Den virkelige verden

Dette er en af mine ældre historier.

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

1. Den virkelige verden

Den virkelige verden.

”Her er jeg altså. Den der lille pige med det lange lyse krøllede hår og de dybt blå øjne. Hende som åbenbart ikke kan noget som helst, hvilket overhovedet ikke passer, jeg kan da en del: Læse, tegne, skrive, spille på Guitar og trommer, og en hel masse andet. Det gjorde mig bare endnu mere mærkelig i de andres øjne. Hvorfor skal det være så forbistret svært at gå i 5.? Og nu da jeg er rykket ned fra 6. C til 5. B, som skulle være ”Byens Bedste Børn”, hvilket overhovedet ikke passer. Så må jeg bare ingen ting, det er bare bund uretfærdigt, totalt unfair.

 Mens drengene snakker ”Totalt SWAG” og pigerne ”Barbi-dukker,” står jeg midt i det hele og finder på ”Automatiske pølse-vendere” med ”Selv-pålægning-af-pølsen”, dét er måske også en smule mærkeligt men ikke en grund til at mobbe. Jeg ligger bare her og tænker på at der må være en eller anden mening med alt i livet, lige nu har jeg bare svært ved at finde mening i alt i mit eget liv. Måske kommer løsningen længere fremme eller måske var den længere tilbage, men den befinder sig ikke her, ikke lige nu.

 Jeg har aldrig været for stolt af mit udseende ej heller af at blive kald blondine, de andre piger som altså også er blondiner går fri (ifølge dem selv) fordi det jo var mig der rykkede en klasse ned. Og vores klasselærer Peter ser bare passivt til mens de andre mobber mig. Min mor og far hjælper heller ikke så meget, min far er aldrig hjemme og min mor kommer hjem så sent at jeg har glemt de vigtigste detaljer.

 Det er sket en gang at jeg har sagt det til min mor, men det blev en værre fiasko, fordi jeg ikke kunne huske noget og havde gættet på det. I stedet for at sige at jeg ikke kunne huske det. Det var endt med at min mor havde ringet til Peter og fortalt historien, næste morgen tog han det så op i klassen da alle var tilstede. Det var totalt pinligt at sidde der og høre på det ene og det andet uden rigtigt at kunne gøre noget. Det endte dog med at en af de drenge der havde mobbet mig blev skældt ud, men det var på grund af at han havde givet Peter fingeren i en diskussion om et eller andet, som vist nok havde med mig at gøre. Og da jeg så var kommet hjem og havde fortalt det hele til min mor inklusiv at jeg havde løjet, så fik jeg skæld ud.

Og så er jeg i øvrigt blevet skubbet ned oppe fra et højt træ, det er derfor at jeg ligger her og kigger op i et stjerne bestrøget loft, i et lille værelse, i en lille lejlighed, på 5. sal ud mod gården, med et brækket ben, totalt surt. Men også lidt heldigt. For nu hvor jeg burde være i skole har jeg fået fri fra skole i en måned, og den måned startede for to uger siden hvor jeg blev opereret.

 Om morgenen sætter min mor morgenmad og frokost på en bakke, så jeg kan spise det mens jeg ligger ned. Lægerne sagde at jeg ikke må gå eller stå op, og jeg gad ikke sidde i rullestol bare for at kunne komme i skole.”

Hun humpede ud på toilettet og lå fem minutter efter i sengen igen og snakkede med sig selv.

”Det kunne være godt med en lidt mildere verden uden krig og mobning, og med helte, det hele skal være med, lige fra almindelige ponyer til kæmpe store drager og feer, alfer og elvere.

 En verden hvor man er venlige og hvor man ikke slår sig eller brækker noget som helst, og hvor man ikke har jobs så man først kommer hjem sent, eller andre forhindringer på vejen til det frie liv. Hvor alle har det godt og rart, maden skal hænge på træerne.

