Not my type 2: Unbreakable

Romancen mellem, Harry og Jessica er genopstået og alt der skete før i tiden, er nu glemt. Jessica prøver ihærdigt, at få tid til det hele. Men når man studere på det højeste niveau, kan det godt være lidt svært, at finde tiden til, at få et parforhold op at stå. Et bryllup kommer nærmere og nærmere, så bryllupsplanlægning er i høj grad i fokus. Men, hvad sker der, når noget uventet træffer ind? Noget, som kan sætte den ellers så selvsikre, Jessica Black på dybt vand.
Dette er 2'eren af not my type. Jeg anbefaler, at i læser not my type, før i starter på denne her.

12Likes
16Kommentarer
8804Visninger
AA

12. Kapitel 12: She is pregnant!

Fokuseret kiggede jeg rundt på parkeringspladsen, for at finde Harry. Fundet! Men hvem var det, han stod og diskuterede med? Rosie? Med hurtige skridt, gik jeg ned imellem bilen, til jeg stod et par meter fra dem. "Er det ikke også min beslutning?" Råbte Harry og tog sig til hovedet. "Jeg skal bære rundt på det, så det er min beslutning, om jeg vil have det." Jeg gemte mig fast bag en af de store biler. "Jeg kan heller ikke få en abort nu! Jeg er fem fucking måneder henne Harry." Hun var gravid. "Jeg vil ikke have noget med dig eller den, at gøre. Jessica og jeg har nok, at se til, jeg...." "Åhh, bland dog Jessica uden om, det her har ikke noget med hende og gøre!" Ehm, jo det har det i stor grad! Harry skal være far. Far til Rosie's barn. Jeg har ondt af det barn, tænk at få Rosie, som mor. "Jessica, hvad laver du?" Jeg tysser på Claire og trækker hende, med bag bilen. "Rosie er gravid, med Harrys barn." Jeg kiggede ned i jorden og mærkede tårerne, som var på vej. "Lindsey fortalte mig det." Jeg spidsede mine ører over mod Harry og Rosie igen. "Sig ikke til nogen, at jeg er faren! Jeg vil ikke have noget forhold, til hverken dig eller barnet." Claire lavede mundbevægelser, som jeg fik til. 'Gå ud og konfronter ham!' Jeg nikkede og Claire skubbede mig ud, på vejen. Harry fik øje på mig og gjorde store øjne. "Skal vi tage hjem?" Jeg opførte mig, som om jeg ikke havde hørt deres samtale. "Ehm...ja, selvfølgelig." Han kiggede på Rosie, der gav mig det vildeste dræberblik. Vi satte os ind i bilen og kørte afsted.

"Så, du skal altså have et barn?" Harry nikkede. "Men det kommer ikke til, at påvirke noget, jeg vil ikke have kontakt, med hverken Rosie eller barnet!" Havd var det for noget, at sige? Det var hans barn. "Selvfølgelig vil du da det! Det er jo dit barn." Jeg kiggede hårdt på Harry og fik ham nok til, at fortryde hans udtalelse en smule. "Du forstår det ikke." Han kørte ned af af den så velkendte vej, som førte til lejlighedskomplekset, også kendt som vores hjem. "Det gør jeg skam, jeg forstår bare ikke din mening." Harry blev stille, han drejede ind til blokken, hvor vores lejlighed lå. "Du skal være far Harry, det er jo fantastisk!" Sukkende steg han ud af bilen og åbnede bagagerummet. "Nej det er ej! Ikke når hun er moren, hvis jeg skal have et barn, så skal det være med dig Jessica." Jeg tog den ene af de tre store indkøbsposer. Vi gik over mod opgangen og jeg låste døren op. "Og vi skal også have børn på et tidspunkt. Men du kan ikke bare melde fra, prøv og samarbejd med hende. Så hjælper jeg så meget jeg kan." En ældre dame, som boede ovenover os, kom langsomt og venligt gående ned af trappen. Harry tyssede på mig og jeg gav ham, et forvirret ansigtsudtryk. "Godeftermyddag Mrs. Brown." Sagde jeg venligt til den ældre dame. "Godeftermyddag Mis. Black." Svarede hun tilbage, og fortsatte i fært ned af trappen. "Hav en god dag." Mrs. Brown nikkede venligt til Harry. Jeg tror vi var de eneste under 40, som boede i denne bygning. Altså af voksne. Her boede kun få børnefamilier og jeg havde ikke snakket, så meget med nogle af dem. Kun sagt godmorgen til dem, når de skyndte sig ned af trappen, for at få børnene i skole til ordentlig tid. Jeg låste døren op til lejligheden og lod Harry komme ind først. "Hvordan skal jeg kunne samarbejde med hende, når hun ikke vil samarbejde?" Han satte poserne på køkkenbordet og lagde bilnøglerne ved siden af. Jeg kiggede skiftevis, på ham og nøglerne. "Jeg hænger dem ud i nøgleskabet om lidt, skat." Han åbnede køleskabet og lagde den nyindkøbte mad ind. Jeg tog nøglerne og kyssede Harry kort. "Du glemmer det bare." Jeg er ordensmenneske, af allerhøjeste grad. Nøglerne skal hænges, i nøgleskabet og Harry glemmer det altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...