IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8533Visninger
AA

6. Kapitel 5

Greg greb ud efter Louis, der stod truende over Liam med et blik, der nok havde dræbt Liam flere end 10 gange, hvis blikke altså kunne dræbe.

 

Greg hev Louis voldsomt væk fra Liam, så han væltede halvt ind i mig og jeg ømmede mig kort over nærkontakten jeg fik med væggen.

 

”Hvad fanden har du gang i dude?!” Skreg Greg over den voldsomme musik, og noget i Louis’ øjne indrammede pludselig hans lyse øjenfarve til en mørkere, så den næsten blev helt grønne.

 

Ligesom min øjenfarve.

 

Hurtigt rystede han på hovedet, så hans øjenfarve blev normal igen. Greg lagde ikke mærke til noget, men skubbede bare Louis ud af døren og råbte, at han skulle skride langt væk og aldrig vise sit ansigt her igen.

 

Horan familien hadede vold…

 

Jeg så Louis forsvinde ned af indkørselen, men nåede ikke at kigge efter ham særlig længe, da Greg smækkede døren i og vendte sig om imod mig og Liam.

 

”Er du okay?” Liam træk irriteret på skulderne og vendte surt snuden den anden vej, uden at give mig et eneste blik.

 

”Jesus Crystal, hvad skete der?” Greg stirrede uroligt på mig og kommenterede pludselig på, at jeg så ekstrem bleg ud, og før jeg vidste det, skubbede jeg døren længere nede af gangen ind, og knækkede mig udover toilettet derinde.

 

”For satan Crystal,” mumlede Greg, da han tog fat om mit hår og lod mig tømme alt min maves indhold.

 

Med en brændende hals, irriterende hovedpine og en øm mave satte jeg mig op af væggen, og tørrede mig om munden med det stykke toiletpapir, Greg gav mig.

 

Han rykkede ud i toilettet og mumlede, at han ville prøve at finde en af de andre.

 

Så udmattet lukkede jeg øjnene – jeg havde ikke fået så meget at drikke, men jeg var ikke en person, der kunne lide at stresse mig selv til situationer, der normalt ikke var overordnet rutine.

 

Og hverken Louis, Liam eller fester var en overordnet rutine i mit liv, så dette var åbenbart min krops råb om hjælp pga. ødelæggelse af rutinen.

 

Jeg havde det ikke ligefrem bedre, hovedpinen bankede oppe i min pande og venstre tænding.

 

Greg kom gående uroligt tilbage til badeværelset med Niall efterfølgende. Han satte sig ved siden af mig og lagde en hånd på min pande.

 

”Du brænder Crystal,” mumlede han, hvorefter han havde en kort samtale med Greg.

 

Jeg elskede mine venner, de havde efterhånden lært mine små kampe med min krop og vidste næsten altid præcis, hvordan de skulle gøre mig komfortabel igen.

 

For det var alt jeg bekymrede mig om – at være komfortabel.

 

Niall tog forsigtigt fat under mine knæhaser og rundt under min venstre arm, så jeg få sekunder efter var i hans arme.

 

Klokken var åbenbart blevet mange og Greg, Harry og Amanda fik ubehøvlet bøvlet folk ud af huset.

 

Jeg greb fat om Nialls trøje og gemte mit hoved i min arm, som jeg svingede over, så den lå på Nialls skulder.

 

Han slap mig forsigtigt to minutter senere på en blød seng, og puttede mig godt ind under dynen, imens han aede min pande forsigtigt.

 

”Det hele vil være bedre i morgen Crystal,” Amanda kom gående ind, men jeg kunne alligevel høre hendes hvisken.

 

Hun havde et glas vand i hånden og rakte det forsigtigt til mig.

 

De opførte sig som om, at jeg var dette glas, der kunne gå i en million stykker hvert sekund.. Hvilket jeg sikkert også kunne men…

 

Niall rejste sig og mumlede noget til Amanda, hvorefter hun overtog hans plads og studerede mig nøje, imens jeg nærmest slugte vandet i glasset i en mundfuld.

