Code Geass: Rebellious Heart

I år 2010 erklærede England krig mod Japan. Japan tabte, og mistede dermed retten til deres navn, hvorefter England gav dem navnet "Area 11", og japanerne blev omdøbt til "Elevens".
Året er nu 2017, og Rin Knightwalker er en halv Eleven, halv Englænder, men skjuler det faktum at hun er halvblods for at studere på en Engelsk skole i Area 11; Ashford Academy.
Rin er en rebel, men hvad der plejede at være ren rutine med sabotage og "terror", bliver snart meget indviklet for Rin, når hun forelsker sig i den nye elev på Ashford Academy; Suzaku Kururugi, den eneste fuldblods Eleven på skolen, med et lige så mystisk dobbeltliv som hende; han er soldat for England.
Hvis der er noget Rin har lært, så er det at man ikke skal forelske sig i fjenden...

19Likes
11Kommentarer
2556Visninger
AA

7. Zero

Suzaku havde et fast greb omkring mit håndled imens han førte mig gennem en vrimmel af panikslagne mennesker. Lyden af eksplosioner, skud og skrig lød i horisonten, ude mod Shinjuku ghettoen, hvor jeg vidste at et slag mellem engelske soldater og oprørere var igang. Jeg burde være der for at hjælpe mine kammerater, men afstanden mellem mig og kampen, blev større og større for hvert sekund, fordi Suzaku havde sat sig for at få mig i sikkerhed. 

 

Mig - Rin Knightwalker, en almindelig engelsk elev i hans øjne. 

“Den her vej!” sagde Suzaku pludseligt idet han trak mig med væk fra menneskestrømmen, og ind gennem en smutvej mellem et par høje bygninger. Jeg sank en klump, forsøgte at få mit hjerte ned på plads igen, men i stedet sad det helt oppe i halsen på mig. Jeg var bange, men hvorfor vidste jeg ikke. Nej, jeg anede det ikke. 

Måske var det den lille frygt af, at Suzaku på en eller anden måde skulle finde ud af hvem - nej, hvad jeg var. Jeg vidste jo at han var en ingenør i den engelske hær, hvilket måtte betyde at vi var modsætninger af hinanden. Jeg var ikke direkte en del af krigen, ligesom Suzaku heller ikke direkte var en del af krigen, men vi hjalp hver vores side af denne uendelige kamp.

“Rin, er du okay?” spurgte han da vi langt om længe stoppede op, væk fra den frygtindgydende larm, og mit hjerte var langsomt ved at falde ned igen. Det tog mig dog stadig noget mod at kunne se Suzaku i øjnene det øjeblik. Hans grønne øjne, indrammede i det krøllede, brune hår, lyste nærmest med bekymring - en bekymring han ikke behøvede vise for mig, især fordi jeg slet ikke følte at jeg kendte ham godt nok. 

Desuden, så var han jo en del af den engelske hær. 

“Jeg… Jeg har det fint,” sagde jeg imens jeg forsøgte at lave et såkaldt smil, selvom jeg følte at jeg fejlede stort, især eftersom Suzaku bare lagde sit hoved på skrå imens bekymringen i hans øjne blot blev mere og mere tydelig. 

“Vil du have mig til at følge dig hjem? Det er farligt derude lige nu,” forklarede han, og jeg kunne mærke mit hjerte springe et par slag over, hvilket førte til at jeg lavede en meget pludselig, hurtig vejrtrækning, næsten som et lille gisp. 

“N-Nej, Suzaku, det behøver du virkelig ikke. Jeg klarer mig, okay?” forsikrede jeg ham med det påtvungne smil som jeg havde gjort brug af det sidste minut. 

“Jeg burde kontakte min boss og høre om jeg kan hjælpe på nogen måde,” sagde den kønne dreng foran mig, imens han rynkede en anelse på sine brune bryn. Hans ord gjorde ondt i mit hjerte, og pludseligt var det mig som var fuld af bekymring - hvad nu hvis han kom noget til?! Hvad nu hvis det var mine kammerater, som gjorde ham noget ved et uheld?!

Selvom det helt sikkert ikke ville være et uheld - Suzaku er jo ikke civil, han er en del af hæren. 

Tanken om alle de andre soldater, som vi havde dræbt, gik gennem mit hoved. De havde jo også familier og venner, og helt sikkert også folk som bekymrede sig om dem, mere end jeg kunne forestille mig. 

“Er der… Noget galt, Rin?” spurgte Suzaku forsigtigt, men jeg rystede bare hurtigt på hovedet, forkastede enhver uhyggelig tanke som havde forplantet sig i mit sind. 

