Magtfuld kvinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Igang
Historien handler om Margrete den første. Den starter, da hun er 10 år gammel, men følger hende hele vejen op til hendes voksenår.
Den foregår i Norden og omhandler det forvirrende magtspil, der fandt sted i tretten- til fjortenhundredetallet.
Vi kan læse meget i historiebøgerne, men der er noget de ikke fortæller...

Dette er et bidrag til historisk fiktion/ fantasy konkurrencen XD

"Jeg er Margrethe den første af Danmark. Jeg blev giftet bort som 10 årig.
Jeg kan kontrollere viljen hos folk. Jeg har magt"

21Likes
18Kommentarer
2260Visninger
AA

3. Min mand bringer dårlige nyheder

Kapitel 3

Vi skriver den 13 januar, året er 1364


 

Det er nu seks måneder siden min specielle evne afslørede sig, og Knut har ikke nævnt det med et ord. Faktisk tror jeg han bevidst har undgået mit selvskab. Kun til aftensmåltiderne tåler han min nærhed, men han ser aldrig direkte på mig mere. Det er som om han frygter mit blik. Og det gør han. Frygten holder ham tavs, og så længe han ikke sladrer, kan jeg holde min lille hemmelighed for mig selv.

Sådan tænker jeg, mens jeg sidder på en taburet i mit kammer, og broderer et billede af en tusindfryd. Billedet bliver rodet og sammenfiltret, og jeg ender med at give op. Ingegerd er god til at brodere, hvis hun ikke var så genert, kunne jeg spørge hende til råds. Da det desværre ikke er en mulighed, begiver jeg mig ud, for at finde Merete. Hun må kunne hjælpe mig.

Jeg begynder nedstigningen af den stejle trappe, men stanser brat, da jeg ser et uventet ansigt. ”Håkon!?” udbryder jeg overrasket, og løber ned til ham. Han ned kigger på mig med et smil. Skuffet må jeg erkende at det ikke er den slags smil en mand normalt sender sin hustru, men mere et af den slags man sender Lukas. ”Jeg er glad for at se dig” siger han, og det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har været heldig, med min fars valg af husbond. Jeg kan lide Håkon af Norge, han er charmerende, og han er indflydelsesrig.

”Jeg er også glad for at se dig” siger jeg, med min irriterende lyse barnestemme. Gid jeg var ældre, tænker jeg, mens han byder mig sin arm, og fører mig ind i stuen.

Under middagen falmer hans smil dog mere og mere, for hver mundfuld han tager, og da vi er færdige, beder han om at snakke med Knut i biblioteket. Knut kigger nervøst på sin tallærken, men nikker så. De forlader rummet.

De bliver derinde længe, for længe. Den massive egetræsdør holder alle lyde, der måtte være, tilbage. Jeg sidder og piller nervøst ved mine skørter, da de igen kommer ud. ”jeg må tale med dig, Margrete” siger Håkon alvorligt, han er bleg som sneen, der falder bag de fortrukne gardiner. En knude danner sig langsomt i min mave, og nægter at give slip på den middag jeg lige har indtaget.

Jeg følger ham ind i biblioteket. Han trækker mig ned på den polstrede bænk, og tager min hånd. Knuden i min mave løsner sig en lille smule, ved hans betryggende berøring, men kun lidt. ”Jeg forventer ikke du skal forstå det” begynder han tøvende, som om han ikke ved hvordan han skal få ordene frem ”du er jo kun et barn”. Jeg åbner munden, for at protestere mod den degradering, men han bremser mig med en afværgende håndbevægelse. ”Det var forkert sagt. Jeg mener bare…” han tøver igen, og begynder så forfra: ”Jeg synes du har ret til, som min hustru, at vide, at jeg og min familie er blevet afskrevet fra den svenske trone. Vi har kun Norge under os nu” han skal til at forklare hvordan det hænger sammen, men nu er det min tur til at afbryde ham. Jeg ved udmærket hvordan det hænger sammen. ”Din far var konge over det svensk- norske kongerige. Den svenske adel har afsat ham, og nu har jeres slægt kun kontrollen over Norge” ridser jeg hurtigt op, han stirrer måbende på mig. ”Jeg har studeret historie med Merete” forklarer jeg. Han sidder stadig med åben mund. Jeg fører forsigtigt min hånd frem, og skubber hans kæbe op med fingerspidserne. Han kommer langsomt til sig selv ”sååh… du er ikke vred?” spørger han tøvende. ”Nej da” smiler jeg falsk og honningsødt, mens jeg i virkeligheden kan mærke knuden i min mave der langsomt forvandles til gloende raseri. Behersk dig Margrete. Tænker jeg for mig selv, men det er hårdt. Han skal ikke være vidne til min usømmelighed. Jeg stryger hastigt et hår væk fra min pande. Mine kinder føles varme, og ude at kigge, ved jeg at der er ved at fremtone hidsige røde pletter på dem. ”er du helt sikker på at du ikke er...” prøver han forsigtigt, men jeg affærdiger ham med en bemærkning om at føle mig sløj. Så trækker jeg mig tilbage. Og godt det samme, for i det øjeblik døren lukker sig bag mig, kan jeg ikke længere kontrollere min vrede. Jeg sparker til sengen, så min fod smerter, men jeg overser det, og sparker videre. Hvor kunne han være så dum, at give op uden kamp. At overlade det rige der skulle have været vores til en tilfældig adelsmand! Hvor vover han!

Et kort øjeblik overvejer jeg at bruge min kraft på ham. Men den tanke afviser jeg hurtigt. Jeg kan ikke risikere at også han bliver bange for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...