 

Hun tog ved glasset bagefter, da jeg havde lænet det mod min pande et par sekunder.

 

Jeg lagde mig ned under dynen igen og vendte ryggen mod Amanda. Hun sukkede, men rejste sig efter at have hvisket, at hun altid ville være der for mig.

 

Da døren lukkede sig i bag hende, hørte jeg Roxies stemme blande sig med Amandas.

 

”Hvad skete der?”

 

”Hun.. Jeg ved det ikke, Greg sagde bare, at Louis var der og Liam var der, og åbenbart stod Louis meget truende og skubbede Liam hårdt op imod væggen.”

 

”Også fik hun en af hendes anfald?”

 

”Roxie, stop det, jeg magter ikke deale med dig lige nu,” vrissede Amanda irriteret. ”Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at hun ikke har anfald.” Forsatte hun dog, typisk Amanda – kunne aldrig lade noget ligge.

 

”Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at man ikke behøver en lægeerklæring for at kalde det Crystal for, for anfald?” Roxies comeback var god, og Amanda fnyste, da også irriteret.

 

Efter det blev der stille, men jeg nægtede at tænke over, hvad Roxie havde sagt.

 

Jeg græd mig selv i søvn den aften – ikke fordi mine venner troede, at jeg havde anfald – ikke fordi jeg havde kysset med Liam – ikke fordi jeg havde kastede op.

 

Jeg græd, fordi jeg følte mig så alene, selvom jeg havde folk omkring mig hele tiden, og jeg græd endnu mere, da det gik op for mig, at jeg faktisk ønskede at have Louis ved min side lige nu…

 

-

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg drejede igen min nakke lidt rundt, og sukkede da smerten stadig var stærk.

 

Efter ham fyren havde smidt mig ud fra hans fest, var jeg gået ud for at køle lidt af i min bil, men endte med at falde i søvn for et par timer, så klokken var nu rundet de tyve minutter over fem denne morgen.

 

Solen var ved at stå op, og jeg havde sat kursen mod BlackMAG, imens jeg prøvede ikke tænke for meget over, hvad der skete i nat.

 

Hun drev mig til vandvid.

 

Ikke kun hendes lange sorte hår, de små grønne øjne eller fregnerne hen over hendes næse – bare hende generelt.

 

Hun var ligesom mig, og på en måde fik det mig til at hade hende, men den tanke forsvandt hver gang jeg hørte hendes lyse engelstemme.

 

Fuck, hun var guddommelig.. og jeg havde lige mødt hende.

 

Derfor rystede jeg også tankerne ud af hovedet, det var ikke derfor, jeg kom her.

 

Jeg skulle ikke ud i flere problemer med min far, og det ville jeg i hvert fald komme, hvis jeg kom til at udtrykke for Crystal, at hun var ligesom mig.

 

Hårdt bremsede jeg op, da noget bekendt fangede min øjenkrog. Hjulene mod asfalten kunne høres igennem mine ruder og høje musik, men hun reagerede overhovedet ikke på det.

 

Var hun her overhovedet?

 

Jeg stoppede bilen inde til siden, og hoppede ud efter at have slukket musikken, men ladet nøglerne sidde i.

 

Hun blev ved med at gå, og jeg råbte hendes navn – prøvede at få kontakt, men enten ignorerede hun mig, ellers hørte hun mig bare ikke.

 

Jeg løb op til hende og rev i hendes håndled, så hun pludselig stoppede op og spærrede øjnene op.

 

Hun hev efter vejret, og faldt halv hen i mig, så jeg måtte lade hende støtte sig op ad mig.

 

”Louis..” hviskede hun, hvorefter hun panikken stirrede rundt omkring sig.

