The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5472Visninger
AA

10. Rays Ragnarok

"Grace? Grace, hvor er du?" To en halv uge efter Rays havde kysset mig, havde jeg en mærkelig drøm. Ray stod midt i et mørkt rum - det samme rum, Lyndal havde været i. Hans øjne, begge to, var visket fuldstændig ud. Bogstaveligt talt. Mund og næse var der, men ingen øjne. Ingen tomme huller. Bare... ingenting. Han rakte ud og famlede, kaldte på mig. Men jeg havde for travlt med Lyndal. Jeg studerede det ene søkort efter det anede. De bølgede og var utydelige, saltvand sprøjtede konstant ud over mig. Jeg vidste, at han var gemt et sted i søkortene, men hver gang jeg rakte ned gennem kortene, knurrede de af mig og prøvede at bide min hånd af. Jeg rev tilbage med mine kløer, spandt og strøg mine knurhår.

   Da jeg endelig prøvede at hjælpe Ray, var han blevet til en blind skorpion. Han rev og stak alt hvad der nærmede sig, inklusiv mig. Han græd. Bare græd og græd og græd. Og jeg græd. Til sidst kunne jeg ikke bære det mere. Jeg vågnede, rystende og svedende. Victoria vågnede, fordi jeg skreg. Hun trøstede mig, snakkede med mig om min drøm, og fik mig til at gå i seng igen. Hun mente ikke, det betød noget.

   Jeg betragtede oftere og oftere mit mærke. Det mærke, pumaen havde afsat med sit brøl. Jeg ville gerne vide, hvordan Rays mærke så ud, og hvordan han havde fået det. Skorpioner var jo så bittesmå.

   Det gik fint til træningen. Jeg blev bedre til at rydde op i folks hoveder, jeg lærte at læse drømme, mens de skete. Efter nogle dage kunne jeg se, når folk løj over for mig og hinanden - endda når de løj over for dem selv!

   Jeg holdt helt op med at se Ray. Han undgik mig, ville ikke tale til mig. Til sidst var jeg bare vred på ham. Ja, han havde kysset mig. Og hvad så?! Han opførte sig jo ikke som en spifflicated alligator[1] som dem på klubben! Han ville ikke røre ved mig uden min tilladelse, han havde været ked af det og mistet besindelsen et øjeblik. Det var ikke nogen god grund til at ignorere mig!

   Jeg brugte min tid på at undersøge tekster om US4. Sisäpiirierne vidste ikke meget om dem - nogle spredte teorier og facts om deres allierede, men ikke hvor deres hovedbase var, om de havde et eksakt mål, eller hvor de førte deres fanger hen.

   Det var blevet juli, da Ray og jeg genfandt hinanden. Jeg var til en kedelig time i sprog, øvede gloser med en af de andre på min alder. De var selvfølgelig meget bedre end jeg, fordi de var vokset op med det. Til gengæld var jeg nød til at forklare en stor del af de ord, jeg havde lært i byen. De forstod størstedelen af det, jeg sagde, men... Ja, de var ikke så opdaterede.

   Det første tegn var, at jorden rystede. Ikke meget, bare en smule. Jeg fik lidt jord i hovedet. Mærkerne fra ceremonien var gået af, en lettelse for mig. De var ikke pæne...

   Jordrystelser var ikke noget, der blev taget så alvorligt, når de ikke var større. Der kom lidt flere af dem, men ingen fattede mistanke til noget. Det var morgen, måske var moder natur bare morgensur? Vi tog alle fejl...

   Hen ad formiddagen skete der flere besynderlige ting:

   Ild gik ud i lanternerne. Dyr, som orme, insekter og de få husdyr, flygtede til de øvre huler uden at bekymre sig om at gemme sig. De brugte vores gange, skyndte sig så meget de kunne. Selv edderkopperne forlod deres spind, skyndte sig forbi insekterne, op, op mod de øvre niveauer.

