende, hvilket jeg i de sidste par dage var blevet ret god til. Hvad kan jeg sige? Når man ikke kan bruge kropssprog, lærer man ret så hurtigt at mestre andre kommunikationsmetoder.

   ”Jeg tænkte bare,” sagde hun, igen tøvende, ”om ikke grunden til, han endnu ikke har gjort noget ved den nyfundne interesse for ham, er fordi han allerede er interesseret i en anden pige?”

   ”Jeg tror, jeg ville vide det, hvis han havde et crush på en af pigerne fra skolen,” smilede jeg overbærende til hende. ”Vi kender hinanden ud og ind-”

   ”Det ved jeg,” afbrød hun mig. ”Men hvad nu hvis - det her kommer altså til at lyde en smule påtrængende,” tilføjede hun. ”Hvad nu hvis det er dig, han godt kan lide?” Hun lod ordene hænge i luften.

   Jeg åbnede munden for at protestere, men lukkede den så igen. Interesseret - i mig? Kunne det virkelig være sandt? Jeg ville benægte det, men noget inden i mig tøvede. Det var jo ikke fordi, jeg ikke selv havde fantaseret videre om, hvad det kunne have blevet til mellem os. Det var bare aldrig faldet mig ind, at hun kunne have haft samme tanke.

   ”Markus og jeg er bare venner,” svarede jeg omsider. Det var jo sådan set sandt nok.

   ”Det ved jeg,” svarede hun med et forlegent skuldertræk. ”Jeg tænkte bare, at-” Hun afbrød sig selv. ”Nej, ved du hvad? Lad os bare lade være med at snakke om det. Jeg har sagt hvad jeg tror, så lad os bare lukke emnet der.”

   ”Super,” smilede jeg lettet til hende. ”Hvad med Facebook? Er der også folk, der har skrevet der?” spurgte jeg hende.

   Hun gabte diskret. ”Undskyld, jeg har været lidt tidligt oppe i dag. Men ja, folk har skrevet en del på begge jeres vægge. Jeg kan godt læse noget af det højt, hvis det er?”

   Jeg huskede, at min mor havde tilbudt det samme, hvor jeg havde takket nej. Det her virkede dog som en god løsning, mere neutral. Der var trods alt visse ting, min mor ikke nødvendigvis behøvede at få adgang til.

   ”Det må du egentlig gerne,” svarede jeg hende taknemmeligt. ”Måske kan du også svare på noget af det, folk har skrevet til mig, for mig? Godt nok kan jeg bevæge min ene hånd, men det er nok ikke det mest optimale, når jeg ikke kan bevæge resten af armen.”

   ”Klart,” sagde hun kort for hovedet, og skubbede forsigtigt den vase med blomster, som hun havde placeret på bordet, da hun kom, til side. Selvom jeg ikke var så vild med blomster, der skulle stå og visne ved min side, var det en fin gestus, som jeg satte pris på, hun havde ulejliget sig med.

   Hun tog min mobil fra bordet og gik ind i Facebook-appen. Så gav hun sig til at læse folks hilsner højt, og jeg skiftevis lyttede og dikterede, hvad hun skulle skrive som svar fra mig.

   Mange af hilsnerne var overfladiske og ligegyldige, men det var tydeligt, at folk havde gjort deres bedste for at udtrykke sig, og for at fortælle, at de virkelig ønskede mig en god bedring. Jeg ville have troet, at processen ville gøre mig træt og irritabel, men til min overraskelse var det en følelse af veltilpashed, jeg fandt i mig, da vi endelig var færdige.

   ”Puuh,” smilede Annie, helt rød i kinderne, da vi var færdige. ”Det var sgu effektivt!”

   ”Det er, hvad jeg kalder teamwork,” stemte jeg i og grinede venskabeligt til hende. Undervejs havde vi fjollet og grint og haft det godt med hinanden. Jeg havde pludselig fået en ny ven på langt kortere tid, end jeg havde troet det muligt.

   ”Jeg skal nok snart hjem,” smilede Annie med et blik på sit ur. ”Men det har været virkelig hyggeligt. Jeg er glad for, at jeg alligevel besluttede mig for at komme,” sagde hun genert.

   ”Jeg er også glad for, du kom.” Det var jeg virkelig.

   ”Dejligt at høre. Ellers andet, jeg kan gøre, inden jeg går?” Hun lynede sin jakke, mens hun spurgte, og stillede sig så bagefter med hænderne dybt begravet i bukselommerne.

   ”Tjah, du kunne jo ansøge mig på Facebook,” smilede jeg.

   Hun gengældte smilet og trak sin mobil op ad lommen. ”Det er allerede gjort,” sagde hun og kløede sig i nakken, stadig med det forsigtige grin på læberne, før hun igen lagde mobilen i lommen.

   ”Nå, men så farvel. Jeg håber, vi ses igen,” sagde jeg og lukkede øjnene kort.

   Jeg kunne høre hende gå rundt om hospitalssengen, til hun stod på min højre side. ”Jeg kan jo komme og besøge dig en af de kommende dage?” spurgte hun. Jeg smilede som svar.

   ”Hør,” sagde jeg til hende, ”jeg er i forvejen virkelig akavet til at sige farvel, og det hjælper ikke, at jeg ikke kan bevæge min krop i min nuværende situation. Du må gerne trykke min hånd, hvis det er, men jeg har altså en enkrone i den, som jeg helst ikke vil tabe.”

   Hun spurgte ikke ind til det, gav bare min hånd et forsigtigt tryk, som jeg gengældte så godt jeg kunne. Bagefter lukkede jeg atter fingrene om enkronen.

   Vi sagde vores endelige farvel, og snart efter var hun væk. De andre to på hospitalsstuen var i mellemtiden kommet tilbage, men de tog ikke videre notits af Annie og jeg. Det var det bedste af det hele - de vidste, hvornår de skulle blande sig og hvornår de ikke skulle.

   Som altid kom min mor først sent om eftermiddagen. Hun må have set, at jeg så sært glad ud, for hun kiggede kærligt på mig, da hun spurgte: ”Så Markus kom alligevel forbi i dag?”

   ”Nej,” havde jeg svaret på den typisk kortfattede måde, der ikke indbød til spørgsmål. ”Ikke Markus.”

   Og så fantastisk som min mor er, smilede hun bare og gav mig et kys på kinden. Hun stillede ikke spørgsmål, var ikke påtrængende eller nysgerrig. ”Okay,” svarede hun bare og smilede ned til mig. Jeg smilede kærligt tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...