Husket

Gennem hele sit liv, har Alice fået fortalt historien om parallelverdenen Nemise, hvor Skyggerne hersker. Om natten kommer de ud og hiver et barn med ind i Nemise, så barnet er fanget dér for altid. Men Alice havde altid anset det for blot at være en skræmmende godnathistorie og havde ikke troet på det, før hun selv ender derinde. Hun er uden håb for nogensinde at komme ud, før det endelig lykkedes hende. Men da hun lander i København under bombningen af den franske nonneskole Jeanne d'Arc, må hun hurtigt erkende, at århundreder er gået, og verden har ændret sig drastisk, mens anden verdenskrig raser. Og værre er, lader det til, at alle kender hende. //vinder af 2. pladsen i Fantasy og Historisk Fiktion-konkurrencen

6Likes
6Kommentarer
849Visninger
AA

7. Seks

Alice måtte alligevel være døset lidt hen, for hun vågnede pludseligt, da hun kunne høre Stine rumstere rundt i køkkenet. Hun havde altid kunne bedømme hendes humør ud fra den måde, hun gjorde det på. Da krigen lige var startede, var hendes skridt tunge og hver ting blev knaldet ned i køkkenbordet, så det gav genlyd i hele lejligheden. Denne morgen lød præcis som en af disse. Man kunne hurtigt høre bekymringen i hendes bevægelser, men Alice kunne ikke bebrejde hende. 

Med et gab rejste hun sig fra sin sammenkrummede stilling i vindueskarmen, mens hun kort undrede sig over, hvorfor hun mon havde sovet der, hvorefter det hele kom væltende i en stor pærevælling. Hun skammede sig øjeblikkeligt over at have ladet sig selv leve i denne illusion, om det så kun var for et par korte, glemsomme sekunder. 

Men hvor havde det dog føltes rart. Hun kunne ikke lade være med at misunde sit falske selv for dette tilsyneladende helt normale liv. Det kunne måske godt være, at hun havde skændtes med Stine, så huset rystede eller følt sig udenfor i skolen, fordi hun var blevet stemplet som anderledes, men det virkede dog stadigvæk langt bedre end det liv, hun havde forladt.

Sådan kunne hun bare ikke tænke. Det ville være forkert at drage fordel af Skyggerne, og det vidste hun også, inderst inde. Det var derfor, hun blev nødt til at fortælle sin mor om dem idag, så folk kunne være lidt forberedte. Med et suk fik hun ud i køkkenet. 

Hun nåede knap at sætte sin fod over dørtærsklen, før hun blev mødt med et bekymret blik fra Stine. 

"Hvor ser du dog forfærdelig ud," sukkede hun, som morgenhilsen, eftersom Alices ansigt sikkert var blegere end nyfalden sne, hvilket stod i skarp kontrast til de sorte hinder under hendes øjne. 

"Fik du overhovedet lukket et øje?" spurgte hun, mens hun trak Alice ind i et akavet kram, som hun med det samme prøvede at gøre sig fri af, rystende på hovedet, som svar på Stines spørgsmål. 

"Heller ikke mig. Jeg blev ved med at kunne høre skrigene, og det føltes, som om bygningen rystede. Og jeg var der ikke engang, da det skete! Nå, men lidt morgenmad hjælper nok,". Stine sagde alt det i rivende hast, hvorefter hun placerede en skål havregryn foran Alice, som sad ved det lille spisebord. Alice vidste ikke helt hvad hun skulle svare, så hun gav sig til at spise, hvilket forhåbentlig så ud til at optage hendes fulde opmærksomhed. Uheldigvis fik hun lyst til at spytte maden ud ved første mundfuld, så det var lidt svært st skjule væmmelsen, der dukkede op i hendes ansigt. Havregrynene, der var vædet ind i mælk, voksede inde i hendes mund og klæbede til ganen. Hun sank stille. 

