Tutankhamons forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 1922 og den famøse egyptolog Howard Carter graver sig vej gennem Kongernes Dal, sammen med Lord Carnarvon, lokale arbejdere og den arkæolog studerende Kaitlynn Stratford, i jagten på Tutankhamons sidste hvilested. Kaitlynn har brugt mange år på at studere egyptologi og bliver skæmt af de første hieroglyffer hun ser. En forbandelse ligger over graven og den massive stendør beder enhver fremmed om at blive ude. Inden hun når at advare sine kollegaer, er de trængt ind i gravkammeret og hele Kaitlynns verden ramler sammen omkring hende. Hun bliver kastet ud i en mission fyldt med magi, guder og dæmoner, sammen med den lokale landsbytosse, for at redde sine venner.

10Likes
12Kommentarer
1380Visninger
AA

5. FIRE

Jeg tog tilbage til Kairo i Carters bolig for at gøre klar til at tage imod Lord Carnarvon. Carter ville ikke selv forlade hans nye opdagelse. Jeg tog med glæde med Faris tilbage til Kairo, for Kongernes Dal gav mig en underlig følelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Amasis. Hvordan han havde skreget op om en forbandelse, før han blev slået ned. Og hvordan de første hieroglyffer jeg læste sagde præcist det samme som ham. Men hvordan kunne Amasis vide at vi ville finde graven lige den dag?
”Vi skal til at af sted, Frøken Stratford.” Faris havde stukket hovedet ind i stuen, hvor jeg sad og kiggede på mine notater jeg havde gjort mig, mens vi udgravede indgangen til Tutankhamons grav.
”Selvfølgelig. Jeg skal lige samle mine ting.” Jeg kunne høre han allerede havde startet automobilen, så jeg samlede hurtigt mine noter i en mappe og tog den under armen.

Lord Carnarvon var mere privilegeret end os andre og kom med et lille privat fly. Jeg kom så tæt på landingsbanen som mulig, da jeg aldrig har haft muligheden for at flyve endnu. Flyet landede uden for Kairo og Lord Carnarvon og hans datter Lady Evelyn steg hurtigt ud. Det måtte have været en varm tur i den bagende sol. Lady Evelyn smed straks jakken og gav den til en mand, som også havde taget deres bagage ud af bagenden af flyet. Lord Carnarvon smilte stort til mig, da han så mig. Han havde fået barberet sit store overskæg af, så hans ansigtet så langt yngre ud, end sidst jeg så ham. Jeg nejede for ham.
”Velkommen til Kairo, Lord Carnarvon.” Sagde jeg formeldt. Han tog min hånd i sin og klappede min håndryg.
”Jeg vidste i kunne gøre det, Frøken Stratford! Jeg er lykkelig for at jeg valgte dem til at hjælpe Carter.” Han rystede min hånd lidt, for at vise sin begejstring.
”Jeg er sikker på at Carter kunne have klaret det fint selv. Det var bare spørgsmål om tid.”
”Men tid er penge!”

