Husket

Gennem hele sit liv, har Alice fået fortalt historien om parallelverdenen Nemise, hvor Skyggerne hersker. Om natten kommer de ud og hiver et barn med ind i Nemise, så barnet er fanget dér for altid. Men Alice havde altid anset det for blot at være en skræmmende godnathistorie og havde ikke troet på det, før hun selv ender derinde. Hun er uden håb for nogensinde at komme ud, før det endelig lykkedes hende. Men da hun lander i København under bombningen af den franske nonneskole Jeanne d'Arc, må hun hurtigt erkende, at århundreder er gået, og verden har ændret sig drastisk, mens anden verdenskrig raser. Og værre er, lader det til, at alle kender hende. //vinder af 2. pladsen i Fantasy og Historisk Fiktion-konkurrencen

6Likes
6Kommentarer
848Visninger
AA

6. Fem

Alice vågnede med et skrig, som hun dog hastigt forsøgte at dæmpe i sit pudebetræk, så kun en lille ynkelig lyd slap ud. Hun satte sig brat op, badet i koldsved, mens gruen stod malet i hendes ansigt. Hun tog langsomt et par dybe indåndninger for at genvinde fatningen, hvilket var sværere end som så. Hver eneste tanke i hendes hjerne skreg på opmærksomhed, den ene højere end den anden, mens det blot steg til en hylende larmen. En hylende larmen bestående af fire ord. Skyggerne havde forårsaget ulykken. 

Hun kunne ikke tro det. De burde da kun have magt over deres egen verden, og burde det ikke være nok at sprede ulykke på det golde sted, som var én hver mands mareridt? Men alligevel var hun ikke et sekund i tvivl om, at hendes drøm var virkelighed og var sket. Det var sikkert Skyggerne, som havde plantet den der, midt i hendes bevidsthed, fordi de ikke ville lade hende være glad, og der var alligevel ikke noget, hun kunne gøre ved det. Hun var ligeså hjælpeløs, som hun havde været i drømmen. Måske endda mere. 

Alice lod langsomt sit hår falde ned af over sin svedige pande for at begrave sig selv i sin egen elendighed. Det kølige mørke bag hendes øjenlåg burde måske være en velsignelse, men lige nu kunne hun ikke lade være med at lede efter omridset af en Skygge i det, så hun åbnede dem hurtigt igen. Der kom kun en lille smule månelys ind gennem en sprække i gardinet, hvilket fik alting til at skinne med et sølvfarvet skær. 

Hun begyndte langsomt at rejse sig på de knirkende gulvbrædder, der sikkert fik en masse splinter til at bore sig ind i hendes bare fødder, hvilket hun var ligeglad med. Det lille værelse syntes at lukke sig om hende, så hun næsten ikke kunne få luft. Der stod bare sengen, et skrivebord og et skab, men det var også nok til at hylde værelset i sælsomme skygger, hvilket fik hende til at hoppe forskrækket ved hver eneste lyd, om de så stammede fra gulvets knirken. 

Forsigtigt begyndte hun at gå frem og tilbage, bange for at vække Stine, som lå og sov i rummet ved siden af, hvor kun en papirstynd væg adskilte dem. Hun undrede sig et øjeblik over, hvordan hun vidste den var papirstynd, men det var vel bare endnu et af de mange falske minder. Hun sukkede dybt.

Hun overvejede kort, om hun skulle gå ud, så hun kunne sidde i det dybe nattemørke, i stedet for her med sine tanker, men blev hurtig enig med sig selv om at lade være. Det ville ikke gå mere end et par minutter, før hun farede vild i de labyrintiske gyder, og hun turde ikke stole nok på sine nye minder til at lade dem være hendes vejviser. Så i stedet åbnede hun sit vindue på klem og placerede sig i vindueskarmen. 

Den var kold, trods forårssolen burde have varmet den op, så et lille gys undslap hendes mund. Men det føltes nu alligevel dejligt, da hun mærkede en kold brise, som var sluppet gennem en lille utæthed i vinduet mod sin hud, så hendes hektiske vejrtrækning sænkede sig lidt, da hun for et øjeblik var i stand til at glemme det hele og bare betragte stjernerne funkle på et tæppe af sort, mens månen badede gaden i lys. 

Langsomt kørte hun sine fingre gennem sit uglede hår, mens hun kunne mærke sine øjne blive blanke. Dette var blot den første nat af mange, hvor hun kunne mærke savnet efter sin gamle familie stikke i brystet. Hun fortrød inderligt, hvordan hun havde revet sin lillesøsters ansigt til blods, mens hendes fars kiste blev dækket af jord. Hun gad ikke engang græde dengang. Men mest af alt var hun ked af, hun ikke længere kunne huske, om solen havde skinnet, eller det havde regnet den dag, fordi hun ellers troede, det ville blive hos hende for altid. Hun havde så aldrig troet, at noget af dette ville ske.

