Husket

Gennem hele sit liv, har Alice fået fortalt historien om parallelverdenen Nemise, hvor Skyggerne hersker. Om natten kommer de ud og hiver et barn med ind i Nemise, så barnet er fanget dér for altid. Men Alice havde altid anset det for blot at være en skræmmende godnathistorie og havde ikke troet på det, før hun selv ender derinde. Hun er uden håb for nogensinde at komme ud, før det endelig lykkedes hende. Men da hun lander i København under bombningen af den franske nonneskole Jeanne d'Arc, må hun hurtigt erkende, at århundreder er gået, og verden har ændret sig drastisk, mens anden verdenskrig raser. Og værre er, lader det til, at alle kender hende. //vinder af 2. pladsen i Fantasy og Historisk Fiktion-konkurrencen

6Likes
6Kommentarer
850Visninger
AA

8. Syv

Alice vidste ikke, hvad hun lavede. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der mon fik hende til at rejse sig fra sin seng og endnu en gang bevæge sig ud i stuen. Før hun vidste af det, havde hun afbrudt Stine og Annes lavmælte stemmer ved at gå lige hen til Anne. Pludselig havde hun spurgt om, hvad den Skygge-seende dreng hed, og hvor han boede. Hun havde måske lyst til at sluge ordene i sig igen, men den nye Alice, havde overtaget hendes krop. Anne havde først begyndt at skælde hende ud for at lytte til deres samtale, men Alice kunne tydelig gennemskue den halvhjertede tone. 

Så så snart Anne tøvende havde oplyst hende, greb hun sin jakke og nærmest løb ud ad døren. Hun havde været ligeglad med, hvilke konsekvenserdette måtte have. Hun havde været ligeglad med de råb, hun kunne høre gennem døren. Stine, der desperat kaldte hende tilbage, i den tro, hun rent faktisk lyttede. Hun havde været ligeglad med det undrende blik fra deres vicevært Johannes, da hun susede ud af hovedøren. Hun var vel bare ligeglad. 

Og nu fandt Alice så sig selv, stående foran en lille drengs hoveddør, i håb om, han ville være i stand til at give hende de svar, hun så desperat havde brug for. Hun havde allerede løftet sin finger for at trykke på ringklokken, da noget fik hende til at tøve. Måske var det, fordi det gik op for hende, hun skulle til at udspørge en lille dreng om Skyggerne, trods chancen for nogle ordentlige svar var meget lille. Han kunne meget vel bare være blevet forvirret over alt den røg og de fortabte skrig fra dem, der stadig var fanget inde i den smuldrende bygning - ikke at hun kunne bebrejde ham.     

En hel masse tvivlende tanker steg pludselig op i hende. Og det hjalp ikke ligefrem, huset syntes at tårne sig op i hende, med vinduer der lignede bundløse øjne. Hun syntes næsten, at brisen, der fik de blomstrede gardiner til at bevæge sig, lød som kommandoer, som forlangte, hun skulle gå sin vej. Hvis ikke det var fordi, Alice havde besluttet sig for ikke at vende hjem, før hun havde fået nogle svar, ville hun vende om, lige der på dørtærsklen. 

For tiden var knap. Hun havde ingen problemer haft med at finde vej, trods hun ved første øjekast aldrig havde troet de snoede gader ville komme til at føles hjemmevante. Men hun havde på den korte tur herhen ikke behøvet overveje vejen i mere end et sekund, hvilket skræmte hende mere end godt var. Frygten for at glemme sin fortid og ikke midt Skyggerne, blev større og større. Hvis hun skulle huske på noget fra før, hun var dumpet ned i1945 i København i Danmark under anden verdenskrig, måtte hun anstrenge sig til det yderste. Med øjnene knebet sammen, og sveden piblende ned af panden, var hun knap i stand til at huske de simpleste ting. Ja, selv Skyggerne var begyndt at blive slørede i hendes tanker. Da hun stoppede op er øjeblik på vej herhen havde hun faget sig selv i at prøve at huske, hvad Skyggerne nu gjorde. Alice sukkede dybt. 

Hendes finger - der stadig hang tøvende ud foran dørklokken - var begyndt at blive kold. Hun kunne tydeligvis mærke, hvordan den længtes efter at komme tilbage til lommens hullede dyb, så hun endte med at trykke den beslutsomt mod dørklokken. 

Først skete der ingenting. Alice kunne ellers høre, hvordan dens ringen gav genlyd i den store villa. Hun skulle lige til at ringe på endnu en gang, da den knirkende dør langsomt blev åbnet af en kvinde.  

