Hvorfor mig?

Historien handler om en pige, der bliver mobbet af 3 andre piger, og hvordan situationen ændrer sig til det bedre.

0Likes
0Kommentarer
84Visninger

1. Hvorfor mig?


Jeg gik hen mod skolen. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Alle kiggede på mig. Jeg gik lige hen til hoveddøren og ind i min klasse. Vanessa, Laura og Sandra kom ind af døren. De kiggede ondt på mig og jeg skyndte mig at kigge væk igen. Det var så ubehageligt. Jeg tænkte på alle de ting de kunne finde på at kalde mig: fede so, møg dyr, klamme idiot osv. Alle de grimme ord kørte rundt i hovedet på mig. Jeg var ved at få nok.


Det var lige ringet ud til frikvarter. Jeg skyndte mig ud af klassen inden Vanessa, Laura og Sandra kom hen til mig. Jeg nåede lige ud på en af bænkene, da de kom hen til mig. Jeg blev  vildt nervøs og bange for hvad de nu kunne finde på af gøre eller sige.
Som altid startede Vanessa først. Hun sagde ”hva’ så, din idiot. Hvorfor sider du her helt alene. Nåårh ja, det havde jeg glemt. Du har jo ingen venner.” Laura og Sandra stod bagved Vanessa og grinte af mig. Det gjorde mig mere trist og ked af det.


Vi kom ind til time igen. Jeg tror Julia havde set hvad der var sket ude på bænken. Hun kiggede vildt mærkeligt på mig. Det var som om, at hun syntes det var synd for mig, men det var nok bare mig. Jeg sad og kiggede ud i luften hele den sidste time og talte ned til hvornår vi havde fri.


Klokken ringede endelig. Jeg pakkede mine ting sammen så hurtigt jeg kunne, og løb næsten alt hvad jeg kunne ud af klassen og hjem til mig selv.
Mine forældre var ikke hjemme. Jeg gik op på mit værelse og tænkte på hvad Vanessa, Laura og Sandra sagde til mig i frikvarteret. ”Hva’ så, din idiot. Hvorfor sider du her helt alene. Nåårh ja, det havde jeg glemt. Du har jo ikke nogle venner.” den sætning sad plantet i mit hoved. De havde sikkert ret når de sagde sådan noget.


Jeg lagde mig ned på min seng. Der faldt en tåre langsomt ned af min kind. Jeg hørte en bildør smække. Mine forældre var kommet hjem. De kom ind af døren og min mor gik op ad trapperne. Hun gik ind på mit værelse. Hun så bekymret på mig og spurgte ” hvad er det sket?” Jeg forklarede hende hvad der var sket i skolen og vi tog en meget lang snak om det.


Lidt efter kiggede jeg på min mobil. Jeg havde fået 17 ulæste opslag, på Facebook, hvor der stod: Du er så klam, jeg sidder bag ved dig i timen og du lugter, du lugter af ost, du er alt for fed, godt jeg ikke er dig, du burde dø osv. Jeg begyndte at græde. Det er på de sociale medier, alle kan se det. Jeg begravede mit hoved ned i puden og begyndte at græde endnu mere. Jeg ville slet ikke i skole næste dag. Tænk på hvad alle de andre tænker om mig nu.


Jeg gik hen til skolen næste dag. Folk kiggede endnu mere på mig. Hver gang jeg gik forbi nogen, kunne jeg høre at de snakkede om mig. Jeg gik ind til time. Det var kun mig der var kommet, så jeg satte mig bare på min plads og ventede på at de andre kom. Først kom Vanessa, Laura og Sandra. De gik hen til mig og smed en kommentar: ” Der er godt nok mange der hader dig nu.”


Lidt efter kom Julia ind i klasse. Hun kom hen mod mig. Jeg tænkte bare, at hun også vil sige et eller andet dumt til mig. Hun satte sig ved siden af mig og sagde: ” hej, jeg synes at det er helt vildt synd for dig. Jeg har læst alle de der opslag der er kommet på Facebook om dig. Jeg vil rigtig gerne støtte dig og hjælpe dig med at få det bedre.”


Jeg blev helt overrasket da hun sagde det til mig. Det var helt underligt, for vi har aldrig rigtig snakket sammen. Det var faktisk en helt vildt hyggelig dag. Jeg glemte alt det folk havde sagt til eller om mig. Julia og jeg spiste også frokost sammen på skolen. Der var virkelig mange der undrede sig over at Julia sad ved mig og spiste. Jeg var helt glad, da jeg kom hjem. Min mor forstod ingenting. Jeg plejede jo at være helt trist og bare gå op på mit værelse. Men den dag tilbragte jeg hele dagen sammen med min mor.

 


Da jeg kom i skole næste dag, kom Julia hen til mig med det samme. Hun havde helt droppet alle hendes andre venner for at være sammen med mig. Jeg havde endelig fået en rigtig veninde, der ville hjælpe mig når jeg havde brug for det. Vi gik hen mod hoveddøren. For en gang skyld kiggede folk ikke underligt på mig. Det var som om, at jeg var blevet en af de populære piger. Da vi skulle spise i kantinen sad jeg også sammen med en masse andre dejlige mennesker. Jeg var glad konstant. Jeg havde altid nogle at være sammen med. Og sådan har det været i to år nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...