The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5510Visninger
AA

6. Insideren

Jeg ved ikke, om Rayen fik mig til at sove, om han fratog mig bevidstheden, eller om seancen bare blev så underlig, at jeg fik et blackout. Men da jeg vågnede, føltes det som om æblesauce[1] havde sat i gang i mit hoved. Jeg havde drømt om en masse mærkelige ting. Lyndal, først og fremmest. Hans sad i et kæmpestort rum. Omridset af alting var af sølv, sat på en dyb, sort baggrund. Han stirrede frem for sig, øjnene var store op opspilede. Han savlede lidt. Hans tøj var erstattet af en enkelt heldragt, tætsiddende og enkel, samt et par støvler, som gik ham til midt på skinnebenet.

   I min drøm gik en dør op, en lang, grotesk silhuet blev kastet ind i Lyndals rum. Han begyndte at klynke og stønne, rablede af sig og krøb op i et hjørne. Han bevægede sig mærkeligt, sprællende. Skyggen trak en lang, uhyggelig pisk frem, svingede den mod Lyndal. Han skærmede sig, skreg, hulkede og udstødte halvkvalte, sælsomme lyde. Det lød, som om han var ved at gå fra forstanden. Sølvskinnende blodpletter ramte den sorte baggrund.

   Lyndal blev revet på benene. Jeg ved ikke helt, hvorfor du vil have mig til at fortælle det... Det er slet ikke en rar ting at erindre... Han blev slået, sparket og ødelagt. Til sidst skubbede hans angribere ham brutalt ind mod væggen. Derefter blev det hele lidt baloney...

   Jeg så ham falde sammen på jorden. Som en mekanisk dukke. Den ene side af ansigtet var knust, tandhjul og porcelæn blev synligt. Den sølvskinnende maskinolie gled ud på jorden. Han bevægede sig i små spjæt. Så frem for sig med forvirrede, skræmte og paniske øjne.

   Da jeg endelig vågnede fra mit mareridt, opdagede jeg, at jeg havde grædt. Jeg lå og så lidt op i loftet. Jeg var omgivet af en dejlig duft. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding gennem næsen. Smilede.

   Hvis duften i det øjeblik havde materialiseret sig, som en eventyrprins eller som en kaktus, så ville jeg være fløjet op og have omfavnet den. Jeg fulgte duften, skule kun vende mig en halv omgang. Så var det, det gik op for mig...

   Rayen lå ved siden af mig. På ét eller andet tidspunkt i løbet af natten, måtte han have fået mig klædt af til undertøjet og lagt i seng. For nu lå vi der, sammen, jeg kun i undertøj, ham kun i bukser, under den samme dyne. Det var ham, duften kom fra. Jeg ville kramme ham, smage duften - bogstaveligt talt. Jeg ville have den på flaske, så jeg kunne tage den med mig uanset hvor jeg var.

   Og så alligevel ikke... Samtidig var der nemlig den harske, ubehagelige lugt, som jo altid følger med, når man er syg. Lidt ligesom død rotte, selvfølgelig ikke nær så slemt. Ray havde svedt. Han havde blødt og han var støvet af landevejen. Det var intet under, at jeg hurtigt trak mig væk fra ham.

   Det var formiddag. Solens støvede stråler faldt ind gennem de tynde gardiner. En svag, euforisk følelse lagde sig over mig. Jeg havde lyst til at lægge mig tilbage under dynen. Tilbage ved siden af Ray. Jeg var ligeglad med min påklædning. Han var sikkert også ligeglad. Jeg ville ligge og dufte til hans duft. Jeg ville...

   Jeg rystede på hovedet. Hvad var det, jeg tænkte?! Jeg kendte ikke Ray. Han viste bare hensyn til mig. Ville sikkert ikke have, at jeg frøs.

   I nogle minutter overvejede jeg bare, om jeg skulle vække ham. Han var stadig ret grå i ansigtet, hans pande skinnede en smule. På den anden side, så skulle vi jo videre, inde mafiaen fandt os. Og han havde taget sin medicin...

   Jeg ruskede forsigtigt i ham. Han åbnede træt øjnene, lukkede straks det ene. Han så på mig. Smilede lidt.

   "Hvordan har du det?" Jeg blev overrasket over, at det var ham, der spurgte mig. Jeg trak på skuldrene.

   "Fint nok. Hvorfor?" Jeg løj. Jeg var i chok over min drøm. Hvorfor vidste jeg ikke helt... Ray lo tørt, hostede en smule.

