The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5477Visninger
AA

14. Ray og mig

Da lyset endelig var helt væk, styrtede jeg hen til bassinet. Lyndal var død. Han flød rundt på vandoverfladen med hovedet nedad, blødte stadig. Ray klamrede sig fast til kanten. Jeg hjalp ham op. Han kastede op, blod og galde, hold sig for det slemme sår i maven.

   Indianere kom og hjalp ham. De bar ham væk. Andre fik fisket Lyndal op af vandet, uden at røre det. Jeg blev ført væk af nogle kvinder. De pylrede noget om mig. Jeg havde kun én ting i tankerne - Ray.

   Lyndals død betød intet for mig. Han var allerede død da han ankom. Det, jeg havde troet var min bror, var bare en psykotisk skal af ingenting. Jeg rystede. Huskede Rays ord. Han ville slå ihjel for mig - også hvis han selv røg med i købet.

   Ray var ikke med til Lyndals begravelse. Han blev stedt til hvile på prærien. Der blev hældt vand ud over den knastørre jord, så hullet kunne blive gravet. Ingen sten. Intet skilt. Ingen kiste. En kaktus var det, der fortalte om min brors sidste hvilested. Han fik en smuk sang med. Jeg stod foran graven, mens den blev spillet. Med helt tørre øjne så jeg til, mens det hvide tæppe, han var blevet pakket ind i, blev dækket med jord.

   Der var en gravplads til sisäpiiriere. Men Lyndal var ikke en sisäpiiri. Det havde han takket nej til.

   Jeg var ved at pakke mine ting, en lille smule tøj og nogle smykker, jeg havde fået, da det pludselig bankede på min dør. Ray kom ind. Han støttede sig til to krykker, havde mistet for meget blod til, at han måtte begynde at gå med det samme. Jeg smilede lettet, rejste mig op og omfavnede ham. Han lo, lagde en arm om mig. Jeg kyssede ham uden omtanke midt på munden. Han smilede. Hans pandehår var glattet ned over øjet. Han så på den lille taske på gulvet.

   "Du pakker?" Jeg sukkede, nikkede.

   "Jeg vil ikke blive her." Ray rynkede panden. Jeg fik tårer i øjnene. "Ray, jeg har brug for at få styr på mit liv. Jeg troede først, jeg skulle finde Lyndal alene - så kom du, og prøvede at hjælpe mig. Så dukkede Lyndal op, og sagde, at han havde det fint. Men han var jo tosset, og siden jeg ikke kan hjælpe med US4-problemet, kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg skulle blive her?" Jeg nikkede mod ham. "Altså, ud over dig. Og du..." Jeg lukkede øjnene, bed mig i læben. Han nikkede. Humpede ind og satte sig på min seng.

   "Grace, kan du huske det, jeg fortalte dig, da jeg første gang viste dig den hellige grotte?" Jeg nikkede.

   "Bassinet er magisk?" Ray smilede.

   "Mere end det." Han strøg pandehåret til side. Jeg spærrede øjnene op.

   Jeg havde ikke lagt mærke til det før, fordi mine øjne var våde. Men nu kunne jeg jo godt se det! Rays øjne var gyldne. Begge to. Det sorte var væk. Han knappede sin skjorte op. Totemmet var borte. Han smilede. Jeg smilede.

   "Jeg er ikke i fare mere. Min diabetes alene slår mig ikke ihjel." Jeg begyndte at le. Af lettelse. Af kuller. Jeg faldt ham om halsen og kyssede ham. Han så på mig med sørgmodige øjne. "Kysser du mig farvel?" Jeg smilede. Kyssede ham igen.

   "Nej," sagde jeg. "På gensyn." Jeg sad en sidste gang i hans arme. Han legede med mit hår. Strøg min arm. Jeg så på ham. "Såh - hvis dit totem er væk, betyder det så, at du ikke er god i sengen igen?" Han grinede, tjattede til mig.

   "Du må jo opsøge mig så? Og finde ud af, om jeg er keen[1]?" Jeg rødmede. Nikkede.

   "Det vil jeg gøre."

 

"Så det var det. Efter det rejste jeg lidt rund i landet. Det tog mig ganske vist to år, men jeg fik min historie sammen med Ray - i hans navn, selvfølgelig[2]. Vi deler lønnen."

   "Og hvad vil du så bruge pengene på, Miss Thomas?" Jeg ser på psykologen. Smiler og finder noget frem fra min inderlomme. Jeg ser på postkortet.

   "Rayen sendte mig det her for nogle dage siden. Han har endelig tjent nok til at rejse til Sydamerika. Han er i Ecuador, og vil gerne have, jeg kommer ned til ham." Faktisk skrev Ray til mig, at han gerne vil have, jeg kommer ned og finder ud af, om han er "keen". Han savner mig. Og jeg savner ham. Psykologen nikker. Hun retter på sine hornbriller, ser på mig.

   "Og hvad er det helt præcist du håbede på at få ud af at fortælle mig det her, Miss Thomas?" Jeg sukker, smiler og ser ud af vinduet. Trækker på skuldrene.

   "Det ved jeg ikke helt - det er rart at fortælle sin historie til nogen, så de ved, den er ægte." Hun nikker skeptisk, skriver noget ned på sin blok. "Ray nyder at han ikke længere er en rigtig sisäpiiri. At han er fri. Vi har planer om at slå os ned et sted - måske i Paris." Jeg ser på postkortet. Det forestiller en mayapyramide. Ray har lavet en lille krusedulle på toppen - en tandstikmand og en tandstikdame. Ham og mig, sammen hånd i ånd, på toppen af en kæmpe stort pyramide.

   Uret ringer. Psykologen ser på mig med et kunstigt smil.

   "Beklager, tiden er gået." Jeg nikker. Rejser mig op. På vejen ud stopper hun mig. "Miss Thomas, vent lidt!" Jeg ser på hende. Hun rynker panden. "Er det din eneste plan? At tage til Sydamerika og fjolle rundt med en forhenværende indianer?" Jeg smiler, ryster på hovedet.

   "Nej da! Men det er nu ikke dit ærinde." Jeg går. Smiler. Mit liv er pludselig nemmere. Jeg tager en dyb indånding. Jeg føler mig voksen. Jeg ser en sidste gang på postkortet. Nederst står der med mikroskopisk håndskrift: Når du kommer, kan vi jo finde ud af det dér anede, du snakkede om? Jeg smiler og putter kortet i lommen.

   Ray vil hjælpe mig. Vi ved begge, at han ikke er død. Vi skal finde min far.

 

[1] Keen: 20'-30'erslang for "ret god".

[2] Helt indtil sidst i 1900-tallet var det ikke velset, at kvinder var forfattere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...