"Er der noget galt, skat?" Stine satte sig ved siden af Alice. 'Hvad tror du selv,' havde Alice lyst til at sige, men bed hurtigt ordene sig. Hvis hun på nogle måde, skulle overbevise Stine om, at Skyggerne fandtes, måtte hun ikke gøre hende sur på sig. Så hun rystede bare endnu en gang på hovedet, mens hun gjorde sig klar til at forklare om Nemise. 

Det var bare ret svært at finde et sted at starte. Hvis hun virkelig skulle fortælle hende om det, krævede det, hun fortalte, hun ikke var hendes datter, hvilket Stine under ingen omstændigheder ville tro på. Hvilken mor ville opgive sin egen datter, fordi hun hævede, der fandtes en anden verden, som hun havde været en del af siden, hun faldt ned i  en brønd for tre hundrede år siden. 

Men Stines blik brændte sig nu intenst ind i Alice, mens hun ventede på sit svar. Alice syntes pludselig de små tikkende lyde fra uret på væggen var meget højere. Det var det eneste, hun kunne høre. Tik, tak. Tik, tak. Tik, tak. Hver eneste tik eller tak skubbede ordene længere og længere ud.j

"Pas på Skyggerne!". Ordene kom tumlende ud af hendes mund, helt forkert. Det var ikke nogen ordentlig forklaring, der skulle overbevise hende om det overnaturlige, blot de tre ord, som havde stået brændt ind i hendes hjerne hele natten. Men på den     anden side, troede Alice heller ikke, det ville være muligt for hende at overbevise Stine. Hun havde jo knap troet på Nemise selv som en lille naiv pige. Hun havde blot set det som en tilbageværende rædsel i godnathistorier, men kun noget, man behøvede at være bange for, når man lå alene i mørket. 

"Hvad?" spurgte Stine undrende. Hun lænede sig tættere på Alice, så hun kunne lugte den søde lugt af roser, der hang ved hende. 

"Ingenting," svarede Alice fortabt, før hun vendte tilbage til sine havregryn. 

***
Som dagen gik, begyndte Alice at kede sig. Det var selvfølgelig ret indlysende, hun ikke kunne komme i skole, eftersom der ikke var nogen skole længere, så derfor blev hun nødt til at bruge dagen hjemme. Stine havde også taget en fridag fra det kontor, hun ellers arbejdede på, så  Alice ikke skulle være alene. I starten havde hun skam også sat pris, på hendes selvskab, men efterhånden som dagen skred frem, var hun ved at blive lidt træt af hendes mange spørgsmål, om hun ville have det eller det. Frygten var kommet lidt på afstand, når solen skinnede ind af vinduerne, og mørket ikke længere omringede hende. Så selv ikke den kunne holde hende beskæftiget. 
Så hun endte med at bruge dagen, siddende i en mølædt sofa, med benene dækket af et endnu mere mølædt tæppe.

Så da Stine kom hen til hende med en kop erstatningskaffe, for hun vidste ikke, hvilken gang, lod hun lidt af sin vrede og frustration gå ud over hende. 

"Igen? Seriøst? Tror du virkelig, jeg gider drikke noget af det sure sprøjt endnu en gang?" Ordene kom ud af hendes mund i en vred tone, før hun nåede at stoppe dem. Stine svarede ikke engang, men stod bare og betragtede Alice med triste øjne, som var blevet blodskudte af ikke at sove, hvilket fik et lille stik af medlidenhed til at stige uvilkårligt op i Alice. Alligevel blev hun ved, som den forfærdelige person, hun var. 

"Du bliver bare med at kigge på mig, som om du forstår alt, hvad jeg går igennem, fordi du er min åh så bekymrede mor. Jeg mener, du er ikke engang min mor. Og selv hvis du var, ville du ikke forstå, hvad det ville sige at bruge tre hundrede år, faldende i mørke, mens du konstant bliver konfronteret med dine værste frygte? Og du kender heller ikke noget til den dårlige samvittighed,  der har plaget mig siden ulykken, fordi de elendige Skygger absolut også skal være i denne verden. Så forvent ikke du får et kort på mors dag" 

Alice tog en dyb indåndning, mens hun gjorde sig klar til at skælde Stine mere ud. Men så gik det op for hende, hvad hun havde sagt. Uden et ord, flygtede hun ind på sit værelse og lod sig dumpe ned på sengen. Hun nåede lige at fange et svagt glimt af Stines fortabte ansigt, før døren smækkede i. 