Husene skal være store og solide, og alle hjælper til med at bygge, med at arbejde, med at samle, med at slukke brande, med at passe dyr når ejeren skal på ferie, med at-… alt muligt. Man skal bare hjælpe hindanden og lytte, og stoppe når der bliver sagt stop, og hvor man kender alt og alle, og man ved alt lige fra spæd. Det kunne være sjovt, man kunne tage på ferie uden noget som helst, fordi der er 28 grader døgnet rundt og fordi der tilfældigvis står et pizzatræ når man har allermest lyst til pizza. UV-strålerne findes ikke og der er skygge når man har brug for det.

 Træerne skal kunne snakke og græsset slå sig selv, bare ikke alt for hårdt, he he. Og planterne beskære sig selv, og der skal ikke være skarpe sten som man kan skære sig på eller søm som ruster. Når det er vinter skal der komme enormt meget sne, så meget at det står husene til taget, og sneen skal være spiselig og smage af den bedste vaniljeis, og regnen skal være sodavand.

 Det er en dum vane at snakke højt, man kan næsten ikke lade vær igen, men man må jo sige et eller andet ind i mellem ellers så glemmer man hvordan man taler og det er nok ikke så godt. Det er i sig selv nok at have brækket benet men også at være stum er alt for meget på en gang. Man kan jo starte med at forestille sig den gode verden.

Altså, man kommer ind på et torv midt i byen. Så kommer der en Alf hen.

”Halløjsa mit navn er Hopfentof, er du ny, jeg syntes ikke at jeg har set dig før selvom jeg kender alle.”

Siger han så, og så svarer jeg:

”Ja jeg er ny, og jeg hedder Lise.” Også udbryder han.

”Jamen så goddag Liså.” Hov han sagde det forkert, så må jeg hellere sige det igen.

”Jeg hedder ikke Liså men Lise!” Og nu retter han det så.

”Lise Lise Lise, du må undskylde at jeg kaldte dig Liså, jeg har bare en søster der hedder Liså, hende tænker jeg hele tiden på.” Det var fint, flot lille Hopfentof.

”Hvad er der med din søster?” Han svare derefter genert.

 ”Øhm-… ikke noget.”

”Ok” Han må helst ikke blive genert.

”Vil du vise mig rundt?” Spørger jeg, det er jo en perfekt verden, så det vil han gerne.

 ”Nej det vil jeg ikke.” Hov det skulle han ikke sige, han skulle have sagt: med glæde lille frue, og så retter han det.

”Med glæde lille frue.”

 Og så går vi lidt rundt i byen og jeg spørger så.

”Hvad hedder byen?”

 ”Byen har ikke noget navn, du har ikke givet den noget navn endnu, det her er jo din historie.”

”Gud ja det er det jo også, tak fordi at du mindede mig om det.” Aj, nu skal jeg huske at han bare er en figur i min historie. Hov hov, hovhovhov hvis det her er min historie hvordan kan du så sige noget som jeg ikke har digtet.

”Hvordan kan du vide, at du er en historie?” Nu går det for vidt, jeg giver lige byen et navn, og så smutter jeg igen

 ”Fordi jeg ved alt, det har du selv sagt.” Nej, hjælp nu går det helt galt. Jeg vil ikke være en historie.

”Nå ja. Men hov jeg kan ikke digte længere! Byen skulle have heddet Lummerly, men det hedder den ikke, hjælp jeg er fanget i min egen historie!” Ak ak, af alle fejltagelser jeg nogensinde har begået er det her uden for min fantasis forestillings evner!

”Det var godt.” Sagde Hopfentof lettet.

”Hvorfor er det godt? Nu kan jeg ikke komme hjem.” Gispede Lise fortvivlet. Nu det forsent jeg er fange i min egen historie. Hvorfor skulle den by også have et navn. Og nu mister jeg evnen til at tænke uden for historiens rammer.  Hvem digter nu min historie?

 ”Nå ja, det er ikke godt at du ikke kan komme tilbage, men det gode er at lige om lidt ville du nok tvinge mig til at fortælle om det hele, og så ville jeg blive nød til at fortælle om ”De Sorte Krigere-…”

 ”Hvad er ”De Sorte Krigere” og hvordan kan de komme når jeg ikke har digtet dem frem?” Afbrød Lise nysgerrigt.

