Magtfuld kvinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Igang
Historien handler om Margrete den første. Den starter, da hun er 10 år gammel, men følger hende hele vejen op til hendes voksenår.
Den foregår i Norden og omhandler det forvirrende magtspil, der fandt sted i tretten- til fjortenhundredetallet.
Vi kan læse meget i historiebøgerne, men der er noget de ikke fortæller...

Dette er et bidrag til historisk fiktion/ fantasy konkurrencen XD

"Jeg er Margrethe den første af Danmark. Jeg blev giftet bort som 10 årig.
Jeg kan kontrollere viljen hos folk. Jeg har magt"

21Likes
23Kommentarer
2064Visninger
AA

1. Jeg ankommer til Akershus i Oslofjorden

Vi skriver den 2. juni, året er 1363

 

Vognen rumler under mig. Mens mine skørter rasler, kigger jeg ud mellem de fint broderede gardiner. Bag dem ligger skove, de norske skove. Jeg har aldrig været i Norge før, men jeg har hørt mange historier om landet der ligner mit, men som ikke er det.

Vi bumler langsomt videre. Det langsomme tempo gør mig døsig, og mens jeg stadig kigger ud ad vinduet, glider mine øjne langsomt i.

 

Jeg vågner brat, da døren bliver åbnet, og jeg er lige ved at skvatte ud af vognen. En vagt griber mig lige inden jeg når at lave en akavet entré. Jeg sender ham et dybt taknemmeligt smil, som han gengælder med et venligt nik. Så træder han elegant et skridt tilbage og hjælper mig ned fra vognen.

“Margrete Valdemarsdatter den 1. af Danmark” proklamerer han med klar stemme og gør en kort bevægelse mod mig, hvorved jeg rødmer en smule.

Man skulle tro, jeg havde vennet mig til opmærksomhed på nuværende tidspunkt, men ak nej. Jeg har altid været genert anlagt. Min far siger det vil gå over, og det vil jeg bede til. For det kan ikke gå at være sky, når man har kongeligt blod i årerne, og slet ikke når det flyder så tykt som mit.

Da jeg endelig får samlet alt mit mod og ser op, er der intet mindre end ni par øjne der møder mine. Jeg lader forsigtigt blikket glide over øjnenes ejermænd. Ét par af dem kender jeg. De kølige grå, som ser opmærksomt i min retning, tilhører min tilkommende ægtemand: Håkon af Norge.

Jeg kigger hurtigt op ad ham. Jeg har ikke set ham siden brylluppet. Han ser lidt anderledes ud, hans skæg er blevet længere, og også hans hår. Ellers ligner han sig selv,  men der er vel også grænser for hvor meget voksne kan ændre sig på to måneder. Selv har jeg taget et ryk på en hel tomme i højden. Mon han bemærker, at jeg næsten når ham til skulderen nu? Det ser det ikke ud til.

Da ingen lader til at have intention om at røre sig ud af stedet, tager jeg min tid, til at iagttage resten af forsamlingen.

Mine øjne danser hen over de andre skikkelser. To af dem er klædt i samme uniform, som manden der hjalp mig ud af vognen; de må være en del af borgens vagtkorps. De står anspændte ved siden af en ældre, bredskuldret mand, med gråsprængt hår, til lidt under skuldrene. Min svigerfar, Magnus Smek, ser afventende på mig.

Jeg lader mig ikke mærke med hans utålmodige blik, men ser i stedet videre på en slank kvindeskikkelse. Hun har en flaskegrøn silkekjole på. Hendes hår er samlet kunstfærdigt med nåle og spænder.

Hun er smuk, når jeg lige at tænke, før mine øjne falder på den lille dreng i hendes arme. Jeg har altid haft en svaghed for små børn. Men  han, som nu sidder på Merete Ulvsdatters arm, er den smukkeste, lille, æblekindede dreng, jeg har set i mit ti år lange liv. Han har arvet sin mors milde træk og det lyse hår passer også. Det er helt sikkert hendes søn.

Jeg må tage mig sammen for at løsrive mig af den lille drengs iøjnefaldende blå øjne. Men til sidst lykkes det mig at føre mine øjne videre, til det næste ukendte ansigt.

Halvt skjult bag fruen, Meretes, skørter står en pige. Hun er helt sikkert også hendes datter, ingen tvivl om det. Ingen klamrer sig sådan til en adelfruses skørter, hvis ikke det er hendes barn. Men lige så meget drengen ligner sin mor. Lige så lidt gør pigen. Pigen er omtrent på min alder, men på trods af den hastige skumring, kan jeg nemt skimte hendes ravnsorte hår, der hænger som en pels om hendes blege ansigt. Hendes øjne er grønne og hendes træk lette og fine, bag den glatte hud.

Da mit blik glider videre til den sidste person, får jeg svaret på børnenes forskellighed. For der er ingen tvivl om, at den høje mørkhårede mand er deres far, han deler alle pigens træk.

 

Endelig er jeg kommet hele rækken igennem. Jeg træder et par skridt frem, og pludselig er det som om alle får meget travlt. Som om tiden gik i stå, mens jeg betragtede de mange mennesker, og nu er blevet sat i gang igen.

Fruen præsenterer mig hurtigt, men respektfuldt for de mennesker jeg endnu ikke har sat navn på. Jeg finder hurtigt ud af at pigens navn er Ingegerd, hendes fars: Knut, og den smukke lille dreng hedder Lukas.

Efter den præsentationen, får Fru Merete en tjenestepige til at følge mig op på det kammer der er blevet gjort klart til mig. “Du må være træt efter den lange rejse” siger hun omsorgfuldt. Mens jeg nikker, ved jeg at hun er et menneske jeg vil komme godt ud af det med.

På vejen op ad de lange trapper, går tjenestepigen foran mig, med et langt vokslys i hånden. Da vi når værelset stiller hun det i en sølvstage, og spørger så: “Ønsker de noget andet af mig, frøken?” Jeg ryster på hovedet og siger så: “Jeg vil blot i seng, og få hvilet efter rejsen”.

Hun hjælper mig af tøjet, og ned i sengen. “Så vil jeg ønske dem en god nat” siger hun sagte, og lukker døren til. Den knirker let, får den går helt i med et klik, og jeg puster lyset ud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...