Tutankhamons forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 1922 og den famøse egyptolog Howard Carter graver sig vej gennem Kongernes Dal, sammen med Lord Carnarvon, lokale arbejdere og den arkæolog studerende Kaitlynn Stratford, i jagten på Tutankhamons sidste hvilested. Kaitlynn har brugt mange år på at studere egyptologi og bliver skæmt af de første hieroglyffer hun ser. En forbandelse ligger over graven og den massive stendør beder enhver fremmed om at blive ude. Inden hun når at advare sine kollegaer, er de trængt ind i gravkammeret og hele Kaitlynns verden ramler sammen omkring hende. Hun bliver kastet ud i en mission fyldt med magi, guder og dæmoner, sammen med den lokale landsbytosse, for at redde sine venner.

10Likes
12Kommentarer
1353Visninger
AA

4. TRE

Der gik næsten 4 måneder, hvor Carter og jeg lå med knæene i sandet og kordinerede vores udgravninger ned til den mindste centimeter. Vi trak rødt snor igennem sandet og arbejderne kørte frem og tilbage med udstyr til at grave med. Amasis blev ved med at komme rendende, men ofte nåede vores arbejdere at stoppe ham, før han nåede over til os. Flere arkæologer rystede på hovedet af os, mens de besøgte de andre grave, for at nedskrive notater og tage billeder til bøger og tryk.
”Hvad med det her område, det har vi ikke søgt i?” Spurgte jeg og pegede på Carters hjemmelavede kort. Der var snart ikke den kvadratmeter vi ikke havde været ved, men på samme tid skulle vi passe på de allerede fundende grave. Et par af dem truede med at styrte sammen, fordi de lå så tæt på hinanden og over hinanden. De var ikke skabt til at store menneskemængder skulle bevæge sig i dem.
”Vi vil komme for tæt på Ramses d. 5’s grav. Den egyptiske organisation vil ikke tillade det.” Mumlede Carter mere til sig selv, end for at svare mig. Jeg pustede en tot hår væk fra ansigtet og kiggede opgivende på kortet. Kongernes dal var efterhånden fyldt med huller. Jeg følte mig som en muldvarp uden mål. Men havde en muldvarp egentlig et mål i livet, ud over at ødelægge folks græsplæner?
”Jeg syntes vi skal spørge om lov. Jeg kan snart ikke se andre muligheder.” Jeg kiggede intens på Carter som stod og fingrede ved sit overskæg som trængte til at blive studset.
”Du ved godt jeg ikke kan modstå dine øjne, Kaitlynn. Meget vel. Jeg får Faris til at kontakte organisationen.”

Tre dage efter stod vi med tilladelsen i hånden. Den egyptiske organisation for oldsager, var kommet forbi og vurderet den nærtliggende gravs tilstand og erklærede den stabil nok, til at vi kunne grave omkring den. Carter begyndte straks at fordele arbejdet og lavede målte afstande og nedskrev vurderinger. Jeg sad i mit telt i skyggen og lavede nogle beregninger, som jeg helt sikkert ikke ville kunne have lært, hvis jeg havde siddet på Girton College i Cambridge.
”Har de brug for noget mere vand, Frøken Stratford?” Spurgte Faris og holdt en fire liters dunk op.
”Tak som byder!” Han skænkede mig noget vand i mit keramik-krus, da vi pludselig hørte et skrig. Faris greb et gevær, som vi havde stående op af teltdugen og løb ud. Jeg sad helt stille lidt og lyttede til hvad der skete udenfor. En masse råbte på arabisk, men jeg hørte ingen skud. Jeg gik hen til teltåbningen og kiggede ud. En flok mænd stod og lænede sig ind over en skikkelse der var blevet smidt hårdt ned i sandet. Jeg kiggede mig hurtigt op imod bakkerne der omkredsede dalen, men der var ingen fare. Jeg skyndte mig hen til flokken der stod. Amasis, den lokale landsbytosse, lå med hovedet begravet i sandet, mens ikke mindre end 5 mænd holdt ham nede.
”Giv straks slip på ham! I kvæler ham i sandet!” Skreg jeg af dem. De blev forbløffede over min reaktion og ham der holdt Amasis hoved nede i sandet rejste sig op og trådte væk. Amasis løftede hovedet og spyttede sandet ud af munden. Han begyndte med det samme at råbe op på arabisk. Arbejderne kiggede på mig, som om de ventede på en ordre eller at jeg sagde noget. Jeg bukkede mig ned og børste det værste sand af Amasis ansigt, hvilket fik ham til at være stille.
”Du burde ikke være her.” Sagde han, efter han havde spyttet et par gange mere.
”Det ved jeg. Det har du sagt de sidste par måneder.” Jeg satte mig ned i sandet ved siden af ham, og rettede på min kjole. Arbejderne ventede stadig på at jeg skulle sige noget.
”Nej du ved ingenting. Forfærdelige ting vil ske!” Mumlede han, som om han prøvede at snakke, så jeg kun kunne høre ham.
”Skal vi lave en aftale? Jeg høre på hvad du har at sige, hvis du lade være med at komme løbende hele tiden og forstyrre vores arbejde?” Jeg lagde hovedet på skrå, så jeg bedre kunne se ham i øjnene, mens han lå fladt på jorden. Han kiggede ned i sandet og overvejede helt sikkert sine muligheder. Han nikkede til sidst og jeg beordrede arbejderne at slippe ham. Carter havde haft travlt med måleudstyret, så han havde ikke set tormulten. Men da Amasis kom op og stå, kom han straks små løbende imod os.
”Nu dig igen.” Han hævede stemmen men jeg holdt en hånd op, for at stoppe ham.
”Jeg snakker med ham. Han lovede at gå bagefter.”

