Hawthorne | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 5 okt. 2015
  • Status: Igang
Stella Hawthorne er hende pigen du ser sidde alene bagerst i kantinen, med blyanten og et koncentreret blik rettet mod sin tegneblog. Flytningen ned til hendes bedstemor i Rainham har betydet, at hun nu er begyndt i High School for første gang i sit liv. Alle elever er så ens i tøjstilen, personligheden og når det gælder opmærksomhed, men sådan er Stella bare ikke – og det falder en dreng hurtigt for.

123Likes
111Kommentarer
65142Visninger
AA

9. VII


"Hvad er det du skal?" spørg jeg irriteret, da han stopper op foran indgangen til parken. "Det tager ikke lang tid, Hawthorne." mumler han og hopper ned fra boardet. Med et ulæseligt blik bevæger han sig ind i parken, og irriteret bliver jeg stående. Efter cirka tyve minutter mærker jeg min tålmodighed er blevet brugt op, og klokken nærmede sig endda halv fire. Jeg ved at den aflevering vil tage flere timer, og jeg har skrevet til Bedste jeg var hjemme før aftensmad.

Efter at havde trippet nogle sekunder mere, besluttede jeg mig for at gå ind for at lede efter ham. Han skulle sikkert mødes med sit 'crew' og nu er faldet i snak. 

Da jeg aldrig nogensinde havde været i parken før, gik jeg forvirret rundt i cirkler, hvilket fik mig uddelt en masse forvirrende blikke. Det føltes som om ligemeget hvilken vej jeg gik, så endte jeg altid tilbage til springvandet. Det var yderst forvirrende, og jeg var så tæt på at give op, til jeg fik øje på hans brune lokker. Henne ved et stort egetræ stod han, overraskende meget tæt, med en anden fyr som hverken var Ryan eller Chaz - det ligende faktisk han var meget ældre. De stod og hviskede lavmælt til hinanden, men uhøfligt nok var deres blikke alle andre steder end på hinanden. Det var som om, de holdte øje med, at ingen kiggede på dem. Udover det ligende de ikke, at de var særlig gode venner, for deres blikke var fuldstendig tomt og det lignede faktisk, at de begge var meget frustreret.

Så utålmodig som jeg var, var jeg så tæt på at gå hen til dem, for at sige at de gerne måtte skynde sig lidt, indtil de endelig begyndte at bevæge sig lidt. Manden Justin stod med, trak noget op af sin lomme, hvilket jeg ikke rigtig kunne se, da jeg ikke havde mine briller på. Hvad jeg så kunne se at han byttede med noget Justin også lige havde trukket op af lommen. Da de var gået hver til sit, og Justin nu var blevet færdig med det han skulle, gik det op for mig, at han stadig må tro, at jeg står derude og venter på ham. Så derfor, som jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre i hele mit liv, smed jeg Justins skateboard på jorden og stillede mig op på den. Efter at havde nogenlunde fundet balancen, tog jeg chancen og lod min fod glide ned på jorden, for at hæve farten - præcis som Justin gjorde det.

Og det lykkes - faktisk var jeg rimlig stolt over mig selv, at jeg havde så nemt ved det. Det var nemt at stå stille på det rullende board, det værste var nok bare, når jeg skulle sætte foden i jorden for at sætte mere fart på, for der svigtede balancen nogengange, dog ikke så meget at jeg væltede. 

Utroligt nok nåede jeg til udgangen før Justin, selvom jeg kørte forkert en enkel gang. I en fart stillede jeg mig på samme måde, som jeg stod, da han forlod mig. "Hey, undskyld ventetiden." lød det fra Justin, da han var kommet hen til mig. Jeg smiler kort; "det gør ingenting. Lad os køre." 

 

 

Vi var endelig ankommet til Justins hus, og jeg må sige, at jeg var rimlig overrasket. Selvom jeg ikke kender Justin, havde jeg regnet med en stor flot villa med fantastisk udsigt som bare lagde helt perfekt, men nej - istedet stoppede vi foran et lille fint rødt træhus, hvor halvdelen af malingen var skrattet af. "Ja, det er så her jeg bor." han smiler lidt skævt og hopper ned fra boardet, og jeg følger hans bevægelser. "Det er hyggeligt." indrømmer jeg, for det var det bestemt. Jeg har altid været vild med træhuse; de havde bare deres helt egen stil, og det kunne jeg godt lide. 

"Jeg har ikke rigtig haft særlig mange med herhjem." Justin bukker sig ned og samler hans skateboard op før han begynder at gå ned langs stien til huset. "Hvorfor ikke?" spørg jeg nysgerrigt, og får faktisk lyst til at trække ordene tilbage, for det ragede da ikke mig en skid. Justin trak på skulderne, "det er vel bare.." han rodede i sin jakkelomme og fandt en halv rusten nøgle op, som han stak ind i nøglehullet, "Chaz, Ryan og alle dem, deres huse er bare meget.. større.. de er rigere.. hvis du forstår?" 
"Jeg forstår." svarede jeg hurtigt og fulgte med i hans bevægelser, hvordan han først skulle dreje nøglen til venstre og derefter til højre før døren gik op. "Den eneste jeg faktisk har haft med hjemme var Chaz. Og dengang vi var omkring tolv." sukkede han og så helt lettet ud, da døren gik op, "ellers har jeg ikke vist det til andre." 

