The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5478Visninger
AA

2. Alene

Jeg sad lidt i huset. Lyttede til automobilerne, som kørte Lyndal og mor væk. Jeg sad i vindueskarmen, dér, hvor stuens to vægge mødtes i en lille, aflukket altan. Jeg så ud på himlen. Den var grå. Det trak op til storm.

   Jeg havde brugt meget tid på at klare mine tanker. Så jeg græd ikke. Jeg tænkte. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg kunne ikke blive i huset, det var helt sikkert.

   Til sidst gik jeg ovenpå. Jeg tog min skoletaske, hældte bøger, blyanter og papirer ud. Jeg puttede en smule tøj i, foldede det så meget sammen jeg kunne. Jeg gik ind på Lyndals værelse, han hans sparegris og ødelagde den. Jeg samlede hans, mine og vores alles sparepenge, tog mors pung. Jeg lignede hende ikke så meget, men jeg kunne godt bruge hendes ID. Jeg gemte nogle af pengene i pungen, lagde resten i min taske. Derefter tog jeg mors varmeste strømper, nogle dåser mad, en kniv og en gaffel. Jeg tog mine bedste sko på, gik en sidste gang op på værelserne.

   Lyndals værelse var rodet efter den korte kamp. Der lå papirer overalt, glaskuglen fra reolen var væltet. Jeg samlede den op. Lyndal plejede at sidde med den og stirre ind i den, når han var bange. Der var vist nok røg indeni. Der var kommet en rift i den.

   Jeg tog alt det, der kunne have værdi, og gemte det i min taske. Jeg tog et billede af Mor, Lyndal og jeg, det var ikke så gammelt. Derefter tog jeg mors nøgler, og forlod huset.

   Udenfor åbnede jeg døren til bilen. Jeg kunne ganske vist ikke køre, men det så let nok ud, når mor gjorde det. Jeg satte mig på førerens plads, satte nøglen i og drejede. Bilen afgav en knurrende, hostende og hakkende lys, røg steg op fra motoren. Jeg sukkede. Tog min cykel i stedet.

   Det var hårdt at køre med alle tankerne i hovedet. Jeg kom ind til byen, købte en togbillet væk. Det var selvfølgelig hverken velset eller sikkert, at en sekstenårig pige rejste rundt alene. Jeg kørte med til den nærmeste storby. Jeg tog arbejde som afrydder i en af de dér nye jazzcaféer. Det var et mærkeligt sted, kvinderne viste deres gams[1] frem i tynde, korte kjoler. Det var en smule vulgært, men jeg kunne godt lide stemningen og musikken. Den var så dejlig livlig.

   Jeg lejede mig ind i en bygning, en lille lejlighed med et værelse, køkken, lillebitte stue og badeværelse. Jeg solgte nogle af de ting, jeg havde med. Når jeg en sjælden gang havde råd, tog jeg toget tilbage til huset. Jeg solgte mors fine brudekjole til en dame fra Washington DC, bilen til skrot, og jeg solgte alle møblerne til en antikvitetsbutik. Det var uhyggeligt, da jeg endelig stod i det tomme hus.

   Jeg fik en overraskende god pris for det hele. Jeg solgte huset, det var ret hårdt. Jeg brugte min fritid på biblioteket, hvor jeg ledte efter informationer og de mænd, som havde bortført min bror. Jeg klarede mig fint i byen. Mor havde oplært mig godt, hun havde arbejdet på en diner i byen, når hun ikke havde undervist os. Jeg modtog nogle breve angående mors udeblivelse fra jobbet, regninger og diverse breve fra forskellige familiemedlemmer.