   "Jeg dykkede ind i dit hoved. Jeg sendte dig ind i drømmeverdenen. Det er ikke så behageligt de første par gange." Jeg forstod ordene "jeg" i hans sætning. Han fik øje på mit forvirrede blik og sukkede. "Hjælp mig op at sidde." Jeg gjorde som han bad om. Han samlede hænderne foran sig, så ned på dem. "Da europæerne første gang kom til Amerika, var Sisäpiiristammen stor og mægtig. Kvinderne var stærke og skønne, og mændene var hurtige og vise. Hvert barn, der havde den mindste dråbe sisäpiiri i sig, havde særlige evner. De andre stammer havde længe set os som guder!

   Men da nybyggerne kom, begyndte de at slå vores stamme ihjel i frygt. Nogle af os kunne få ting til at svæve, hvis vreden løb af med os, kunne vi dræbe. Vi kunne dykke ind i folks hoveder, finde frem til det, de frygtede mest, eller få dem til at sove i al evighed. De slog os ihjel, gav os et andet navn - insidere. Det var et dæknavn. Insidere blev slået ihjel, hvis de gjorde noget galt, selv det mindste! Da præsident Washington[2] kom til magten, var der kun nogle få hundrede af os tilbage. De fleste flygtede ud i ørkenen, andre drog sydpå." Han så et øjeblik bare tomt ned på sine hænder. Jeg havde lidt svært ved at tro på det. Men så alligevel... Det passede jo fint til det, Lyndal og jeg var i stand til. Ray så på mig. "USSSS, eller US4, som vi kalder det, er en stor, hemmelig organisation. Det var højst sandsynlig dem, der tog Lyndal." Jeg kløede mig på kinden.

   "Hvem er de?" Ray trak på skuldrene.

   "Vi ved det ikke helt. Regeringen prøvede at lukke dem ned i 1840'erne, men dem, der var med, nærede virkelig had mod vores stamme. De mente, vi brugte magi fra djævlen, og at det var derfor, ingen af os ville lade os døbe." Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Gud holdt ikke hånden over os. Så passede det vel fint, at det var djævlen, der jog rundt med os. "Vi ved dog med sikkerhed at mafiaen er nogle af de nyeste, der er kommet ind. De får gode penge per hoved. Ud over dem, ved vi, at nogle af de første var medlemmer af en tysk gruppe - Illuminati[3]." Jeg rynkede panden.

   "Men de er da bare en myte? De er væk, ikke?" Han rystede på hovedet.

   "Det startede op her i USA lige inden de blev fordrevet fra Tyskland. De mente, vi var farlige for freden, at for stor en del af os var overmennesker, hvilket gik imod deres overbevisning. Der var ikke plads til magi i et moderne samfund..." Han sukkede og lagde hovedet tilbage, gned sine tindinger. "Undskyld, jeg er stadig ikke helt ducky..." Jeg så lidt på ham. Havde lyst til at røre ved hans fine hud. Han holdt en hånd for øjet. Vi måtte også se at finde en klap til ham...

   "Er det så... du ved... magi?" Han så på mig, smilte lusket.

   "Er magi ikke bare et andet ord for videnskab? Engang troede man også, at det ville være magi, der skulle få mennesket til at flyve - men du har da forhåbentlig hørt om brødrene Wright[4], ikke?" Jeg smilede, nikkede.

   "Selvfølgelig, dem har alle hørt om." Ray pegede på sit øje.

   "En legende fra vores stamme fortæller, at da mennesket først blev skabt, ville guderne give dem en gave. Der blev sat ét menneske på alle kontinenter, og hver måtte vælge en gave. Europæerne valgte magt, og de plyndrede sig til rigdom. Asiaterne valgte kløgt, de negroide[5] valgte styrte, og vores fjerne fætre, aboriginals i Australien, valgte et indblik i drømmenes verden. Vores naboer i Sydamerika valgte skønhed. I Nordamerika var der dengang kun os. Sisäpiiristammen var grådige dengang. Vi begærede et indblik i vores fjenders hoved.

   Guderne blev vrede på os. De gav os hvad vi forlangte, men de var langt fra som vores forfædre forestillede sig.

   I starten kunne de ikke styre deres gave. De så hinandens frygt, kunne mærke andres smerte og kunne ikke tøjle den. Du har sikkert hørt om Darwins teorier[6], ikke?" Jeg nikkede. Mor havde haft en hel reol fyldt med bøger om verdensteorier, inklusiv nogle værker af Darwin. "Som tiden gik, overlevede de, der kunne styre deres evner. Vi blev et beskyttende og kærligt folk." Han smilede lidt. "Altså, indtil nybyggerne kom." Jeg så ned på sengen. Min kjole var ødelagt.

   "Jeg troede, du sagde, du ikke vidste så meget om det?" Han nikkede.