Vi kørte tilbage til Carters bolig i Kairo, selvom Lord Carnarvon helst ville have taget direkte til Kongernes Dal, men Lady Evelyn mente hun i hvert fald skulle ind og skifte tøj, da de var fløjet lige fra det kolde november i England. Hun havde alt for mange lag tøj på. Faris tog Evelyns kuffert ind i huset og ledte hende ovenpå hvor hun kunne skifte. Jeg viste Lord Carnarvon rundt i Carters stue som var forvandlet til et stort kontor. Han var meget interesseret i mine notater og virkede kun begejstret over de dødstrusler som vi havde fået fremtydet. Han skulle også over og stryge lille kanariefugl lags fjerne. Han sagde den kendte ham. Jeg fortalte ham ikke om Amasis, men jeg gætter på, at han er klog nok til at holde sig væk, efter hvordan vi behandlede ham sidst. Lady Evelyn kom ned igen efter at have skiftet til en let hvid nederdel og en kaki skjorte. Hun havde en ørkenhat på og et brunt bælte med indbygget hylster til en feltflaske. På trods af at hun ikke var ældre end mig, så hun helt professionel ud.
”Er vi klar til at tage af sted?” Spurgte Lord Carnarvon ud i rummet. Lady Evelyn var meget begejstret og luntede straks ud til automobilen. Han kiggede dernæst på mig.
”Ømh.. Jeg spekulerede på om Faris ikke havde lyst til at blive her sammen med mig? Varmen går mig på og så jeg kunne godt bruge et par ekstra dage her i huset. Så kan jeg også få ryddet lidt op.” Jeg kiggede over på Faris der ikke forstod hvorfor jeg ville lade sådan en chance gå til spilde. Lord Carnarvon så også skuffet ud først men nikkede så.
”Varmen kan bestemt drille. Tag de nu og hvil dem, mens vi tager til Kongens Dal. Vi venter også på at høre fra den Egyptiske organisation. Vi må intet røre, før de er ankommet til stedet. Jeg forventer deres ankomst i løbet af de næste par dage, frøken Stratford.” Lord Carnarvon nikkede før han gik ud til automobilen der ventede.
”De vil ikke med, Frøken?” Spurgte Faris uforstående og rettede på sin Dishdasha.
”Jeg vil gerne hvile lidt, før vi skal til alt det hårde arbejde.” Faris nikkede og gik straks ud for at lave middagsmad. Jeg satte mig igen ved Carters skrivebord og kiggede ned over min aftegninger og oversættelser.

Jeg vil dræbe alle der træder over denne tærskel.

 

­­­­­­­­­­­­­­­

Jeg sad en smule og fortrød, at jeg ikke var taget med. Jeg havde lavet orden i alle Carters papirer, som lå rundt omkring, i det halvandet døgn der var gået, siden Lord Carnarvon og Lady Evelyn var taget af sted. Jeg havde skrevet en del ting af i mine studiebøger, jeg håbede han ikke havde noget imod det. Jeg gik rastløst rundt i stuen og snakkede til den lille kanariefugl som blev pænt på sin pind. De pippede engang i mellem, som om den faktisk svarede på mine klager og frustrationer, men det var jo bare en lille fugl. Faris rumsterede rundt ovenpå, for at holde Carters soveværelse støvfrit. Det kunne han lige så godt, når nu vi stadig var hjemme. Faris var ikke meget af en hyggefætter, så jeg havde mere selskab i fuglen, end i Faris. Jeg var imponeret over at den aldrig fløj længere end rundt i stuen. Vinduerne stod åbent for at få noget frisk luft ind fra baggården som lå hen i skygge. Jeg var i gang med at give den lille gule fugl et foredrag i det 12. dynasti, da den hidsige lyd af en telefon der ringede, afbrød mig. Jeg var på vej ud i gangen, hvor telefon hang, men Faris var hurtigere nede af trappen og henne ved den. Jeg stod i stuedøren og betragtede ham, mens hans snakkede med arabisk. Måske var opkaldet slet ikke til mig. Pludselig skræppede den lille fugl og der lød et hvæs.
”Frøken Stratford, Carter har åbnet graven.” Hørte jeg Faris råbe til mig, men jeg havde mere travlt med at kigge på den enorme kobra slange der stadig var på vej ind igennem vinduet og havde allerede fortæret min lille gule ven. Klumpen i den hals var tydelig. Jeg havde set kobraer før i mit arbejde ude i Kongernes Dal, men jeg havde aldrig set en så stor. Når den rejste sit hoved for at hvæse af mig, Var den næsten samme højde. Den var enormt lang og den tykke krop havde væltet stolen ved Carters skrivebord, men dele af den, hang stadig ud af vinduet. Jeg stod helt stille, for en hver bevægelse kunne få den til at angribe. Det havde jeg lært. Det så dog ud til at kobraslangen var ligeglad. Den var på vej imod mig alligevel.

