Do you remember?

Sienna og Austin tilbragte hele sommeren sammen. De havde det fantastisk. Men alting blev anderledes da ferien sluttede, og de skulle gå på skoler i helt forskellige byer.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det og tilføjet titel)

1Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

3. School

1. kapitel

School

Klokken ringede og alle begyndte at pakke sammen. Jeg fejede mine bøger ned i tasken, svang den over skulderen og gik ud af klasselokalet. Lidt henne af gangen stod Bree, min bedste veninde siden 1. klasse i folkeskolen. "Hey" sagde jeg da jeg kom hen til hende. "Åh, hej" sagde hun da hun fik øje på mig. Vi begyndte at gå ned af gangen og mod kantinen. "Okay, så jeg har fundet en ny teori" sagde hun jeg sukke og rystede på hovedet. Lige siden første dag af skolen hvor jeg havde fortalt hende om min sommer med Austin havde hun kommet med en masse ideer til hvordan jeg kunne finde ham igen, eller hvordan vi på mystisk, men romantisk vis ville støde på hinanden og forelske os igen. "Du skal ikke ryste på hovedet af mig, den her teori er rent faktisk realistisk!" sagde hun, mens hun prøvede at holde en forarget klang i stemmen, selvom hun ikke kunne lade vær med at grine. "Okay, fint. Hvad har du fundet på denne her gang?" spurgte jeg "Hvad nu hvis, du sagde farvel til ham med den overbevisning, at I aldrig skal ses igen, mens han kun opførte sig sådan for at kunne overraske dig, med hans pludselige romantiske opdukken?!". Hun kiggede begejstret på mig. "Bree, jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen. Det var en sommerflirt, og den sluttede sammen med ferien" sagde jeg "Helt ærligt Sienna, vær dog lidt optimistisk, du ved ikke om han var din prins på den hvide hest, eller sågar din Romeo!". Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt. Selvom hendes teorier var sindssyge og jeg ikke troede på dem, havde hun den mest fantastiske fantasi, og en rimelig mængde 'drama Queen' i blodet, hun skulle nok blive til noget inde for forfatter verden. "Selvom din optimisme er meget smittende, tror jeg ikke det kommer til at ske. Vi sagde farvel, og det var også sådan det skulle være. Det vil bare være en af de ting i mit liv, jeg aldrig vil glemme. Et lykkeligt minde" sagde jeg "Men ville det ikke være bedre, hvis det blev mere end et minde, hvis det blev dit liv?". Jeg rystede grinende på hovedet. "Lad det nu ligge, og lad os få noget frokost. Under frokosten snakkede vi om de nye lærere vi havde fået på skolen, og Bree havde selvfølgelig allerede fem forskellige mulige baggrunds historie til dem alle.

Da skoledagen sluttede tog vi hjem til mig for at lave lektier. Tænk en gang, blot en uge inde i ferien og vi havde allerede lektier for i fire forskellige fag! Bree så det dog ikke på samme måde, men jeg havde aldrig set på skolen helt på samme måde som hun gjorde. Hun var optimistisk omkring stort set alt. Bree tog først hjem efter vi var blevet færdige med alle de lektier vi havde for. Det var nok meget godt at jeg havde hende som ven, for jeg ville aldrig klare mig i gennem alle de lektier alene. Jeg var ikke videre begavet som hun, og jeg mistede hurtigt fokus.