Hvor var hun dum. Dum, dum, dum. Her havde hun brugt den halve nat på at prøve at finde ud af, hvordan i al verden, hun skulle få det sagt på en god og ordentlig måde, men så var det alligevel endt med det bare bare brasede ud af hendes mund, en hel masse usammenhængende sætninger, der sikkert bare fik Stine til at tro, hun var bukket under for ulykken. 

Hun begravede langsomt hovedet i puden, der lå smidt hen over sengen . Hun havde stadigvæk ikke hørt nogen knirk fra gulvbrædderne, hvilket måtte betyde, Stine sikkert stod frosset til stedet, ude af stand til at fatte hendes egen datter kunne finde på, at sige, hun ikke var hendes mor. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun skulle gå ud og trøste hende, men hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad hun skulle sige, så hun blev bare liggende il sin egen sø af elendighed. Det var trods alt ikke så slemt, det eneste Stine havde at være ked af, var hendes datter endelig var blevet skør. 

Endelig kunne hun høre lyden af fodtrin, hvilket betød Stine endelig var begyndt at flytte sig, hvilket trods alt mente, hun ikke var smeltet sammen til en lille klump , fordi hun havde sådan en forfærdelige datter. Men de var så dæmpede, at Alice måtte anstrenge sig til det yderste for at høre det, hvor hun ellers var vant til nemt at kunne følge med i hendes mindste bevægelse. Måske troede Stine, Alice sov, eller også havde ordene suget al vægten ud af hende, så hun var lettere en end fjer. Hun skubbede hurtigt billederne fra sig, så hun igen kunne synke ned i sit hav af dårlig samvittighed og sin sø af elendighed, som snart var ved at gå over sine bredder. Det ville sikkert ende med, at hele værelset var oversvømmet. 

Derfor hørte hun ikke de første små bank på hendes dør, før Stines spinkle stemme havde bedt om lov til at komme ind. Hun tænkte sig febrilsk om, for ærlig talt havde hun mest lyst til at drukne i sin egen trygge seng, lidt endnu, før hun skulle til at komme med en undskyldning. Stemmen havde bare lyt så ynkelig, hun ikke kunne gøre andet end at sige ja. Håndtaget bevægede sig tøvende ned, på den måde, Stine altid trykkede det ned. Alice drillede hende tit med, hun altid var bange for, der skulle stå en snigmordere på lur, så langsomt, som hun åbnede døre. Hun plejede at påpege, det var meget nemt at blive dræbt, når man var så langsom. Men det nænnede hun ikke nu, hvor der ikke var noget som helst at grine af. 

Da Stine trådte ind på værelset, var Alice lige ved at krabbe tilbage på sengen af ren forskrækkelse. Hendes øjne var ophovnede og røde, mens hendes ellers så nydeligt opsatte hår var endt i en rodet bunke, som var fugtig af tårer. Det var altså at overeagere, men Alice kunne ikke undgå at blive berørt. Ingen datter burde se sin mor sådan her, tænkte Alice trist, men skyndte sig så at glemme, hvad hun lige havde tænkt. Hun kunne ikke tillade sig at lade sig bedrage af Skyggerne. 

Stine rømmede sig og bragte hende tilbage til virkeligheden. Alice forventede straks en lang tale om hvor ked af det, hun var blevet, og at hun bare prøvede at hjælpe, men der kom kun et eneste ord ud af Stines mund. 

"Undskyld". 

