Hawthorne | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 5 okt. 2015
  • Status: Igang
Stella Hawthorne er hende pigen du ser sidde alene bagerst i kantinen, med blyanten og et koncentreret blik rettet mod sin tegneblog. Flytningen ned til hendes bedstemor i Rainham har betydet, at hun nu er begyndt i High School for første gang i sit liv. Alle elever er så ens i tøjstilen, personligheden og når det gælder opmærksomhed, men sådan er Stella bare ikke – og det falder en dreng hurtigt for.

123Likes
111Kommentarer
65142Visninger
AA

17. XV


Jeg var ikke bare vred, jeg var direkte rasende. Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde har Chanel haft fat i min shampoo, og puttet blå hårfarve i. Victoria var også rimlig pissed, for hun havde jo lånt min shampoo og nu også havde fået blå lokker. I forhold til hende var dog jeg ikke allerede styrtet hjem og igang med at skylle det ud med opvaskemiddel, nej, jeg var med tunge lange skridt på vej tilbage mod skolen i håb om at finde Chanel.

Jeg havde mødt en tøs på vejen, som jeg tvang til at give mig hendes hættetrøje, så jeg kunne få gemt mit blåbær hår - for ingen skulle se det. 

Skolen var næsten tom, og det var kun få elever som stod ude på parkeringspladsen. Irriteret hvæsede jeg højt, da Chanel ikke var til at se nogen steder. 

"Stella Hawthorne?" lød det bag mig, og jeg sukkede tungt da jeg genkendte Justins stemme. Dog vendte jeg mod ham alligevel, "hej Justin." Han kiggede først lidt mærkeligt på mit tøj, men valgte heldigvis ikke at kommentere det. "Hawthorne, jeg synes vi burde snakke om, hvad der skete i fredags." 

Jeg bed mig en smule i læben, og kom i tanke om, at jeg havde kysset Justin som hævn overfor Chanel. "Uhm yea, det øh." jeg kløede mig en smule i hætten fra hættetrøjen, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

"Jeg føler det samme." 

Et sus gik igennem mit mave, og så overrasket som jeg blev, råbte jeg et højt hvad, som fik nogle til at kigge undrende herover. Justins læber formede sig et smil, "jeg ved godt det er gået hurtigt og lyder meget kliché, men lige siden jeg så dig første gang, så vidste jeg bare du var noget specielt. Du er anderledes, det kan jeg godt lide." 

Mundlam stod jeg med mundet formet som et stort o og troede ikke mine egne ører. Justin Bieber kunne lide mig.
"Justin?" lød det et skringert råb, som fik os begge til at kigge over mod lyden, hvilket i mit held viste sig at være Chanel og de andre. Jeg smilede skævt derover og så hen mod Justin igen, hvor jeg tog hans hånd. 
"Jeg føler det samme, Justin." fløj det ud fra mig og håbede det lød så sandt som muligt. Han smilede genert, "så uhm.. hvad siger du til at vi tager ud og spiser på fredag?" 
Jeg kiggede hurtigt over mod Chanel, som stadig så på, og derefter trådte et skridt tættere mod ham. "Hvorfor vente til på fredag, når vi kan gøre det i aften?" svarede jeg, da jeg kom i tanke om Dereks fest på fredag, som jeg altså ikke ville aflyse. "I aften?" lød det en smule overrasket fra ham, "jamen, så siger vi det. Jeg henter dig klokken syv?" 
"Du ved hvor jeg bor." smiler jeg og lægger mine hænder om hans nakke, hvorefter jeg trækker vores ansigter sammen til et kys. Min mave bobler af nervøsitet og håber, at Chanel kigger på - hvilket hun gjorde og faktisk var på vej herhen. "Så ses vi i aften, Justin." sagde jeg højt, så hun hørte det. "Oh hej Chanel," jeg lægger mit hoved på skrå mod hende med et skævt smil, "jeg så dig slet ikke." og efter mine ord vender jeg mig rundt og begynder at gå hjem ad.
 

 

 

"Så du bruger ham bare til at få hævn over Chanel?" lød det overraskende fra Melissa gennem telefonen. Jeg havde ringet til hende over noget kaldt FaceTime, fordi hun skulle hjælpe mig med, hvad jeg skulle tage på, "synes du ikke det er lidt ondt, Stella?" 

"Hun farvede mit og Victorias hår blåt, Mel! Mit flotte brune hår!!" hvæsede jeg irriteret, da hun ikke forstod det. Heldigvis havde opvaskemiddel hjulpet med at få det meste skyllet ud, men der var stadig blåt skær, som så virkelig dumt ud. "Ja, men Stella, du leger jo med en anden persons følelser, bare for at få hævn på hende."

Jeg rullede øjne, selvom hun ikke så det. "Slap nu af Mel, jeg dropper ham efter nogle par dage. Desuden så kan følelserne ikke være særlig stærke - vi har ikke kendt hinanden i så lang tid?" sukkede jeg og holdte en flot lyserød fluff kjole op foran front kameraet, "hvad siger du til denne?" 

