The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5472Visninger
AA

4. Det sorte øje

Jeg må indrømme, at jeg var en smule fraværende på caféen de følgende dage. Der blev faktisk klaget over mig, min chef tog en snak med mig, og jeg lovede at hænge i. Jeg tænkte på Ray. Jeg fortrød mere og mere at have smidt ham ud.

   Det var også et flopperoo[1]! En alt for impulsiv handling. Jeg vidste ikke rigtig noget om Ray, anede ikke, hvordan jeg skulle komme i kontakt med ham igen.

   Der gik næsten en uge, før jeg genså ham. De var aften, og jazzklubben var stuvende fuld. Folk svingede omkring til den livlige musik, jeg gik rundt og tog af bordene. Da det var en travl aften, havde jeg fået lov til også at servere. Der stod vagter ved indgangen, da fnisevandet var kommet op. Jeg kunne godt lide stemningen til sådanne selskaber, det var som regel livligt og afledte mine tanker.

   Men den aften var anderledes. Jeg stressede rundt, Lyndal og Ray sværmede begge rundt i mit hoved, som små, irriterende natsværmere, for store til at jeg bare kunne slå dem væk.

   Jeg havde taget ekstra vagter. Og klokken ti, præcis, kom Ray ind i klubben. Jeg stoppede midt i mit foretagende, så på ham. Han tog sin hat af, så smilende rundt. Vores blikke mødtes. Han smilede med tænderne. De var hvide. Det var et sjældent syn. Jeg rystede på hovedet, gik hen med drinksene til det bord, som havde bestilt dem.

   Oppe i baren stod jeg og hjalp bartenderen, Ralph, med at tørre glas af og hælde vin op. Ray satte sig på en af barstolene, så på mig. Mit hår var bundet op i en hestehale, den svingede fra side til side. Jeg følte mig lidt udsat i min uniform, kjolen gik mig til lige over knæene, og den var måske lidt vulgær ved brystet. Men Ray så ud til godt at kunne lide den. Det gav mig gåsehud.

   "Hva' sku' det være?" spurgte Ralph Ray. Ray pustede, sad og rykkede lidt i takt til musikken. Lokalet var dejlig lyst.

   "Mhm, hvad kan jeg få for en dollar?" Ralph så på ham, hævede øjenbrynene.

   "Hvad er De, rig?" Han trak på skuldrene.

   "Tjente lidt ekstra penge forleden." Ralph nikkede.

   "I så fald har De i hvert fald råd til en Daiquiri og en Manhattan." Ray pustede.

   "Det lyder fornemt, hvad er der i?"

   "I Daiquiri er der rom, limejuice, sukker og selvfølgelig alkohol. Manhattan indeholder whisky, sukker og alkohol, importeret fra Rusland." Ray nikkede.

   "Hvad var det, den første kostede?"

   "De havde en dollar, ikke?" Ray nikkede. "Hvad tror De så selv, den koster?" Ray nikkede igen.

   "Okay!" Han klaskede sedlen på bordet. "Lad mig få sådan én. Ah... to, én til mig, og én til din dejlige medhjælper dér." Ralph så på mig, jeg så overrasket på Ray. Ralph så skummelt på Ray og knurrede til ham:

   "Hør her fister, det her er en jazzklub, ikke et glædeshus[2]. Lad være med at få nogen smarte idéer, capito[3]?" Ray sank en klump nikkede og smilede charmerende.

   "Det er okay, vi er venner. Hey, Grace! Grace Thomas!" Jeg undgik at se på ham, sukkede og prøvede at gøre mit job. Jeg havde brug for jobbet og pengene, havde ikke tid til at sidde og nippe ulovlige drinks med ham. Ralph lagde en hånd på min skulder.

   "Grace?" Jeg tøvede. Rystede på hovedet.

   "Beklager. Jeg kender ham ikke." Som sådan var det jo ikke en løgn... Jeg kendte ikke rigtig Ray. Jeg have mødt ham, men vi gik jo ikke år tilbage... Kun en uge, faktisk. Ralph gik hen til Ray, truede ham lidt og begyndte at lave hans drink. Ray sukkede.

   "Ah, det var ærgerligt. Jeg var ellers sikker på, at du var hende," sagde han til mig. Han lænede sig hen over baren. "Ser du, Grace Thomas, som jeg leder efter, hendes bror er forsvundet. Jeg tænkte, hun måske ville vide lidt mere om ham?" Jeg stivnede. Så mig over skulderen. Ray smilede til mig. "Kom nu. Jeg bider altså ikke." Jeg sukkede og overgav mig. Jeg ville ikke tage imod hans drikkevarer, men jeg satte mig ved siden af ham.

   "Fortæl!" Set i bakspejlet var jeg nok lidt streng. Det var forståeligt, at Ray bare grinede og nippede til sin drink.

   "Ro på! Hvad skal du nå?"

   "Lyndal har været væk i flere måneder! Jeg vil finde ham!" Ray sukkede. Nikkede.

