Husket

Gennem hele sit liv, har Alice fået fortalt historien om parallelverdenen Nemise, hvor Skyggerne hersker. Om natten kommer de ud og hiver et barn med ind i Nemise, så barnet er fanget dér for altid. Men Alice havde altid anset det for blot at være en skræmmende godnathistorie og havde ikke troet på det, før hun selv ender derinde. Hun er uden håb for nogensinde at komme ud, før det endelig lykkedes hende. Men da hun lander i København under bombningen af den franske nonneskole Jeanne d'Arc, må hun hurtigt erkende, at århundreder er gået, og verden har ændret sig drastisk, mens anden verdenskrig raser. Og værre er, lader det til, at alle kender hende. //vinder af 2. pladsen i Fantasy og Historisk Fiktion-konkurrencen

6Likes
6Kommentarer
847Visninger
AA

3. To

Luften var magisk. Kun en svag del af hende indså, at den var fuld af varme og lugtede af død, for alt andet var optaget af at tage dybe indånding af noget, som rent faktisk var luft. Hendes øjne var lukkede, mens hun prøvede at få styr på sanserne en efter en, bange for at blive overstrømmet af fornemmelsen af at kunne føle. Hun havde bare lyst til at kaste sig ned og kysse jorden, mens hun lovede aldrig mere at forlade den igen. Heldigvis beherskede hun sig, da lyden af summende stemmer langsomt nåede hendes ører. 

Der gik et øjeblik, før det gik op for hende, at det faktisk var skrig. Desperate skrig. Med et sæt slog hun øjnene op, bange for hvad der ventede hende. Det tog lidt til, før hendes øjne vænnede sig til det skarpe lys, men allerede da hun så de første silhuetter træde frem, vidste hun, at der var noget galt. Hun lå i en kaskade af murbrokker, mens mennesker kravlede fortabte rundt omkring hende. Hun kunne se et par flammer tage fat om sig ikke andet end nogle meter væk. Det gik med rædsel op for hende, at der lå flere lemlæstede lig rundt omkring. Hun skreg.

Det var et skrig i frustration. Hun havde endelig formået at undslippe Nemise, men faldt så lige ned i et sted, der næsten - men kun næsten - var værre end Skyggerne. Den kortvarige glæde var forduftet så hurtigt, som den var kommet. Det var en tand for ironisk for hende, at hun ikke engang nåede at åbne øjnene, før livet mindede hende på, hvor forfærdeligt  det var. 

Med et dybt støn rejste hun sig op på vaklende ben, fast besluttet på at finde ud af, hvad der foregik. Hvis hun ikke have vidst bedre, ville hun have troet, at det var djævlens værk, de skrigende og lidende mennesker, samt de blussende flammer lignede noget, som var hentet direkte fra helvede.  

Det var svært at gå gennem de faldende murbrokker på ben, der havde været vant til at være vægtløse, men Alice fik til sidst kæmpet sig over til en dame, som ikke så ud til at være ved at gå helt i opløsning. Stille tårer trillede ned af hendes kinder, men i det mindste skreg hun ikke. 

"Undskyld mig, frue," startede Alice langsomt, mens hun overvejede sine ord med omhu. Hun vidste ikke, om damen også havde hørt historier om Nemise, men hun blev hurtigt enig med sig selv om, at hun ikke skulle nævne sit ophold i skyggeverdenen endnu. Hun kunne dog ikke - trods den alvorlige situation ikke lade være med at nyde lyden af sin egen stemme, også selvom hun lød hæs, og ordene kom ud i stød.

" Men ved De, hvad der er sket her?” 

Alice vidste ikke helt, hvad hun havde forventet,  damen ville svare, men hun havde i hvert fald ikke forventet, at hun ville blive vred. Så snart ordene havde forladt hendes mund, begyndte damens øjne at lyne, og hun så ud til, at hun var ved at give Alice en lussing, men i stedet endte hun med at snøfte svagt. 

"Det ved du da godt, dit tåbelige pigebarn. Måske syntes du, at dette er noget at spøge med, men jeg kan sige, at du er ene om dette. De har lige fundet din veninde Thea. Død!”

Alice stirrede forvirret på kvinden. Hun var åbenbart af den opfattelse de kendte hinanden. 

"Undskyld, frue, men jeg tror, at De må have mig forvekslet med en anden. Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad der er sket her, eftersom jeg lige er ankommet,"sagde hun, mens hun anstrengte sig for at lyde høflig, hvilket var lettere sagt end gjort. 

"Det er ikke mere end fem minutter siden, jeg sagde det. Men...," kvinden sukkede dybt, "jeg gider ikke deltage i dine julelege lige nu, så nu gentager jeg mig selv". Hun rømmede sig stille.  