"Så hellere den hvide med blonderne." lød det fra hende, efter nogle sekunders stilhed, hvor hun sikkert tænkte, "men Stella, jeg synes bare ikke det er en særlig god idé, er der ikke en anden måde du kan tage hævn på?" 

Jeg sukkede højlydt, "hør Mel, der findes ingen bedre hævn; hun er jo så latterligt forelsket i ham. Forstil hendes ansigt hvergang hun ser os sammen eller kysser! Jeg ved hun ikke kan klare det særlig længe, også har jeg vundet!" hvilede jeg med et stolt smil. 

"Det er pisse ondt." sukkede hun lavt og kiggede seriøst på mig gennem skærmen. Jeg sukkede irriteret, "du er fandme så kedelig Mel. Der er ingen der dør, så slap af." 
"Men-"
"Det er flot Mel, vi ses senere." smilede jeg og trykkede derefter på afslut. Det irriterede mig hun ikke bare kunne støtte mig, det er jo det veninder er til for. Jeg fandt Victoria under mine kontakter og ringede hende op, da jeg vidste hun ville støtte mig i det her. "Heyyyy girl!" smilede jeg stort, da hun tog den. "Hey babe!" lød det fra hende og derefter poppede hun frem. Jeg udbrød et stort gisp, da det blå hårfarve stadig var forskellige steder plettet i hendes blonde hår. "Hvordan fanden har du fået så meget ud af dit?!" råber hun irriteret. "Rolig babe, det er lyset. Der er stadig meget blåt skær i virkeligheden." smågrinede jeg over hendes reaktion, "men nok om det! Til denne kjole, glat eller krøllet hår?" 
"Skal du til fest uden mig?" spørgere hun, "og glat, vil jeg sige." 

En banken lød pludselig gennem hele huset, og bedste råbte at hun åbnede. "Jeg forklarer det senere, vi ses babe!!" mumler jeg stresset og ligger på, hvorefter jeg i en fart får mit tøj trukket af mig. Jeg havde slet ikke holdt øje med tiden, og den var allerede syv. "Stella, det er til dig!" lød det højt fra bedste. Jeg får trukket kjolen over mig, lynet den på ryggen og derefter suset hurtigt ud i gangen, hvor Justin stod sammen med hende. Jeg smilede skævt, "hejjjj."

Justin gav mig et hurtigt elevatorblik, "du ser godt ud." Jeg bed mig akavet i læben og mumlede et i lige måde, får vi slentrede udenfor. "Jeg håber ikke du har noget imod at gå en smule." lød det en smule nervøst fra ham. Jeg smilede og forsikrede ham om, at det var okay - selvom jeg faktisk ikke orkede. 

"Så, hvad har du besluttet vi skal i aften?" spurgte jeg nysegerigt, for det var jeg faktisk. Måske var det et sted, hvor Chanel og dem også befandt sig. "Min yndlings restaurant." svarede han og sagde ikke mere efter. Jeg spurgte heller ikke ind til mere.
Vi havde travlet afsted i godt og vel ti minutter i stilhed, og var endelig ankommet til den restaurant Justin havde beskrevet som hans yndlings. "Jeg håber det er et okay sted." 
"Det er fint." mumlede jeg kort og sendte ham et roligt smil. Han virkede så nervøs, og det var faktisk rimlig sødt. Men, jeg tvivler på dette er den første date, han nogensinde har været på og jeg ikke er den første pige, han har taget med hertil. Justin havde bestilt bord til os udenfor i en lille gård have de havde omme bagved. Her var hyggeligt med en flot udsigt over nogle bjerge. Det undrede mig lidt, hvorfor der sad så mange indenfor, da der var hundrede gange smukkere herude. 

Justin trak stolen ud for mig, før han satte sig på sin egen plads overfor. "Gentlemand." grinede jeg, hvilket fik ham til at smile. "Jeg kan godt lide dit grin." mumlede han en smule utydeligt, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så rødmede han en smule - ellers var det bare lyset fra stearinlysne på bordet.

Menukortet bestod af noget mærkeligt mad, som jeg aldrig havde hørt før. Mad fra alle mulige lande, havde Justin fortalt, resturanten lavede næsten alle landes nationalret. Justin bestilte Kroatiens nationalret og jeg endte med Frankrigs, som bouillabaisse, altså en fiskesuppe. 

Først efter vi havde bestilt, og afleveret menukortet kom jeg i tanke om prisen. Da jeg var hjemme ved Justin, bemærkede jeg at det ikke lignede nogen som altid havde penge i pungen. "Jeg skal nok betale." sagde jeg derfor og var besluttet på, at det ville jeg stå fast i. 

"Hvad? Nej." smågriende han, "har du aldrig hørt om, det er drengen der betaler på første date?" Jeg bed mig en smule i læben, "ja, men Justin. Ikke misforstå mig, men jeg kan altså godt betale hvis det er." Han kiggede en smule genert ned i tallerkenen, "jeg vil gerne betale Hawthorne, du er det værd." 


 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...