Himlen transformeres

Noget ødelagt.

0Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

1. Himlen transformeres

Himlen transformeres

”Joan prøv lige og fortæl mig, hvorfor det er, at mennesker er mere bang for at dø end for at leve? ”

Kort tænkepause inden jeg fortsætter: ”Jeg mener, menneskeheden er blot en undergang i reinkarnation. ”

”Reinkarnation siger du. Er du religiøs? ” spørger hun med en stemme så beroligende, så på en eller anden måde døsende som et rusmiddel. Alligevel bliver jeg oprørt af selve ordene – beskyldningerne – der kommer ud af hendes varsomme mund.

”Reli... religiøs?! Hvad er religion overhovedet? ”

”Et Utopia, vil jeg tro, ” svarer hun og trækker på skuldrene, som var hun ligeglad.

Hun læner sig tilbage i stolen. Jeg halvvejs rejser mig, ”Kom, lad os gå. ”

”Jamen hvorhen? ” siger hun med modstand i munden og kigger ud af vinduet, der er sat til i regnvejr.

”Vi kan jo ikke sidde her og glo hele dagen, kan vi vel? Livet er sgu for kort! Jeg vil hellere dø i regnen. ”

Vi rejser os helt. Vi går. Døren svinger bag os. Sjældent har jeg set en svingdør.

 

Da vi er brudt op, betragter jeg himlen, mens jeg går. Forunderligt hvordan den kan leve med at vogte over os i evindelighed. Den må se grusomheder i øjnene hver eneste dag.

Jeg standser ved hoveddøren, stikker hånden i baglommen… opdager, at der ikke er noget nøglehul længere. Kun en flad skive. Intet hul, der tager form efter min nøgle. Jeg ringer: ”Joan, min lejlighed er ikke min længere. ”

Hun sukker: ”Hvad mener du? Hvem skulle have stjålet den? ”

”Jeg mener det Joan. Der er nogen, der har skiftet låsen ud. Kom selv og se! ”

”Mads, prøver du at få mig med hjem i seng? ” Skeptisk, skeptisk, altid så skide kynisk.

”Ja, det gør jeg jo altid. Men nu må vi også lige se på realiteterne her, og de er altså sådan, at jeg ikke længere ejer en seng. Eller et hjem for den sags skyld. ”

Pause.

”Så kommer du over? ”

 

Joan stirrer udtryksløst på min dør.

”Har du nøglen? ” siger hun endelig og ser afventende på mig. Mine lommer er tomme.

”Har du mistet nøglen? Din tumpe. Låsen er sgu da den samme. ”

”Kan jeg overnatte hos dig? ” spørger jeg, da hun er lige ved at vende om og gå.

”Nej, ” siger hun. ”Mads, det er altså ikke så godt – du forventer bare alt muligt. ”

Mit blod koger.

”Alt muligt?! Må jeg være fri? Jeg forventer en seng, et lokum og et køleskab, så jeg kan sove, skide og æde i henholdsvis samme rækkefølge! Er det måske for meget at forlange?!”

”Ja! Fra mig er det! ” Hun nærmest råber det og vender sig om som en soldat; så dramatisk og brat, at hendes våde hår pisker mig i ansigtet. Jeg får mentale sår.

 

Jeg sætter mig på en bænk. Hvad kan man gøre, når man er ude af stand til at ændre på tidens gang? Fikse det? Tage et fix måske. Sidde og fundere. Joan er en mær. Jeg tager et skud. Himlen transformeres, og natten bliver smukkere og smukkere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...