”Faris.” Sagde jeg uden at fjerne blikket fra slangen der snoede sig hen af det fine engelske tæppe. Faris kom ind i stuen og udstød antydningen af et skrig, så snart han så slangen. Han stod lige så ubevægelig bag mig. Slagen hvæsede af mig og jeg knep øjnene sammen. Jeg var sikker på den ville gå efter min strube og dets gab ville være det sidste jeg så, men pludselig kunne jeg høre hurtige skridt bag mig.
A’MAX!” Blev der råbt og da jeg åbnede øjnene igen, stod kobraen i flammer. Den snoede sig rundt på gulvet og kastede med hovedet ind i møblerne for at slukke ilden, men det eneste den formåede var at sætte ild til gardinet og en del af Carters notater. Den hvæsede imod loftet en sidste gang, før den faldt tungt sammen på jorden og begyndte at opløses. Den blev til sand.

Et kort øjeblik sortnede det for mine øjne og jeg mistede balancen. Et par arme greb mig, før jeg ramte gulvet men et højt dunk lød, hvilket betød at Faris ikke var nær så heldig. Jeg blev sat på gulvet og jeg kiggede op på min redningsmand.
”Amasis. Hvad laver du i Kairo?” Mumlede jeg, da jeg stadig ikke helt havde opfattet hvad der var sket foran mig. Jeg kiggede op på Amasis igennem hans store filtrede hår. Han havde stadig kun bukser på, men han havde en skuldertaske lavet at hør, over skulderen.
”Jeg vidste jeg kunne redde en af jer. Så jeg valgt den eneste der var værd at redde.” Sagde han og satte sig ned ved siden af mig og lagde benene over kors. Jeg missede med øjnene og kiggede ud over rummet. Der var sod skader rundt omkring på væggene og gardinet var på magisk vis stoppet med at brande. Men der hvor der før var en flere meter lang slange, var nu var et spor af sand, som snoede sig igennem stuen.
”Du vidste det her ville ske?” Spurgte jeg. Jeg kom endelig i tanke om Faris, som lå besvimet bag mig. Han havde ramt en lænestol i faldet, så jeg gættede på han var okay.
”Jeg vidste noget ville ske, så snart de åbnede Tutankhamons gravkammer. Guderne er meget vrede! De som trænger ind i kammeret vil dø inden længe.” Amasis samlede lidt af sandet op i hånden og lod det sive ud igennem sine fingre. Jeg prøvede at finde hoved og hale i den nye information jeg havde fået.
”Så kobraen var gudernes værk?”
”Kobraen er symbolet på faraoen. Jeg tænkte nok de ville sende den som en advarsel.” Mumlede han. Han tog en lille ledder pose op af sin skuldertaske og samlede noget af sandet op.
”Jeg har ikke været nede i kammeret. Hvorfor ville de sende en forvokset kobra efter mig?” Det lød absurd i mine ører at snakke om guder og forbandelser, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro på længere. Amasis kiggede op på mig med sine mørke sørgmodige øjne.
”Fordi nogen der trængte ind i graven har dig kært. Ligesom Carters lille fugleven.” Jeg fulgte Amasis blik hen på den tomme pind, hvor den lille velopdragende kanariefugl havde siddet for et øjeblik siden. Jeg tænkte over det. Carter og jeg var blevet gode venner de sidste mange måneder vi havde været sammen og Lord Carnarvon havde været begejstret over mig, lige siden vi mødes første gang.
”Hvordan kan jeg stole på, at det du siger, er sandt? Du må meget undskyld, men du er en vildmand der kom løbene ind fra gaden.” Jeg rejse mig op og børstede sandet af min kjole. Amasis lo lidt og kom også på benene.
”Kom med herud.” Han nikkede med hovedet mod hoveddøren som stod pivåben ud til gaden.
”Hvad med Faris?” Jeg kiggede ned på min besvimede husholderske, som lå i en letter akavet stilling på gulvet, med sin Dishdasha halv revet i stykker om benene. Amasis fnøs af ham.
”nå ja. Lig et brev til ham. Bed ham om at tage til Kongernes Dal så snart han vågner.”
”Hvorfor kan vi ikke bare vente til han vågner?”
”Det kan vi ikke vente på. Vi har vigtigere ting at tage os til og vi skal skynde os.” Jeg vidste ikke hvad han snakkede om, så jeg lagde armene over kors og prøvede at virke så protesterende som muligt. Sådan en landsbytosse skulle ikke løbe om hjørner med mig. Amasis sukkede og kiggede op i loftet som om han bad en stille bøn før han gik hen til Carters skrivebord og tog et forkullet stykke papir op og skriblede et eller andet ned på bagsiden og smed det ved siden af Faris hoved.
”Stol på mig.” Mumlede han og gik forbi mig og ud af hoveddøren.

