One Direction | In A Red Phone Box

Da den 19 årige Lucie Vale står på den anden siden af jorden i centrum af London uden penge, noget sted at bo eller en telefon, må hun søge ly i en gammel rød telefonboks. Det er midt om natten og der er ikke et øje i syne. Regnen falder ned fra himlen og Lucie ønsker sig tilbage til Los Angeles dejlige varme, men pludselig kommer der en gående forbi hende på gaden, hun løber hen til ham og han er ikke bare en hel normal dreng fra London... Det er Harry Styles. Ham fra det verdenskendte boyband. Kan hun få nattely hos ham?

6Likes
3Kommentarer
539Visninger
AA

1. Kapitel 1| The Meeting

Lucies synsvinkel:

Jeg åbnede endnu en gang min taske for at se om den mobil, eller de penge, som ikke havde været der før, måske ville overraske mig denne gang, men som sidst var tasken fuldt med en masse andet ubrugeligt lort og ikke et eneste pund og min elskede iPhone var også væk. Alt var gone for good. Det havde garenteret været ham den klamme, der havde gramset hele overalt på mig hele aftenen, der havde taget alle mine værdifulde ting. Hvorfor havde jeg dog også valgt at tage til London? Jeg hadede London lige nu. Det regnede fucking hele tiden og alt var bare galt. 

Ej, hvis jeg skal være helt ærlig, elsker jeg faktisk London, men kender i det hvor alt bare er galt og så pludselig slår ens hjerne fra og man hader endda små babyer? Ja! Svaret er ja, alle kender det, selv dem der ikke vil indrømme det.

Jeg kiggede mig rundt omkring i den lille røde telefonboks, som jeg havde været så heldig at finde, så jeg kunne komme i læ for regnen der bare væltede ned fra de alt for mætte skyer. Jeg havde intet sted at sove og det var også det der bare gjorde mig rigtig deprimeret. Jeg havde fucket det lidt op med hende jeg skulle havde sovet hos, ikke noget specielt - eller nyt for mit vedkommende, jeg havde bare været lidt af en bad girl og havde måske glemt hvem der var hendes kæreste? Jeg hadede mig selv for det, men når jeg bliver fuld kan jeg ikke styre mig, og det kunne han tilsynladende heller ikke.

Jeg ville bare hjem tilbage til Los Angeles nu og nyde solen, varmen og hjem til alle mine dejlige veninder og Timm, åh min dejlige Timm, min dejlige bøsse, men uden penge kan jeg ikke få en flyver og uden telefon kan jeg ikke ringe hjem for at få penge.

Så London du er min nye bedste ven... og eneste. Trist.

Regnen slog ned på det tynde tag og udenfor var der kun en gadelygte der lyste den ubesøgte gade op. Her var helt tom og hvis jeg ikke tog fejl var klokken omkring 3 om natten, men præcist vidste jeg ikke, for jeg stod som sagt uden telefon. 

Jeg lagde mit ansigt til ruden og så ud, og studerede det hele, eller det jeg kunne se, og til mit store held vandrede en mørk skikkelse ovre på den anden side af vejen. Jeg skyndte mig at åbne døren og spurtede hen til ham. Regnen slog hårdt ned på mit ansigt og min mascara løb garenteret langt ned ad mine kinder. Jeg opdagede næsten ikke at jeg var begyndt at græde før jeg kunne smage en saltsmag i munden. De løb garenteret om kap med regnen. 

"Veeent", råbte jeg alt hvad jeg kunne. Han gik fuldstændigt i sin egen verden og lod ikke til at kunne høre mig. Han havde taget hætten fra hættetrøjen hen over hovedet. Jeg kom bagfra og fik stoppet ham op. Han vendte sig op og kiggede på mig, jeg åndede lettet ud.

"Hvad laver du herude så sent?" spurgte han mig om. Hans stemme var rigtig behagelig og det ville jeg sikkert havde elsket, hvis det ikke var fordi at jeg stod herude midt om natten i regnvejr. Han stod og afventede et svar. Hans ansigtsudtryk sagde mig at han tænkte at jeg var en wierdo.

