Thomas

Dette er ikke en historie, men en Novelle som jeg har haft for i en dansk opgave. Er selv blevet ret vind med den, så vil bare lige dele den med jer. Og så er der jo lige det med noveller at de ikke må være så lange. Især ikke med noveller som man noveller i en dansk opgave. Men håber i vil læse med!

Miriam er en pige i 8. klasse som alle andre er forelsket i Thomas <3 Thomas går i 9. klasse og er nok den lækreste på skolen. En dag kommer Miriam hjem fra skole og faldt pladask ned af trappen..
Læs med og se hvad der sker!

0Likes
0Kommentarer
202Visninger

1. Thomas

Datid

Thomas

Jeg lå bare i sengen - drømmede måske en lille smule - og ventede på at Caroline skulle ringe.. Vi havde aftalt at hun skulle ringe, men hvorfor ringede hun ikke?? Jeg lagde min telefon i lommen og gik ned efter noget mad.. ‘16:48’ stod der på uret. Det var næsten 2 timer siden vi havde fået fri. Hvorfor ringede hun ikke? Jeg tog telefonen op af min lomme og lagde den på bordet. Tiden sneglede sig afsted. Det føltes som en evighed.

Thomas fra 9. årgang spillede fodbold. Åhhh, sikke et syn.. Han sparkede til bolden.. MÅÅL! Alle hoppede og dansede. Thomas kom gående hen mod mig, jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra ham..

Han kom hen - og krammede mig? Hvorfor lige mig? Der er da mange andre der er bedre end mig. Og af alle de smukke piger der står her på sidelinjen vælger han gå lige hen til mig? Jeg fatter lige pludselig ikke en pind.

Kampen var lige blevet færdig, og de vandt.. 5 - 1. Skide godt klaret! Thomas kom hen og klappede mig på skulderen og sagde tak for opbakningen. Jeg nikkede, jeg var helt mundlam.

Jeg hørte telefonen ringe!! - Endelig!

Jeg løb alt hvad jeg kunne ned ad trappen. *KLASK* Jeg faldt. Det hele blev lige pludselig meget mørkt for mig.  Faktisk helt sort.. Jeg kunne ikke gå - kunne ikke række armen ud efter telefonen - jeg kunne ikke noget. Jeg vidste at jeg ikke var besvimet, eller noget i den retning. For jeg kunne jo stadig mærke smerte. Meget smerte! Jeg kunne godt høre lyde - men bare ikke svare dem..

Der var ingen hjemme! Kun mig. Hvad skulle jeg gøre?

Telefonen ringede igen. - Og igen.. Men lille jeg, jeg kunne ikke noget.

Hvad nu hvis der ikke kommer nogen hjem før det er for sent? Hvad er der sket med mig?

Jeg fik et chok da døren brasede op. Men lå bare stadig på gulvet foran trappen..

“Heeeeej. Er der nogen hjemme??”

Jeg havde så meget lyst til at svare, men det var bare liiiige sådan at jeg jo ikke kunne! Jeg kunne fornemme at skridtene kom nærmere, små listige skridt. Døren knirkede - som altid. “Er her nogen?”

Det lød som Thomas! Thomas?? Hvorfor er han her? Døren ind til stuen gik op og der lød et gisp. “Miriam? Er du her?” Jeg havde så meget lyst til at svare, men fordi jeg nu lige var faldet kunne jeg mærkeligt nok ikke..

Jeg havde på fornemmelsen at han skrev til nogen, men havde egentlig ingen anelse.

Indtil han begyndte at snakke: “Ja hej, det er Thomas Ditlevsen…….. Det er min veninde……. Nej, jeg ved ikke hvad der er sket.. Jeg kom bare…...Nej…... Jeg ville bare spørge om hun ville være med i et forsøg som jeg har i skolen.. Miriam Jensen.. Kollegievej 34… På siden ja….. Ja, okay.. Vi ses..”

Cirka 10 minutter efter hørte jeg udrykning. Døren blev flået op, og ind kom en masse mennesker. Jeg blev taget både i arme og ben og lagt op på en Båre. Så blev jeg kørt ud.

Jeg fik et sug i kroppen - bilen kørte MEGET hurtigt!

Var det meget slemt? Var det alvorligt?

Det sidste jeg husker er at Thomas tager min hånd.

Nutid

Jeg vågner op med Thomas, min Mor og min Far ved min side. Jeg sætter mig op i sengen og Mor kalder på Ida - Min lillesøster - “Miriam er vågnet skat!” Hun løb ind så hurtigt hun kunne. Jeg var helt forvirret, og kunne ikke huske så godt. Ida hoppede op i min hospitalsseng. “Jeg har savnet dig” siger jeg.. “Jeg ha osse savnt dig!!” siger hun med sin nuttede lille tøse stemme. “Er du okay?Jeg blev eddermaneme forskrækket!” siger Thomas og tager min hånd igen. “Jeg kommer ind og så ligger du bare på gulvet og siger ikke noget.” siger han mens Ida står og nærstuderer hans bukser. “Miriam, jeg vil gerne spørge dig om noget” siger Thomas til mig.. Jeg kigger op på ham og nikker, “Mor, Far og Ida - vil i være rare at gå, bare lige 5 minutter mens jeg lige snakker med Thomas.?” siger jeg med en bedende stemme. “Jo. Selvfølgelig vil vi det!” siger hun med en glad stemme. Min mor er altid glad og positiv, men det er næsten altid det stik modsatte ved min far. Han er bare sur og muggen hele tiden.

 

Døren smækkede, og nu var det kun jeg og Thomas der var tilbage. “Det var bare om du måske..” han stammede og rødmede. “Måske hvad?” spurgte jeg nysgerrig. “Det var bare om du ville med hjem en gang og hygge? Så’n snakke lidt og sådan?”

Lige da han spurgte blev jeg faktisk lidt skuffet, jeg havde lige håbet at han havde spurgt - ja, du ved. Kærester.

“Ja, det kunne da være hyggeligt.” sagde jeg lidt nedtrykt på en måde.. “Kan jeg så få dit telefonnummer! Så kan vi skrives ved?” Den skulle lige fise ind inden jeg svarede “Jada, selvfølgelig: 15 48 97 28.” Han skrev det ned og rakte ud efter min hånd. “Så ses vi vel en dag, skriv når du er kommet hjem.” “Ja det skal jeg gøre” Jeg vinker til ham da han går ud af døren, og de andre kommer ind igen. Ida siger så “Kysst han di?” Mor og Far flækker af grin.. “Neej, vi snakkede bare.” siger jeg og kilder hende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...