   På mit job i caféen hørte jeg en masse nyheder fra rundt om i verdenen. Der var valg i Tyskland, det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti var blevet startet op, formanden var en idealistisk herre. Åh, hvad var det nu han hed... Adolf, tror jeg nok. Der var en del snak om, om han nu kunne holde sit valgløfte, og få Tyskland op fra den grusgrav, de havde lagt sig selv i. Lyndal var blevet født præcis 20 dage efter krigens start. Jeg var blevet født to år inden slutningen. Det var også en af grundene til, at vi flyttede fra byen. Den var godt nok ikke så stor, men alle var bange for at vågne op til bomber og fly.

   Krigen sluttede for femten år siden. Men der er stadig mange, der har mørklægningsgardiner, og som bærer ar fra de voldsomme hændelser.

   På mit job blev jeg for første gang virkelig konfronteret med racekonflikten. Sorte mennesker fik ikke lov til at komme ind i jazzklubben, de få indianere, der var flyttet ind til byen, måtte heller ikke komme ind. Jeg var blandingsbarn. Det havde mor fortalt mig.

   Far var indianer. Hans stamme var næsten helt uddød. Han og mor havde mødt hinanden på en diner. Mormor og morfar var flyttet fra England årtiet før, mor havde fået arbejde, så hun kunne betale for sin uddannelse.

   "Hans ansigt var dækket af støv, håret var langt, og det tøj, han havde på, var ødelagt af vejr og vind," havde mor fortalt mig. "Han havde kun en sæk over skulderen som oppakning, vandrede langs landevejen som blaffer." Mor havde overtalt ham til at blive. De forelskede sig, og Lyndal var kommet til verdenen halvandet år efter deres bryllup. Så kom jeg, og mor og far troede, at alt var godt.

   Men så fik Lyndal sit første anfald. Samme dag forsvandt far fra sit job på fabrikken. Vi så ham aldrig igen, men modtog de omtalte clams[2] hvert år. Vi har ikke nogen billeder af far. Mor gemte dem, og det lykkedes aldrig Lyndal og jeg at finde dem.

   Hvis man så ordentlig efter, kunne man godt se, at jeg var indianer. Jeg havde det karakteristiske sorte, glatte hår fra fars stamme, men mine øjne var blå og store fra mor. En smule gyldne omkring pupillen. Jeg gik ikke i kirke, det havde jeg ikke været, siden jeg var helt lille. Mor mente, at uanset hvilke sære evner Gud havde givet os, så var vi stadig hans børn. Lyndal og jeg, derimod, gad det ikke. Hvis vi var halve indianere, havde vi ikke nogen forpligtigelse til at tilbede den kristne gud. Jeg skjulte det selvfølgelig, jeg var udsat nok som omstændighederne stod.

   På arbejdet prøvede jeg at samle informationer om USSSS, men der var ikke nogen, der vidste noget. Og dog...

   Når folk havde fået lige rigeligt at drikke, var der nogle stykker, der fortalte om, at deres indianske familiemedlem var forsvundet efter en ulykke. Som regel hørte man ikke fra dem igen, og ingen vidste, hvor de tog hen.

   Jeg kunne ikke fortælle nogen om Lyndals bortførelse eller om mors død. Til dem, der spurgte, sagde jeg, at jeg var enebarn, min far var død i en brandert, og min mor var død i en togulykke. Jeg sagde, at jeg var blevet opfostret af nogle bekendte, og at jeg nu ville prøve at klare mig selv i de større byer. De fleste hoppede heldigvis på den.

   Jeg sparede op. De penge jeg ikke brugte på mad, regninger eller andre udgifter gemte jeg, så jeg havde råd til at tage til Salt Lake City. Far kom fra Utah. Måske var der nogen i den store by, der vidste noget om stammemedlemmernes forsvinden?

   Det var forår. Et halvt år efter min afrejse. Jeg var på vej hjem, min vagt på jazzcaféen var slut. Jeg måtte kun være der som afrydder og barista om dagen. Om aftenen var der større chance for, at en spifflicated[3] herre ville tage sig friheder, jeg ikke just ville være med til.