”De kom da du sagde: Der skal være alt, lige fra almindelige Ponyer til kæmpe store Drager og Feer, Alfer og Elvere. Husker du det?”

 ”Svagt, men ja. Ja det gør jeg, og nu udmærket. Men jeg havde ikke fundet på historien dengang.”

”Nej det havde du ikke, men en historie som har fremtid har altid en fortid, lige som du engang var baby, du ville ikke have været her nu hvis ikke du havde været baby.”

 ”Aha, men hvad gør de Sorte Krigere?” Gentog Lise.

 ”Tidsfordriv, det er så død kedeligt at leve i en perfekt verden. Der er intet at lave. Vi kæmper mod de Sorte Krigere, i kampe om intet, vi slås mod dem som tidsfordriv. Da vi hverken kan slå os eller brække noget så dør vi ikke i kamp.” Sagde Hopfentof tynget.

 ”Er i ikke bange for at de Sorte Krigere indtager byen?” Spurgte Lise.

”Næ, de Sorte Krigere har det lige som os, de syntes også at det er død kedeligt at leve livet. De er dog sure på os, højest sandsynligt fordi vi har en stor og flot by og de kun deres hytter”

 ”Kan I da ikke dø?”

 ”Indtil videre kun af sygdom og alderdom.”

 ”Okay.”

 De gik lidt rundt i byen og så de forskellige ting, og da de blev sultne opstod der et Burger-træ og et Sodavands-træ. De plukkede en Burger og en cola hver. Så satte de sig på en bænk og spiste. Efter et stykke tid rejste de sig og gik videre rundt i den lille by. Senere spurgte Lise.

 ”Hvorfor laver i ikke noget nyt når i keder jer, bygger et tivoli eller sådan noget?”

 ”Det gør vi også, men når en hel by bygger på et forlystelsesland går det alt for stærkt, det tager ikke lang tid nok, sagt på en anden måde.”

”Så byg det større.” Sagde Lise opmuntrende.

”Er afprøvet. Vi byggede engang et forlystelsesland så stort, at vi blev nød til at bygge hoteller inde i parken.”

 ”Øhm-.. må jeg komme forbi?” Brummede en dyb stemme.

 Lise og Hopfentof vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en stor grøn drage.

”Ja selvfølgelig må du det, Derfinger.” Svarede Hopfentof og fortsatte. ”Hvad bringer dig på disse kanter?”

”Kampen i morgen, SK1 mod BB1. Det er finale.” Sagde Derfinger, og lød forundret.

”Gud ja, hvordan kan man glemme den slags begivenheder?” Sagde Hopfentof

”Kommer du?” Spurgte Derfinger.

 ”Selvfølgelig, og jeg tager hende her med.” Sagde Hopfentof og pegede på Lise. ”Hun hedder Lise og er ny.”

 ”Jamen så goddag Lise, -… ja og undskyld jeg ikke kan give dig hånden.” De små lo lidt.

”Goddag-…” ”Derfinger.” ”Goddag Derfinger.” Fortsatte hun som om at hun ikke lige var blevet rettet. ”Hvad er det for en kamp I snakker om, og hvad betyder SK1 og BB1?”

 ”Hov, rolig nu, ét spørgsmål ad gangen. Den kamp vi snakker om er en (slags) mini krig, en sport. SK betyder Sorte Krigere, og 1 for første deling altså Sorte Krigere, Første deling. BB1 er så tilsvarende ByBoerne Første deling.” Forklarede Derfinger.

”Nå ja, det var det det betød, man glemmer jo når man bliver gammel.” Mumlede Hopfentof og fortsatte. ”Hunt fjpse dke erata ernti derfl perta gjøl, qasrt derefl goldne eosaedmi riejn eiwn rpeøj. Sowjey, odksisl weamd djæwks swlq eois dud cæsøs sæemx.” Sagde Hopfentof på et ret så mærkeligt og totalt uforståeligt sprog.

”Hvad sagde du?” Spurgte Lise.

”Jeg fortalte ham om, at du sidder fast og alt det der.”