   "Det gør jeg heller ikke. Men jeg kender mit folks legender. Vi får dem fortalt fra vi er helt små." Der var helt stille en tid. Jeg var sulten, men sagde ikke noget. Jeg betragtede Rays øje. Han holdt stadig en hånd for det, det så lidt anstrengende ud. Han opdagede, at jeg stirrede. Jeg så hurtigt væk. Han lo. "Spørg løs - det er også din historie." Efter en ganske kort, koncentreret tøven spurgte jeg ham:

   "Hvad er der egentlig med dit øje?" En uhyggelig skygge gled hurtigt over hans ansigt. Den forsvandt lige så pludseligt som den var kommet. Han smilede overbærende.

   "Du er født den 3. februar 1916, ikke sandt?" Jeg nikkede. Han så på sin hånd. "Det var en solformørkelse. Det er under sådanne, alle børn fra vores stamme bliver født..." Han sukkede, gned sin ene arm.

   "Ray? Hvad er der galt?" Han så på mig med sørgmodige øjne. Jeg fik helt ondt af ham...

   "Alle børn i vores stamme bliver født under en sol- eller måneformørkelse. Det er lige meget, om de er fuldt udviklede eller ej. De bliver født under en formørkelse eller dør i maven. Jeg blev født den 2. februar, dagen lige inden dig. Så snart solen begyndte at blive mørk, begyndte min fødsel." Han holdt en pause. Fordybede sig i minderne. Hans blik blev mørkt. "Jeg var kun syv måneder gammel. Det er også derfor, jeg har diabetes. Mine, øhm, mine sjæleøjne, som de bliver kaldt, var ikke helt udviklede. Jeg har kun evnerne i det ene øje, og jeg kan ikke lukke for dem. Pigerne i stammen kan gøre folk rolige og afstressede, mens drengene ser de forfærdelige ting, der sker..." Jeg havde lyst til at omfavne ham. Holde ham ind mod mig og trøste ham, selvom han ikke var ked af det. Han var tvunget til at bruge hver dag ligesom Lyndal, bort set fra at Lyndal havde mig til at lukke for det.

   Jeg rejste mig op, smilede til Ray.

   "Der ligger en dagligbrugs ikke så langt herfra. Jeg går derned, finder noget nyt tøj til mig selv, og spørger, om man kan få fat i en øjenklap til dig." Ray smilede. Helt normalt og rart. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.

   Der var ikke så meget i butikken - af påklædning, mener jeg. Jeg var nød til at købe drengetøj, sagde, det var til en ven. Jeg fik også smuglet med ind i min lille løgn, at min ven havde en øjensygdom, og manglede en klap. Damen i butikken havde en i sin førstehjælpskasse ud bagved, hun gav den til mig gratis. Jeg betalte for tøjet og skyndte mig tilbage til motellet.

   Jeg havde aldrig gået i drengetøj før. Ray mente, at det ville være en god forklædning - US4 ledte efter en dreng og en pige, ikke to drenge, der ledte efter arbejde på landet. Ray tog øjenklappen på, virkede straks mere lettet og afslappet.

   Jeg skulle til at skifte. Ray vendte ryggen til, jeg måtte vente lidt for at sikre mig, at han ikke kiggede. Så klædte jeg mig af og tog skjorte og bukser på.

   Ray lånte mig hans flyverjakke, så jeg kunne skjule mit bryst. Det ville ødelægge drenge-forklædningen betragteligt... Til sidst kunne jeg lade ham vende sig om og se på mig. Han nikkede, så lidt tøvende på mig.

   "Du mangler en hat," sagde han så. Jeg rynkede panden.

   "Hvad?" Han nikkede.

   "Ja, du ser for feminin ud. Vi skal have købt dig en hat, du kan gemme håret under."

   "Jamen..."

   "Grace..." Ray sendte mig et af de dér blikke, som man ellers normalt kun ser hos mødre. Jeg vidste jo godt, han havde ret. Jeg bøjede mig måske lidt for nemt. Nikkede bare.

 

Da alt var på plads, fortsatte vi. Ray kom op på hesten igen, anfaldet havde åbenbart været et af de større, irriteret af stress og nervøsitet. Da jeg så endelig var forklædt, faldt han lidt ned igen. Han holdt medicinen i lommen, mente, at hvis vi holdt en god fart, ville vi være fremme ved stammen efter få dage. På det tidspunkt gik det op for mig, at vi var på vej ind i indianerland - og jeg kunne omsider hjælpe Lyndal.

 

[1] Æblesauce: Ud over det åbenlyse, også 20-30'erslang for sprængstoffer.

[2] George Washington: Amerikas første præsident fra 30. april, 1789, til 4. marts, 1797.

[3] Stiftet 1. maj 1776, eftersigende lukket helt ned inden starten af 1800-tallet.

[4] Wilbur og Orville Wright foretog sammen den 14. december 1903 historiens første motordrevne flyvning.

[5] Negroid: Kan oversættes med neger. Sådan blev sorte mennesker omtalt i en lang periode i hele verdenen.

[6] Evolutionsteorien og "Survival of the fittest".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...