   Jeg gik gennem parken, det var en hurtigere og kønnere vej. Træerne bar alle mulige nuancer af grøn, duften af ny hang i luften. Børn løb rundt og legede med deres forældre og venner, par mødtes og gik tur. Jeg stoppede, da jeg så et søskendepar fjolle rundt. De var nogle år yngre end mig. En dreng og en pige. De spillede bold, lidt væk stod deres forældre med varmt overtøj. Det var stadig køligt. Enkelte steder lå der endnu spor af sne. Det havde været en mild vinter.

   Jeg tror, at det bare var et instinkt. I det øjeblik, han gik forbi mig, vendte jeg ansigtet mod ham. Han gik lidt videre, stoppede op og så på mig. Vi stod og så på hinanden lidt.

   Selvom jeg ikke kendte ham, så føltes det sådan. Han var kun lidt højere end mig, så ikke meget ældre ud. Han havde moderne tøj på, seler og skjorte som de andre drenge. Men han var anderledes. Han var indianer.

   Sort hår samlet i en lille hestehale bagtil. Brune og gyldne øjne, fyldige brune læber som Lyndal. Samme markerede kindben, ædle ansigt. Samme slet skjulte angst. Han kunne være min bror, hvis det ikke var for arret over det ene øje.

   Hans højre øje var dækket af en klap. Et ar gik fra lige over øjenbrynet, ned under klappen og ned til slutningen af det ene kindben. Han så på mig. Jeg smilede skævt. Kunne se, at han kunne kende mig som én af sine egne.

   "Hej," sagde jeg nervøst. Mit hjerte hamrede, fik min mave til at summe. Han nikkede kort.

   "Hej." Han havde en hat på, den fik hans pandehår til at stritte lidt. Vi sagde ikke noget i lidt tid, stod bare og fyldte på vejen. Han sank en klump. Rakte en hånd frem. "Jeg hedder Rayen. Rayen Shadi." Han smilede lidt kejtet. "Bare kald mig Ray." Jeg lo. Han rynkede panden. "Hvad?"

   "De har lige sagt Deres navn på tre forskellige måder," lo jeg. Ray pustede en hårlok væk.

   "Nja, lad være med at være så fornem, frøken." Jeg smilede, foldede hænderne foran mig.

   "Okay..." Jeg tog hans hånd. "Grace Thomas." Ray smilede, slap min hånd.

   "Hvad laver du her helt alene? Jeg mener, uden ledsager?" Jeg pustede, så mig omkring.

   "Jeg er på vej hjem. Øhm, jeg har været på arbejde..." Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Jeg kendte ham ikke, men talte med ham, som om han var en længe savnet ven.

   "Hvor arbejder du?" Jeg smilede, fnøs og gik forbi ham. Jeg fulgte stien et stykke tid, indtil jeg hørte skridt bag mig. Ray overhalede mig. "Hey, det var ikke helt høfligt unge dame," grinede han. Jeg himlede smilende med øjnene. Han grinede, overhalede mig igen. "Hey hey, hvorfor så travlt? Hvad skal du nå?"

   "Hjem, inden det begynder at regne." Jeg fortsatte, Ray så op mod himlen. Han fnøs, kom hen til mig og gik ved siden af mig.

   "Kvik pige... Nå, svarer du så på mit spørgsmål?" Jeg rystede på hovedet.

   "Nej." Han pustede.

   "Hvorfor ikke?" Han stillede sig foran mig, bredte armene ud og smilede forførende. "Jeg er et huk." Jeg smilede, rystede på hovedet med himmelvendte øjne.

   "Bliv hellere i troen, dagdriver[4]." Jeg gik videre, Ray fulgte efter. Han stoppede mig med en drilsk, pegende finger.

   "Hør her, unge dame, hvis der er én ting jeg ikke er, så er det en dagdriver. Jeg vil bare høre, hvor du arbejder, så jeg kan se dit smukke ansigt igen?" Jeg tror nok, jeg rødmede en smule. Jeg slog blikket ned, strøg en fletning i mit hår.