Det lå lidt ligesom i ordet, man erkendte, det var ens egen skyld, men det var jo ikke Alices skyld, noget af dette var sket. Man kunne ikke bebrejde hende, for at være faldet ned i en brønd og have ramt det bundløse Nemise i stedet for vandet, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at undskylde på Skyggernes vegne. Så et øjeblik stirrede hun trodsigt på Stine, mens hun nægtede at svare hende. Men på den nøden side, bar det jo heller ikke Stines skyld og hun havde sagt det. Så Alice slugte sin stolthed og sagde det. 

"Undskyld, jeg mente det ikke". Hun lod sætningen hænge i luften og håbede det kun var hrnde selv, der kunne høre den falske efterklang ekkoe rundt i værelset. 

Dettte var så det øjeblik, hvor hun skulle rejse sig fra sin rede af dyner og puder, gå hen og kramme Stine, så de indså, hvor meget de elskede hinanden, mens tårerne flød i stride strømme ned på gulvtæppet, og solen glinsede i dem. Og dog skulle de smile, mens de satte sig på hendes sengekant og fik snakket alle problemer igennem til, solen forsvandt rødglødende i horisonten. Næste dag skulle de så hen og se på de rygende ruiner, mens Alice skulle mindes alle de år, hun havde tilbragt på skolen. Stine ville tage hendes hånd og støtte hende. 

De bitre tanker oversvømmede hende, og måske kunne Stine se noget i hendes blik, hun forsvandt i hvert fald fra værelset. Døren gik i med et lille smæld og efterlod igen 
 Alice alene med sine tanker. 

Hun kunne jo ikke bare give op. Det kunne godt være, at Stine troede, Skyggerne ikke udsprang fra andet end fantasi, men måske kunne hun starte en vandrehistorie om dem? På hendes tid havde tusindvis af mennesker trods alt troet på dem, uden at blinke, trods der ikke var nogen som helst beviset. Hvem vidste, om hun ikke kunne overbevise en lille pige, der kunne fortælle det videre til sine forældre, hvorefter historien til sidst ville være kendt af alle? Hun sukkede over sin tåbelige plan. 

Men måske var det virkelig bare en drøm. Måske var det bare en blanding af frygten for Skyggerne og chokket over ulykken, der havde fået hendes forvirrede hjerne til at drømme om det. Mareridt var jo ikke virkelige. Hun havde sikkert bare overreageret lidt. Skyggerne måtte da slå sig til tåls med, hun var her. De havde straffet hende nok.  

I øvrigt  ville der nok ikke gå mange dage, før de ville være forsvundet helt fra hendes tanker og minder, så det var bare en kamp, der var tabt på forhånd, tænkte hun trist og lid sig synke endnu dybere ned i sengen. 

Hun sukkede højlydt, ja næsten så højlydt, hun ikke hørte den svage kimmen fra dørklokken. Hun undrede sig kort over, hvem det mon kunne være, men opgav så. Trods hendes falske minder, kunne hun ikke huske så mange andre personer end Stine, kun små glimt af oplevelser. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke på, om hun havde haft nogle venner på skolen, der var omkommet i ulykken. 

Ikke desto mindre, hørte hun pludselig at to par fodtrin nærmede sig hendes dør. Hun bad inderligt til, at de ikke ville gå derind, så den dørringende-person, ville se hendes ansigt, der sikker lignede et rod efter alle de ting, det havde oplevet det seneste døgn. Men selvfølgelig var heldet ikke med hende, så dørhåndtaget gik endnu en gang ned, denne gang hurtigt, hvilket tydede på, det ikke var Stine, som åbnede, konstaterede Alice. 

"Alice?“ sagde en stemme tøvende. Det tog et øjeblik for hende at placere den, fordi sidste gang hun havde hørt den, var ejeren ved at opløses af fortvivelse. Men denne gang lød Anne rolig og fattet, måske endda lidt følelsesløs. Ikke at man kunne bebrejde hende. 