   "Jeg vil gerne fortælle dig om dem, som bortførte ham - men kun på den betingelse, at du tage med mig." Jeg rynkede panden.

   "Tager med dig? Hvorfor? Hvorhen?" Ray smilede, drak lidt. Han skar ansigt, hostede lidt.

   "Huh, stærke sager!" Jeg kunne ikke lade være med at smile.

   "Nåh?" Han nikkede.

   "Jeg er da ikke så dum at fortælle dig om det, mens alle kan høre os! Og angående hvorhen - til et sted, hvor der er andre fra min stamme. Sisäpiiristammen bekæmper dem. Kæmper for vores frihed." Hans korte forklaring fik kun flere spørgsmål frem i mig. Jeg sukkede, nikkede bare. Han lagde hovedet bagover, drak resten af drinken.

   "Hvor kan jeg finde dig?" spurgte jeg. Ray så spørgende på mig, tog jordbærret fra sin Daiquiri og pillede bladene af. Ralph gik om i baglokalet.

   "Hvad mener du?" Jeg rynkede panden, strøg et pandehår om bag øret.

   "Jeg skal vel kunne finde dig, hvis jeg skal tage med dig? Eller kommer du bare herhen og henter mig?" Ray lo lidt, jeg genkendte latteren. Han havde allerede fået nok alkohol.

   "Vi tager af sted i aften, selvfølgelig." Jeg så lidt på ham.

   "Nej," sagde jeg direkte. Han nikkede, tog en bid af jordbærret.

   "Jo."

   "Nej! Ray, jeg kan ikke bare tage af sted! Jeg har tjent penge, jeg skal have dem med, og der er også tøj, og min lejlighed, jeg..."

   "Grace, de mænd, som bortførte din bror, de har fundet mig! Vi skal af sted, i aften, ellers ved jeg ikke, om vi får chancen igen!" Jeg så lidt på ham.

   "Men hvis vi lod os fange af dem, ville de tage os lige til Lyndal!" Ray rystede vredt på hovedet. Han så sig omkring.

   "Nej, de ville ej." Han fortsatte i et lavere tonefald. "Det er ikke det, de gør - skiller folk fra hinanden. De ville aldrig genforene jer!" Jeg rejste mig op. Ray spiste resten af sit jordbær.

   "Jeg klarer mig uden din hjælp," bed jeg. Ray sukkede. Jeg fortsatte med at tørre glas af. Ray så pludselig på mig.

   "Sig mig... Er bartenderen egentlig italiener?" Jeg nikkede.

   "Ja, hvor tror du ellers vi får alkoholen fra?" Ray spærrede øjnene op. Han kom på benene, gik om bag baren og greb min hånd, trak mig med sig. "Hey, hvad laver du?!" udbrød jeg. Jeg prøvede at få ham til at slippe mig, men han greb fat om begge mine hænder. Vi var ved at få opmærksomhed fra nogle af gæsterne.

   "Den italienske mafia er med i det! Vi skal væk!" Han hvæste sammenbidt. En af gæsterne kom hen til Ray, lagde en hånd på hans skulder.

   "De skal behandle damerne ordentligt, unge mand!" sagde han strengt. Ray så på ham, slap mig og nikkede.

   "Ja, selvfølgelig. Undskyld, min søster og jeg havde bare nogle uoverensstemmelser. Nyd resten af aftenen." Manden nikkede og gik igen. Jeg så på Ray, vredt.

   "Søster?" Han trak på skuldrene.

   "Er der en anden udgang end fordøren?" Jeg nikkede, pegede ned bagerst i lokalet.

   "Bag scenen. Man skal ned ad gangen og..." Jeg stoppede mig selv. Så på Ray. "Hvorfor skulle jeg egentlig fortælle dig det?" Han sukkede, så nervøst hen mod udgangen.

   "Vi skal altså væk, Grace..."

   "Lad være med at kalde mig ved fornavn." Han så måbende på mig. Himlede med øjnene og sagde sammenbidt:

   "Vi skal væk, Thomas!" Okay, det lød ikke så godt... "Inden..." Der lød et brag fra hoveddøren. Ray sukkede. "Skønt..." Jeg vendte mig om. Tre, fem, ni mænd kom gående ind. De havde sort tøj på, bar alle synlige våben. Den forreste havde en tandstik mellem tænderne. Folk begyndte at mumle.

   "Hør her alle sammen!" sagde manden tydeligt. "Vi har fået et tip om, at to særlige indianere skulle befinde sig her i klubben. Så med mindre I gerne alle sammen vil ende på kirkegården, i fængsel eller i ørkenen, vil jeg foreslå, at I udleverer dem nu. Tak!" Han talte med en italiensk accent. Der var en larmende tavshed. Bandet var holdt op med at spille. Ray og jeg stod lidt gemt henne ved væggen. Min mave gjorde ondt. Ikke så meget på grund af den ubehagelige situation, men fordi Ray havde haft ret hele tiden... "Jeg venter!" Ralph kom frem. Han rømmede sig, luntede hen mod manden. Lille og bred som han var, lignede det, at han hoppede som en lille bold.

