En ordentlig røvfuld


3Likes
0Kommentarer
74Visninger

1. 1

Så sker det igen. Muhammed, Ali og Hassan kommer ind i klassen. Det har lige ringet ud til frikvarter. De går altid efter mig, bare fordi jeg bruger briller og spiller skak og er en indfødt dansker. Vores lærer opdager aldrig noget, når de løber efter mig eller slår mig. Jeg er godt træt af det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. De har sagt at hvis jeg siger noget til mine forældre eller til lærerne, kommer de endnu mere efter mig.

Muhammed råber efter mig, og siger jeg skal komme hen til ham, men jeg ved det ender galt. Ligesom det altid plejer at gøre. Han råber igen med en højere stemme, men jeg kommer stadig ikke. Hassan går hen imod mig. 7. årgangs muskelbundt. Han tager fat i min nakke og slår mit hoved ned i bordet. Det begynder at bløde lidt, men jeg har prøvet det før. Han skubber til mig. Jeg går i chok og giver ham en fortjent albue lige i maven. Muhammed kaster et penalhus efter mig, og den rammer mig lige midt på næsen. Mine hænder ryger hurtigt op til næsen, og jeg kan bare mærke smerterne. Jeg lægger mig ned, og drengene går ud af klassen. Ali bliver der, selvom han burde gå med Hassan og Muhammed. Han spiser kebabpizza, som han altid plejer. Ali har aldrig slået mig eller sparket mig. Lige pludselig siger han, at han synes det er synd for mig. Jeg spørger om det er en joke. Men det er det ikke. Jeg tørrer blodet væk fra mit øjenbryn. Han rækker mig en klud, og jeg tørrer alt blodet af. Vores lærer kommer ind i klassen, og spørger hvad der er galt. Ali fortæller det hele, imens jeg sidder på en stol ved siden af. Jeg får ondt i hovedet, og lander nede på gulvet i løbet af nul komma fem.

Jeg vågner inde i ambulancen og den er på vej hen til sygehuset. Jeg er fuldstændig rød i hele ansigtet, og jeg kan bare smage blodet. Jeg kigger ned ad mig selv, og ser at min trøje, som før var hvid, er blevet helt rød. Mor fortæller mig at Muhammed og Hassan er blevet smidt ud af skolen. Der dukker et lille smil frem på mine læber, men så kommer jeg til at smage blodet igen. Jeg kigger i et spejl der hænger i loftet, og jeg kan se at mit øje er blevet blåt, og mit øjenbryn er blevet 38 gange større.
Damen der kører ambulancen siger, at vi er ved stedet sygehuset nu. Jeg bliver båret ind på en kæmpe stor båre. Jeg ser massevis af mennesker, der glor på mig, som om jeg havde et følehorn i panden. Stue 64 er ledig, får vi at vide, så jeg bliver kørt derind.
I døren, hvor vi kom ind, ser jeg et glimt af Muhammed og Hassan, men så forsvinder jeg ind på stuen. Jeg bliver helt rundtosset af alle de lyde, der er inde i rummet fra apparaterne. Døren bliver lukket af en mandlig sygeplejeske, men den bliver hurtigt åbnet igen. Muhammed og Hassan kommer ind med deres grimme polo-hatte, og jeg lukker øjnene for ikke at få øjenkontakt med dem. De vil gerne bare sige undskyld, men mor skubber dem ud af døren. De har taget slik, chips og sodavand med til mig, og jeg råber at de gerne må komme ind. Mor laver et blik til mig, som nok skulle betyde at det ikke var en særlig god idé. De lægger det på et lille natbord ved siden af mig. Jeg siger tak, og de fortæller, hvor kede af det de er. Jeg tror på, hvad de siger, og de forsvinder igen. Jeg siger til mor, at hun skal skrive en mail til skoleinspektøren, og sige at de ikke skal få en bortvisning fra skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...