Dagene gik, og vi var pludselig en måned inde i det første semester. Bree og jeg sad på bænkene ude foran cafeteriet. "Okay, så jeg tænkte på at stille om som elevråds formand, men det vil jo kræve en masse ekstra tid, og jeg ved ikke engang om jeg kan få nok stemmer, men hvad synes du?" spurgte Bree "Selvfølgelig skal du stille op, du har alt for mange meninger til ikke at gøre det" sagde jeg og smilte skævt til hende "Okay, godt! Men du skal hjælpe mig med mine plakater! Og vi skal havde fundet ud af hvem mine konkurrenter er, for det er altid godt at vide. Jeg skal også finde ud af hvad jeg vil sige til debatten..." jeg lod hende fortsætte med at snakke, og jeg vidste at det kunne tage lang tid, når det var et mål hun var opsat på at nå, så jeg glemte vidst lidt at høre efter til sidst. Og jeg mistede fuldstændig fokus da jeg kiggede over mod parkerings pladsen. Der var netop kørt en gammel rusten Ford Anglia ind. Og nu steg der to personer ud af den. En dreng med korngult hår og sort læderjakke. Og Austin. Jeg blev helt lamslået ved synet af ham. Først troede jeg at jeg havde set forkert og blinkede med øjnene op til flere gange. Men det var ham, uden tvivl. Jeg kunne genkende hans rodede brune hår, og hans blå og hvide college jakke, som han havde haft med sig hele sommeren. "...og jeg skal måske overveje hvilke sag jeg vil kæmpe for, bare for at være helt sikker på at jeg kan svare folk hvis de spørg... er der noget galt, for det virker overhovedet ikke som om du hører efter?" Bree kiggede undrende på mig "Det er ham" sagde jeg bare "Hva'? Hvad taler du om? Hvem?" "Austin". Først så hun lidt forvirret ud, men så gik det op for hende hvad jeg snakkede om. "Hvad?! Hvem? Hvor er han? Jeg vil så gerne vide hvordan han ser ud". Jeg pegede over mod parkerings pladsen. Hun kiggede og stirrede i et kort øjeblik på Austin og hans ven. "Lyshåret eller mørkhåret?" spurgte hun "Mørkhåret" sagde jeg "Uhh, han er nuttet" hun grinede og puffede til mig. "Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke snakket med ham siden den aften på stranden!" "Bare vær dig selv og gå over og snak med ham!". Jeg rejste mig meget hurtigt og begyndte at gå stift over mod parkeringspladsen. Bree fulgte efter.

Da jeg var to biler væk fra dem, kigge Austin op, og måbede da han fik øje på mig. "Sienna?" sagde han begejstret. Jeg nikkede og smilede let til ham. Han omfavnede mig, men slap hurtigt igen. "Hvad laver du her?" spurgte han så "Jeg går i skole her, hvad laver du her?" "Jeg anede ikke at det her var din skole... jeg starter her, fordi min far blev forflyttet" sagde han. Det føltes som om jeg havde en hel masse bobler i maven. Jeg skulle være sammen med ham hver dag! "Så det betyder at vi kan se hinanden hver dag!" sagde jeg begejstret. Smilet på hans ansigt falmede en smule, og det forvirrede mig. "Må vi lige være alene?" hviskede han til hans ven. Han gik med det samme et stykke væk. Jeg vendte mig om og kiggede på Bree for at få hende til at gøre det samme. Hun nikkede forstående, men før hun gik hviskede hun: "Hvad sagde jeg". Jeg kiggede bare på hende med hævede øjenbryn og hun gik grinende over mod bænkene igen. Jeg vendte mig om mod Austin. "Jeg er så glad for at se dig igen! Jeg troede virkelig ikke at det ville ske!" sagde jeg "Ja, jeg er også glad for at se dig igen, men..." han færdiggjorde ikke sætningen, og han virkede underlig. "Hvad er det?" "Hør, Sienna. Det var en fantastisk ferie, og jeg nød virkelig at være sammen med dig... men det hele stoppede jo også ikk? Vi sagde jo farvel". Boblerne i min mave sprang. "Vi sagde farvel, fordi vi troede at vi skulle bo i vær vores by, og fordi vi troede at vi aldrig skulle se hinanden igen" sagde jeg "Ja, det ved jeg godt, men alting var anderledes der ikk?" "Jeg tror ikke jeg forstår hvad du mener" sagde jeg med et lidt køligt tonefald. Jeg ville ikke virke arrogant, eller sur, men jeg kunne godt fornemme hvor han ville hen. "Jeg har ikke lyst til at fortsætte hvor vi slap, jeg har ikke lyst til at være sammen igen... og det har ikke noget med dig at gøre, men alle de ting vi havde hører ferien til" sagde han og greb ud efter min hånd. Men jeg trak den til mig. "Så du har tænkt dig at vi bare skal lades som om vi ikke kender hinanden, hvis vi passerer på gangene?" spurgte jeg "Nej, det er ikke på den måde! Jeg tænkte at vi måske kunne være venner, eller sådan noget, hvad ved jeg?" "Og tror du virkelig jeg har lyst til det nu?" spurgte jeg. Jeg havde det som om en eller anden havde taget fat om mit hjerte og klemte det i stykker, jeg havde mest af alt lyst til at græde, men gjorde det ikke. Selvom jeg ikke havde fortalt det til Bree, havde mit eneste ønske siden sommerferien sluttede, været at Austin og jeg på en eller anden måde ville mødes igen. Og nu stod jeg overfor ham, mens han sagde at han ikke ville være sammen med mig. "Hør, jeg er ked af det Sienna, men jeg føler det bare ikke længere, okay? Jeg vil aldrig glemme de dage vi tilbragte sammen, men det stopper der".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...