Paralyzed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Færdig
Da Kathrine efter en ulykke bliver lam i både arme og ben, ændres hendes liv radikalt. Hun ved ikke længere, hvad hun skal gøre af sig selv, og hun opdager snart nye sorger såvel som glæder, der skal tages stilling til. Ikke nok med sine nyligt fundne fysiske udfordringer, må hun nu også kæmpe med forholdet til sine nærmeste. Særligt ét venskab, går hende på; hendes bedste ven Markus, der stadig kæmper med skyldfølelsen over ulykken.

14Likes
10Kommentarer
866Visninger

1. 1

 

Det første, jeg så, var blodet.

   Det var overalt, fyldte hver en tænkelig overflade i miles omkreds. Nå ja, i det mindste var det, hvad det føltes som i netop det øjeblik. Meget blod, det var der i hvert fald. Så meget kunne jeg da trods alt stadig konstatere fra min fastfrossede stilling på asfalten.

   Jeg husker, hvordan jeg prøvede at vende nakken, desperat efter at få et glimt af Markus. Jeg havde lagt alle mine kræfter i, men lige lidt havde det hjulpet. Jeg var lige så magtesløs i det tunge regnvejr, som en fisk ville have været på land; jeg kunne ikke bevæge mig.

   Erkendelsen ramte mig som et lyn. På samme tid slog flere andre tanker også ned i mig. Det gør ondt at mindes, selv den dag i dag, hvordan jeg fuldstændig slap bekymringerne for Markus i øjeblikket, også selvom det blot var for en kort stund. Inderst inde havde jeg vel også altid været en smule for selvoptaget. Og så igen, hvad kunne jeg have gjort? Jeg var dækket af blod og kunne ikke bevæge selv den mindste del af min krop.

   Mine næste minder er en smule omtågede. Alt hvad jeg husker er den skærende larm, der kom fra ambulancerne, og den mørke mandestemme, der råbte på assistance til at flytte pigen. I situationen var det endnu ikke gået op for mig, at denne pige altså var mig.

 

***

 

Langt senere, om morgenen den følgende dag, da jeg endelig slog øjnene op på hospitalet, var det min mor, der sad hos mig. Hendes øjne var røde af gråd, men hun smilede bravt til mig, da jeg mødte hendes blik.

   Jeg ville kramme hende, omslutte hende med mine arme og mærke hendes trygge favntag, som jeg så sjældent rigtig fik gjort det - men min krop lystrede ikke. Mine arme og ben kunne lige så vel have været døde, så lidt kontrol havde jeg over dem. Var det mon sådan det føltes, når livet gik på hæld? En sjæl i en død krop? Jeg sank en klump ved tanken.

   ”Mor,” sagde jeg, og hun måtte have hørt panikken i min stemme.

   ”Jeg tilkalder lægen,” skyndte hun sig at sige, tydeligvis alarmeret af min panik, og straks var hun sit professionelle selv igen. ”Bare lig stille, pusling, så skal det hele nok gå.”

   Mor trak i en lang, hvid snor ved siden af min seng, og jeg gik ud fra, lægen måtte være på vej. Fast besluttet på at snakke med min mor inden det uundgåelige, tog jeg mod til mig med en dyb indånding. Ind, ud. 

   ”Mor,” gentog jeg mig selv, og hun kiggede atter på mig med de bekymrede øjne, hun ellers så sjældent lod skinne igennem. ”Jeg kan ikke bevæge mig.”

   I netop dét øjeblik, ramlede alt sammen. Snot og tårer stod ud af mine øjne, og ukontrollable hulk fandt vej op igennem min hals. Min mor strøg mig gennem håret med rystende fingre, mens hun stille græd ved siden af mig.

   Det var rart, rarere end noget jeg havde oplevet mellem os længe, og jeg vil ønske, øjeblikket kunne have trukket ud for evigt. Nogle gange er det bare rart at give slip, at tude ører og øjne ud og bare være sårbar. At lade sig blive passet på. Men selvfølgelig valgte lægen netop det øjeblik til at træde ind ad døren på.

  Han var klædt i hvidt tøj, havde et typisk lægeligt præg over sig, og så egentlig venlig nok ud. Han præsenterede sig for mig, før han gik i gang med den store forklaring om min situation. Alt imens sad jeg tavst og afventede hans ord.

   Det hele var meget afregnet og professionelt. Han fortalte mig, at mit og Markus’ styrt på motorcyklen havde forårsaget hele tre brud på min rygsøjle. Dette, havde han sagt med beklagelse i stemmen, var også grunden til, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kunne bevæge hverken arme eller ben.

   Det var tydeligvis ikke første gang, han havde været den, der skulle overbringe dårlige nyheder. Det satte jeg egentlig pris på, for han var god til det og gjorde det hurtigt og kontant. For meget omsorg kunne hurtigt få mig til at bryde ud i gråd igen, og det ville jeg for alt i verden undgå.