"Kom bare ind," svarede Alice hult, mens hun forberedte sig på hvilke dårlige nyheder, Anne sikkert havde med. Anne trådte ind i lokalet, mens kun kastede ligegyldige blikke omkring sig, tæt forfulgt af Stine, der virkede som om, hun ville prøve at beskytte sin lille pige. Deres dystre ansigtsudtryk var nok til at få lysten til at krølle sig sammen til en kugle til at vokse i Alice. 

"De har fået tal på ligene, og det ser ud til Kamma er død. I var meget tæt knyttet, ik? Nå, men jeg tænkte i hvert fald, jeg hellere ville have dig til at høre nyheden fra mig, end fra andre." 

Alice vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Men før hun vidste af det, begyndte tårerne endnu en gang at dukke frem i øjenkrogene, over den veninde hun aldrig havde kendt. Minder begyndte at vælde op om, hvordan de havde leet sammen og sendt små beskeder til hinanden i timerne. Minder, som hun ikke vidste, hun havde. Og det fik hende om muligt bare til at græde endnu mere. 

Både Anne og Stine kiggede forstående på hende. Hun ænsede svagt, gennem et slør af tårer de med lavmælte stemmer, sagde noget til hinanden, hvorefter de lod til at have besluttet sig for at lade hende komme sig ovenpå chokket. Alice skulle lige til at spørge, hvor mange der var døde, men holdt så inde, fordi tallet ikke ligefrem ville hjælpe på hendes humør.

Så hun så tavst til, mens døren lukkede sig med et lille smæld, så hun kunne være alene til at  sørge over sin afdøde veninde. Hun koncentrede sig i stedet om de dystre stemmer bag døren, og eftersom det krævede alt hendes opmærksomhed at skildne ordene fra hinanden, kunne hun tørre sine øjne, da strømmen af tårer stoppede. Uheldigvis bestod samtalen blot af beklagelser over krigen - tænk, hvad det gør ved folk. Og en masse tanker til dem, der var i familie med dødsofrene. 

Alice overvejede hurtigt at gå ud til dem, men hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Alle hendes forsøg på at fortælle nogen om Nemise, var ikke ligefrem lykkedes, og hun så ikke nogle grund til, det skulle det nu, da Stine allerede anså det, som et produkt af hendes vrede. Hun kunne alligevel ikke dy sig, da hun pludselig hørte sit eget navn, så hun gik hurtigt hen til døren og åbnede dem.         

Med den undskyldning hun skulle have en småkage gik hun hen til køkkenet - der lå adskilt fra stuen af en halvmur, så hun tydelig kunne høre deres samtale. 

"Ja, Alice har ikke sagt så meget om ulykken. Det var jo også så kaotisk, ikke noget vidunder hun ikke vil genopleve det."

"Jeg tror personligt, hun har oplevet noget meget traumatisk. Hun var nemlig helt ude af syne for nogle minutter. Og så kom hun hen og spurgte hvad der var sket, som om jeg ikke lige havde sagt det. Ja, hun tiltalte mig endda De, hvilket hun aldrig plejer.  Det var næsten, som om hun var faldet ned fra himlen."

Alice fnøs, Anne anede ikke, hvor sandt det var. 

Stine fortsatte tøvende. "Hun sagde faktisk noget idag. En hel masse med nogen skygger, der var skyld i ulykken? Og hun sagde endda jeg ikke var hendes rigtige mor, hvis du kan tro det!"

"Sjovt du siger det. En af de mindre drenge fra børnehaven mumlede noget om nogle skygger lige, inden han besvimede. Sikkert bare et eller andet tåbeligt, men dog et mærkeligt sammentræf. 

Alice stoppede brat i sin fumlen med småkagedåsen. En dreng, der kendte til Skyggerne. Mystisk. Hun nærmede sig, fast besluttet på ikke at gå glip af et eneste ord. Men så steg et skæbnesvangert knirk op fra gulvbrædderne og gjorde Stine og Anne bevidste om hendes tilstedeværelse

Med et suk gik hun slukøret ind på sit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...