Hun så ganske enkelt forfærdelig ud. Som om det var hende, der havde været ude for en ulykke og ikke hendes søn, gættede Alice. Hendes øjne var blodsprængte og hun var blegere end bleg, hvilket fik Alice til at sænke stemmen af mærkelige grunde, 

"Er Jonas hjemme? Jeg skal..." Alice tøvede, da det gik op for hende, hun ikke havde fundet på en løgn, som begrundelse til hendes besøg. Hun tvivlede på, en mor ville syntes, det var godt for sin 5-årige dreng at  blive påmindet om angrebet så tidligt. Men inden  hun kunne nå at fortsætte, afbrud Jonas' formodede mor hende. 

 "Kom bare ind. Han er på sit værelse ovenpå," sagde hun træt, med en stemme, der oplyste Alice om hun var fuldkommen ligeglad med, hvad Alice lavede i hendes hus. Så Alice fulgte tavst efter hende ind i en gang, der henlå i mørke, trods solen skinnede udenfor. Hun blev ført op af en snæver trappe til en dør, hvorpå der med klodsede bogstaver stod 'Jonas'.

Alice kunne pludselig ikke holde et lille smil tilbage, da hun så den barnlige tegning af en bil, der kørte ved siden af J'et, men det forsvandt så snart, det gik op for hende, hun ikke plejede at kunne læse. Men nu kunne hun åbenbart. I stedet for at fryde sig over sin nye evne, skar hun bare en grimasse og forsatte opildnet ind i værelset, uden at banke på. 

En lille dreng lå i sin seng, helt krybet sammen under tæpperne. Han havde en stor flænge panden - det gik  Alice i hvert fald ud fra eftersom et stor plaster, dækkede halvdelen af hans ansigt. Han virrede forvirret med øjnene, da hun trådte ind, som havde han lige sovet.   Alice kunne ikke lade være med at havde det lidt dårligt med at vække ham, da hun af egen erfaring vidste, hvor svært det kunne være at falde i søvn.

"Mor?" spurgte han tøvende. Han måtte vel være blændet af lyset, der strømmede ind fra gangen.

"Ehm nej. Mit navn er Alice," hun lod sætningen hænge lidt i luften, mens hun overvejede, hvordan hun bedst skulle få bragt Skyggerne på banen. Det var ikke noget, man lige sagde i en normal samtale, og Alice ville gerne have det til at være lidt skånsomt. 

"Skal jeg lukke døren?" spurgte hun i stedet. Selvom moren var gået nedenunder, ville hun stadig ikke risikere, deres samtale blev hørt.  

Da hun kunne skimte et nik over fra drengen, lukkede hun stille døren. Hun gik hen til hans seng og satte sig så tøvende på kanten, mens hun smilede stramt, som et forsøg på at være venlig. Men trods hendes bestræbelser, syntes det ikke at have synderlig effekt, måske fordi det var så mørkt, man ikke kunne se en hånd for sig. Hun kunne tydeligt mærke, hvor utilpas drengen var, fordi der kom en fremmed pige og satte sig på hans sengekant, som en bekymret mor. 

"Du gik på skolen, ik? Jeg kan huske, jeg har set dig derhenne. Hvad vil du?" sagde Jonas hurtigt i en aldeles uvenlig tone, der fik Alice til at krabbe sig uvilkårligt væk i forbløffelse over en femårig kunne lyde sådan. 

Så Alice besluttede sig for at gå lige til sagen, bare for at komme væk herfra så hurtigt som muligt. Hun måtte lige lede lidt efter ordene, men da hun først huskede, hvad hun skulle spørge om, sagde hun det hele i en rivende hast.

"Der var en, som fortalte mig, du havde nævnt noget om nogle skygger, før du besvimede. Det var lige efter... ulykken".

Først foretrak han ikke en mine, hvilket gav Alice lyst til at ruske ham hårdt for at få et svar. Men så åbnede han pludselig munden og sagde med lille stemme: "De var overalt. De svævede rundt, mens nogen af dem en gang i mellem bøjede sig ned over de små børn. Det var så uhyggeligt, specielt, fordi mor siger, der ikke var nogle skygger. Hvor kender du dem fra?", sluttede han af, mens en ufrivillig skælven løb gennem ham. 

Alice skulle lige til at svare, da det pludselig gik op for hende, hun ikke kunne huske svaret. Ja, hun kunne ikke engang huske, hvorfor hun var her i stedet for hjemme hos sin mor. Det var jo fuldkommen tåbeligt at sidde her og snakke til en fem-årig dreng, når hun tydeligvis gjorde ham bange. Der var ikke nogen grund til at være her. 

Så hun gik.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...