Rødvinspletter

"Og Gabriel bliver tom for ord. Måske fordi vi har snakket om det før. Måske fordi vi ikke fik det snakket til bunds." (Vinder af kærlighed og ulykke-konkurrencen.)

37Likes
29Kommentarer
1437Visninger
AA

2. Rødvinspletter

 

   Døren knirker højlydt, idet jeg træder ind i entreen, og jeg piber lidt, da indkøbsposerne borer sig længere ind i mine fingre. En svag lugt af gamle træbrædder møder mine næseboer, og fra alle bliver sider jeg mødt af rockstjerneplakater i sort hvid. Jim Morrison stirrer lidenskabeligt mellem knagerækken og stakken af flyttekasser i hjørnet, og jeg sender ham et suk, mens jeg tramper det værste skidt af skoene på måtten. ”Velkommen,” skriger den, og jeg tysser og nævner, at det faktisk også er mit hjem. Det skulle det i hvert fald snart blive. Eller det bliver det da snart. Eller.

   ”Gabriel?” hvisker jeg med den formodning, at han nok er gået i seng og stiller så de tunge indkøbsposer fra mig på trægulvet. Men til min overraskelse er den lille lampe over køkkenbordet stadig tændt, og inderst inde mod væggen sidder Gabriel krummet sammen over en kop kaffe. Hans fingre aer forsigtigt den varme kop, mens hans øjne studerer den mørke væskes dybeste hemmeligheder.
   ”Hej,” lyder det svagt derfra. I et øjeblik løfter han hovedet, hans øjne fanger kortvarigt mine, men ikke engang et sekund går der, før han igen sidder med hovedet i kaffen. Hans vejrtrækning er dyb og melankolsk.
   ”Jeg har købt vin,” mumler jeg og sender et blik mod poserne ved døren. Mine hænder dunker stadig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de i morgen vil være pyntet med fine, sårbare vabler. Gabriel nikker.
   ”Jeg klarer mig med kaffen,” svarer han så. Det er tredje gang han siger nej til vin i denne uge. Kaffegenet er vokset ham til hovedet, efter hans ben blev placeret i en kørestol, og der er ikke noget ved at drikke vin alene. Det skal man være to om. Og det var vi også, vi to - Gabriel og jeg, som vi engang sad flere aftener i streg på toppen af lejlighedskomplekset og på parkens kolde bænke med et plastikkrus i hver sin hånd og nippede til den dybrøde væske.

  Som reaktion på hans afvisende svar, går jeg hen til køkkenskabet og finder to krus, henter derefter flasken og skænker op til os begge. Kom nu Gabriel - lad os genoplive fortiden, tænker jeg, da mine fingre skubber kruset over mod ham, så det klirrer mod kaffekoppen. Men han står fast ved afvisningen og lægger bevidst begge hænder om sin egen kop.
En tyngende desperation raser gennem min krop, og jeg bunder mit glas med en syrlig mine og hiver derefter en pakke cigaretter frem fra lommen. Tilbyder Gabriel en - dog uden at se ham i øjnene for jeg ved jo godt, at han vil takke nej. Og afvisninger har jeg fået nok af i dag.
   Der er helt stille mellem os, da lighteren slår gnister og tænder cigaretten i min mundvig. Røgen flyder gennem mit system og lægger et svagt, ubrugeligt slør over mine bekymringer.

   ”Du burde stoppe med at ryge” mumler Gabriel og ser tomt ud i luften, der hvor min røg gør luften grå og tung. Hans stemme lyder pludselig høj og rungende i det tavse lokale.
  
”Det siger du kun, fordi du endelig har fundet en god grund til selv at stoppe,” svarer jeg og peger på kørestolen. Jeg tager et sug mere og prøver at fange hans blik, som flakker rundt i køkkenet uden noget umiddelbart mål.
Gabriel trækker på skuldrene - ”Jeg synes bare du skal passe på dig selv…” Hans fingre danser nervøst på koppen og henover bordet.
   