 

Hendes ellers så grønne øjne var røde og opsvulmet, og hun lignede en, der lige havde gået i søvne og havde grædt i flere timer.

 

Vent.

 

Et flashback banede sig ind igennem min hjerne, og jeg huskede straks, hvad hun havde sagt den dag.

 

”Jeg går i søvne.”

Havde hun sagt den morgen, jeg fandt hende under et træ på campus.

 

”Hvor er jeg?” Hun afbrød mine tanker og gned hurtigt i hendes øjne, så hendes allerede smadret makeup blev endnu mere smadret.

 

”Åh gud,” mumlede hun og lignede en der havde lyst til at slå sig selv i panden.

 

”Jeg gik i søvne, men det weekend…” mumlede hun til sig selv og stillede sig ret op. Hun rystede let – ikke noget vildt, men jeg blev alligevel en anelse bekymret.

 

”Og jeg er lang.. lang væk fra BlackMAG,” mumlede hun videre til sig selv, indtil hendes øjne gled over mit ansigt, og hun frøs pludselig i alle hendes bevægelser.

 

”Hvad laver du her?” Spurgte hun så skingert, at jeg krympede øjenbrynene sammen.

 

”Jeg kørte tilbage mod BlackMAG, og pludselig så jeg dig bare herinde i vejkanten.”

 

Hun så overrasket ud og lignede en, der ville bryde grædende sammen hvert sekund.

 

”Crystal, er du okay?”

 

Hun nikkede, men det virkede ikke overbevisende.

 

”Har du din mobil på dig?” Hun nikkede – stirrede imod jorden og trak vejret mere og mere roligt for hvert sekund der gik.

 

”Skriv til dine venner, så giver jeg et lift tilbage til BlackMAG.”

 

Jeg forrådte ikke mine egne tanker – jeg kunne godt hænge ud med hende, så længe jeg ikke snakkede for meget om evner med hende, for hvis hun nu spurgte, om hun måske var fuldstændig ligesom mig, kunne jeg sikkert ikke lyve for hende.

 

Og hvis hun så ville spørge, hvem det var – den hun er – så ville jeg ikke svare, for jeg ved ikke engang, hvem jeg selv er, og hvis vi er den samme….

 

Jeg rystede på hovedet og skubbede bildt Crystal hen imod min bil ved hjælp af en hånd på hendes ryg.

 

Der var stilhed 10 minutter efter vi havde sat sig ind. I alt den tid skrev Crystal løs på hendes touchscreen, og hun havde den ikke på lydløs, så den irriterende lyd en iPhone lavede, når du trykkede på bogstaver var overalt i bilen..

 

Jeg havde aldrig forstået folk, der kunne have den lyd på. Jeg have selv slået den fra sekundet efter, jeg havde startet min iPhone op.

 

”Irritere det dig eller hvad?” Havde hun sagt 10 minutter efter, og jeg havde kigget forvirret på hende.

 

”Hvilket?”

 

”Lyden?”

 

Jeg lo, for var jeg virkelig så let og gennemskue?

 

Der blev ikke sagt et ord mere hele vejen tilbage, men stilheden blev klart mere behageligt, og ingen af os tænkte på konsekvenserne af, hvad der skete i nat.

 

Og hun satte sin telefon på lydløs…

 

Da vi nåede tilbage til BlackMAG, blev jeg hevet tilbage oppe ved hovedbygningen af min far, og jeg smilede undskyldende til Crystal, da han sagde, at han blev nød til at snakke med mig.  

 

Alligevel blev jeg stående og så lidt efter hende, da hun forsatte mod hendes værelsesbygning, der lå længere nede af stien der snoede sig alle veje rundt omkring campus på BlackMAG.

 

”Guddommelig….” hviskede jeg til mig selv.

 

-----

er ikke selv helt så tilfreds med dette kapitel, but oh well :') 

I må egentlig meget gerne give den et like 

- cecillie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...