”Nåh.”

  ”Har du en seng ledig?” Spurgte Hopfentof Derfinger.

 ”Ja, hvorfor spørger du?”

”Fordi Alfe-senge ikke egner sig til mennesker.”

 ”Aha, vi mødes vel på stadion i morgen ikke?”

”Jo, absolut, vi ses i morgen, farvel.”

”Farvel.”

”Hov, stop en halv, er der ikke nogen der vil sætte mig ind i det her?”

”Nå ja, undskyld, dig havde jeg helt glemt. Du skal med Derfinger hjem og sove, jeg har ikke plads. Det kan godt være, at der er 28 grader døgnet rundt, men du har ikke lyst til at sove udenfor, du opfandt selv alle myggene og hvepsene, og alle de andre insekter. Vi ses på stadion i morgen.”

 Efter et par farveller skiltes de, Hopfentof gik den ene vej, og Derfinger og Lise den anden. Det tog en time for Derfinger og Lise at gå hjem til Derfinger.

På vejen stødte de på mange forskelige skabninger: En hjort, en kentaur, en bjørn, nogle mennesker, flere drager, en fe, en flyvende lysestage som snakkede med et træ, og et komfur. Forbi dem kom også en hoppebold som tilsyneladende ikke ville stoppe med at hoppe, selvom den hoppede ind i en væg, sagde den bare ”av min knold,” og hoppede videre. Der var også en mand der lige havde befalet sin græsplæne at slå sig ned i to centimeters højde. Så fulgte en stor sø, nogle marker, og pudsigt nok også et stole-træ. Men de lod sig ikke friste, selvom der også var en stol i dragestørrelse.

Derfingers hus var kolossalt. Lise følte sig som en mus, da hun trådte ind gennem den store dør. ”Så er vi her. Ude godt, men hjemme bedst.” Sagde Derfinger.

”Hvor er her stort.” Udbrød Lise i ren begejstring.

”Du kan bare kigge rundt, jeg går ud i køkkenet og laver en okse.”

”Øh, ok.” Lise kiggede rundt. Huset bestod af en entré, to værelser, en stue og et køkken. Inde på værelserne var der en seng (meget stor), et sengebord (meget stort) og underligt nok, også en emhætte. Gad vide hvorfor den hang der over sengen? Mystisk. En halv time efter Derfinger var gået ud i køkkenet, lå der en fint tilberedt okse på bordet, og Derfinger (han lå godt nok ikke på bordet men stod op) sagde, at nu var der aftensmad . Lise spiste et lår og Derfinger resten, så kom joken med præsten, og så gik de til køjs. Mens Lise lå i den alt for store seng, tænkte hun på, hvad hendes mor ville tænke, når hun var væk. Hun længtes hjem, men ikke efter sit brækkede ben, og heller ikke efter skolen.

Da morgenen kom, havde Derfinger lavet morgenmad, da Lise kom ud i stuen. De spiste i tavshed. ”Så, nu skal vi af sted.” Sagde Derfinger efter en halv times tid.

”Hvor langt er der?” Spurgte Lise efter de havde gået et stykke tid.

 ”Ikke så langt igen.” Svarede Derfinger. ”Vi skal lige have nogle madpakker.”

”Jammen, så skal vi hjem igen.” Sagde Lise forvirret.

 ”Nix maden hænger jo på træerne, det burde du af alle vide.”

Og ”fluf”, så var der et madpakketræ lige foran dem. Derfinger plukkede en stor krabat og Lise en lille. Efter endnu en halv times gang, kom de til en bygning med en stor kø ude foran. ”Så er vi her.” Sagde Derfinger og trak Lise med over i køen for store individer. ”Hvad mente Hopfentof med at han var gammel?” Spurgte Lise da de stod i køen. ”Ikke noget, han er kun 356 år gammel.” ”Vildt!” Tænkte Lise. Da de havde stået i kø i langt tid fik de øje på Hopfentof i køen for miniindivider.

 Da de kom hen til porten for store individer, blev de sendt op på tredje række lige ved siden af Hopfentof.

