Ingen overskrift??

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
Livets veje og muligheder. Iagttagelser fra sidelinjen.

0Likes
0Kommentarer
56Visninger
AA

1. Ingen Overskrift

~~Julestage, lyskæde, indpakkede gaver og forventningsfulde mennesker går rundt i de pyntede gader. Børn med nissehuer og smil på læben går hånd i hånd med deres forældre og glæder sig til det bliver juleaften. Med et særligt glimt i øjet kan de mærke julestemningen. Oplyste vinduer med guirlander, julestjerner og snebeklædte kælkebakker pryder husene. Hygge, masser af hygge. Hjemmebag, kakkelovne, varm kakao og julesang fylder de små stuer med muntre toner. Jeg kan iagttage det hele på afstand. Smil, mange smil og glade folk overalt. Nu er det jo snart jul, den bedste tid på året. Der er lys i træerne i forhaven, små søde nisser der står og vinker fra trappen. Det ser meget hyggeligt ud udefra. Det hele ser godt ud. Hjertevarme, husrum, en hjælpende hånd og den gode gerning. Se det er overskud! Orden, masser af orden. Håret er opsat, støvlerne pudset og læbestiften påført med sirlig præcision. En helt lige linje i rødlig nuance og ikke den mindste rysten på hænderne. Det hele ses i hurtige glimt. Som en gammeldags film hvor det ene billede hurtigt afløses af det næste. Tilsammen danner alle de små billeder det store samlede billede. Jeg er ikke en del af filmen. Trafikkryds, rødt lys, gult lys, grønt lys. Det eneste der mangler er den dalende sne. Hvide sekskantede og symmetriske snefnug der glimter i gadelygternes skær. Stopskiltet lyser rødt med store fede bogstaver. Et hul i vejen får det hele til at ryste. Lysene flakker. Dørene åbnes, kulden kommer ind og det isner ned ad kroppen. En kold fornemmelse spreder sig fra top til tå. Den spreder sig igennem kroppen som en elektrisk strøm. En person forsvinder ud i mørket og en anden kommer ind i lyset. Dørene lukker og det hele gentager sig. Samme mønster igen og igen. Det hele ses i hurtige lysglimt. Julepynt, muntre mennesker, varme og venlige klap på skulderen. Uret viser 17:30. Maven rumler. Jeg står på sidelinjen og ser illusionen. Det gode liv. De gentagne billeder. Rundt og rundt og rundt i ring, men ingen vegne kommer man. Det er en illusion. Hvor meget er en illusion? Hvidløg, oliven, pasta, fisk. Det er spisetid og jeg er sulten.


Bussen stopper op. Alle ryger frem i sædet med en voldsom kraft. En ældre dame mister balancen og vælter. En yngre mand er straks klar med en hjælpende hånd. Jeg gør ingenting, jeg er jo ikke en del af filmen. En statist som ingen bemærker. Der er rødt lys. Rød er et tegn på de farer der lurer rundt om hjørnet. Rødt som blod og stikkende roser.  Kører vi den rigtige vej? Venstre, højre, op, ned, fremad eller tilbage. Vi kan også bare blive her. Stilstand eller fuld fart fremad uden at se sig tilbage. Alle de runde røde cirkler lyser advarende. 3 på stribe. Fra bussen lyder en højlydt og konstant brummen. Den vil gerne fremad eller måske til venstre eller højre. Der er en stor grå plamage af noget udefinerbart snask midt på ruden. En del af billedet er uskarpt. Lige bag plamagen kan billedet ikke tydes. Det kan være hvad som helst. De søde nisser bliver til utydelige monstre og den moderigtige dame ligner en heks. Vi holder stadig stille. Det dunker i mine ben og hænderne er kolde som is. Forvirring, tvivl, forvirring, tvivl. Er jeg det rigtige sted? Sorgen trykker på, den er hele tiden tilstede. Hænderne ryster og rastløsheden hersker. Folk kigger ligeud. Alle sidder stille på lige rækker. Er filmen også gået i stå eller er det bare en midlertidig afbrydelse? Gult lys og endelig grønt lys. Bevægelse, hurtigere og hurtigere det går. Først den ene vej så den anden vej. Vi følger bare med. Nisser, julelys og børn der ler. Varme stuer med julepynt kan skimtes bag de røde gardiner. Hjerter, stjerner, firkanter og cirkler i mange forskellige farver. Det ser godt ud. Rødt som hjerter, julemænd og nissehuer. Ingen så den, i hvert fald ingen andre end mig. Jeg gjorde ingenting, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Det hele gik så stærkt. Videre, videre, fremad, fremad. Den lå i grøftekanten, det utydelige væsen. Rødt, jeg husker den røde farve. Fra trafiklys, fra julepynt og fra grøftekanten. Sorte øjne, runde øjne. Den iskolde vind får nakkehårene til at rejse sig. Vi er stoppet, folk er gået. Endelig fremme ved endestationen, men hvor er den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...