”Skal jeg passe på mig selv?” udbryder jeg en anelse hidsigt og bliver faktisk overrasket over min reaktion - ”Hvem var det, der ville køre en beruset aftentur under stjernerne på vinterglat landevej og endte forvredet og beskadiget i grøften, hvem var det?” Jeg fortryder den bebrejdende tone i min stemme, ligeså snart jeg hiver efter vejret ved sætningens sidste ord.
   
”Undskyld,” siger jeg så, mens en sten lægger sig på mit stemmebånd og mindsker mængden af lyd, der forlader mine læber. Og Gabriel bliver tom for ord. Måske fordi vi har snakket om det før. Måske fordi vi ikke fik det snakket til bunds.

   ”Men det er også svært for mig, det ved du jo godt!” Uden jeg helt ved af det, er jeg begyndt at forsvare mig selv til den bitre ende. ”Alting er noget andet nu. Ingenting er det samme mere. Og jeg savner det. Jeg savner dig…”
   
Og det gør jeg vitterligt. Jeg savner Gabriel. Jeg savner den Gabriel, der spontant foreslog at hoppe i søen i oktober, og jeg savner den Gabriel, som dansede hen af de tomme villaveje ved midnat, mens han badede sig i lygtepælenes spotlight og sang ”Stairway to Heaven.” Gabriel er ikke Gabriel mere. Og alligevel er Gabriel jo stadig Gabriel, men mit hoved sprænges, hver gang jeg forsøger at kombinere de ting, der var engang og de omstændigheder, der omringer os nu. Pludselig er vi blevet spærret inde i en mørk elevator, og vi er begge blevet så klaustrofobiske. Bange for at tage skridtet videre.

   ”Hvor blev spontaniteten af?” Jeg kigger opgivende på Gabriel og fanger omsider hans dunkle øjne. En vrede kigger frem fra hans mundvig, da han vrisser noget i retning af, at det er fucking svært at være spontan, når man sidder lænket til en kørestol, og jeg har svært ved at afgøre, om han er sur på sig selv eller på mig. Han bliver efterfølgende overraskende tavs. Faktisk så stille at jeg overvejer om han langsomt drukner i mavesyre eller bliver offer for tarmenes kvælertag.
   Hans hænder glider fra koppen, henover bordet og ned på hans lår, hvor de solidt plantes og begynder at klemme. Først blidt men så pludselig hårdere og hårdere. Og da det går op for ham, at onde drømme nu ikke længere kun eksisterer i natten, glider en lille tåre ned af hans kind. Den bliver efterfølgende mødt af endnu en tyngende dråbe, og sammen sejler de nu ned af hans hals, passerer bakken over hans kraveben og forsvinder så under hans sorte nussede T-shirt. Stille begynder hans læber at sitre, og det er i det øjeblik, jeg rusker i ham. Dels fordi hans nederlag vækker en gnist i mig med undertoner af desperation og hurtige hjerteslag, men dels også fordi jeg ikke er god til at han græder. Og det er altid Gabriel, der græder nu om tider.

  
”Gabriel stop nu…” bævrer jeg men begynder så at råbe. Hvorfor, når jeg ikke at opfange. Men hele min krop skriger på en mulighed for at få åbnet hans sind, så vi igen kan stå splitter ravne nøgne foran hinanden.
  
