Kostskolen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 2 jun. 2015
  • Status: Igang
Da Becca bliver fanget i at sætte ild til et hus, sender hendes forældre hende på kostskole. Dermed må hun væk fra alle sine venner og det liv hun kender. Men kostskolen er ikke så slemt som hun troede, for hun bliver hurtigt en del af en populær klike og forelsker sig i den søde og sjove Daniel. Men livet er ikke så fedt som det lyder, for hun får både fjender og en hel del problemer.

1Likes
0Kommentarer
158Visninger

1. Kostskolen

~~"Og hvorfor gjorde du det?" Spurgte han mig for 117 gang. Jeg sad på politistationen, mens det skarpe lys blændede mig. Jeg ville ikke svare. Jeg var træt af at svare. Hele mit liv havde været en stor aflyttelse. Det var ikke, fordi jeg havde det dårligt. Mine forældre elskede mig, og det var derfor, de opførte sig, som de gjorde. Overbeskyttende. Jeg havde nogle fantastiske venner, altså lige indtil, jeg begyndte på stoffer. Jeg gjorde det egentlig, fordi jeg følte mig anderledes. Som om jeg ikke hørte til her, men i en helt anden verden. Det lyder dumt, jeg ved det. Men det er en forfærdelig følelse. Jeg har kun fortalt det til en, og det var en af mine psykologer. Den eneste af de tolv jeg havde haft, som jeg havde kunnet stole på. Dagen efter jeg havde fortalt hende det, døde hun i en bilulykke. Jeg følte at det var min skyld, og det er nok derfor jeg ikke vil fortælle det igen. Så er det bedre, at jeg holder det for mig selv.
"Hallo?" Jeg kom pludselig tilbage. Jeg havde været helt væk. Det gik op for mig, at han havde ventet på mig.  "Er du hjemme?" Fortsatte manden.
"Nej jeg er ikke hjemme. Jeg er her." Sagde jeg i et forsøg på at være flabet. Jeg brugte min særlige evne, til at sno ham om min lillefinger. Jeg havde igennem tiden fundet ud af, at hvis jeg opførte mig flabet under en aflyttelse, ville de blive irriterede på mig, og glemme deres spørgsmål.
"Hold op med det der. Ud med det. Hvorfor satte du ild til huset?" Han kiggede på mig med satans øjne. Det virkede.
"Mit hus er da ikke gået i brand. Er dit?" Spurgte jeg mens jeg glippede med mine dådyr øjne. Andet trin: Vær’ bedårende.
"Jeg tror det er nok for i dag. Prøv nu at få fat på en ny psykolog." Sagde han. Jeg skjulte et sejrsmil, og smuttede. Det virkede. Så manglede jeg bare forældrene.
Jeg rejste mig op, og gik selvsikkert ud af den store blå dør. Jeg skulle bare virke selvsikker. Da jeg trådte ud, stod mine forældre med store bekymrede øjne. Deres bryn var rynkede, og jeg vidste at ordene snart ville vælte ud af dem.
”Vi tager hjem nu. Kom.” Sagde min mor, som hendes eneste svar.
Jeg fulgte lydigt efter dem, mens jeg undrede mig over, at det var det eneste der skete. Ingen: ”Gud hvad skete der?” ”Hvordan har du det?” ”Er der noget vi kan gøre?”
Jeg var faktisk lidt skuffet. På en måde kunne jeg lide, at de bekymrede sig om mig. Nu var de bare… Ligeglade. Noget jeg aldrig havde oplevet før. Måske prøvede de en ny teknik, da den anden ikke hjalp. Okay, jeg må indrømme at det virkede en smule. Jeg havde i hvert fald lyst til, at gå hen og kramme dem, og bare glemme alt om dette. Men jeg måtte ikke glemme fjerde trin: Vær’ stærk. Jeg plejede at bruge det i en anden situation, hvor de begyndte at græde, også måtte jeg ikke græde. Tænk at dette var en større udfordring.