"Jeg har ingen penge, og der var en på diskoteket der gramsede på mig hele aftenen, og han har også taget min iPhone, så jeg kan ikke ringe til nogen, der hvor jeg skulle havde sovet er jeg blevet smidt ud fordi at jeg gik i seng med hendes kæreste, og jeg ved ikke en gang hvor jeg er henne, da jeg bor i Los Angeles og jeg kender ikke London, og jeg vil bare gerne hjem, men jeg kan ikke. Jeg har stået i en telefonboks i en time nu, og har ikke set en eneste, men så så jeg dig og du har lige redet min aften, tror jeg..." græd jeg og indimellem kom der en masse hulk. Uden at kunne styre min handling trak jeg mig ind til ham og hulkede. Han lagde akavet sine arme omkring mig, og beroligede mig en smule.

"Må jeg godt sove hos dig?" spurgte jeg ham om. Det lød så underligt i mine øre at spørge en helt fremmed om det, men det var min eneste løsning, om så han var en pædofil der ville havde sex med mig.

"Ja selvfølgelig må de det, men må jeg vide deres navn?" spurgte han mig om, og jeg fnes kort. Var det virkelig det han ville vide om mig? Jeg trak vejret lidt dybere, for at stoppe med at græde.

"Mit navn er Lucie Vale, med v", sagde jeg blot og trak mig ud af hans, eller bare kald det mit kram. Jeg kiggede dybt ind i hans... velkendte øjne?

"Sig mig, kender jeg dig?" spurgte jeg ham om, men han begyndte blot at grine og begyndte at gå. Jeg fulgte med ved hans side.

"Du har et smukt navn", konstaterede han lidt efter. Jeg kiggede let på ham og smilede

"Tjaa.. Det er vel meget normalt til en pige på 19 år", svarede jeg lettere og kiggede ligefrem igen, og med det stoppede vores samtale, og stilheden lagde sig over os, men den var ikke akavet - nærmere behagelig. Han stoppede op ved et dyrt lejlighedskvarter og jeg så med store øjne på lejligheden. Jeg vidste udmærket godt hvad det kostede at bo i London, det havde jeg fået af vide af min veninde, eller tidligere veninde, jeg havde jo sovet sammen med hendes kæreste. Han åbnede døren og forsatte hen mod elevatoren og trykkede. Dørene lukkede og få sekunder stoppede elevatoren og han fandt hurtigt vej hen til sin hoveddør, som han åbnede.

"Føl dig hjemme", sagde han blidt og lod mig komme ind først. Jeg sendte ham et blidt smil, og trådte ind. Jeg tog mine stiletter og mit overtøj af, og satte det på plads. Jeg kiggede op, han sendte mig et smil og begyndte så at gå frem og ind i rummene, for at vise mig dem. Alt sammen var utroligt stort og dyrt, og hvis jeg ikke tog fejl var han kun i 20'erne, så hvordan havde han råd til det?

Jeg satte mig ind i stuen imens han stod og lavede noget at drikke i køkkenet. Normalt ville jeg havde taget min iPhone op ad lommen og tjekket mine sms'er og alt hvad der ellers var at tjekke, men uden en telefon, er det jo umuligt. Sad but true.

"Hvad synes du så om lejligheden?" spurgte han mig om da han kom gående hen imod mig. Jeg sendte ham et stort smil og svarede ham:

"Det er virkelig flot og stort", sagde jeg smilende og han sendte et smil tilbage imens han satte sig ned. Jeg nærstuderede alle hans bevælgelser, hans træk, hans dejlige krøllede hår, hans smukke grønne øjne og hans alt for velkendte smil. Alt sammen sagde mig bare at jeg havde set ham før. Aldrig før havde jeg været i London, aldrig før havde jeg mødt ham hjemme i Los Angeles. Jeg havde ikke festet med ham, intet. Jeg kendte ham ikke, men alligevel gjorde jeg. Jeg vidste der var noget.