"Hvorfor ikke?" fløj det ud af mig, for det gjorde mig virkelig nysgerrig, "her er altså hyggeligt, Justin." han svarede ikke, trådte bare ind i huset, og jeg fulgte med ham. Vi kom direkte ind i køkkenet, som var samme rum som stuen.
Egentlig var det ikke fordi her var et særlig stort udvalg af møbler. Et enkelt spisebord med to stole, et fint lille køkken og stuen bestod bare af et treogtyve-tommers fladskærmfjernsyn og en sort og grå stribet sofa. På væggene hang der gamle billeder af hans familie. Selvom jeg havde lyst til at kigge mere nøje på de billeder, så var Justin hurtigt gået igennem rummet og det ville være mærkeligt hvis jeg så blev. 

Henne i hjørnet af stuen, ved siden af sofaen var der to døre. Justin åbnede døren tættest mod sofaen og trådte ind, hurtigt regnede jeg ud det var hans værelse, da jeg også gik derind. Væggene var mørkeblå, let skrallet af hist og pist, men dog var en væg overfyldt med graffiti, som jeg tør vædde med er hans eget vært. Her var ikke andet end en ensmandseng, et natbord, en komode og et skrivebord, hvor der så stod nogle kasser til opbevaring. Rummet var ikke for stort, men heller ikke for lille; det var faktisk lige tilpas. 

"Såeh, du har vel lavet til opgave tyve?" Justin placere hans skateboard op af skrivebordet, og smider derefter sin taske på skrivebordet, som han begynder at rode i. Jeg nikker og fjerner ikke mit blik fra han graffitivæg, da den fascinerede mig meget; det var som om den fortalte en historie, på en eller anden mærkelig måde. "Stella Hawthorne?" 

"Hvad? Ja? Jeg har lavet til opgave tyve, ja." svarer jeg hurtigt og kigger over mod ham. Han har placeret sig i hans grå kontorstol. "Jeg har advaret dig, jeg er virkelig dårlig til matematik." 

"Hey, det er okay Justin; vi hjælpes ad." forsøger jeg at få ham til at falde ned, for han så ikke ligefrem særlig tryg ud. Han sendte mig et blidt smil, før han rodede videre i sin taske, for sikkert at finde opgave-arket.  

"Justin, jeg er hjemme!" det giver et sæt i mig, da der lyder en råben gennem hele huset. Justin griner kort, da han åbenbart havde set min lille reaktion. "Hey, jeg har købt.... oh, hej!" en mørkhåret dame kommer frem i dørkammen, og efter hendes ord bliver der tavs. Hun var iført en lang strikket tunika, et par løse sorte joggingbukser og nogle enkle kina sko. Hendes ansigt var makeup fri, og hendes hår sad også helt naturligt. Hun var flot. 

"Jeg vidste ikke du fik besøg idag, Justin." hendes blik flakker hen mod Justin, hvor hun sender ham et lumsk smil. Justin ruller hurtigt øjne, "mor, det er Stella Hawthorne.. Hawthorne, det er min mor, Pattie." 
"Dejligt at møde dig, Stella... Hawthorne.. Udtalte jeg det rigtigt?" Pattie træder hen til Justins seng, som jeg havde sat mig på. Jeg griner en smule akavet, "hej, i lige måde og ja, du udtalte det rigtigt." 

Efter min sætning opstår den akavede tavshed igen, hvor vi alle sidder lidt og rømmer sig. "Nå uhm ja, jeg fik noget mad med hjem fra arbejdet.. skal du spise med, Stella?" 
Jeg blinker et par gange, "øh nej deet... nej." svarer jeg og griner akavet kort, før jeg klør mig i håret. Justin sender mig et lidt mærkeligt blik, "Hawthorne, vi bliver altså ikke færdige så hurtigt.." Jeg bider mig en smule i læben, "hvad uhm.. hvad er klokken?" 
"Den er snart fem." svarer Pattie, efter at havde kigget på et ur, der hang inde på hans værelse, "vi spiser tidligt, Justin skal til fodboldtræning lidt over fem.. såeh." 

"Mor, jeg skal ikke til fodboldtræning idag." svarer Justin hurtigt og sukker lydløst, "vi har en stor aflevering til i morgen." 
"Justin." sukker Pattie lavt, før hun sender ham et alvorligt blik, "det er anden gang du skipper træningen, vi har altså virkelig betalt mange penge på, at du skulle starte. Det går ikke, at du så ik-"
"Hør mor," Justin rejser sig op fra kontorstolen og kigger kort hen på mig, hvilket får mig til at kigge væk. "Jeg var på arbejde efter skole idag." siger han og roder endnu engang i sin jakkelomme, men finder denne gang ikke hans nøgle op, men istedet en bunke pengesedler bundet sammen med en elastik. "Åh, hvor er det altså godt du tog det job, Justin!" udbryder Pattie højt og trækker han derefter ind i et kram, "man tjener mange penge af at være fejemand, hva?" hun smågriner for sig selv, før hun tager imod pengene han rækker hende. 

"Åh, jeg var så bekymret for vi ikke kunne få betalt vandregningen denne måne-" "mor." afbryder Justin hende og giver et kort nik hen mod mig. "Oh ja undskyld, jeg giver jer fred til den aflevering nu." Pattie sender mig et kort smil, før hun forlader hans værelse. 

Justin sætter sig tilbage i kontorstolen og leder videre i sin taske, som om intet var sket. Jeg havde en stor tvang til at spørge ham om, hvorfor han løj. Han havde ikke været på arbejde efter skole; han kørte med mig herhjem. Men, jeg spurgte ikke, for nu skulle den aflevering bare laves færdig.
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...