   Det var min mor, der stillede spørgsmålet, vi begge havde i tankerne.

   ”Kommer hun til at kunne gå igen?”

   Lægen trak en taburet hen foran sengen, hvor han mødte mine øjne. ”Vi kan ikke sige noget på nuværende tidspunkt,” sagde han. ”Vi ser efterhånden flere og flere eksempler på folk, der genvinder op mod hundrede procent af deres tidligere førlighed. Men oddsene er ikke store.”

   Jeg ville nikke, men min nakke var som fastlåst. ”Men der er vel genoptræning?” spurgte jeg. Min stemme knækkede let ved det sidste ord.

   Lægen rettede på sine briller og nikkede. ”Selvfølgelig. Det er bedst, hvis vi starter så tidligt som muligt. Jeg sender en speciellæge hen til dig i morgen, så kan hun hjælpe dig med at få gang i din krop igen.”

   ”Okay,” sagde jeg, og i et kort stykke tid var der helt stille. Så kom jeg i tanke om et spørgsmål, noget jeg var forundret over, jeg ikke havde spurgt om noget før.

   ”Hvad med Markus?” busede det ud af mig. ”Åh Gud, lad ham være okay. Please.”

   ”Ham der kørte motorcyklen?” spurgte lægen, men det måtte have været et retorisk spørgsmål, for han fortsatte inden jeg kunne nå at svare. ”Han er okay efter omstændighederne. Han blev udskrevet med en brækket arm og en mild hjernerystelse tidligere i dag. Han slap heldigt.”

   En række modstridende følelser kæmpede om pladsen inden i mig. Først kom lettelsen; Markus var okay. Han lå ikke og var ved at dø, og han var ikke alvorligt såret. Han ville komme sig helt, blive rask igen. Det var jo godt alt sammen.

   Derefter kom forvirringen og skuffelsen. Hvorfor havde han ikke besøgt mig? Selvfølgelig kunne jeg ikke vide, om han havde været forbi mens jeg sov, men min mor ville da have nævnt det. Ikke? Jeg fortalte mig selv, at der nok havde været en god grund. Gjorde mit bedste for at overbevise mig selv. Måske havde min mor blot glemt at nævne, at han havde været forbi.

   Til sidst kom noget, jeg stadig den dag i dag er ked af at indrømme. Vreden.

Det var Markus, der havde kørt motorcyklen. Det var ham, der var kørt galt i det vejsving, ikke mig. Jeg havde bare været passager, min første tur på en motorcykel. Jeg vidste, det ikke var rimeligt at give ham skylden, men hvem skulle jeg ellers bebrejde? Regnvejret?

   Jeg gjorde mit bedste for at smile til lægen, men jeg ved, det må have set halvhjertet ud. Kort efter overlod han da også min mor og jeg for os selv.

Det var først langt senere, at min mor endelig sagde noget.

   ”Jeg fandt din mobil i din rygsæk. Der er mange, der har skrevet. Vil du have, jeg læser beskederne højt for dig?”

   Hun sagde det med så meget blidhed, at det gjorde ondt at afslå hende. Men jeg kunne simpelthen ikke. Stort set hele skolen måtte have hørt om ulykken nu. Hvad mon de tænkte?

   De havde nok medlidenhed med mig, uden tvivl. Måske var en eller to af dem rent faktisk oprigtigt bekymrede. Men noget sagde mig, at de fleste egentlig bare var glade for, det ikke var dem selv. Og kunne jeg bebrejde dem? Nej. Jeg ville uden tvivl have haft det på samme måde, så meget er jeg villig til at indrømme.

   Min mor havde fået lov til at sove hos mig den nat. Da hun endelig sagde godnat og slukkede lyset på stuen, lå jeg længe og tænkte, på alt og på intet. Jeg kunne se ud gennem vinduet fra hvor jeg lå. Der var stort set ingen trafik af hvad jeg kunne se, kun række efter række af snorlige gadelygter.

   Jeg tænkte over de andre fra min klasse. Fra min familie. Men mest af alt tænkte jeg på Markus. Jeg vidste, jeg ikke kunne blive ved med at være sur på ham. Han var min bedste ven, måske endda min eneste.

   Og pludselig var al min vrede forsvundet igen, som dug for solen. Jeg var glad for, der ikke var sket noget alvorligt med ham. Han var min bedste ven. Hvordan kunne jeg nogensinde bære nag til ham?

   ”Jeg håber, du kommer på besøg i morgen,” hviskede jeg i værelsets stilhed. Herefter lå jeg bare i sengen og stirrede ud af vinduet, lige indtil trætheden overmandede mig, og jeg omsider faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...