   En time inden middag sad jeg og terpede drømmetydning i et lokale, hvis vindue ledte ud til den store sal, hvor maden blev serveret. Jeg havde nok lagt mærke til det, men bare ikke rigtig registreret den vind, der blæste forbi vinduet. Den løftede tørrede blade og lette, løse genstande med sig. Måske kan du ikke finde noget mærkeligt i det, men husk nu på det her: Vi befandt os under jorden!

   Vinden tog til. Hurtigt. Løftede ting op, hvirvlede dem rundt dernede. Vinduet i det lokale, jeg sad i, blev blæst i tusindvis af småstykker! Jeg skreg forskrækket, de andre elever og jeg søgte ud af værelset. Andre indianere var på vej ud fra stammens lejr, de råbte og skreg og en indianer, der var gået amok.

   Almoderen kom hen til mig. Hvor hun kom fra aner jeg ikke, men pludselig var hun der altså. Jeg så på hende, da hun greb fat om mit håndled. Hun så på mig med stålfaste, gamle øjne.

   "Rayen er ikke sig selv!" sagde hun køligt. "Du er dygtig - vis, hvad du har lært, og gør ham rolig igen!" Jeg nikkede hurtigt. Enten var det pumaen i mig, der slog til: Handling, styrke, afgørelse og selvsikkerhed. Eller også var det fordi, det omhandlede Ray. I dét øjeblik tøvede jeg i hvert fald ikke. Jeg styrtede ned ad gangene, fandt frem til spisesalen.

   Døren var blæst ud af sine hængsler. Jeg så forskrækket på Rayen. Han sad midt i den store sal, krummet sammen med hænderne over hovedet. Han havde tabt sin klap, skreg så det gjorde ondt i ørene. Vind susede omkring ham, rev ting med sig og kylede det bevidst ned i jorden med sådan en kraft, at det splintredes. Jeg fik kuldegysninger.

   "RAY!" Han hørte mig ikke. Jeg tog en dyb indånding. Dukkede mig og kæmpede mig ind i rummet. "RAYEN SHADI!" Han skreg endnu højere, vred sig. Hans øjne var vidtåbne. De sorte skinnede uhyggeligt, lignede Lyndals, når han ikke kunne kontrollere sig selv. De anede var blodskudt. Opspilet. Jeg væmmedes ved det, jeg væmmes stadig bare ved tanken! Jeg gemte mig bag et bord. De sad fast i gulvet, og blæste derfor ikke væk.

   Måske skulle jeg lære at tænke, før jeg taler? Jeg vidste, hvor stærk Ray var. Et af bordene blev revet op med et stykke jord, blev knust mod et vindue på de øvre planer, knuste en rude. Jeg gispede efter vejret. Hvis han kunne gøre dét ved et fastboltret bord, hvad kunne han så gøre ved mig?!

   Flere borde blev revet op. Nogle af dem blev sendt i tilfældige retninger, andre blev mast sammen til kugler og kastet rundt som dræberbolde i et forrykt spil!

   Mit hår var revet løs far det bånd, det havde siddet i. Det gjorde det sværere at komme hen til ham. Jeg kravlede på alle fire, skreg, når en af dødens bolde var ved at ramme mig i hovedet. Det tog flere minutter at komme hen til Ray. Han så mig ikke. Ikke rigtigt. Jeg var bare en fjende, der ville ham ondt. Det var i hvert fald det, jeg tror, han troede. Han skælvede, tårer drev ned over hans kinder. Munden var vidt åben i et højt, skingert skrig, der aldrig syntes at stoppe.

   "RAYEN! RAYEN, HOLD OP!" Jeg kæmpede mig de sidste meter hen til ham. Lagde armene om ham og klyngede mig fast. Da jeg vidste, han ikke ville angribe sig selv, åbnede jeg øjnene og så direkte ind i hans.

