Heaven can wait

Konkurrence bidrag til fanfiction konkurrencen med fandommen Supernatural / Dødsanfald dukker op i mængdevis, og lægerne påstår at det bare er en slem virus – men det ved både Sam og Dean jo at det ikke er. Da de begynder at kigge nærmere på det, begynder kærligheden for en gangs skyld at dukke op i Deans liv, men da Sam bliver smittet af 'virussen', har Dean ikke tid til at gå rundt og lege Romeo og Julie hele tiden, da han vil gøre alt for at redde sin bror.

11Likes
19Kommentarer
887Visninger

4. 4

Hele forrige aften havde stået på en ordenlig omgang research, og det endte med at Sammy lagde sig til at sove med ansigtet klistret til en af de gamle bøger. Jeg sad oppe til klokken 4 i nat, men da jeg intet kunne finde om den sigende virus, lagde jeg mig til at sove. Jeg var lige vågnet, og der var ingen tegn af Sam, så jeg gik ud fra at han var taget på den daglige løbetur eller gået ned og købt morgenmad.

Jeg rejste mig fra sengekanten, og idét jeg besluttede mig for at bevæge mig udenfor, brasede Sam ind med 2 indkøbsposer i hånden.

”Godmorgen.” sagde han, og stillede dem på bordet. Jeg gik over til bordet, og begyndte at rode i poserne. Jeg spærrede med det samme øjnene op, da jeg fandt mig en æbletærte gemt nederst i posen, så jeg tog hurtigt op, og smilede med hele ansigtet. Sammy kendte mig virkelig godt på det punkt, for der fandtes virkelig intet bedre end en god tærte lige fra morgenstunden af.

”Du må virkelig være den bedste bror, man nogensinde kunne tænke sig.” sagde jeg, imens han smilede til mig og grinede.

”Noget nyt fra Bobby?”

”Han har ikke ringet, siden du snakkede med ham i går.” sagde jeg, og gik over til håndvasken og fandt en ske i skuffen. Jeg satte mig over ved siden af Sammy, som sad med et halvt stykke rundstykke i munden, åbnede tærten og sad og spiste med ham uden at vi begge sagde en lyd i lang tid.

”Er det så bare research i dag, eller tager vi endnu et besøg til Kansas City?” sagde han, og brød med det samme ude i et kæmpe hosteanfald. Jeg kiggede på ham med rynkede bryn, og kastede derefter en vandflaske fra indkøbsposen hen til ham.

”Er du okay?” spurgte jeg, imens han hostede færdig.

”Øh ja tak, jeg fik nok bare noget galt i halsen.” svarede han, samt kløede sig i håret bagefter. Jeg rynkede igen brynene, men det var sikkert bare rent tilfælde og intet jeg skulle bekymre mig om. Jeg rejste mig med det samme, og tog Sams tallerken og begyndte at skylde dem af.

”Jeg ved det ikke. Det ville give mest mening at tage til Kansas City igen, men når lægerne intet nyttigt os kan give, bliver det lidt svært. Men vi kan jo heller ikke sidde på vores flade og lave ingenting, for research har heller ikke givet os noget.”

”Og vi har efterhånden travlt, for jo mere sygdommen bliver spredt, jo flere dør der.” sagde han, imens jeg nikkede.

”Tror du Cas ved noget?”

”Hm, jeg tror det ikke. Det virker ikke lige som hans specialitet.”

Sam havde ret, Castiel var nok ikke svaret på vores store problem. Men hvad nu hvis han kunne hele dem? Det kunne da godt være, at det ville tage lidt tid, men på lang sigt ville det da hjælpe og vi ville kunne redde flere. Efter lidt tid, afbrød min mobil telefons ringetone mine tanker, og jeg med det samme tog den op til øret med Bobby i den anden ende.

”Hey Bobby, noget nyt?”

”Hej Dean, jeg er ikke helt sikker endnu, men det kan være at jeg har noget til jer.”

”Sig frem.”

”Har du nogensinde hørt om en Capeleon?”

”Øh nej, aldrig. Sammy, har du nogensinde hørt om noget der hedder en Capeleon?” sagde jeg, og kiggede over på Sam som rystede på hovedet.

”Det er et monster, som siges smitter et menneske, og så videre.”

”Hvordan smitter den dem?”

”De er lidt ligesom Sirener, som kan få sig selv til at ligne helt almindelige mennesker.”

”Great, perfekt. Står der hvordan man dræber den?”

”Jeg har ikke fundet ud af noget endnu, men jeg ringer med det samme når det er.”

”Én ting mere. Hvis man dræber den der Capeleon tingest, stopper alt sygdom så, og de smittede bliver raske igen?”

”Ærlig talt, så ved jeg det ikke. For hvis det ikke stopper sygdommen, har vi et kæmpe problem.”

Det var lige det jeg frygtede. Hvis sygdommen ikke stoppede efter vi dræbte den, kunne flere folk ligeså godt gå rundt og smitte hinanden efterfølgende, og vi ville aldrig kunne finde en løsning. En Capeleon kunne sagtens udrydde en helt by på den måde, så det var mere end bare vigtigt at vi fandt den og dræbte den, inden den rejste til næste by.

”Okay, tak Bobby.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...