The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5481Visninger
AA

5. Landevejen

Jeg bankede på samtlige lejligheder, sagde til folk, at min ven var kommet til skade i et slagsmål, og at han havde brug for forbindinger. Jeg blev afvist af alle på første sal, og til min overraskelse var det en stor, robust mand med fuldskæg på anden, der endelig gik med mig ned. Han løftede alene Ray op, holdt ham som et lillebitte barn i sine arme. Det var ret kært...

   Manden boede alene. Han præsenterede sig som Frank Best, og var egentlig meget venlig. Han lod Ray få sin seng. Til at starte med ledte jeg efter øjenklappen, men den måtte være faldet ud under vores flugt. I stedet fortalte jeg mr. Best, at Ray havde en øjenlidelse, og at han ikke brød sig om, at andre så det. Som sådan var det jo sandt nok. Mr. Best lagde forbindinger om Rays øje, spurgte, om jeg kunne finde ud af at forbinde hans bryst og skulder. Det mente jeg nok, jeg kunne. Men da Ray lå på sengen, en smule pustende og klagestønnende, i bar overkrop og med let adskilte læber, var der pludselig en del af mig, der ikke længere ville hjælpe ham. Altså, ikke fordi jeg ikke ville hjælpe ham, jeg ville bare ikke... Jeg ville ikke røre ham. Det virkede forkert.

   Jeg fik mr. Best til at gøre det. Hans store hænder fik hurtigt forbundet Ray, men først rensede han såret og smurte noget salve på.

   Da mr. Best kun havde en sofa ud over sengen, tilbød jeg at våge over Ray. Tja, våge. Jeg kunne ikke så godt sove i samme seng som ham. Mr. Best protesterede lidt, men jeg fik ham nemt overtalt. Jeg sad på knæ ved sengen lidt, hvilede armene på kanten. Ray snorkede ikke, men hans åndedræt var så besværet og pibende, at det var umuligt at få sovet.

   Jeg sad oppe længe. Hentede vand til Ray, hvis han fik brug for det, jeg vaskede hans skjorte, der var kommet blodpletter på.

   Midt om natten begyndte Ray at ryste. Han åbnede øjnene, så på mig. Hans øje var mat. Han rørte forsigtigt bandagerne foran det sorte øje, rynkede panden. Han gøs, gned sine arme. Jeg tog et tæppe, lagde det om ham. Han smilede.

   "Hvad sker der?" hviskede han. Jeg tyssede.

   "Du blev såret. Din øjenklap forsvandt, vi er hos en mr. Frank Best." Ray sukkede, lå og trak vejret gennem munden. Han fugtede sine læber.

   "Jeg er tørstig..." Jeg tog et krus med vand, løftede hans hoved og lod ham drikke. Han pustede, rykkede sig lidt. "Sov med mig." Jeg hævede øjenbrynene. Dumbcluck, hvorfor skulle jeg dog gøre det?! Jeg blev helt rød i hovedet, rejste mig fornærmet op.

   "Hør, nok er du såret, men det betyder ikke, at du bare kan gøre som du lyster!" Han smilede, lo pustende og rystede på hovedet.

   "Nej nej... Jeg fryser," sagde han langsomt. Han var ret bleg... Jeg sukkede, så ned på min uniform. Den var stadig ret vulgær... Jeg sukkede, så mig utilpas omkring. "Thomas..."

   "Grace." Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg rettede ham. Jeg kunne ikke lide det, når det lød som om han talte til en mand. Han sukkede.

   "Grace. Vær nu sød?" Jeg vred mig lidt modvilligt. Gav så op og lagde mig ved siden af ham. Han krøb lidt rystende ind til mig, jeg rykkede væk igen. Han faldt i søvn med hovedet ind mod min skulder. Jeg så lidt på ham. Jeg kunne mærke hans pande gennem ærmet, han havde feber. Jeg havde vel ondt af ham, selvom jeg ikke ligefrem brød mig om ham.

 

Næste morgen gav mr. Best os morgenmad. Han bad os forlade hans lejlighed, så snart Ray var i bedring. Ray blev i sengen, han var syg og dårlig, såret var fint, men det smertede ham meget, når han bevægede sig. Jeg gav ham morgenmad. Det mindede mig lidt om Lyndal. Han blev ofte syg, og da mor sjældent bekymrede sig om ham, var det mig, der passede ham.

   Til min overraskelse, helede Rays sår hurtigt. Den følgende dag kunne han sidde selv, bevæge armen nogen lunde. Jeg kendte det fra mig selv. Fik jeg en skramme, var den som regel væk i løbet af minutter. Fik jeg et sår, var det væk på timer, og et større et hele sikkert også ret hurtigt.