“Nej—… Nej, alt er helt okay,” sukkede jeg forsigtigt imens jeg trak noget af mit lange hår om bag mit ene øre og rettede mit blik væk fra ham, “Bare… Lov mig at du ikke kommer til skade, eller noget…” Mine forsigtige, mumlede ord fik Suzaku til at trække på smilebåndet, og jeg lod lidt som om jeg ikke anede hvorfor, selvom jeg godt havde en mistanke om det, især fordi mine kinder var begyndt at brænde en anelse fra blodet som havde strømmet sig til dem. 

“Jeg skal nok klare mig, okay? Det lover jeg,” smilede han, det der smil som kunne kurrere kræft og ende krige - åh, gid det var så vel. 

“Tak, Suzaku,” sagde jeg med et lille smil - det første ærlige smil jeg havde vist ham de sidste par minutter. Vores blikke holdt den andens fast i et par sekunder, før Suzaku løsrev sig igen og fiskede sin mobil op af lommen for at ringe til en person. Jeg nåede at få fat navnet på den person han snakkede med, det var en mand der hed “Lloyd”, og det var alt. Det var der vores veje skillede sig, og jeg så mig omkring før jeg begyndte at gå tilbage til hvad jeg lod som om var mit hus, men i virkeligheden forsøgte jeg bare at finde en smutvej tilbage til Shinjuku ghettoen, for at komme tilbage til mine kammerater. 

“Kallen, Tamaki, Ohgi… Vent på mig, jeg kommer nu!”

 

___________________________

 

Der var en skræmmende stilhed nede i undergrunden da jeg løb hen over de underjordiske togspor, som var blevet taget ud af drift for ti år siden. Sporene var ujævne, rustne og fuldstændigt slidfærdige. Det eneste de var gode til nu, var at blive brugt som smutveje gennem hele Shinjuku ghettoen og fungere som skjulested for alle os, rebellerne. 

Lige så snart jeg nærmede mig vores skjulested ved en af de mange stationer, så satte jeg langsomt farten ned, indtil jeg gik stille og roligt det sidste stykke, så lydløst som overhovedet muligt imens jeg smertefuldt forsøgte at holde min forpustelse nede. 

“Ah, Rin!” hørte jeg Kallen kalde efter mig, hendes bekymrede blik i min retning. Hun stod iført sit kamptøj, lænet en anelse ud over togsporet for bedre at kunne se min skikkelse i mørket. 

“Skynd dig så at komme, Echo!” råbte Tamaki, som stod ved Kallens side lige pludseligt, “Vi har haft brug for dig i over en time nu!” Tamaki lod som om, han havde nogen som helst autoritet over mig, selvom vi var ligemænd. Den eneste som havde autoritet over mig, var Ohgi. 

Selvom, det pludseligt var ved at ændre sig. 

Fordi da jeg kom op fra togsporene og stod på togstationen, var der en person, som jeg aldrig før havde set. Alle mine kammerater var til stede, vi stod alle i en kreds omkring den fremmede mand, som kaldte sig selv “Zero”. Han var maskeret, bar en sort og blå hjelm som gjorde os ude af stand til at se hans ansigt eller hår. Hans tøj bestod af en lang, mørk kappe med en gylden kant - med en høj krave, som var med til at skjule det sidste, som hans maske - eller hjelm - ikke var i stand til at nå ned over, herunder hans nakkehår. 

Han virkede ret ung, ikke meget ældre end mig og Kallen, men alligevel havde han den her karisma, som strålede ud af ham og hvert eneste ord der kom ud af hans skjulte mund. 

“Zero?” mumlede jeg stille for mig selv, men højt nok til at Kallen hørte mig. 

“Det var ham som hjalp os ud af vores hårrejsende situation igår,” forklarede Kallen mig med et forsigtigt smil, “Han reddede vores liv.”

“Det var nærmest et mirakel, jeg aner ikke hvordan vi skulle have klaret os i går, hvis det ikke havde været for ham,” indrømmede Ohgi, som pludseligt stod ved siden af mig, og så huskede jeg alting. Jeg huskede den mystiske stemme, som havde hjulpet Kallen og de andre med at trække sig tilbage fra kampen uden at komme til skade. 

Med andre ord, så havde Ohgi ret: Zero havde reddet Kallens og de andres liv. 

Jeg kunne mærke at noget omkring mit hjerte lettede, noget som havde været som en tung byrde af mystik og bekymring. 