”Vi skal finde Carter?”
”Det var det jeg sagde.” Mumlede Amasis surt, da vi var kommet udenfor. Gaden var underligt nok mennesketom. Gadesælgerne var ikke engang ude med deres frugt, krydderier og keramik.
”Hvorfor sagde du ikke det til at starte med? Så havde jeg ikke været så protesterende.” Sagde jeg ydmyget. Amasis havde ikke tid til at kigge på mig. Han havde travlt med at lede efter noget nede i sin skuldertaske igen. Han trak en lille brun genstand op. Han rakte den til mig, så jeg kunne se hvad det var. Den brune genstand var en lille lerfigur, en shabti, som forstillede en sfinks mangen til den man kan se i stor størrelse i Giza, bare denne havde vinger.
”Hvad skal jeg bruge en shabti til?” Spurgte jeg dumt.
”Ah du ved hvad det er. Forrygende. Du skal ikke bruge den til noget. Det skal jeg til gengæld.” Han snuppede shabti'en ud af hånden på mig og gik et par skridt frem og satte den på jorden. Jeg undrede mig over hans opførsel men han gik tilbage ved siden af mig og rakte hånden frem imod shabti'en.

Ankh.” Var det det eneste han sagde. Ankh var den første hieroglyf alle lærte. Den var overalt på alle egyptiske monumenter og souvenirs og betød liv. Jeg undrede mig over hans handling, men straks begyndte jorden under os at ryste og den lille ler figur foran os begyndte at vokse drastisk i størrelse. Jeg spærrede øjnene op da der pludselig stod en sfinks i hestestørrelse foran os. Jeg troede da slet ikke mine egne øjne, da den begyndte at bevæge sig og vende sit enorme hoved mod os. Kroppen var en stor gul kat, eller nærmere en tiger. Den havde et enormt vingefang, da den begyndte at baske glad med sine vinger og hovedet var skræmmende nok et menneskehoved med kohl om øjnene og en hovedbeklædning af guld. Hvis jeg ikke i øjeblikket forinden havde set en kæmpe kobra blive opløst til sand, ville jeg nok være besvimet over dette syn. Sfinksen smilede til Amasis og udstødte et halvhjertet miav.
”Her har vi vores lift. Det er den hurtigste måde at komme til kongernes dal.” Amsis gik hen til dyret og klappede den på maven så den spandt, hvilket var bizart når den havde et menneskehoved der stirrede lige på mig.
”Jeg sætter mig ikke op på den der.” Jeg var ærlig talt meget skræmt, men det sårede blik sfinksen pludselig sendte mig, fik mig næsten til at få dårlig samvittighed over for det grimme fabeldyr. Amasis var allerede kravlet op på ryggen af den og rakte mig hånden.
”Hvad vil folk ikke tænke, når de ser en kæmpe sfinks flyve hen over himmelen?” Jeg kiggede mistroisk på Amasis hånd. Sfinksen rystede på hovedet og udstødte et utålmodigt miav.
”Folk er for dumme til at lægge mærke til det.” Sagde han bare og smilede stort. Hans varme smil fik mig overtalt og jeg lod ham trække mig op foran sig på sfinksens ryg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...