   Ray og jeg sad og snakkede sammen, planlagde hvad vi skulle gøre. Vi kunne ikke tage hjem til mig. Ralph havde min adresse, og vi kunne ikke risikere, at han havde givet den til mafiaen. Desuden var der mr. Best... Han havde set os, hørt os snakke, og vi vidste slet ikke noget om ham.

   "Jeg kan slette hans hukommelse for de sidste dage?" Ray rynkede panden, så lidt på mig.

   "Kan du gøre det?" Jeg nikkede tøvende. Jeg havde engang, for lang tid siden og ved et uheld, slettet min læres korttidshukommelse, så hun glemte at kontakte mor, da jeg havde været uartig i skolen.

   "Måske. Hvis jeg koncentrerer mig nok." Ray så hen mod døren, sikrede sig, at mr. Best ikke lyttede.

   "Okay... Vi er nød til at tage nogle af hans penge, ellers kan vi slet ikke klare os hele vejen." Jeg rystede voldsomt på hovedet.

   "Ray, det er tyveri! Og hvor skal vi egentlig hen?" Ray tyssede på mig.

   "Jeg forklarer det senere. Vi har brug for penge. Ikke dem alle sammen, selvfølgelig, bare nok til at klare os." Jeg sukkede, gned mine arme.

   "Han har været så sød ved os, og så vil du gøre alt det imod ham?" Ray rystede på hovedet.

   "Nej selvfølgelig ikke - du sletter hans hukommelse." Jeg rejste mig frustreret os, fnøs og lagde armene over kors.

   "Har du ingen skam i livet?!" spurgte jeg bidskt. Ray sukkede, trak på skuldrene.

   "Den slap jeg af med for nogle år siden." Jeg må nok indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at smile lidt. Ray sukkede, gned sin skulder. "Jeg vil hvile mig." Jeg nikkede, forlod værelset.

 

Det var nok ikke så pænt over for mr. Best at stjæle og stikke af. Sent om natten listede vi gennem hans lejlighed. Det lykkedes mig lige at få fjernet erindringerne om os. Ray havde stadig smerter, men de var ikke så slemme. Han listede rundt og tog det, vi havde brug for, hovedsageligt mad og penge, men også hans kort til sporvognen.

   Vi var væk før daggry. På vej mod et sted, jeg dengang ikke kendte til. Ray ville ikke sige noget, da vi kørte med sporvognen. Han svedte lidt, rullede lidt med skulderen. Han så sig hele tiden omkring.

   I udkanten af byen hoppede vi af sporvognen på en lille station. Ray havde rygsækken, vi stjal, på ryggen. Han begyndte at gå langs vejen. Der var kun få huse, de lå med mange meters mellemrum. Jeg så efter Ray, trippede hen til ham. Jeg havde stadig min arbejdsuniform på. Normalt var det en knænederdel og en skjorte, begge i beige, men fordi det var en særlig aften, havde jeg fået kjolen... Jeg gøs, gned mine arme. Duggen lå på græsset langs vejen. Jeg lagde en hånd på Rays skulder.

   "Hvorfor kørte vi ikke til endestationen?" spurgte jeg. Ray smilede.

   "Tror du ikke, mafiaen ville vente på os der?" spurgte han mig. Jeg tøvede. Det ville være kløgtigt af dem, men... Var de sådan? Kløgtige?

   "Jeg fryser," sagde jeg ledende. Ray havde taget en flyverjakke fra en af mr. Bests skabe, den måtte have tilhørt en søn eller noget. Jeg ville gerne låne den, men det ville ikke være særlig høfligt bare sådan at bede om den. Han smilede drilskt til mig.

   "Så skulle du have taget noget med." Jeg stoppede lidt op. Måbede. Hvordan kunne han sige sådan?! Nægte en frysende ung kvinde sin jakke?! Han smilede overbærende til mig. "Jeg driller bare." Han tog jakken af, smed den hen til mig. Han havde stadig forbindinger for øjet. Jeg greb jakken, tog den om mig. Den var dejlig varm, lugtede dog af røg.

   "T-tak," mumlede jeg. Ray fnøs, fortsatte med at gå.

   "Lad være med at takke mig, du bad jo selv om den." Jeg rynkede fornærmet panden.

   "Nej, jeg gjorde ej!" Jeg løb op på siden af ham.

   "Jo, du gjorde - indirekte." Jeg måbede, prøvede at svare igen, men kunne ikke komme på noget... Han havde jo ret...

