IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8532Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Jeg var stadig en anelse omtumlet, da jeg næste morgen sad til morgensamlingen, det var nok også derfor Harry – der dukkede op, først efter mig – blev en anelse fornærmet, da jeg ikke rigtig registrerede ham.

 

”What’d up mate?”

 

Louis havde åbnet sig så meget i går, men efter jeg havde kastet den gren igennem træet, blev jeg så forvirret, og han havde blot sagt, at vi burde komme tilbage til klassen. Og efter det så jeg ham egentlig ikke. Han dukkede hverken op til engelsk, fysik eller matematik.

 

”Øhm jorden kalder Crystal?”

 

Men han sagde godnat til mig. Han var ude foran min dør, havde tankefortalt mig godnat, men da jeg nåede hen til døren, var han allerede væk igen.

 

”Crystal!”

 

Jeg hoppede op i mit sæde og stirrede chokeret på Harry.

 

”Hvad fanden er dit problem man!” Snappede jeg af ham, men lagde hurtigt hånden over min mund og rystede på hovedet med udspilede øjne.

 

”Det mente jeg ikke!” Tilføjede jeg hurtig, da Harry bare stirrede chokeret på mig.

 

Og vent… Hvad gjorde drengen så?

 

Han fik det sygeste grineflip.

 

Og to minutter inde i hans grineflip humpede Niall ned ved siden af Harry.

 

”Hvad er der med ham?”

 

Jeg rystede på hovedet, og Niall trak ligegyldigt på skulderne, før han kommenterede på, at Harry skulle tage sig sammen, men Harry forsatte bare med at grine.

 

Amanda humpede ned ved siden af Niall, sagde godmorgen, hvorefter hun rakte henover Niall og hamrede en knytnæve ind i Harrys overarm, så han endelig stoppede hans grineflip.

 

”For tidligt man, for tidligt,” mumlede hun, og han fnyste fornærmet.

 

”Stop med at friendzone mig babe,” hun rullede blot øjne af ham og Niall sukkede irriteret.

 

”Seriøst guys, ik nu. Tomlinson kigger.”

Jeg løftede øjenbrynet, og Harry kiggede hen til venstre.

 

”Årh ja "pretty boy" er her,” mumlede han irriteret, og jeg løftede et øjenbryn af ham.

 

”Shut up Harry,” mumlede Amanda, hvorefter hun råbte på Louis og vinkede ham herover.

 

Jeg gled en anelse pinligt berørt længere ned i mit sæde, men rettede mig hurtigt, da Louis satte sig ned ved siden af mig.

 

”Godmorgen Louis!” Sang Amanda, og Harry gav hende et irriteret blik, men hun smilte bare sukkersødt til Louis.

 

Han nikkede blot og lavede et mærkeligt håndtegn med Niall indover både Harry og jeg, og Harry så pænt utilfreds ud med.

 

”Harry seriøst,” hørte jeg Amanda mumle, men jeg lagde knap nok mærke til det, for Louis’ øjne havde fanget mine.

 

”Godmorgen,” hviskede han.

 

”Godmorgen, ” hviskede jeg tilbage med et svagt smil.

 

Er du okay?

 

Spurgte han mig, og jeg smilede, imens Louis’ far stillede sig hen til mikrofonen.

 

Ja tak, er du?

 

Han nikkede blot og lagde derefter også hans opmærksomhed over på hans far.

 

”Godmorgen elever af BlackMAG. Jeres inspektøren er desværre blevet syg, så jeg har fået muligheden for at fortælle jer, at I igen i år skal på udflugt.”

 

Louis knyttede hans næver, og jeg kunne pludselig ikke koncentrere mig om andet end hans ansigtsudtryk.

 

Mr. Tomlinson forsatte med en masse information, men jeg stirrede forsat bare på Louis.

 

Pludselig rejste han sig og forlod lokalet. Han havde ikke fanget manges opmærksomhed, så da jeg flugte efter lagde folk heller ikke super meget mærke til det.

 

Han stoppede ude på gangen og lænede sig op af væggen med en hånd på hans pande.

 

Jeg sagde ikke noget. Jeg stod bare to meter fra ham og stirrede lettere forskrækket på ham.

 

Pludselig sænkede han hans hånd, rettede sig op og vendte hans front mod mig. Et flask smil spillede på hans læber, men det forsvandt hurtigt, da jeg ikke gengældte det.

 

”Jeg er okay,” fortalte han, men jeg troede ikke på ham.

 

”Det ser ikke sådan ud,” han afbrød mig. ”Seriøs Crystal, jeg er okay… Jeg er bare… Det min far.”

 

Det så ikke ud til, at han ville snakke om det, så jeg prøvede i stedet noget andet. Han måtte ikke skubbe mig væk nu…

 

”Skal vi pjække?”

 

Hans smil kom tilbage – meget mindre falsk og han nikkede ivrigt.

 

”Yes please, stemmer for cuddles og film hos dig.” Jeg lo.

 

”Okay.”

 

----

 

Så det gjorde vi.

 

Men Louis faldt så også i sov 10 minutter inde i Aladdin, men klokken var så også kun omkring halv otte om morgenen.

 

Jeg var også ved at falde i søvn en time senere, men så kom Amanda brasende ind.

 

Louis vågnede og satte sig irriteret op, dog stadig med armen om mig.