“Hvad er dit navn?” spurgte Zero, og det gik pludseligt op for mig, at han så på mig, selvom jeg ikke kunne se hans øjne, så kunne jeg mærke det, og jeg blev straks lidt mindre afslappet i kroppen. 

“R-Rin Knightwalker,” sagde jeg forsigtigt, “Mit navn er Rin Knightwalker, men mit kodenavn er Echo.”

“Echo, huh?” sagde Zero idet han tog et par skridt over mod mig, “Hvad er dit speciale, Echo?” 

“Mit… Mit speciale?” spurgte jeg forsigtigt, ikke helt indforstået med hvad han mente. Jeg kendte ham ikke, jeg kunne ikke se hans ansigt, kunne jeg stole på ham?

“Ja, dit speciale,” gentog han, uden en mindste ændring i sit toneleje. 

“Jeg… Jeg tager mig af de sårede, og reparerer Knightmares,” forklarede jeg med et lille, forsigtigt smil. 

“Så du reparerer samtlige Knightmares her?” spurgte Zero, ikke helt sikker på han forstod hvad jeg mente. 

“Altså… Jeg har hjælp her og der, men for det meste så står jeg for det… Jeg laver også enkelte opgraderinger engang imellem,” pludseligt kom det største smil på mine læber, da jeg nærmest følte en form for stolthed sprede sig i mit bryst. 

“Har du overvejet at være pilot i en?” 

For et par sekunder stod min verden lidt stille idet jeg frøs fast og det eneste jeg kunne høre i de få sekunder, var min puls som pumpede inde bag mine trommehinder. Samtlige af mine kammerater stod og stirrede på mig, indklusiv Kallen som så ud til at hun lige skulle til at protestere, men så besluttede jeg mig for at åbne munden før hun fik lov. 

“Jeg ville elske at få chancen,” indrømmede jeg, og Kallens bekymrede blik var pludseligt tilbage. 

“Huh, det skal vi se at få gjort noget ved,” sagde Zero, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet lige pludseligt, selvom jeg kunne mærke Kallens strenge blik i nakken på mig. Jeg vidste, at hun ikke ville have mig til at være pilot i en Knightmare, fordi det ville betyde at jeg ville være midt i slagene som vi kæmpede - men det var netop hvad jeg ønskede! 

Det var lidt sådan det endte med, at Zero blev vores nye leder, og Ohgi blev vores næstkommanderende. Zero var en fyr, som tænkte utroligt taktisk, helt sikkert havde en tårnhøj IQ, og som var utroligt mystisk grundet hans hemmelige identitet - noget jeg endnu ikke helt respekterede. Han ville være anonym, men han havde set alle vores ansigter, og kendte endda vores navne. 

Men alle de andre af mine kammerater virkede til at stole på ham af en eller anden grund. Jeg var endnu ikke sikker på, hvad jeg skulle tro, men jeg valgte at give ham en chance, så længe Kallen stolede på ham, så burde jeg også gøre det, ikke? 

Senere den dag, tog alle mine kammerater endnu engang ud og kæmpede videre mod de engelske soldater. Det var Zero som ledte dem til endnu en sejr, som endte med at de engelske soldater måtte trække sig tilbage. Den engelske hær, som befandt sig i Area 11, blev styret af Prins Clovis, så det var ikke fordi det var den store udfordring, da den yngste prins af kongefamilien efter sigende skulle være den dårligste strateg af brødrene.

Zero fik ham hurtigt til at overgive sig. 

Jeg var ikke selv med i slaget, som altid, men jeg fulgte med over vores walkie talkies, og fulgte slagets gang. 

Selv da vi havde fået samtlige engelske soldater jaget ud af Shinjuku ghettoen, så hørte vi ikke mere fra Zero. Han fortalte os, at han havde noget som han skulle gøre, men mere fik vi ikke at vide - næsten som om han ikke helt stolede på os, hvilket var en af de ting som gjorde mig mest utryg ved at gøre ham vores leder. 

Jeg ville virkelig gerne vide, hvordan han så ud. 

Hvad nu hvis jeg kendte ham?

Hvad nu hvis han kendte mig, men jeg var ude af stand til at vide hvem han var? 

Hvad nu hvis vi gik på samme skole? Hvis han var en af mine klassekammerater, eller måske en lærer? 

Han havde mig i sin hule hånd, hvis det var tilfældet. 

Måske var det også en del af hans plan, hvem ved? 

Det eneste jeg vidste var, at Zero var farlig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...