”Jammen goddag igen, har du sovet godt?” Det sidste sagde han henvendt til Lise.

”Ja, jeg har sovet udmærket, hvad med dig?”

 ”Udmærket ta-..” Hopfentof blev overdøvet af en stemme som sagde: Må vi bede om forsamlingens opmærksomhed?  Det blev helt stille, (Lise tabte sit hårspænde og det kunne høres højt og tydeligt.) Stemmen foresatte: Vi vil gerne byde jer alle sammen hjerteligt velkommen til finalen i krig! Jubelskrig og pift kunne høres overalt. Det var fuldstændigt ligesom til en fodboldkamp. I år vil vi gerne byde velkommen til-. . . . Stemmen gjorder en dramatisk pause. SK1 ooooog BB1. Hundredevis af riddere med svær og bueskytter vældede ind på banen, der var en øredøvende larm, men den stoppede idet stemmen begyndte igen. Kampen begynder om 10….9.. alle ridderne og bueskytterne indtog formation og publikum talte med: ..8….7….6….5….4….3….2….1… LAD KAMPEN BEGYNDEEE! Ridderne væltede ind over hindanden og bueskytterne skød efter det andet holds bueskytter. De brugte de mest beskidte tricks, Lise nogensinde havde set

Lise opdagede hurtigt formålet med spillet. Det gjaldt om at gøre modstanderne trætte så de overgav sig. Denne minikrig varede i en time og så skete der noget mærkeligt. Inde på midten af banen rejste en sort kriger sig og sagde med unaturlig høj stemme. Vi erklærer krig mod byboerne, i har en måneds til at beskytte jer. Ha ha ha. Han tog fat i en af byboernes krigere og stak ham med en lille kniv. tilskuerne, de kunne jo ikke komme til skade så det var utroligt dumt at kigge på. Krigeren der var blevet stukket grinede også lige indtil at han faldt død om. Hele stadion forstummede i rædsel. I er nogle Godtroende Irriterende Forskruede Tåber. Vi er færdige med jer, sådan nogle hunde. Med den fornærmelse drejede de sorte krigere om på hælen og stormede ud af stadion. Der opstod vild tumult mellem tilskuerne, og nogle drager måtte genne folkemængden ud. Da Lise og Derfinger kom ud, spænede de med Lise hængende i Derfingers hale, hjem så hurtigt de nu kunne.

Tilbage i Derfingers hus indfandt sig efterhånden en del af byboerne og diskutionen drejede sig natuligvis om hvordan den sorte kriger kunne dræbe manden. Der var flere gæt på bordet, men de lød alle sammen noget i retning af, at manden måtte have været syg i forvejen.

Den nat kunne Lise ikke sove. Hun tænkte på, at nu var hun også blevet kaldt en godtroende irriterende forskruet tåbe, men nåja det var hun da også blevet kaldt før, hun tænkte også på sin mor, hun savnede hende, hvad ville hun ikke sige når Lise havde været væk i så lang tid.

 Næste morgen blev hun vækket af Derfinger der ruskede i hende.

”Op og hop, der er møde, og du skal med.”

”Hvor?” spurgte Lise søvnigt.

”Der hvor der er møde. Nogen gange dukker der jo et møde-træ frem hist og pist.”

De var ikke gået særligt langt inden der kom et mødetræ i vejkanten.

”Aha, et rabat-mødetræ.”

”Hva’beha’r.”

”Jeg sagde, et rabat-mødetræ, så er der rabat på mødet. Det står i rabatten.”

”Bliv her jeg kommer straks tilbage.”

Og så gik den kæmpe store drage ind i det lille bitte træ og forsvandt. Fem minutter efter kom han ud igen.

”Så der krig!.. Alle skal stille op, ingen går fri heller ikke dig Lise, du skal være soldat.”

 ”Jamen jeg kan ikke en gang løfte et sværd. Og jeg har ingen erfaring.”