   "Danny Soul, på hjørnet af Maine- og Dotstreet." Han nikkede, satte hænderne i lommen.

   "Og dine arbejdstider?" Jeg smilede hemmelighedsfuldt.

   "Beklager - så må du komme forbi."

   "Men jeg..."

   "Ray. Beklager. Jeg vil gerne hjem nu. Det begynder snart at regne, og jeg er i forvejen bagud med mine vandregninger. Vær sød at lade mig gå nu. Det er ikke særlig høfligt at holde en ung dame tilbage." Ray tænkte sig lidt om. Nikkede.

   "Okay. Så går jeg bare tilfældigvis ved siden af dig og taler med mig selv." Vi begyndte at gå, jeg himlede endnu engang med øjnene. "Jeg går ud fra, at hun bor alene," sagde Ray undrende. "Ellers er hendes forældre ikke så fantastiske, at de lader hende betale regningerne selv.

   Du har helt ret Ray." Jeg kvalte en latter, da han svarede sig selv med en dybere stemme. "Hun virker som en meget ansvarlig ung dame.

   Ja, og så er hun endda indianer som os, Ray.

   Ja, Ray, det kan jeg se!" Jeg sukkede.

   "Stop, du er sådan en dumbcluck[5]." Han trak på skuldrene.

   "Måske, men jeg kan ikke dy mig for at få en ung dame til at le. Nå, har jeg så ret?" Jeg så på ham. Han smilede. Han havde et dejligt, varmt smil.

   "I hvad?" spurgte jeg. Han pustede, rystede en smule.

   "Er du indianer?" Jeg smilede, nikkede.

   "Halvindianer, min far." Ray nikkede.

   "Aha, ja... Hvad hedder din far?" Jeg trak på skuldrene, sukkede.

   "Jeg kender ham ikke. Han forsvandt for mere end ti år siden." Ray så medfølende på mig.

   "Åh, det er jeg ked af at høre. Mine forældre forsvandt også. En dag var de bare, puf, væk." Han sukkede. "Det er nu ducky[6]. Jeg har boet for mig selv lige siden." Hvordan han fik indledt samtalen på sig selv og hans privatliv var jeg ikke sikker på, men pludselig svajede han ind mod mig. Jeg så forskrækket på ham, støttede ham op. Han tog sig til hovedet, rystede det lidt forvirret. Jeg hjalp ham hen til en bænk, vi satte os. "Undskyld," pustede han. Han hev lidt efter vejret, viftede en smule foran sig. Smilede. "Jeg, øhm, øh..." Han tog en dyb indånding. "Jeg har bare lidt problemer med at trække vejret..." Jeg lagde en hånd på hans ryg.

   "Er alt i orden?" Han sank en klump, nikkede i små ryk.

   "Ja, øhm... Ja." Han lo lidt, smilede. "Jeg skal bare lade være med at gå og snakke for meget samtidig..." Han pustede de sidste ord. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt skyldig. Jeg havde fået ham til at følge efter mig. Det mindste, jeg kunne gøre, var at hjælpe ham.

   "Hør, Ray... Vil du ikke med hjem til min lejlighed? Den ligger ikke så langt herfra - men du skal love at gå, når du har det bedre." Han så på mig, øjnene skinnede lidt, hans bryst hævedes og sænkedes i en ujævn rytme. Den firkantede klap for øjet klædte ham faktisk godt. Han nikkede.

   "Det lover jeg."

 

[1] Gams: 20-30'erslang for dameben.

[2] Clams: 20- 30'erslang for penge.

[3] Spifflicated: 20-30'erslang for fuld.

[4] Dagdriver: Populært slang i 20-30'erne, en ung, uansat, doven mand - bruges stadig.

[5] Dumbcluck: 20-30'erslang for fjols eller dum person.

[6] 20-30'erslang for "okay".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...