Jeg ledte Amasis hen til det store telt, hvis der var borde og stole. To af arbejderne tog med og stod ved indgangen, for at være sikker på, at han ikke gjorde mig noget. Deres tilstedeværelse gjorde tydeligvis Amasis nervøs og han lænede sig langt ind over bordet for at tale til mig. Hans lange hår nåede helt ned til bord overfladen. Jeg skænkede ham et krus vand, før jeg rettede min fulde opmærksomhed mod den egyptiske vildmand.
”Hvad har du at fortælle, ud over trusler om dommedag?” Spurgte jeg en smule kækt. Det så ikke ud som om, at det havde nogen effekt på ham.
”Horus taler til mig. Hans far er helt oppe at køre! I vil snart komme til ham, hvis i ikke holder op med at forstyrre de døde!” Jeg blinkede et par gange og prøvede at få det hele til at trænge ind.
”Det du siger er…” Det her blev svært. ”At du snakkede med en gammel egyptisk gud? Hvis far, Osiris, er gud for underverdenen. Og vi vil snart dø, hvis vi bliver ved med at lede efter graven. Er det korrekt oversat til forståeligt engelsk?” Manden var så langt ude, at jeg droppede alt høfligheden og gik lige til sagen. Jeg havde i mange år studeret det gamle Egypten og deres guder, men jeg havde endnu ikke mødt en person der stadig troede på dem eller ligefrem kommunikerede med dem. Ikke før det øjeblik.
”Det er helt rigtigt! Han giver mig syner. Folk vil blive syge og dø. Vil i ikke nok lade være med grave efter Tutankhamons grav? De forbandelser var en gave for guderne, fordi Tutankhamon fik dem til at tro og ofre igen. De ville beskytte hans grav for evigt tid. Lad være med at gå ind i den grav.” Han kiggede direkte bønfaldende på mig og jeg kunne ikke lade være med at blive en smule bange. Jeg kunne se frygten i hans mørkebrune øjne.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg sad fuldstændig mundlam og stirrede på ham.
”Horus taler til mig. Du bliver nød til at tro mig og overbevise Carter, om at vende om og forlade dalen.”
”Du lyder næsten som om, at du er sikker på han finder den.” Bed jeg mærke i. Hans blik vandrede usikkert rundt i teltet. Jeg ville ikke tro, at Amasis snakkede med guderne. Guderne fandtes ikke. Han kunne ikke vide sig sikker i noget.
”Du må se at komme væk herfra. Der vil begynde at ske grimme ting meget snart.” Han kiggede igen på mig.
”Meget snart? Hvad fabler du om? Det eneste der sker at irriterende ting, er at du dukker op hele tiden.” Sagde jeg surt. Amasis så en smule såret ud og lænede sig lidt tilbage.
”Horus har ledt mig til dig.” Mumlede han og kiggede hen på vagterne, som stod med ryggen til.
”Ledt dig til mig? For at irritere mig, vil jeg gætte på.” Han rystede på hovedet.
”Din Ba kan blive reddet. Din Ba skal reddes!” Sagde han bestemt og meget højere end han havde talt før. Vagterne henne ved indgangen rørte på sig, men blev ved indgangen.
”Min Ba? Hvad fabler du om? Du taler i tåger!” Jeg hævede også stemmen nu.
”Din sjæl. Horus mener du er vigtig og jeg ved ikke hvorfor. Bare hold dig væk fra graven. Jeg beder dig!” Han rakte ind over bordet og tog min hånd, som hold om mit krus.