   "Hvor skal vi egentlig hen?" spurgte jeg. Han så sig omkring. Himlen var svagt blå, en smule grålig i horisonten. Flade skyer var klattet ud som striber over jorden, de sidste stjerner var ved at blegne.

   "Som jeg sagde, kommer jeg fra sisäpiiristammen. Det gør du tilsyneladende også, ellers ville du ikke kunne ordne ham mr. Best, og ellers ville mafiaen ikke være efter dig. Vores stammeleder kan forklare det bedre end jeg, men kort sagt, så findes stammen stadig. Du kan få historien, når vi er der." Jeg pustede. Det fik jeg ikke meget ud af. Jeg puffede mit hår om på ryggen, så på Ray.

   "Tror du, stammen kan hjælpe mig med at finde Lyndal?" Ray nikkede.

   "Ja, om ikke andet kan du blive beskyttet, mens du selv leder." Jeg sukkede. De tynde strømpebukser var en smule ødelagte. Jeg skulle have taget noget andet på, jeg lignede jo en tøjte...

   Vi gik i timevis. Kom forbi stationen, listede om bag den gamle bygning og forbi nogle mistænkeligt udseende herre.

   Ray gav mig et chok, da han godt trehundrede meter fra stationen stoppede op og tog sig til hovedet. Han bøjede sig forover og trak vejret meget dybt. Jeg lagde en hånd på hans ryg.

   "Hvad er der i vejen?" spurgte jeg ham. Som svar fandt han noget frem fra sin inderlomme. Det var en nål, ligesom dem, lægerne brugte. Han smilede henkastet til mig, løftede den lidt.

   "Sukkersyge," pustede han. "Øjeblik, så er jeg klar igen..." Han trak lidt op i sin trøje, stak sig i maven. Han bed lidt sammen, satte sig tungt på jorden og trak nålen ud igen. Jeg satte mig forsigtigt ved siden af ham. Det var køligt, jeg vidste godt, at vi ikke kunne blive der så længe. Ray sad lidt og pustede, han så ud i luften. Jeg sad og plukkede lidt græs, det gør man jo, når man ikke har andet at lave.

   "Nåh, øh..." Vi havde siddet stille i flere minutter, mine ben var kolde, og jeg kunne jo ikke så godt fortsætte uden ham. "Er du klar igen?" Han smilede frækt til mig.

   "Er du bekymret for mig?" Jeg må jo nok hellere indrømme, at jeg rødmede en smule. Jeg slog blikket ned, rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej," mumlede jeg. Jeg fortsatte i lidt højere tonefald. "Men vi er for tæt på stationen. Og jeg fryser, jeg vil gerne have noget nyt tøj på. Nå?" Han sukkede, nikkede og rakte mig en hånd.

   "Hvis du vil hjælpe mig op." Først tænkte jeg, at det måtte være hans spøg. Men da han så på mig med sit blege ansigt og matte øjne, var der noget nyt at spore i ham. Afhængighed.

   Selvom jeg knap nok kendte ham, gik det i det øjeblik op for mig, at så længe der ikke var andre i nærheden, var Rayen dybt afhængig af mig. Når jeg tænker tilbage, så var det jo faktisk en smule kært...

   Jeg hjalp Ray op. Han svajede lidt, men stod ellers fast. Vi begyndte at gå igen. Han var noget bleg. Jeg turde ikke spørge ind. Jeg havde hørt om sukkersyge[1] før. Det var en farlig sygdom, man kunne dø af den, hvis man ikke fik behandlingen. Insulin, hed det vist nok. Det var ikke mange år gammelt, og det var vist heller ikke ligefrem billigt. Jeg undrede mig lidt over, hvor i alverden Ray havde fået det fra.

   Vi gik hele dagen, og klokken to havde jeg svært ved at fortsætte. Jeg var svimmel af tørst og sult, kunne ikke tænke klart, jeg frøs og var vred uden grund. Jeg indrømmer, at jeg lod det gå ud over Ray. Han var mindst lige så sulten som mig, han så ilde ud. Han rystede og skælvede, svedte, hang med hovedet og var ligbleg. Først klokken halv tre klappede jeg endelig i, da han stoppede op og støttede sig op ad en pæl. Han bøjede sig forover og kastede op. Jeg blev forskrækket, da han ikke så på mig. Han tørrede sig for munden, prøvede at fortsætte. Jeg ville ikke se på det mere:

   "Ray, stop!" Han så på mig. Han var mørk under øjnene. Hen ad formiddagen var vi holdt op med at tale, så jeg havde ikke lagt mærke til Rays helbredsmæssige skred. Jeg gøs. Mine fødder var ømme, jeg havde kun støvler på. "Du er syg. Kom, vi går tilbage til den landsby, vi krydsede for en halv time siden." Han rystede på hovedet.

