Life.

Mad - Madison, lever et forvirret liv. Hun tror hverken på kærlighed, eller lykke. Hun har det svært ved at knytte sig til folk, stole på folk og i det hel taget bare svært ved at finde sit sande jeg frem. Smil er ikke det man ser allermest af fra hende. Hvem ved? Måske det ændrer sig da Noah kommer til byen?.
(Det her er en 'historie' jeg har haft længe .. meget længe. Jeg ved ikke helt hvad i syndes om den, men jeg prøver at public den og se hvad i syndes! c; Hvis den er helt elendig og forvirrende sletter jeg.)

1Likes
2Kommentarer
587Visninger
AA

5. ----

Madison.

 

Min mini ferie var forbi.

Skolen kaldte og det samme gjorde mine forældre.

”KOMMER!” råbte jeg opgivende tilbage og hoppede ned i et par grimme blomstret stramme jeans, efterfulgt en sort striksweater med hvid krave. Mine sædvandelige VANS blev trukket op over mine fødder, min makeup blev lagt og mit hår redte jeg kort igennem for derefter at storme nedenunder til mine forældre.

”Hvad?” spurgte jeg koldt og åbnede for køleskabet, for derefter at rive en juicekarton ud og tage en stor slurk.

”For det første, tag et glas Madison. Det er så uhøfligt. For det andet, så rejser jeg og far idag, vi er hjemme næste mandag. Thor kommer og tjekker op på dig en gang imellem."

Jeg så med afsky hen på mine forældre som de nævnte min storbror.

”Hvorfor?” spurgte jeg efter nogle sekunder hvor jeg bare havde gloet dumt på dem.

”Fordi vi ikke magter opkald fra politiet hele tiden om at vores datter sidder hos dem, blandt farlige og beskidte mennesker.”

”Woah! Farlige, er de kun hvis du selv gør dig til en trussel. Beskidte mennesker er der intet galt med. Det vil være præcis det samme som hvis jeg gik ud og drejede rundt i en eller anden mudderpølle.”

Min mor så på mig med et væmmeligt blik inden hun forsvandt ud af døren og tilbage var jeg og min far.

”Ses.”

Og nu, kun ham.

Jeg var ikke langtid om at svinge min taske om på min ryg for derefter at forlade huset med faste og hurtige skridt, som til sidst bare blev langsommere og langsommere.

Highway To Hell – AC/DC

Var hvad kørte i ørene på mig som jeg ellers bare gik helt fredeligt hen langs gaden.


Overrasket over dagens langsomme forløb, bevægede jeg mig langsomt og træt ned langs skolens lange gange for derefter at når udenfor.

Dog var noget mere anderledes end normalt.

Folk stoppede hele tiden op for at glo hen på parkeringspladsen.

Forvirret bevægede jeg mig hen til nogle af pigerne fra min klasse, der også stod og gloede ud imod parkeringspladsen.

En fyr sad på hug, samt han samlede et eller andet op med den ene hånd og i den anden hånd hvilede en telefon. Interessant?

Dog var der noget som fangede mig, hans mange tattoos.

”Noah?” spurgte jeg overrasket og trådte et skridt længere frem.

”Hva’ så babe. Savnet mig?.”

Måske lidt?

Ej, gu' fanden har jeg ej.

Jeg så lettere irriteret på ham.

Han rejste sig roligt op, for derefter at svinge sin ene arm omkring mine skuldre og kiggede ud på de mange folk som der stadig stod og gloede på os.

”Jeg ringer tilbage til dig senere Isabella. Ses.”

Isabella?

Overrasket vendte jeg hovedet op imod hans, for derefter at se overrasket og endnu mere forvirret på ham.

”Bare rolig babe, ingen grund til at blive alt for jaloux. Det var min søster.”

Han blinkede kækt med sit ene øje, for derefter at vende sig om og åbne døren til en eller anden bil, som jeg gik ud fra var hans.

”Nej tænk en gang Madison? Jeg troede ikke du havde andre venner end de der to hippierhoveder, hvad hedder de nu-”

”Mikkel og Emmely. Problem?” spurgte jeg irriteret og vendte mig koldt om imod Britt, skolens personlige bitch.

”Næh, egentlig ikke. Bare en del overrasket over du kan få venner. Men det jo også det eneste.” Hun blinkede irriteret med øjne for derefter at vende sig om og gå. Dog stoppede Noah hende i det.

”Jamen dog, jeg tror ikke jeg fik præcenteret mig helt rigtig.”

Noah fjernede armen fra mine skuldre, for derefter at daske over til Britt.

