IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8533Visninger
AA

4. Kapitel 3

Grusvejen var træls at gå på, og de mindste sten sprang altid af en eller anden grund op i mine tillukket sko.

 

Skolen lå to kilometer nede af denne lange grusvej, som snoede sig inde i midten af skoven. Den tætteste by lå 20 minutter væk i bil, så det var lige lidt flere kilometer at gå, hvis elever på BlackMAG skulle shoppe eller på cafe.

 

Det var derfor, at det normalt kun var elever med biler, der befandt sig i byen bare lige, når de havde lyst.

 

Jeg arbejde på en tankstation, der lå omkring 3 km fra BlackMAG, og eftersom jeg ingen bil, cykel eller kraft der på en måde kunne få mig hurtigere frem, måtte jeg altså gå den tur frem og tilbage hver gang, jeg skulle arbejde.

 

Hvilket var dræbende, men penge vokser ikke på træerne. Heller ikke på BlackMAG…

 

Da jeg ankom, sad min chef bag disken op af nogle skabe. Man kunne ikke se ham, men jeg vidste han sad der. Det gjorde han altid, når der ingen kunder var.

 

Da jeg kom om bag disken, sad han rigtig nok på gulvet med hans telefon i hånden. Han var ikke så gammel, måske 6 år ældre end mig, og ærligtalt havde jeg ondt af ham for at passe denne tank for hans far, som vist bare var en nar.

 

”Hej Andrew,” mumlede jeg, da han stadig ikke havde opdaget mig.

 

”Crystal,” han smilede op til mig, låste hans mobil og rejste sig.

 

”Hvordan går det?”

 

”Som det plejer,” han tog hans bilnøgler op af lommen, ”der kommer en ny medarbejder i dag, jeg har en fodbold kamp, jeg har lovet at se, så kan du ikke lære ham op?”

 

Jeg smilede, Andrew var sådan en god far, selvom han blev det som teenager. Ham og Monica var overhovedet ikke sammen, og det var de heller ikke for fem år siden, men de får det til at fungere, og deres lille søn er lige startet til fodbold.

 

”Selvfølgelig, hvornår vil han være her?”

 

Dørene til butikken gik op, og både Andrew og jeg vendte os som altid, når lyden nåede vores øresnegle.

 

Chokret opspilede jeg øjnene, da jeg så Louis kom gående ind.

 

Det var bare løgn…

 

”Du må være Louis,” Andrew gav ham hånden, ”rart at møde dig, jeg bliver desværre nød til at gå, men Crystal her vil være til stede sammen med dig hele aften, er det okay?”

 

Louis trak hånden til sig og nikkede smilende. ”Selvfølgelig,” jeg rullede øjnene, han irriterede mig på en måde, men han var også utrolig tiltrækkende.

 

”Det får jeg tit af vide.”

 

Igen skubbede han inde i mit hoved, og i stedet for at blive irriteret denne gang, rødmede jeg bare pga. Han faktisk lige hørte, at jeg faktisk var tiltrukket af ham.

 

Louis lo, da Andrew havde forladt butikken, og jeg kastede irriteret en sort arbejdstrøje i hovedet af ham, og pegede ud til højre.

 

”Baglokalet er derude, du kan skifte der.”

 

Han smilede provokerende, hvorefter han snurrede sin krop udenom min.

 

”Dette skal nok blive sjovt, jeg vidste slet ikke, at du arbejdede her!” Udbryd han glad, hvorefter han smækkede døren ind til baglokalet.

 

Ja uha det skulle nok blive sjovt.

 

-

 

Der var ikke mange kunder, det var der aldrig rigtig, men der var efterhånden gået de tre timer, der skulle gå, før vi lukkede.

 

Ja, en tank der faktisk lukker, sygt nok ikke?

 

Det undrede Louis sig i hvert fald over.

 

”Jeg er jo fra storbyen,” havde han sagt, grint og skubbet mig forsigtigt. Jeg havde derimod bare rullet med øjnene og fortalt, at jeg faktisk voksede op på landet.