Jeg satte mig ind i bilen, da min mor holdte døren for mig. Jeg kom på en eller anden måde til at nedstirre hende. ”Jeg kan godt selv åbne.” Vrissede jeg af hende. Jeg havde regnet med, at far ville fortælle mig, at jeg skulle behandle mor godt. Han åbnede da også munden, men han lukkede den så hurtigt igen, at jeg begyndte at tro jeg havde set forkert. Sorgen stod malet i deres øjne, og jeg prøvede så godt som muligt at skjule min egen. Jeg satte mig ind i bilen, og sad bare og stirrede ud i den blå luft. Mine forældre satte jazz musik på, sikkert bare for at jeg ville kommentere det. Det var jeg da også tæt på, men de kunne umuligt knække mig. Vi sad sådan i et stykke tid, uden at nogen af os sagde os. Jeg kedede mig, så jeg gav mig til at kigge ud af vinduet. De smukke fugle sad og kiggede på os, som om vi var anderledes. Det var vi sikkert også, jeg mener hvor mange forældre har en datter på 16 år, der har gjort flere ulovlige ting, end en gennemsnitlig tyv midt i tyverne? Det eneste jeg havde lyst til, var at være fri som fuglene. At flyve rundt, og kigge på de skøre mennesker inde i bilerne. Nogle store bjerge begyndte pludselig at dukke frem i det fjerne. Jeg havde aldrig set noget lignende. Bjergene var store og smukke, det lignede at de gik op til skyerne. Det gjorde de måske også. Tænk at bestige bjerget, og kunne ligge og dase oppe i skyerne?
Med ét kom jeg til mig selv igen. ”Hvor er vi” fik jeg frem, mens det var som om verden snurrede rundt om mig. Det her var bestemt ikke hjemme, og jeg kunne bestemt ikke lide det. ”På vej til dit nye hjem.” Sagde far uden yderligere forklaring. ”Flytter vi?” Spurgte jeg dumt. Selvfølgelig flyttede vi ikke, mor og far havde et job og et liv i Rave, vores hjemby, som de ikke bare kunne forlade. ”Vi flytter ikke” sagde han med tryk på vi ”du flytter.” Jeg kunne ikke tro det, selvom det var det jeg havde forestillet mig. ”Vent hvad? Skal jeg så have mit eget hus?” På en måde ville det vel være godt at komme lidt væk, men jeg ville savne mine forældre. Jeg var trods alt kun 16. ”Tværtimod. Du skal på kostskole.” Det virkede ikke som om, de havde lyst til at snakke mere, så jeg holdte bare min mund. Men seriøst. Kostskole? Skulle jeg på kostskole? Kunne det blive meget værre?
Jeg tog fejl, det kunne blive meget værre. Efter en times kørsel, var vi ved kostskolen. Det var et gammelt slot, gigantisk. Men det så meget faldefærdigt ud, som om slottet kunne falde sammen hvert øjeblik. "I kan da ikke lade mig være her!" Råbte jeg grædende. Det var slut med at være stærk, det hjalp i hvert fald ikke. "Jeg er kun 16!" Min far reagerede ikke, han kiggede bare ud af vinduet. "Vi kan ikke have dig hos os. Du er farlig min pige, og du har brug for ordentlig opdragelse. Især eftersom vi ikke har kunnet give dig den." Jeg kunne ikke klare det mere.  Jeg måtte bare væk. Men hvordan? Min mor åbnede døren for mig. Jeg trådte langsomt ud, men i det jeg trådte ned på gruset hørte jeg det knase under mine støvler. Sammen gik vi hen mod kostskolen. Da vi kom ind i hallen var der tomt udover en dame med sort hår og røde briller, som sad bag et bord med en computer. Det måtte være hende vi skulle hen til. Damen sad og kiggede optaget ned i skærmen, men lige så snart hun så os fik hun et stort smil på læben. ”Goddag. Du må jo så være den nye pige…” Hun bladrede i sine papirer. ”… Rebecca.” Hun smilede stort til mig. ”Og i må være hendes forældre.” Sagde hun henvendt til mine forældre. ”Rart at møde jer.” De gav hinanden hånd og snakkede om ting jeg ikke fulgte med i. I stedet tænkte jeg på, at jeg hader når folk kalder mig Rebecca. Alle mine venner kalder mig bare Becca. Dem og selvfølgelig alle andre.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...