 

”HOV UNDSKYLD!” Råbte hun skingert, og både Louis og jeg rynkede irriteret vores næser af den skarpe lyd. 

 

”Jeg ville bare sådan.. Jeg lagde ikke mærke til du gik, og du ved, jeg blev lidt bekymret, for hvad nu hvis der var sket noget, og du sådan havde brug for mig, men jeg skulle selvfølgelig have tjekket, om Louis var der, for jeg mener, normalt hvis Louis ikke er der, når du ikke er der, er du sammen med ham, altså ikke sådan ment, at…”

 

”OH MY GOD AMANDA!” Råbte jeg irriteret, og blev endnu mere irriteret over, at jeg blev nød til at stoppe hendes talestrøm.

 

”Jezz… Harry sagde godt du snappede i dag..”

 

”Jeg er taknemlig for, at du tænker på mig Amanda, men jeg magter ikke lige nu.”

”Det okay, ville bare sikre mig, at du var okay.”

 

”Jeg er okay.”

 

”Godt.”


Hun blev stående med et stort smil.

 

”Det er godt.”

 

Hun blev stående.

 

”Rigtig fint.”

 

Hun blev stående.

 

”Amanda gå,”

 

”Nå ja - okay - ja jeg går nu!”

 

Jeg sukkede dybt og lænede mig tungt bagover i sengen igen, da døren smækkede.

 

Louis lo.

 

”I har et smukt venskab,” mumlede han, hvorefter han flettede vores ben sammen, kyssede mig på kinden, og gik tilbage til hans sovende tilstand.

 

---

 

Senere den dag besluttede Louis sig, at vi skulle lave vores projekt. Så vi gik ud i skoven igen, hvor vi nu stod bare sådan og stirrede på hinanden.

 

Hvad laver vi?

 

Han lo

 

Jeg prøver at finde ud af, om du er klar til at høre det, jeg gerne vil fortælle dig

 

”Spyt ud Louis Tomlinson,”

 

Han lo igen.

 

”Okay okay, men først skal du lige gøre noget for mig.”

 

Jeg stirrede spørgende på ham.

 

”Flyv.”

 

Nu var det min tur til at le.

 

”Den kraft har jeg ikke, jeg har ikke vinger Louis.”

 

”Hmm, det har jeg heller ikke, ” sagde han og hang pludselig fem meter oppe i luften.

 

Okay goodbye til tyngdekraften.

 

”Louis du kan også alt, var det ikke lige det, som du fortalte mig i går?”

 

Han satte sig i luften, helt afslappet som om det var pisse normalt, og stirrede ned på mig med hans lille katte smil.

 

”Hvorfor snakker du aldrig om, at du spiller klaver?”

 

Jeg giver op på ham.

 

”Det ved jeg ikke, det interessere mig ikke så meget mere.”

 

”Mmhm, jeg tror jeg ved hvorfor..”

 

Han kom ned til mig igen – meget tæt på.

 

”Du mangler spænding, du ved der er ved at ske noget, men du ved ikke hvad.”

 

”Det der er den værste scorereplik ever Mr.”

 

”Det er ikke en scorereplik dumass.”


Jeg fnyste irriteret.

 

”Pludselig dukker jeg op…”
 

Han sagde det ikke var en scorereplik to sekunder siden ikke??

 

”… og pludselig kan jeg de samme ting som dig.”

 

”Jaer?”

 

”Crystal, flyv.”

 

Irriteret stirrede jeg på ham.

 

”Jeg kan ikke.”
 

”Nej ikke med den attitude.”

 

”Hvem er du Aladdin?”

”Nej faktisk mere peter pan… Du kan flyve Crystal, du kan det samme som mig, du er ligesom mig..”

 

Jeg lo. Højt.

 

”Jeg er ikke ligesom dig Louis.”

 

”Damn it, jo du er!”

 

Han blev irriteret.

 

”Flyv.”

 

Så jeg prøvede, jeg lukkede øjnene, og koncentrerede mig, som vi altid havde lært.

 

Og pludselig stod jeg ikke længere på jorden.

 

Forskrækket skreg jeg og røg ud af koncentration, så jeg begyndte at falde nedad, og jeg var åbenbart meget højt oppe.

 

”LOUIS”

 

”Koncentrerer dig,” råbte han en anelse for roligt, men jeg gjorde som han sagde og fik styr på mig selv, hvorefter jeg landede på jorden i sikkerhed.

 

”Jeg fløj.”

 

”Jeg sagde det jo. Min far fortalte mig, at du ville blive skræmt, hvis jeg fortalte dig det allerede nu, men jeg vidste, at du bare skulle vide det Crystal, det er fedt ikke? Du er ligesom mig!”

 

Han var glad, men jeg var chokeret.

 

Hvordan? Hvem havde jeg arvet det af? Hvordan vidste jeg det ikke? Var hele mit liv en løgn? Kender jeg overhovedet mig selv?

 

Jeg bakkede væk fra Louis, og han stoppede hans talestrøm.

 

”Crystal?”

 

Og pludselig - i en overnaturlig fart var jeg væk og tilbage på mit værelse.

 

Og jeg brød sammen, for det havde jeg aldrig prøvet før heller. Rutinerne burde ikke ændres på den måde, de er blevet ændret på, siden jeg mødte Louis. Alt er blevet vendt på hovedet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...