"Hvad tænker du over?" spurgte han mig om og brød alle mine tanker, jeg kiggede undskyldende på ham og rejste mig og fandt hurtigt vej til toilettet, som han havde vist mig før. Jeg åbnede døren og tændte lyset. Det var stort, flot og skindende rent. Jeg elskede det. Jeg gik hen foran spejlet og kiggede mig selv i det. Jeg fjernede en masse mascara, som var endt rundt i hele fjæset på mig. Bagefter kiggede jeg bare i spejlet, jeg så ikke en gang på mit eget spejlbillede. Mine tanker lå på hvor jeg havde set ham. Han var så forfærdelig smuk at se på. Hans stemme var fantastisk behagelig, og han sang sikkert som en drøm.

Vent. Sang sikkert? Det var derfra, jeg kendte ham fra alle de sange i radioen, alle de interviews der var overalt på hver kanel, alle de forsider der prydede hvert et blad og ikke mindst Timm der synes at han var så fræk. Jeg vidste hvem han var.

Jeg vendte mig hurtigt rundt ved lyden af et bank på en dør, som efterfulgt blev åbnet. Han kiggede undrende på mig, nok fordi at jeg sikkert så vildt forvirret ud.

"Er der noget galt?" spurgte han mig om, og selv lyden ved hans stemme, hans velkendte stemme, gjorde mig sikker i min sag. Jeg havde ret.

"Dit navn er Harry, ikke? Harry Styles?" spurgte jeg ham om, og en lettelse gik igennem mig da han smilede svagt. Jeg havde ret.

"Jo, det er det", svarede han mig, og jeg smilede til ham. 

"Jeg vidste at jeg havde set dig før. Du virkede alt for velkendt til at være ukendt", fastslog jeg lettere og han sendte mig et stort smil. Jeg smilte tilbage og nød bare synet af at kigge på ham. Han var så dejlig.

"Skal vi gå i seng? Så kan vi snakke videre i morgen", spurgte han om og jeg nikkede. Jeg var også rigtig træt, så hans ide var nok meget passende. Mit hoved kunne intet runge længere. Denne dag havde været så forvirrende. Først bliver jeg vækket at en pisse sur, nu gammel veninde, som smider en masse lort i mit ansigt, og nærmeste sprøjter tårer overalt med alt hendes kærestepis, imens kunne jeg stå undskyldende og nikke til fordi at jeg ingen undskyldning havde. Han lå forfanden i min seng da hun kom ind. Næste er at jeg får dagen til at gå med at hygge mig alene i London, og så tager jeg i byen hvor en fyr, som jeg troede var sød, nærmest voldtog mig med alt hans kærlighed, hvorefter han så stjæler min iPhone og mine penge. Her står jeg så tilbage, og kan være pisse irriteret over, at jeg ikke tog imod hans nummer, som han ellers insisterede på, at jeg skulle havde, og lad os da endelig ikke glemme at jeg stod i en rød telefonboks i over en time. Jeg var ret træt.

Harry Styles redte en seng til mig, en stor dejlig bred dobbeltseng. Jeg glædede mig sådan til at sove i den. Han gjorde sig klar og jeg gjorde mig klar.

"Godnat Lucie Vale med v", sagde han og trak mig ind i et kort kram. Jeg fnes kort, da det mindede mig om tidligere. Det var bare en vane at sige.

"Godnat Harry Styles, og tusind tak for at du gik hen ad den gade i dag. Hvis det ikke havde været for dig havde jeg stået og sovet i den telefonboks endnu", takkede jeg ham og han nikkede blot, for så at gå ind på sit værelse. Jeg tog min BH af, og trak en t-shirt over hovedet, for så at ligge mig hen i sengen. Jeg krøb ned under dynen, som jeg lukkede til overalt.

Jeg slukkede lyset og smilte stort. Fra at alt havde gået så dårligt i morges, så var dette ikke værst. Jeg lod de alt for trætte øjne falde i og faldt i søvn med et smil på læben.

 

Det var første kapitel, jeg håber at i kunne lide det og kan lide ideen :)

Så hvad tror i? Tror i at der sker noget mellem hende og Harry?

KYS :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...