Åh gud.

”Noah, Madisons kæreste” smilte drengen kækt og rystede Britts hånd.

Jeg var nærmest ved at få mit spyt galt i halsen, som han præsenterede sig som min FREAKING KÆRESTE?

HVAD ER DER GALT MED DRENGEN?!

EN ELLER ANDEN!

HJÆLP HAM!

Britt så mindst lige så overrasket ud som jeg selv.

Dog spillede jeg hurtigt med på den og bevægede mig hen til dem.

Britt så mistroende ned på mig.

Men jeg nåede ikke rigtigt at opfatte hendes sidste blik, før to finger blev placeret under min hage, mit hoved blev løftet og det næste jeg vidste, var at mine læber stødte sammen med et andet par.

Det var som det slog gnister inde i maven på mig.

Som hele min krop begyndte at sitre.

Dog som jeg lidt havde håbet kysset varede, stoppede det.

Noah så storsmilende og stolt hen på Britt, der pludselig gik fra overrasket til jaloux.

”Right” mumlede hun og vendte sig hurtigt om for derefter at forsvinde i mindst lige så hurtige skridt.

Jeg var ikke lang tid om at sætte mig ind i bilen og det samme med Noah.

Som vi fik kørt en smule væk fra skolen udbrød alt min forvirring og vrede.

”HVORFOR UDGAV DU DIG FOR AT VÆRE MIN KÆRESTE?! OG HVORFOR KYSSEDE DU MIG?!” råbte jeg hidsigt hvilket åbenbart kom en smule bag på Noah.

Noah grinte hæst.

”Hey, jeg hjalp dig bare. Og kom ik her og sig at du ikke nød kysset.”

Noah vendte kækt blikket imod mit, for derefter at blinke til mig og vende hovedet tilbage imod ruden hvor han koncentreret holde øje med bilerne fra vores sider og foran os.

Drengen kørte jo som en sindssyg.

Præcis som det passer ham.

”LAD VÆR AT HJÆLP MIG?! OG da slet ik kysse mig!” udbrød jeg endnu en gang. 

”Woah, blomster Marie. Jeg prøver bare at være flink her, men du er bare pisse sur hele tiden, altså, hvordan fanden kan Mikkel og Emmely holde en person, så negativ som dig ud?!.”

Jeg så overrasket hen på Noah der pludselig gik fra kæk og flabet til irriteret og vred.

”Du er bare virkelig klam?! Du har ødelagt hele året, ved at komme her til. Jeg kan bare ikke holde dig ud! Du er så irriterende! Jeg får løst til bare at slå dig hele tiden. Og nu endnu mere! ALDRIG! KYS! MIG! FORSTÅET?!.”

”Hvorfor skulle jeg have lyst til at kysse en person som dig Madison? Hør på dig selv. Du så egoistisk og arrogant. Lige så meget som bitchen der synes hun skulle bedømme dig som en taber. Måske er du en taber? Typen der tror hun kan klare alt selv?!.”

Jeg så overrasket på idioten der sad på sædet ved siden af mig.

”Sæt mig af hjemme ved mig selv!.”

 

Roligt kørte Noah ind til siden.

Jeg var ikke lang tid om at klikke mine sele op, svinge min taske om på ryggen og åbne døren for at smække den hårdt i efter mig.

Som jeg ellers havde regnet med idioten ville forlade grunden, kunne jeg godt tro om igen.

Han slukkede i stedet for bilen og steg ud.

Aggressivt fiskede jeg mine nøgler op for min taske, for derefter at finde den rigtige nøgle.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg finder det vildt flovt at bo i så en stor villa som jeg bor i. Specielt efter det han lige sagde.

”Madison” lød hans sukkende stemme bag mig.

”Bare lad mig være .. Noah.” Jeg kunne tydeligt mærke hvordan tårende pressede sig på og det sidste jeg ville var at virke svag over for Noah.

Jeg har altid haft det svært ved at være mig selv, vise hvem jeg virkelig er, i stedet for at vise personen jeg går ud fra jeg selv er.

Han har ret.

Jeg er ikke andet end en snobbet taber der er født med en guldske i røven.

Som jeg ellers regnede med at hoveddøren ville smække i med et brav og give ekko, skete der ingenting.

Jeg vende mig om imod døren og opdagede Noah stå i døren og se en smule såret ud.

Jeg smed vredt mine sko efterfulgt min taske på gulvet for derefter at storme op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren hårdt i og løb derefter hen til min seng som jeg smed mig i.