"Englænderne bombede skolen ved en fejl. De skulle ramme Gestapos hovedkvarter, men da et af bombeflyene styrtede ned, så de andre røgfanerne og fejlbedømte målet. Krige får folk til at gære forfærdelige ting. Ak ja".

"Kan jeg spørge, hvad et bombefly, mon kan være?" Ordet føltes fremmed i hendes mund. Damen gjorde sikkert bare grin med hende, men det forhindrede hende ikke i at smage tøvende på ordet. 

"Nu er den da helt gal, kære! Er du sikker på, at du ikke kom til skade? Måske fik du noget i hovedet?" spurgte damen, som Alice havde bestemt sig for at døbe Anne - hun lignede en Anne - med noget, som rent faktisk kunne være bekymring i stemmen. 

"De kender mig vist ikke, men jeg må undskylde for min uvidenhed," hun tøvede, mens en forfærdelig tanke faldt hende "kunne de måske fortælle mig, hvilket herrens år dette er?”

"1945,“ sagde Anne med noget, der helt sikkert var bekymring i stemmen. Men det havde Alice ikke tid til at tænke på. Hun vaklede langsomt væk fra damen, mens den dybeste gru gjorde oprør i hendes mave. Hun burde selvfølgelig have forudset, at tiden ikke bare frøs, når hun havde været væk så længe, men det var dog for meget, at hun havde været væk i tre århundrede. Hendes familie og venner var for længst døde og begravede, de var sikkert allerede blevet til smuldrende skeletter. Og verden havde forandret sig, kunne hun hurtigt konstatere. Til et flammehav fuld af lig og ødelagte bygninger, alt sammen forårsaget af noget, som Anne kaldte bombefly. 

Som i en tåge faldt hun langsomt ned på jorden, mens en ensom tåre trillede ned af hendes kind. Ingen lod til at tage sig af hende, de så hende vel blot som en anden af bombeflyenes ofre, der kom sig over det første chok og begyndte at græde. En dyb hulken skar sig gennem hendes bryst og mindede hende om den lyd, et jaget dyr udstøder, når den er vel at dø. Hun hostede træt, da noget aske kom ind i hendes lunger. Det kradsede i halsen, men hun var så ligeglad, som hun kunne blive. 
Det begyndte at regne, hvilket Alice satte en del pris på. Det var en del sværere at græde i solskin, og det pludselige skybrud bidrog kun til den dystre stemning. De steder, hvor ilden stadig havde fast, blev hurtigt slukket af den tiltagende regn og erstattet af røg, som steg op fra det hele og dækkede Alices udsyn som skyer. Hun gav op. 

Det var svært at indrømme, men i det øjeblik så hun en murbrok, lidt aske og hendes ærme med den lille knap, og hun erkendte, at det ville være fint, hvis det var det sidste, hun så. Hun lukkede langsomt øjnene og forsvandt i det velsignede sort-røde mørke. Selvom det kun var for et kort øjeblik, kunne hun mærke, hvor meget hun savnede ensomheden, og hun gjorde sig klar til at synke tilbage til Nemise. 

Men det skete ikke. Ligemeget, hvor meget hun anstrengte sig for at komme tilbage, var det som om, at dørene blot var lukket. Hun havde ellers troet, at hun var blevet en så stor del af den verden, hun hørte til der. Men hun blev bare ved med at kunne føle de små regndråber, som gennemblødte hende helt og en smuldrende murbrok under sine fingre. Brudstykker af samtaler blev ved med at flyve ind gennem hendes ører, uden hun fangede noget af det.

Alice blev alligevel ved med at udsætte det øjeblik, hvor hun skulle åbne øjnene mere og mere. Hun forestillede sig, at det øjeblik, hun gjorde, ville det være ligesom at overgive sig til denne virkelighed, og det ville hun ikke gøre endnu. 

Så hun blev liggende helt stille, krøllet sammen på jorden, mens hun ventede på, at trangen til at græde ville forsvinde. Nogle ville sikkert forveksle hende med et lig, så stille hun lå. Der var i hvert fald ikke nogen, som gjorde anstalter til at trække hende væk, hvilket hun var dybt taknemmelig for. Alice tog en dyb indåndning og åbnede øjnene. 

Hun havde forventet en eller form for noget stort, men ingenting så ud til at have forandret  sig. Hun havde følt, hun havde ligget der i timer, men sandheden var vist, det ikke havde været andet end få øjeblikke. 

Med et dybt suk satte hun sig op, mens hun spejdede efter det eneste ansigt, hun kendte blandt alle de andre - Anne. Et billede af hendes mor, søskende og bedste venindes lig, der var fulde af rynker dukkede igen op i hendes hoved, men hun skubbede det hurtigt væk og lod blikket glide videre over forsamlingen. Det faldt på en kvinde, som selv kiggede febrilsk rundt i ruinerne af bygningen. Det var lige tidsnok til at høre kvinden råbe hendes navn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...