   Lyndal havde ikke vidst, hvordan man kæmpede tilbage. Men det gjorde Ray. Og det blev en sej kamp! Heldigvis fokuserede han så meget på kampen, at han ikke kunne holde styr på alt det anede. Vinden lagde sig. Satte forsigtigt alle tingene, den havde løftet op, fra sig. Efter ti minutters psykisk kamp, hvor Ray skreg og kæmpede for at vinde, endelig var slut, sank han sammen i mine arme, udmattet og svag. Jeg sukkede lettet, holdt om ham, til der kom nogen, som kunne hjælpe ham væk.

   Jeg fik dem til at love, de ikke ville spærre ham inde. Det var ikke hans skyld.

   Jeg glemte aldrig det, jeg så i Rays øjne, da vi kæmpede. Så meget sorg og ulykke - alt sammen centrerede om mig. Min sikkerhed. Hvor ked af det jeg ville blive, hvis Lyndal var død. Hvor knust Ray ville blive, hvis jeg blev knust. Men det var ikke Lyndal eller min sorg over min bror, der kørte rundt i mit hoved. Det var Ray. Og det var noget af det, jeg havde set... Jeg sank en klump. Så efter ham, da han blev ført væk.

 

Ray blev sendt ned i sin hule. Almoderen og jeg var hos ham i lang tid. Hun prøvede at få bragt ro tilbage til hans sind, prøvede at finde ud af, hvad der forstyrrede ham. Jeg vidste det godt. Men jeg sagde det ikke. Jeg blev hos ham, efter almoderen var gået. Jeg holdt hans hånd i min, strøg den og kærtegnede den. Da han vågnede, var jeg det første, han så. Han havde fået en ny klap på. Hans øje løb i vand. Der drev endda vand frem under den grå klap. Jeg prøvede ikke at stoppe ham. Nu vidste jeg, hvorfor han var så ulykkelig.

   "Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" spurgte jeg. Ray lagde en hånd for sit raske øje, bed sig i læben. Jeg må indrømme, jeg fik også en smule våde øjne. Ray snøftede. Lå og græd lidt. Jeg fortsatte med at ae hans hånd. Så han kunne mærke, jeg var der. Med ham. Hos ham. For ham. Kun mig. Kun Grace 'Pumaklo' Thomas.

   "Jeg kunne ikke," svarede han grødet efter flere minutter. Han snøftede, så på mig. Han tog min hånd. "Grace, jeg elsker dig så højt! Hvordan skulle jeg dog kunne få mig selv til at fortælle dig det?" Jeg var vred på ham. Skuffet. Og samtidig lettet. Jeg vidste, hvorfor han levede op til sit forhadte totem som enegænger.

   "Men jeg kunne..."

   "Have hjulpet?" Han snøftede, så ind mod væggen. "Hvordan?!" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. "Medicinen er dyr, det ved du også godt..."

   "Men du har den da?" Han nikkede.

   "Ja, indtil jeg bliver atten i næste måned." Vi blev atten lige efter hinanden... Jeg strøg Rays hår, skubbede lidt til hans hoved og så ham ind i øjnene.

   "Hvorfor ignorerede du mig?" Han så beklagende og smertefuldt på mig.

   "Jeg ville ikke have, at du skulle have ondt på grund af mig!"

   "Men Ray, jeg elsk..."

   "Lad være med at sige det!" Han trak sin hånd til sig. Jeg sukkede.

   "Ray, jeg..." Han tyssede.

   "Jeg vil ikke høre det!" Vi sad i tavshed et stykke tid. Så lænede jeg mig ned mod ham og kyssede ham på panden. Da jeg trak mig tilbage, så han på mig med et sorgfulgt blik. "Hvordan kan du kysse mig sådan, når du udmærket ved, at jeg er døende?"

 

[1] Alligator (eller kat): I denne sammenhæng, en fan af swing-musik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...