   I mit stille sind forbandede jeg Ralph, da han hviskede til manden og pegede hen mod Ray og mig. Jeg så på Ray. Han nikkede lidt, fugtede sine læber. Sendte mig et blik, der sagde det hele: Jeg havde været et fjols, fordi jeg ikke hjalp ham.

   Et skud fra en pistol, efterfulgt af en ordre, der fik alle gæsterne og personalet ud af klubben, fik hurtigt lokalet tømt. Ray og jeg blev holdt tilbage. Jeg blev holdt tilbage. Ray flyttede sig ikke.

   Manden tog tandstikken ud af munden. Så på os med et smørret smil. Han vinkede til os.

   "Halløjsa børn." Ray fik mig forsigtigt om bag sig. "Nej nej, I skal ikke være bange for onkel Alonso, no?" Han tog sit maskingevær op. Jeg peb lidt. "Ser I... Det er ren forretning. Intet personligt. I to er farlige, og jeg er blevet betalt for at sikre alle andre end jer."

   "Bliv bag mig," hviskede Ray, han bevægede næsten ikke læberne. "Hold fast i min trøje, og løb når jeg siger til. Okay?" Jeg nikkede stille.

   "Hvad siger I til, at vi bare springer alt det dér jagen omkring over, og I bare følger med uden problemer?" Ray nikkede tøvende.

   "Jo... Ved I hvad? Fortæl hellere gode gamle Scarface[4], at vi gerne vil leve lidt længere." Ray tog hurtigt fat om øjenklappen, rev den af, mens Alonso råbte til sine mænd, at de skulle skyde lamperne i stykker. RATA-TA-TA-TA-TA-TA-TA-TA! Klubben blev mørklagt. Jeg holdt godt fast om Rays trøje. Mafiaen råbte, fødder stormede omkring.

   Ray begyndte at lyse op - sort. Var det overhovedet muligt? Jeg spærrede øjnene op, da hans hår blev løftet op i luften. Klappen lagde han i lommen. Det lykkedes mig at fange et glimt af det øje, han normalt dækkede.

   Det var sort. Ligesom Lyndals og mine, når vi brugte vores særlige evner. Men kun det ene. Borde og stole begyndte at hvirvle rundt i klubben, i det svage lys fra Ray kunne jeg se mafiaens rædselsslagne ansigter. Rays næsebor, mund og andet øje glødede hvidt.

   En kniv blev kastet mod Lyndal, den borede sig ind i hans skulder. Han skar tænder, stønnede, men holdt sig på benene og opretholdt den uhyggelige fremtoning.

   "Nu!" hvæste han sammenbidt. Jeg spænede hen mod udgangen. Ray skreg bag mig, en chokbølge fik mig til at snuble forover. Der lød et bump efterfulgt af et smertestøn. Jeg så mig over skulderen.

   Ray lå på jorden, vred sig lidt. Mafiabanden var også blevet væltede omkuld, men de var stærkere og kom hurtigere på benene. Jeg så hen mod udgangen. Derfra kunne jeg slippe væk. Stikke af fra byen. Jeg havde penge nok til en enkeltbillet til New York. Næsten da... Jeg sukkede. Jeg kunne ikke lade Ray i stikken.

   Jeg løb hen til ham, greb hans arm og fik den om min skulder. Jeg delvist bar og delvist hjalp ham hen til udgangen.

   Udenfor var det begyndt at regne. Ray klynkede lidt, blodet drev ud fra hans skulder. Jeg fik ham ud på gaden. Han holdt sig lidt for øjet, mumlede nogle mærkelige ting.

   Jeg fik ham ind i en opgang, ikke min egen, bare en tilfældig én. Jeg satte ham under trappen, hvor han var godt skjult set fra gaden. Jeg gemte mig ved siden af ham, han hev lidt efter vejret. Jeg kunne se mafiaen løbe forbi udenfor, åndede lettet op. Jeg så på Ray. Han var bleg. Kniven havde han revet ud, men blodet drev ned over hans skulder. Jeg sukkede.

   "Okay," sagde jeg. Han så på mig, holdt det sorte øje lukket. Jeg nikkede. "Okay, jeg tager med dig." Han smilede pustende, lagde hovedet tilbage.

   "Super," pustede han. Han skælvede lidt, bøjede sig forover og stønnede.

   "Hør, hvis du skal kaste op, så gør det væk fra mig, okay?" Han nikkede. Stønnede igen, kneb øjnene sammen. Han tog sig til det sted mellem brystet og skulderen, kniven havde ramt, og kollapsede på gulvet ved siden af mig.

 

[1] Flopperoo: 20-30'erslang for fejl, et flop.

[2] Glædeshus: Bordel.

[3] Capito: Forstået på italiensk.

[4] Scarface: tilnavn til Alphones Gabriel Caponi, bedre kendt som Al Capone, gansterboss I USA i 1920-30'erne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...