 

Hvorefter Louis så havde fået det sygeste flip.

 

”Sådan ej seriøst? Hvor langt ude?”

 

Også havde jeg ellers forklarede om, hvordan jeg var vokset op i en stat, han slet ikke kendte noget til ude på landet med min mor, mormor og morfar, og hvordan jeg måtte cykle mellem skole og hjem, fordi der ikke engang kørte busser lige præcis den vej ud af byen.

 

Jeg havde også forklaret om, hvordan jeg elskede at være omringet af alt den natur, og egentlig altid bare var mest for mig selv ude i naturen med de dyr, vi nu end havde på gården.

 

Louis var chokret over dette, for han var åbenbart det helt modsatte. For det første var han vokset op i London med hans far alene, og siden starten af high school bare gik til fester næsten hver dag, åbenbart, og ikke kunne tåle at være alene, fordi det var åbenbart for kedeligt.

 

Jeg havde selvfølgelig lagt mærke til, at hans accent var britisk, men havde ikke kommenteret på det før i aften, og han havde selvfølgelig lavet en lam udtagelse om, hvordan jeg kunne li’ det.

 

Og jeg kunne jo ikke rigtig modsige det, når drengen kunne læse mine tanker.

 

Da jeg spurgte ind til Louis’ evne, havde han hurtigt vendt det over på mig, hvilket irriterede mig lidt, da jeg stadig ikke havde fået noget at vide.

 

Han havde heller ikke fået meget af vide om det, udover at jeg havde fået den fra min fars side af familien, og jeg opdagede den, da jeg var 10.

 

Han kommenterede ikke på min far, selvom han havde hørt, at jeg kun var opvokset hos min mor, mormor og morfar.

 

Kunder kom og gik, vi fik gjort rent og lavet alt mulig andet kedeligt arbejde, men nu var jeg løbet tør for ideer for, hvad vi kunne lave, så vi gik egentlig bare og ventede på kunder.

 

Med tyve minutter tilbage sad jeg nu på stolen inde i baglokalet på computeren, svarede på mails, som Andrew så sødt havde lært mig sidste år. Han var glad for, at jeg kunne hjælpe ham med det.

 

”Hvad laver du egentlig?” Louis dukkede op i døråbningen, lænede vægten over på hans venstre ben ind mod dørkarmen, og sendte mig et trættende smil.

 

”Tjekker e-mails,” jeg snurrede rundt på stolen en kvartdel, så jeg var ansigt til ansigt med ham. Eller næsten – puls de 3 meter, der ellers lige fandtes imellem os.

 

”Er det ikke ham der Andrews job?” Jeg nikkede blot, men han så ikke tilfreds ud med det korte svar.

 

”Andrew er ung med et alt for voksent liv allerede, og han behøver hjælp med småting. Og det er ikke fordi jeg ikke har tid til at tjekke dem. Jeg mener, det er jo ikke fordi der vrimler med kunder vel?”

 

Han smilede kort.

 

Amandas rygter kørte stadig i mit baghoved. Jeg ved godt, at jeg sagde, hvordan jeg ikke dømte folk på rygter, men selvfølgelig tænkte jeg, om de passede.

 

Jeg mener det rygte med, at han skulle have min evne - passer egentlig, så hvorfor skulle alt det andet ikke også passe?

Men ærligt kan jeg ikke se Louis, som en sindssyg person de har låst inde, eller en der kunne være bipolar med store temperamentsproblemer.

 

Men han kunne stadig noget, jeg ikke kunne, så måske var vores evner ikke helt den samme alligevel…

 

Lyden over døren indikerede, at der var kommet en kunde til butikken, og Louis vendte sig hurtigt rundt, hvilket fik mig til at forsætte arbejdet med at tjekke e- mails, indtil jeg hørte samtalen indefra butikken af.

 

”Hvad fanden!” Der var en kort pause, hvor lyden af nogle flasker blev placeret på disken. ”Louis Tomlinson, hvad laver du her omkring?”

 

Jeg kunne ikke se ud, men kunne alligevel fornemme fjendtligheden i denne persons udstråling.