Det sortnede et kort øjeblik for mine øjne, før et kort grimt at en lysende blå fugleskikkelse viste sig på min nethinde. Jeg rystede hovedet og skreg for at få det til at gå væk. Jeg blev revet tilbage til virkeligheden, da jeg faldt ned fra min stol og ned i sandet. Vagterne havde grebet Amasis, selvom han sad fuldstændig stille med armen strakt ud efter mig. Jeg missede med øjnene, da jeg stadig kunne se nogle sorte brikker på min nethinde, men mit syn kom hurtigt tilbage til normal.
”Hvad..” Var det eneste jeg kunne sige.
”Undskyld! Jeg ville ikke gøre dig fortræd. Jeg vil bare have dig til at forstå.” Amasis så knust ud og tårende trillede ned af hans kinder. Vagterne begyndte at slæbe ham ud, mens jeg kom på benene. Jeg ved ikke hvad der lige skete, men det kunne ikke have været andet end et fatamorgana. Jeg måtte være dehydreret. Jeg havde væltet mit krus i faldet, så jeg tog Amasis krus og drak op, før jeg fulgte efter dem ud af teltet. Amasis kæmpede ikke meget imod. Han lod dem bare slæbe ham hen af sandet, i stedet for at gå selv.

Pludselig kunne man høre Carter i det fjerne. Han råbte op om et eller andet uforståeligt, men jeg gætter på det var arabisk. Det blev efterfulgt at jubel fra en masse arbejdere. Han havde fundet Tutankhamons grav.
”NEJ!” skreg Amasis om og om igen, af hans lungers fulde kraft. Jeg begyndte at løbe imod lyden af Carters sejers brøl, men Amasis kæmpede sig vej imod mig igen.
”Gå ikke derned! Gå ikke derned!” Skreg hen om og om igen. Hans øjne var vilde og han lignede mere end vildmand end nogensinde før. En af vagterne drog sit gevær og hamrede trækolben ned oven i hovedet på Amasis. Han blev øjeblikkeligt stille og hans krop blev slap. Jeg stod målløst ok kiggede på dem slæbe ham over i skyggen ved en af vores automobiler, indtil en af vores arbejdere trak mig med hen imod Carters udgravning. Da Carter og de andre arbejdere kom til syne, gik de alle sammen rundt med hænderne over hovedet og jublede.
”Kaitlynn! VI fandt det!” Råbte Carter da jeg kom løbene imod ham. Han greb fat i mig og svang mig rundt i en dans uden takt, men jeg lod ham, for han havde endelig fundet et bevis på at den glemte kætterkonge havde en søn. En søn som man havde prøvet at glemme. Udvisket i historien. Da Carter endelig satte mig ned, kiggede jeg på den nye opdagelse. De havde gravet en trappe frem. En trappe som en hver anden i Kongernes dal, men et stykke ned begyndte hieroglyffer at dukke op på væggene. Den var sten sikker. Jeg blev helt overvældet over, at jeg var en del af denne udgravning. At jeg fik lov til at arbejde side om side med Howard Carter. Nu skulle vi bare have gravet ned til indgangen og have tilkaldt Lord Carnarvon.

”Kom og se inskriptionerne, Kaitlynn.” Carter havde med hans bare hænder gravet det næste stykke af væggen fri. Han kunne ikke vente på arbejderne, som knoklede bag os, for at få de mange tons sand væk fra indgangen til den storslåede grav. Jeg knælede ned ved siden af ham og rakte ham en af hans mange notesbøger, så han med det samme kunne skrive hieroglyfferne af. Jeg sad med min skolebog på knæet med en oversættelse af rosetta stenen og prøvede mig frem, men jeg var langt mindre effektiv end Carter. Han skrev hurtigt tegnene ned og mumlede en grov oversættelse for sig selv. Det gav ikke meget mening, før vi begge sad med noterne og vurderede de forskellige stavelser og betydninger for de forskellige figurer.
”Haha! Åh de gamle egyptere! De tror nok de kan holde folk ude med deres remser. Nej, man skal være rigelig godtroende, for at hoppe på den.” Carter grinte for sig selv om jeg kiggede over hans skulder, for at afskrive hans endelige oversættelse.

Dem, der betræder denne grav, vil hurtigt møde dødens vinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...