Og det værste var, at hun ikke kunne lade være med at føle, at alle de dødsfald var hendes skyld. Hvis hun ikke havde ønsket sig ud af Nemise, kunne det være, hun ikke havde trukket Skyggerne med ud. For Skyggernes natur var bare at skabe kaos og ødelæggelse, så det var vel ligesom at slippe et monster løs. Skyldfølelsen fik hende til at synke helt sammen i vindueskarmen, som var alt luften sluppet ud af hende. Hun tvivlede ikke på, hun så så fortabt ud som nogensinde. Selv ikke i skyggeverdenen havde hun haft det sådan.  

En forfærdelig tanke faldt hende ind; hvad nu hvis, Skyggerne ikke havde forladt denne verden i nu, hvis de stadig stod og lurede i mørkets dybeste afkroge, mens de ventede på at skabe kaos igen? Dette ville være en perfekt mulighed for at gøre, hvad de var bedst til, eftersom alle mennesker så ud til at være meget skrøbelige for tiden, med den såkaldte krig rasede. De ville sikkert ikke helme, før denne verden var lige så trøsteløst som Nemise. Eller også ville de få alle verdens mennesker ind i Nemise, så albuer skrabede mod hoveder, når alle var midt i et frit fald.

Hun stirrede trist på stjernerne, som pludselig havde mistet deres skønhed, mens flere rædselsscenarier dukkede op i hendes hoved, det ene værre end det andet. Det var svært for hende at forstå, hvordan hun nogensinde havde overlevet det, når hun allerede var på randen af sammenbrud her. Hun kunne næsten se, hvordan hendes fingre gled længere og længere på klippekanten, mens de famlede i blinde efter noget at gribe fat i. Vinden rev hende bare længere og længere ud mod afgrunden, og hun vidste, hun var fortabt. Måske skulle hun virkelig bare give slip. Give op.

Hun have ikke engang kræfter til at kæmpe i mod de dystre tanker og måtte bare sidde og vente på, de stilnede af. Og til sidst forvandlede det hele sig da også til en stor dyster sindstemning, der fik en hovedpine til at banke bag hendes tinding. Hun kunne dog ikke helt afgøre, om det var på grund af trætheden. Hun sad trods alt op midt om natten, men tanken om at lægge sig lige så fredeligt ned på sin dejlige bløde seng, var simpelthen frastødende. Hun ville nødigt risikere, at endnu et "mareridt" skulle dukke op i hendes drømme og i øvrigt, troede hun ikke selv, hun var den slags person, der bare kunne sove efter sådan en oplevelse. Hun kunne ikke undgå den dårlige samvittighed, så hun ville sikkert sidde oppe hele natten. 

Alice kunne faktisk allerede mærke, hvordan hendes øjenlåg var begyndt at blive tunge, trods hun sad i en kold og hård vindueskarm. Måske var det fordi, hun var vant til at bruge det meste af tiden på at sove, eftersom der ikke var meget andet at lave dengang. 

Men hun blev nød til at finde på noget. Hun sad fast her, ingen tvivl om det, men måske kunne hun advare folk om skyggerne? De ville sikkert ikke tro hende. Det lod til ingen havde hørt om Nrmise, for hvis de havde, vidste Alice, det burde være bragt op og blevet nævnt flere gange under en ulykke af den skala, fordi man så det som selve hjemstedet for ulykker. Og iøvrigt kunne ord ikke beskrive Skyggerne. Der ville ikke være nogen grund til at tage det alvorligt, hvis en lille spinkel pige, sagde, der snart ville komme nogle uhyggelige skygger, der var meget mørke, og som gjorde hende bange. De ville sikkert bare ryste godmodigt på hovedet og sige, de havde større ting at bekymre sig om. 

Men hun kunne vel starte med Stine. Hun var trods alt hendes mor, hun måtte da tro på hende. Men i det sekund, hun havde tænkt tanken, fortrød hun det bittert. Hun havde lige kaldt Stine for sin mor, hvilket hun endnu en gang måtte minde sig på, ikke var sandt, men blot en del af Skyggernes magt over minder og tanker. Men hun kunne da godt prøve. Det værste, der kunne ske, var ved at Stine troede, hun var sindsyg. 

Og med disse ikke særligt beroligende tanker, lænede hun sin kind mod den kolde rude og gjorde sig klar til en lang søvnløs nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...