 

Da jeg prøvede at læse hans tanker blev jeg lukket ude, men af hvem var et godt spørgsmål.

 

Louis måske?

 

”Nå nå tavstype. Jeg troede, du var stoppet med at arbejde for andre mennesker?”


”Det her er en tankstation,” Louis lød lettere irriteret, og talte i det mindste 2 toner lavere end kunden.

 

”Stadig,” han grinte. ”Men det er godt at høre, du stadig arbejder, selvom du ikke behøver. Så betyder det vel også, at jeg kan få dig til lidt snart igen?”

 

Louis lavede tsk lyden, og bippede kundens varer ind i vores automat, hvorefter han vrissede prisen ud, og bad kunden ’venligt’ om at forlade tanken, fordi vi skulle til at lukke ned.

 

Vi fik lukket, og Louis sagde ikke en lyd under det hele, selvom jeg sådan set skulle forklare ham, hvordan man lukkede.

 

Da vi kom ud på den lille parkeringsplads, gik vi hver vores vej, men lyden af Louis’ skridt stoppede kort efter, hvilket fik mig til at stoppe og vende mig om.

 

”Har du ikke bil?” Han vendte allerede mod mig, og jeg rystede på hovedet. Bange for at sige noget, der ville få ham tilbage i det mode, han havde været i de sidste femten minutter, for ærligtalt brød jeg mig ikke om det.

 

Jeg blinkede for at få min kontaktlinse til at sidde ordentligt, og han pegede bagud på en sort Audi.

 

”Lad mig give dig et lift,” det var mere en ordre end et forslag, men jeg ville ikke engang tænke over at takke nej alligevel.

Da jeg satte mig ind i hans bil, ramte kulden mig og jeg trak irriteret min hættetrøjes ærmer længere ned over mine hænder.

 

Louis startede bilen, men jeg var allerede godt i gang med at falde i søvn.

Søvn var ikke meget, jeg fik af, men jeg var altid træt. Typisk teenager ting, og ligeså snart jeg var komfortabel, kunne jeg sove lige, hvor jeg ville.

 

Louis mærkede min træthed, og i stedet for at tale mig fra at sove, som flest mennesker ville gøre, når der ikke var langt tilbage til BlackMAG, så kontaktede han mig i stedet for på den måde, jeg troede, jeg var den eneste person, der kunne.

 

”Bare sov.”

 

Jeg svarede ham ikke, det var ikke hårdt for mig at svare, men det var stadig ligeså udmattende som overhovedet at overveje at åbne munden.

 

”Jeg skal nok undgå hullerne i grusvejen, så du kan sove komfortabelt.”

 

Et smil gled over mine læber, og jeg lagde mig godt tilpas. Jeg kendte ikke Louis, og som sagt skulle jeg være heldig, hvis han overhovedet ville være min ven, men jeg følte mig alligevel tryg omkring ham.

 

Måske fordi han bare var lidt ligesom mig…

 

”Tak Louis”

 

-

 

Forsigtigt skubbede han til min skulder, hvilket fik mig til at sukke tungt. Jeg var udkørt, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile, da mine øjne mødte hans.

 

Han slukkede bilen og steg ud, efterfølgende gjorde jeg det samme, og da han nåede om på den anden side af bilen, lukkede jeg passagerdøren i. Han låste bilen, og lagde en hånd på min ryg for at skubbe mig bildt fremad.

 

Der var stilhed hele vejen til værelsesbygningen. Jeg elskede BlackMAGs skov artige udseende, hvilket nok var lidt meningen, eftersom den lå midt ude i skoven.

 

Der var vindstille og ikke mange mennesker på campus. Klokken var også mange og vi havde evne klasser tidligt i morgen.

 

”Så ses vi vel i morgen tidlig,” mumlede jeg til ham, og han nikkede blot, hvorefter han mumlede et godnat og ønskede mig en god nats søvn.

 

Jeg blev stående ude foran døren, kiggede efter ham, imens han målret gik imod drengenes værelsesbygning. Måske var Louis ikke så slem alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...