   "Nej, nej..." Han bevægede næsten ikke munden, mumlede så stille, at jeg havde svært ved at forstå ham. "Nej, vi... telefonboksen, i den næst' by..." Han svajede voldsomt, jeg greb hans arm, da han så ud som om han var ved at besvime.

   "Godt, jeg bestemmer." Ray kunne ikke fortsætte selv, han kunne ikke holde sig på benene. Jeg støttede ham tilbage til landsbyen, hvor jeg fik et værelse på et lille, snusket motel i udkanten. Der var ikke andet, og jeg vidste ikke, hvor lang tid vi skulle være på landevejen endnu, så jeg bestilte kun ét dobbeltværelse.

   Jeg fik Rayen lagt i sengen. Han var ikke længere ligbleg, nej nej, på det tidspunkt var han direkte grå. Jeg tog et håndklæde fra badeværelset, gjorde det vådt og duppede hans svedende pande. Han hev lidt efter vejret, små svedperler lå på hans overlæbe.

   Hånden på hjertet, jeg var syg af bekymring. Ray så næsten døende ud. Han mumlede, havde feber, og når jeg prøvede at vække ham, begyndte han at slå ud efter mig. Jeg hentede mad op fra White Castle's[2] på den anden side af gaden. Det var nok det længste kvarter i mit liv, da jeg gik efter mad. Jeg anede ikke, hvordan Ray klarede sig. Jeg havde det, som om det var mit ansvar, hvis han var alvorligt syg.

   Og så alligevel. Tanken om, at det bare var eftervirkninger fra sukkersygeanfaldet kredsede om mig. Den overtalte mig ikke helt, men den var rar at holde fast i.

   Tilbage på værelset var Ray stadig ikke vågen. Da jeg kom ind havde han dog flyttet sig, en smule, i hvert fald... Han lå med hånden på maven. Jeg begyndte at spise min burger. Pomfritterne var til Ray, jeg regnede ikke med, at han kunne spise så meget efter anfaldet.

   Ray hostede lidt. Jeg satte min mad fra mig, gik ned i motellets reception og bad om to glas. Oppe på badeværelset fyldte jeg dem begge med vand. Jeg rev lidt af min sparsomme underkjole af, gjorde det vådt og vred forsigtigt dråberne ned i Rays mund. Jeg lagde dynen over hans underliv og mave, så han ikke frøs eller havde det for varmt.

   Med nogen rødmen og besvær fik jeg Rays overtøj og trøje af ham. Det kildede i min mave, da jeg så på hans mave og brystkasse. Jeg tog bandagerne af, så på hans sår. Det blødte ikke længere. Jeg strøg det forsigtigt.

   Det gav mig et chok, da Ray pludselig åbnede øjnene og hamrede en knytnæve i siden af mit ansigt. Jeg faldt paf omkuld på gulvet, det begyndte at dunke i min tinding. Jeg så på ham.

   Forbindingerne var blevet løse om hans øje. De var ved at falde af. Jeg kunne lige akkurat se hans sorte øje. Det varm som om det cirkulerede, glimtede, hypnotiserede. Jeg var betaget af det, blev draget mod mig.

   En stærk smerte skar gennem mit hoved. Jeg peb og lukkede øjnene. Ray lagde en hånd på min kind. Jeg så på ham. Med den anden hånd trak han bandagerne af, så mig ind i øjnene.

   "Undskyld," mumlede han svagt. En behagelig køle løb gennem min sårede side. Jeg kunne ikke rive blikket fra Rayens øje. Som jeg holdt blikket låst fast på det, kunne jeg se figurer. De sprang ud fra hans blik, dannede fantastiske væsner, indianere, som dansede rundt om bål, ørne, som fløj højt over klipper, vilde heste, der knyttede bånd med indianere. Et spædbarn. En dreng. Liggende på jorden i udkanten af en ørken. Grædende. Efterladt. Alle billederne var af skinnende sølv. De overtog min virkelighed. Rayen overtog den. Sendte mig billederne, til jeg ikke kunne holde det ud mere.

 

[1] Sukkersygebehandling blev først opfundet af to canadiske brødre i 1920'erne, men har været kendt længe. Blev først nævnt i en papyrus fra 1552 fvt., hvor en egyptisk læge omtaler sygdommen.

[2] White Castle's: Burgerkæde stiftet i 1916.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...