”Det passer ikke!” udbryder jeg. Og jeg gentager mig selv - ”Det passer ikke, det kan ikke passe, en spontanitet kan ikke bare dø på den måde, det må du ikke lade den gøre!” Min krop rejser sig fra bordet, vakler overmod ham og jeg tager et fast greb i hans arme. Ser til mens mine fingre efterlader røde passionerede mærker i hans hud. ”Måske, måske kan du endda stadig gå, måske lyver lægerne, når de siger, at de ikke ser nogen fremgang, jeg tror du stadig kan gå, kom nu lad os prøve!” Jeg ved, jeg er urimelig. Og jeg ved godt, jeg lyver. Men den pludselige gnist er stærkere end alt andet, og jeg vil vise ham, at han stadig er noget værd. At vi stadig er noget værd.
   I et riv hiver jeg både Gabriels arme og resten af kroppen op fra kørestolen, selvom han kortvarigt kæmper i mod. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om følelsen af nu at være den stærkeste, for jeg har altid set mig selv som et sårbart væsen. Men ikke desto mindre står han pludselig der foran mig igen, som han gjorde det engang, og jeg kan ikke lade være med at smile, mens tårerne flyder ned af mine kinder. I denne mikroskopiske del af et øjeblik er der noget der går op. En puslespilsbrik bliver fundet i de inderste støvede kroge under en seng og derefter sat på plads.

   
Der går ikke mere end et sekund, før det hele begynder at ramle. Gabriels ben kollapser under ham og falder til jorden med et bump. Han tager fra med armene og skriger kortvarigt, da de smadres mod gulvet. Tårer sprøjter fra begge vores blikke, og jeg falder sammen med ham mod bunden. I et stykke tid ligger vi bare der krøllet ind i hinanden, og jeg siger ”Undskyld, undskyld, undskyld” og Gabriel svarer ”undskyld, undskyld, undskyld” og selvom jeg ikke ved, hvorfor han pludselig har brug for at sige således, så tager jeg det til mig og lader ordene fylde mit forvirrende sind. Vi forenes og drukner i vores eget hav, mens verden falder sammen omkring os. Jim Morrison svæver gennem luften og lander ved vores fødder. Kopperne på bordet knuses en efter en, mens vinflasken på bordet foretager frit fald fra tredje sal og flyder ud på de gamle træbrædder. Maler det dunkelrødt.

   
Og så åbner vi omsider øjnene. Jeg først. Jeg rejser mig, er igen ved at falde men finder så balancen. Genopdager synet bag hævede, røde øjne og tager så et par dybe indåndinger. Med rystende arme hjælper jeg Gabriel tilbage i sin stol. Bliver selv siddende på gulvet og kigger op på ham. Det her er os, hvisker jeg til mig selv. Dette er det nutidige os. Ordene er svære at sluge, og jeg kravler hungrende mod køkkenskabet igen, finder et nyt krus og finder en ny flaske vin fra posen i entreen.
   
Der er stille, mens jeg mærker vinens sødme mod de syrlige ord i min hals. Mærker hvordan de forenes og nydeligt opløser hinanden som minutterne skrider frem. ”Fortid, nutid, fremtid,” mumler jeg for mig selv og prøver at finde den rette balance mellem ordene og deres levetid. Fortid, nutid, fremtid.

  
”Vil du hælde et glas op til mig også?” spørger Gabriel så pludseligt. I første omgang er jeg i tvivl, om jeg faktisk hørte, hvad han egentlig sagde, men da han øjeblikket efter gentager sig selv med en svag glød af håb i øjnene, spurter jeg nærmest tilbage mod køkkenskabet. Snart sidder vi begge med et krus i hånden. Præcis som vi gjorde det dengang på de kolde bænke i parken. En ro breder sig mellem os.
  
”Hvad gør vi med pletterne på gulvet,” spørger jeg stille, da mit glas er tomt og peger på rødvinsscenariet på træbrædderne. Gabriel trækker på skuldrene.
   ”Den store kommode, du ved, dén med de blomstrede udskæringer, som du har arvet fra din farmor - kan vi ikke stille den ovenpå?” siger han så og kigger søgende på mig. ”...Og måske kan vi snart få taget hul på udpakningen af dine flyttekasser, de fylder så meget ude i entreen.” tilføjer han så - hans stemme er spinkel, men jeg hører den udmærket godt.
  
Jeg nikker svagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...