Ik tud.

Ik tud.

Ik være svag.

Ik være svag.

Og nu skete det.

Tårende stormede ned langs mine kinder og dannede sig i nogle lange sorte baner.

Døren til mit værelset gik op og ind kom sikkert Noah.

Rigtig nok for få sekunder efter lød hans hæse stemme.

”Tro mig eller ej, men det var virkelig ik meningen at få dig til at græde. Det skulle slet ikke komme ud på den måde. I det hel taget skulle det slet ikke siges.”

”Det fuldkommen ligegyldigt. Det var nok hvad du tænkte om mig.” Hulkede jeg. Træk dynen op over min krop for derefter at forsøge at gemme mig.

Jeg mærkede sengen bøje sig i den ene side og få sekunder efter lagde noget varmt sig på min skulder.

Hvad sker der for jeg er så svag?

Jesus.


Det der med at falde i søvn samtidig man græder og har mascara på, er ikke nogle god kombination.

Værtfald ikke for mig.

Med besvær fik jeg åbnet for mine kiltret øjne, trukket dynen længere op af min krop, dog var det noget som føles anderledes.

Overrasket, løftede jeg dynen, for derefter at se mindst lige så overrasket ned på min mave, hvor en tatoveret arm lå rundt om.

Roligt drejede jeg hovedet imod min side, hvor et ret så sødt syn mødte mig.

Han er nu egentlig ret sød når han sover?

Det bare mig som er en eller anden bitch, der har travlt med at tænke på sig selv.

Jeg vendte mig langsomt og forsigtigt rundt, for at undgå at vække Noah.

Men ligesom jeg sank dynen, mærkede jeg Noah bevæge sig.

Hurtigt lukkede jeg øjne i for derefter at lade som om jeg stadig sov.

Men jeg var busted.

”Jeg ved du ikke sover Madison.”

Sukkende åbnede jeg øjne og lod mine mødes med hans.

De var jo gude smukke.

”Er du okay?” spurgte han hæst. Meget hæst. SEXET?!

”Mm. Hey, undskyld jeg sagde alt det der til dig tidligere. Det var ikke meningen” mumlede jeg flovt og bed mig nervøst i underlæben.

”Det går. Jeg tror vi står sådan nogenlunde lige” grinte Noah, hvilket smittede, dog blev jeg hurtig seriøs igen.

”Virkelig. Jeg mener det. UNDSKYLD!.” Jeg kastede mig over Noah, mine arme omkring hans nakke og mig liggende halvt oven på ham.

Noah grinte hæst.

Svang sine arme omkring mig og nussede mig roligt på ryggen.

Det her, var afslappende?

Roligt løftede jeg ansigtet fra hans brystkasse for derefter at lade vores øjne mødes.

Dog var vores ansigt tættere end forventet.

”Når men .. skal vi lave noget mad? Jeg er sulten!” afbrød jeg stilheden og var ikke lang tid om at løfte mig fra Noah.

”Jeg skal bare lige .. gøre noget ved det her.”

Hurtigt forsvandt jeg ud på badværelset for derefter at forsøge at fjerne mit .. makeup. Eller resterne fra det.


”Når men jeg må hellere komme videre.”

Jeg nikkede roligt.

”Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, har det været hyggeligt. Og tak for du var der selvom jeg var en idiot” mumlede jeg usikkert og lænede mig op af den åbne hoveddør.

”Nogen gange bliver man nød til at være en idiot.” Noah blinkede kækt med øjet, hvilket blot fik mig til at grine og daske ham på brystkassen.

”Du er så meget flottere når du smiler. Og helt igennem fantastisk når du griner. Gør det noget oftere Madison.”

”Nu du bare dum at høre på, gå med dig Noah.”

Noah grinte kort, inden han træk mig ind i et kram.

”Det fordi du ved jeg har ret.”

Jeg mærkede kort en brændende følelse imod min kind, inden Noah forsvandt ud af døren.

Langsomt lukkede jeg den i, låste den og forsvandt op på værelset hvor jeg udmattet smed mig i sengen.

Drengen havde glemt sin trøje.

Ja, eftersom det kun var mig som var til stede i huset, hvorfor så ik ligge med den?

Uden så meget at tænke mere over det, smed jeg alt tøjet, borset fra undertøjet.

Træk den sorte trøje op over skuldrene og lynede den roligt.

Den duftede sjovt nok af ham. I det heltaget duftede den bare utroligt godt.

En blanding af sved og parfume. Selvom det lyder en smule ulækkert, dufter den gude godt.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...