Straks dukkede der et sværdtræ, et skjoldtræ, et rustningstræ og et fægtekursustræ op. Hun tog rustningen på, som passede perfekt og var meget let. Det samme gjaldt sværdet og skjoldet. Så gik hun ind i fægtekursustræet, efter at have banket panden ind i træet et par gange. Inde i træet var der kulsort. Der var absolut ingenting, og så stod hun uden for igen. Hun løftede prøvende sværdet, pludselig angreb Derfinger og hun parerede. Hun kunne det hele. Gang på gang slog hun Derfinger tilbage med vilde angreb og finter. Det var berusende, endeligt at kunne noget rigtigt godt. Efter en times duel gik de hjem.

Den nat sov Lise rigtigt godt. Hun havde endelig fundet noget hun var rigtig god til, og om en måned så skulle hun i krig, det var så lige bagsiden af medaljongen.

I den måned bestilte Lise ikke andet end at øve sig. Nogle gang kæmpede hun mod Derfinger andre gange gik hun ind i fægtekursustræet og lærte mere om sværdkamp. Ind i mellem tog hun ud og så byen, andre gange fik hun hjemve og havde ikke lyst til noget som helst. Til sidst i måneden var hun blevet så god, at hun havde givet Derfinger et lille bitte sår på hoften. Det var hun meget stolt over.

 

 Da dagen kom, var der blevet stillet grupper på 100 mand op rundt om byen. Feer pilede rundt om mellem de forskelige grupper og fortalte om dit og dat, og at der ikke var blevet set nogen sorte krigere nogen steder. Så kom de. Som en stor sort bølge væltede de ind over byen i tusindvis. De blev standset, men overraskelsesangrebet væltede den første gruppe omkuld. Der blev alarmeret, alle grupper undtagen én, som skulle sprede sig ud i byen og være spejdere, blev sent op mod det frontale angreb. Lise stod allerforrest i den gruppe som var blevet stormet først. Man skulle passe godt på alt som kom fra fjenden for nu kunne man pludselig dø. Chokket havde lagt sig efter mordet på spilleren, men folk var bange. De havde alle været udødelige indtil nu. Lise var ikke længe i kamp, hun blev ramt af en kastekniv, kæmpede videre og så sortnede det for hende.

 

 Lise åbnede øjnene, der var mørkt i rummet. Først vidste hun ikke hvor hun var. Hun lå på noget blødt. Hun kunne se konturerne af en stol, et bord og en langhåret person, der sov. Det var et menneske, som sad i stolen. Hun mærkede efter under hovedpuden, hvor hun havde sin lommelygte. I stedet for at støde på noget rundt, stødte hun på noget fladt og hårdt. Hun tog det frem. Det var et lille, let sværd, som passede perfekt i hendes lille hånd, lige som plukket fra et træ. Hun ville gemme sværdet, måske under sengen måske et andet sted. Hun blev enig med sig selv om under sengen. Der kiggede moreren aldrig, så det var nok bedst. Hun begyndte at rejse sig op, men opdagede til sin forskrækkelse at hun havde noget hårdt om det ene ben og et lille sår i siden. Det gjorde ondt når hun bevægede benet. Hun svang sig rundt på maven, så hun lå med overkroppen ud over sengekanten. Hun kiggede ind under sengen. Der lå noget, noget som glimtede i skæret fra månen. Det var en lille rustning og et skjold. Det var det Lise havde brugt under krigen. Hun lagde sværdet ind til rustingen, og stuvede det hele ind i et hjørne. Lige da hun var kommet op i sin seng igen, vågnede hendes mor. Hun ville komme til at savne Hopfentof og Derfinger, og hun håbede at de vandt krigen. Men hun blev enig med sig selv om, at denne virkelighed nok var den rigtige for hende. Så lod hun, som om hun sov.

Lise blev berømt senere. Hun blev en verdenskendt fægter. Det hele startede da en dreng fra skolen ville slå hende med en kæp, hun tog selv en op fra jorden i en fart, og så fik drengen bank og tæsk og hende en masse respekt, og derfra blev hun aldrig mobbet mere. Senere blev hun også forfatter til bogen: ”Den virkelige verden.” Og hun huskede at digte alle sine andre historier, om til historier hvor personerne ikke kedede sig alt for meget.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...